Et historisk forbillede på kristenhedens ødelægger

„Når I da ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene.“ — Matt. 24:15, 16.

1. (a) Hvad vil verden snart blive forbløffet over, ganske som den blev forbløffet i år 70 e.v.t.? (b) Hvad vil oplyste mennesker indse at det er, som udtrykt i Esajas 28:21?

DA JERUSALEM i år 70 e.v.t. blev ødelagt af de romerske legioner, forbløffedes verden. Selv byens erobrer, general Titus, kejser Vespasians søn, undrede sig over at en by der var så stærkt befæstet, var faldet for hans hånd. Han skal have sagt således: ’Vi har haft Gud med os i kampen, og Gud er det som har uddrevet jøderne af disse fæstningsværker, da jo hverken menneskehænder eller maskiner formår noget mod disse tårne.’a Men snart vil verden endnu en gang blive forbløffet. I nær fremtid, når den stærkt forskansede kristenhed, der nu har eksisteret i seksten hundrede år, bliver udslettet, da vil hele nutidens verden undre sig. Oplyste mennesker vil indse at det er Guds ’underlige gerning’ og ’sælsomme værk’ som Han forudsagde gennem sin profet Esajas.b Hvem er det der til den tid vil ødelægge kristenheden? Guds eget profetiske ord har udpeget hvem der vil udfylde rollen som ødelægger. Gud har også ladet det skildre ved et forbillede.

2. (a) Hvad mener vi med udtrykket „kristenheden“? (b) Hvad vil der ske med kristenheden og på grund af hvad, og hvad vil der ske med den sande kristendom?

² Først må vi dog fastslå hvad vi mener med udtrykket „kristenheden“. En ordbog (Websters Third New International Dictionary) giver blandt andet denne definition: „Den del af verden hvori kristendommen er fremherskende, eller som hovedsagelig styres gennem kristne institutioner“. Men den religion som kristenheden praktiserer i sine hundreder af trossamfund ligger meget langt fra Bibelens kristendom. Derfor må den form for kristendom man finder i kristenheden, kun være en påstået form for kristendom, og kristenheden må være den del af menneskehedens verden som styres gennem institutioner der hævder at være kristne. Kristenheden er følgelig ikke den sande kristendoms rette repræsentant. Derfor vil den retfærdigvis blive ødelagt og forsvinde for altid. En udtalelse som denne vil måske chokere mange mennesker i religiøse kredse, men det vil virke endnu mere chokerende når det viser sig at være sandt. Hvad vil der så ske med den ægte kristendom? Den vil aldrig forsvinde, og det på trods af ethvert forsøg man måtte gøre på at udslette den sande kristendom sammen med den falske. Den vil have fremgang og trives på en forvandlet og fredfyldt jord, og den vil være en storslået anbefaling for dens grundlægger, Jesus Kristus.

3. (a) Omtaler Bibelen kristenheden ved navn eller ved nogen anden benævnelse? (b) Hvilke skriftsteder kan illustrere brugen af begrebet „forbillede“?

³ Ordet „kristenheden“ findes ikke i Bibelen, De hellige Skrifter. Kristenheden fandtes slet ikke dengang Bibelen blev skrevet; den blev nemlig først til på den romerske kejser Konstantins tid i det fjerde århundrede efter vor tidsregnings begyndelse som et produkt af denne kejsers religiøse virksomhed. Kristenheden har imidlertid et forbillede i noget der eksisterede på Bibelens tid, og den er forbilledligt skildret i Bibelen. Dens handlemåde og historie svarer i store træk til forbilledet, ligesom et aftryk af en kliché svarer til billedet på klicheen. Begrebet „forbillede“ findes i Bibelen. Bemærk for eksempel Første Korinterbrev 10:11: „Dette skete med dem [jøderne], så de kan være advarende eksempler [eller: forbilleder; egentlig: dette skete forbilledligt med dem], og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ Og ifølge Hebræerbrevet 8:5 sagde Jehova Gud til sin profet Moses ved Sinaj bjerg: „Se til, at du udfører alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget.“

4. (a) Hvilken apostel brugte ordet „modbillede“ i sine skrifter, og hvilket eksempel nævnes? (b) Hvad er modbilledet i forbindelse med det emne vi her behandler, og hvordan forholder det sig til forbilledet?

⁴ Kristenheden af i dag har således et forbillede i et samfund der eksisterede i gammel tid, et forbillede som den ligner og svarer til. Kristenheden følger sit forbilledes eksempel, og derfor vil de begge lide samme skæbne. Det fortidige samfund er „forbilledet“, og kristenheden, som svarer til dette gamle forbillede, er „modbilledet“. Af denne grund er de bibelprofetier der blev opfyldt på forbilledet, også blevet opfyldt på det nutidige modbillede, kristenheden, eller også vil de blive det. Den kristne apostel Peter, der skrev sine inspirerede breve på det første århundredes græske sprog, benyttede ordet „modbillede“ på græsk. I Første Petersbrev 3:21 siger Peter således, efter at have nævnt Vandflodens vand: „Det som svarer dertil [egentlig: det som er et modbillede], nemlig dåben . . ., frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ (NW) Forbilledet fra gammel tid viser os altså hvordan det nutidige modbillede vil være; og det der skete med forbilledet viser profetisk hen til hvad der nødvendigvis må ske med det nutidige modbillede, i dette tilfælde kristenheden.

5. (a) Hvilke iøjnefaldende træk kendetegner modbilledet, kristenheden? (b) Hvad er forbilledet til kristenheden, og hvilke lighedspunkter er der?

⁵ Hvad er det da for en religiøs organisation fra fortiden som kristenheden ligner? Kristenheden hævder at stå i et særligt forhold til Gud, Skaberen, som i de inspirerede hebraiske skrifter kaldes Jehova eller Jahveh. (Sl. 83:19, samt ordforklaringen under HERREN) Den hævder at Gud har indgået en pagt med den, nemlig ’den nye pagt’, gennem Jesus Kristus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. Da de inspirerede hebraiske skrifter har forudsagt Messias eller Kristus, accepterer den at disse hebraiske skrifter er en del af Bibelen, som benyttes i dens kirker. Den påstår at den ser frem til at denne Messias eller Kristus skal komme for anden gang. Den hævder at den bevæger sig gennem denne verden på vej „til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem“. (Hebr. 12:22) Hvilken religiøs organisation fra fortiden ligner kristenheden da? Svaret er ganske klart: Jerusalem og provinsen Judæa, der havde Jerusalem til hovedstad, for nitten hundrede år siden. Jerusalem og Judæa havde de inspirerede hebraiske skrifter, og de hævdede at Gud havde indgået en særlig pagt med dem gennem profeten Moses. De påstod at de spejdede efter Messias’ eller Kristi komme.

6. Hvilken indstilling til Jesus Kristus havde de fleste jøder i det første århundrede, og hvilke følger måtte deres handlemåde få for dem?

⁶ I det første århundrede efter vor tidsregning var det kun et mindretal eller en rest af jøderne i Judæa og de øvrige romerske provinser der anerkendte Jesus, en efterkommer af kong David og patriarken Abraham, som Guds lovede Messias. Bortset fra denne rest forkastede alle jøderne ham, både de der boede i Jerusalem og Judæa og alle de andre som var blevet spredt til forskellige steder på jorden. Deres forkastelse af ham kom til udtryk da de naglede ham til en marterpæl uden for Jerusalems mure påskedag i år 33 e.v.t. Men de begivenheder der indtraf efter hans pælfæstelse bekræftede — tillige med mange andre man allerede havde set — at han var den forudsagte Messias eller Kristus, Guds søn. At de vantro jøder forkastede ham kunne derfor kun få katastrofale følger for dem, nøjagtig som det var forudsagt hos fortidens profeter, deriblandt Daniel. — Dan. 9:24-27.

7. Hvornår fremkom Jesus med sin profeti om Judæas og Jerusalems ødelæggelse, og hvilke spørgsmål som apostlene stillede gav anledning til den profeti?

⁷ Tre dage før den afgørende påskedag, eller den 11. nisan år 33, forudsagde Jesus selv at Jerusalem og templet skulle gå til grunde og Judæa lægges øde, og det skulle ske i den daværende generations levetid. (Matt. 23:37 til 24:2; Mark. 13:1, 2; Luk. 21:5, 6; 19:41-44) Senere samme dag spurgte fire af Jesu apostle ham direkte ud om dette, og uden tvivl trådte de andre otte apostle nærmere til for at høre Jesu svar. Ifølge apostelen Mattæus’ beretning (kapitel 24, vers 3) spurgte de: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme [parousiʹa, græsk] og verdens ende [tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, NW]?“ De spurgte ham fordi han var Guds profet.

8. Hvad forudsagde Jesus i den første del af sit svar, og hvordan betegnede han disse begivenheder?

⁸ Som svar på dette tredelte spørgsmål forudsagde Jesus at der skulle vise sig falske messias’er eller krister, udbryde krige mellem folk og riger, blive mangel på levnedsmidler og opstå pest og jordskælv. Alt dette skulle indtræffe i det tidsrum der gik fra han udtalte profetien og indtil Jerusalem og Judæa blev lagt øde. Om betydningen af disse begivenheder sagde Jesus: „Alt det er kun veernes begyndelse“. (Matt. 24:3-8) „Lad jer ikke skræmme; thi dette må først ske, men enden kommer ikke straks.“ Luk. 21:9.

9. (a) Hvilket arbejde skulle Kristi disciple udføre mens disse begivenheder fandt sted? (b) Gav Jesus dem for lidt tid til at gøre dette arbejde før afslutningen? Begrund svaret.

⁹ Hvad skulle Kristi apostle beskæftige sig med mens disse verdensbegivenheder gik for sig? De skulle udføre den gerning han tildelte dem med ordene: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ Dette forkyndelsesarbejde skulle de udføre til trods for religiøs forfølgelse og stigende lovløshed samt følgerne deraf, nemlig at kærligheden ville blive kold hos de fleste religiøse mennesker. (Matt. 24:9-14; Mark. 13:9-13) „Evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene.“ (Mark. 13:10) Jesus gav ikke sine apostle og disciple for lidt tid til at aflægge dette omfattende vidnesbyrd om Guds rige. Allerede i år 60 eller 61, da apostelen Paulus sad i romersk fængsel fordi han havde forkyndt Guds rige, kunne han skrive til de kristne i Kolossæ i Lilleasien og sige om deres håb: „Det håb, der skænkes i det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen, det, som jeg, Paulus er blevet tjener for.“ — Kol. 1:23.

10. Hvem blev i stand til at høre evangeliet gennem denne forkyndelse, og hvilken handlemåde ville bringe dem i sikkerhed?

¹⁰ Apostelen Paulus kunne sige dette fem eller seks år før jøderne i Judæa og Jerusalem gjorde oprør mod romerriget, hvilket skete i år 66, tre og et halvt år før Jerusalem og templet blev ødelagt. Derved blev det muligt at bringe den gode nyhed om Guds messianske rige ikke alene til hedningenationerne men også til de omskårne jøder som boede spredt rundt omkring, før deres religiøse hovedstad, Jerusalem, blev ødelagt af romerne i år 70. Lyttede de til evangeliet kunne de undgå at blive udslettet sammen med Jerusalem, idet de så ikke ville drage op til dens religiøse højtider hvert år. De ville ikke blive chokeret når „enden“ kom for det jødiske Jerusalem.

Jesus viser hvem den forbilledlige „vederstyggelighed“ er

11, 12. (a) Hvad kunne det forventes at der ville komme over Jerusalem når forkyndelsen var fuldført? (b) Hvilke ord af Jesus i Markus 13:14-20 viser om „veernes begyndelse“ skulle være en sidste advarsel om at Jerusalems ende var faretruende nær?

¹¹ Når den forudsagte forkyndelse af Guds rige var fuldført over hele jorden, kunne det forventes at „enden“ ville komme over Jerusalem og dets tempel. Men ville der så — efter at forkyndelsen var fuldført og „veernes begyndelse“ indtruffet — kunne iagttages et særligt tegn på at „enden“ omsider var nær for Jerusalem og dets tempel? Ja, og Jesus forudsagde hvad tegnet ville være og hvad de kristne som befandt sig i farezonen ufortøvet skulle gøre. Ifølge Markus-evangeliet 13:14-20 sagde Jesus:

¹² „Men når I ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’ stå, hvor han ikke bør stå (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; den, der er på taget, skal ikke stige ned eller gå ind for at hente noget i sit hus; den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe! Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage! Og bed om, at det ikke skal ske om vinteren; thi i de dage skal der komme ’en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.“

13. (a) Hvad skulle der derefter, ifølge Markus’ og Mattæus’ beretninger, komme over Judæa og Jerusalem? (b) Hvis hævn og vrede skulle da, ifølge Lukas’ beretning, komme til udtryk?

¹³ Ifølge denne profeti skulle provinsen Judæa, og dermed dens religiøse hovedstad, Jerusalem, erfare en trængsel af et omfang den aldrig før havde oplevet og som den heller aldrig senere skulle komme til at opleve. I beretningen om Jesu profeti i Mattæus-evangeliet 24:21, 22 kaldes den „en stor trængsel“. Ifølge beretningen i Lukas-evangeliet 21:22, 23 sagde Jesus: „Thi det er straffens dage [dage da retfærdigheden sker fyldest, NW], da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. . . . thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk.“ Disse „dage“ ville være ensbetydende med „en stor trængsel“ som med rette ville komme. Det ville være „straffens dage“ eller bogstaveligt „hævnens dage“, hvilket vil sige „hævn“ fra Gud. Det ville være Guds „vredesdom“ der ramte Judæas og Jerusalems indbyggere. Her opfyldte Jesus Kristus profetien i Esajas 61:1, 2, for han forkyndte „hævnens dag fra vor Gud“. — Se The Kingdom Interlinear Translation, Lukas 21:22.

14. Hvad skulle de jøde-kristne i Judæa og Jerusalem gøre for at undgå udslettelse sammen med Jerusalem, og hvornår skulle de gøre det?

¹⁴ Skulle de jøde-kristne i Judæa og Jerusalem undgå at blive udslettet i ’den store trængsel’, måtte de indstille sig på at flygte hurtigt. Hvornår? Så snart Jerusalem befandt sig i den situation der gav dem forståelse af at dens ødelæggelse var nær. (Luk. 21:20) Men hvem skulle gennemføre denne „ødelæggelse“ af Jerusalem? Det skulle øjensynlig de „krigshære“ som byen da ville være „omringet“ af. Jesus kaldte dette ødelæggelsesmiddel en „vederstyggelighed“ ifølge Markus-evangeliet 13:14, hvor det berettes at Jesus siger: „Men når I ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’ stå, hvor han ikke bør stå (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene.“

15, 16. (a) Hvad er stedet hvor denne „vederstyggelighed“ ikke burde stå? (b) Hvordan blev Jerusalem betragtet, og blev byen på grund af denne status skånet for at blive ødelagt?

¹⁵ Hvad er så stedet hvor denne „vederstyggelighed“ ikke burde stå? Noget vederstyggeligt har ingen ret til at befinde sig på et sted der betragtes som helligt; og det er netop hvad stedet kaldes i Mattæus-evangeliet 24:15, 16: „Når I da ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene.“ Den hellige grund var Jerusalem og dens nærmeste omegn.

¹⁶ For eksempel omtales Jerusalem som „den hellige stad“ i Mattæus-evangeliet 4:5 og 27:53. Efter at jøderne havde gjort oprør i år 66 og de romerske legioner under general Cestius Gallus var slået på flugt, udmøntede jøderne i Jerusalem en ny sølvsekel, hvis ene side bar indskriften „Det hellige Jerusalem“. Men den status Jerusalem havde haft som en hellig by indtil Jesus Kristus led martyrdøden uden for dens mure, reddede den ikke fra at blive ødelagt i år 70. End ikke templet blev skånet, og det blev dog i særlig grad betragtet som helligt. (Ap. G. 21:28) Det middel hvorved Gud ville bringe „hævn“, var den omtalte „vederstyggelighed“.

17, 18. (a) Hvilken profet havde forudsagt denne „vederstyggelighed“, og hvor i profetiens hebraiske tekst finder vi udtrykket? (b) Hvor benyttes udtrykket også i den græske Septuaginta-oversættelse?

¹⁷ Man bør hæfte sig ved at det var den „ødelæggelsens vederstyggelighed“ hvorom der var talt „ved profeten Daniel“. (Matt. 24:15) Jesu Kristi apostle vidste uden tvivl hvad der var forudsagt om „ødelæggelsens vederstyggelighed“ i Daniels bog 11:31 og 12:11 i Bibelens hebraiske tekst. Og eftersom Mattæus’ og Markus’ beretninger om Jesu Kristi liv blev skrevet på græsk, må deres henvisning til „ødelæggelsens vederstyggelighed“ også have indbefattet den græske Septuagintas gengivelse af Daniel 9:27, hvor det tilsvarende græske udtryk forekommer og hvor der står:

¹⁸ „Én uge skal bekræfte en pagt for mange, og i det halve af den uge vil mit offer og mit drikoffer blive taget bort. Og over templet vil der komme en ødelæggelsernes vederstyggelighed, og ved en tids afslutning vil der blive gjort ende på den ødelæggelse.“ — Septuaginta, ved Charles Thomson; se også Bagsters.

19. (a) Hvad havde denne „vederstyggelighed“ altså at gøre med, og hvorfor var det passende at Jesus henviste til denne profeti? (b) Hvordan lyder Daniel 9:27 imidlertid ifølge den hebraiske tekst?

¹⁹ Denne profeti, som Daniel udtalte ved slutningen af Jerusalems halvfjerds års øde tilstand, havde specielt at gøre med byen Jerusalem og Messias’ komme. Det var derfor meget passende at Jesus Kristus henviste til denne særlige profeti, som berettet i Mattæus-evangeliet 24:15. Og eftersom han gjorde det måtte Daniels profeti altså have noget at gøre med det genopbyggede tempel i Jerusalem, som det fremgår af den græske Septuagintas gengivelse af Daniels profeti. Heri vises det at „ødelæggelsernes vederstyggelighed“ har noget at gøre med templet i Jerusalem, hvor Messias skulle fremstille sig. Den hebraiske masoretiske tekst gengiver Daniels profeti noget anderledes. Sidste del af Daniel 9:27 lyder ifølge New World Translation (som gengiver den masoretiske tekst): „Og på vederstyggelighedernes vinge skal den der forårsager ødelæggelse komme; og indtil en udslettelse vil det der er besluttet fortsat udøse sig, også over den der ødelægger.“

20. Hvem viser profetien i Daniel 9:26 altså at „ødelæggelsens vederstyggelighed“ må være?

²⁰ „Den der forårsager ødelæggelse“ skulle altså komme „på vederstyggelighedernes vinge“. En sådan ødelægger ville følgelig være en „ødelæggelsens vederstyggelighed“. Det var Jerusalem og dets tempel den skulle ødelægge. Dette blev forudsagt i sidste del af det forudgående vers (26) i Daniels profeti, der lyder: „Og byen og det hellige sted skal en kommende fyrstes folk ødelægge. Og enden på det skal komme med oversvømmelsen. Og indtil enden skal der være krig; ødelæggelse er fast besluttet.“ (Dan. 9:26, NW) Denne profeti åbenbarer at „ødelæggelsens vederstyggelighed“ er „en kommende fyrste“ tillige med det „folk“ han er fyrste over.

21. Hvem er ifølge historien og i overensstemmelse med Lukas 21:20, 21, det „folk“ og den „fyrste“ der bragte ødelæggelse?

²¹ Hvem er ifølge historien den „kommende fyrstes folk“, det folk der kom efter at Jesus var blevet salvet som „Messias, Lederen“, i år 29 e.v.t., og som bragte ødelæggelse over byen Jerusalem og den hellige grund hvorpå dets tempel stod? Det var ’krigsfolket’ under ’fyrsten’ general Titus, der var søn af den romerske kejser Vespasian. Dette stemmer med hvad Jesus sagde til sine spørgende apostle: „Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er I Judæa, flygte op i bjergene.“ — Luk. 21:20, 21.

22. (a) Hvis „krigshære“ var det der omringede Jerusalem? (b) Hvilke udtryk fra Daniels profeti og Jesu profeti viser sig altså at betyde det samme?

²² De „krigshære“ der omringede Jerusalem i år 66 og de „krigshære“ der omringede byen i år 70 var, i begge tilfælde, den sjette verdensmagts, Roms, hære. I år 66 var det general Cestius Gallus’ tropper der var ført ned fra Syrien. Da general Gallus overraskende trak sig tilbage med sit „folk“, gav de jøde-kristne i Jerusalem og Judæa agt på Jesu advarsel og begyndte at „flygte op i bjergene“. Disse omvendte jøder hørte til Guds salvede „udvalgte“. De „krigshære“ som omringede Jerusalem i år 70 bestod af fire romerske legioner under general Titus, den tolvte legion mod vest, den femte og femtende mod nord og den tiende mod øst. Belejringen af byen støttedes til sidst af en befæstet mur som romerne byggede hele vejen rundt om byen for at udsulte jøderne, der ikke ville overgive sig. De „krigshære“ der nævnes i Lukas-evangeliet 21:20 og „ødelæggelsens vederstyggelighed“ i Daniel 9:27, Mattæus-evangeliet 24:15 og Markus-evangeliet 13:14 er altså det samme.

23. Hvoraf fremgår det om romerriget selv var ’vederstyggeligheden’?

²³ Vi forstår således at romerriget, den sjette verdensmagt, ikke var „ødelæggelsens vederstyggelighed“. Romerriget havde holdt Judæa besat lige siden general Pompejus’ tid; det vil sige siden år 63 f.v.t. (bortset fra årene 40-37 f.v.t.), og der var romerske tropper stationeret i Jerusalem helt frem til den jødiske opstand i år 66. For eksempel kom de den kristne apostel Paulus til undsætning da han blev overfaldet af folkemængden i Jerusalem omkring år 56 e.v.t. (Ap. G. 21:31 til 23:31) I de få år hvor jøderne i Judæa nød den uafhængighed som fulgte efter deres opstand, var der ingen romerske soldater i og omkring Jerusalem.

24. (a) Hvem var altså „vederstyggeligheden“? (b) Vandt ødelæggeren derved Guds gunst?

²⁴ I år 70 var de „krigshære“ som stod under general Titus naturligvis i romerrigets sold og repræsenterede dette rige, den sjette verdensmagt, men da disse „krigshære“ direkte bragte ødelæggelsen over den by der blev betragtet som „hellig“ og som Guds navn og tilbedelsen af ham var knyttet til, var de „ødelæggelsens vederstyggelighed“. Selv om de opfyldte de profetier som Jehovas profeter havde nedskrevet, indhøstede de sig ingen fortjeneste hos ham. Det var stadig hedenske hære, og de drog frem under romerske felttegn, som soldaterne tilbad som guder.

25. Hvad kan man sige om hvorvidt de romerske hære i dag er vor tids „ødelæggelsens vederstyggelighed“?

²⁵ I dag, i det tyvende århundrede, består Rom stadig som en by, men de romerske hære udgør ikke, hverken helt eller delvis, „ødelæggelsens vederstyggelighed“ i vor tid. Det skyldes ikke at Rom har været „kristnet“ siden kejser Konstantins dage i det fjerde århundrede. Romerriget er for længst gået til grunde. Det er blevet afløst af den syvende verdensmagt, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt.

26. Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med den syvende verdensmagt, især med profetierne i Daniel 11:31 og 12:1 i tanke?

²⁶ Vil den syvende verdensmagts hære så vise sig at være en nutidig „ødelæggelsens vederstyggelighed“, til trods for at denne syvende verdensmagt hævder at være kristen? Ifølge Guds profeti (Dan. 11:31 og 12:11) skulle en „ødelæggelsens vederstyggelighed“ spille en frygtindgydende rolle nu i det tyvende århundrede. Hvem er denne „ødelæggelsens vederstyggelighed“, og vil den vise sig at være den forudsagte ødelægger af den religiøse kristenhed? Vi må se videre frem for at få klarhed over dette.

[Fodnoter]

[Kort på side 152]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

„Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, . . . Da skal de, der er i Judæa, flygte.“ — Luk. 21:20, 21

MIDDELHAVET

Pella

Samaria

GARIZIMS BJERG

SAMARIA

PERÆA

Jeriko

Jerusalem

Betania

JUDÆA

Juda ørken

SALTHAVET

Masada

IDUMÆA