Arbejd ihærdigt for belønningen det evige liv
„Vær . . . altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren.“ — 1 Kor. 15:58.
1, 2. (a) Hvilke spørgsmål stiller unge mennesker ofte, og hvorfor? (b) Hvad indrømmer nogle om det liv de har levet? (c) Hvad sagde salmisten og Jesus Kristus om livet og menneskehedens mest presserende behov?
HVIS du i dag fik lejlighed til at begynde på en helt ny tilværelse, ville du så gribe chancen? Eller er du tilfreds med det arbejde du har og det liv du fører? Unge mennesker spørger ofte ældre: ’Hvis du fik chancen for at leve livet om igen, ville du så have det samme arbejde som du har nu, eller ville du vælge noget andet? Kunne du tænke dig at dine sønner og døtre skulle have det samme arbejde som du?’ Disse ransagende spørgsmål er ungdommens måde at afgøre på om dit arbejde har været lønnende og ville være en kurs der var værd at følge for dem.
2 Der er imidlertid kun få der vil indrømme at de har spildt deres liv på et værdiløst arbejde, ligegyldigt hvor lidet lønnende deres liv har været. En der er kommet med en sådan indrømmelse, Andrew Carnegie, en mand der var misundt for sin rigdom, sagde: „Jeg ville give alle mine millioner for at få min ungdom og sundhed igen. Hvis jeg kunne slå en handel af som Faust, ville jeg gøre det. Jeg ville gladeligt sælge alt for at få lov til at leve livet om igen.“ Men ak! evigt liv er ikke til salg. Ungdom og sundhed kan ikke købes for penge. De mennesker der er travlt optaget af at samle sig rigdom som om dét var en slags universalmiddel, er nok de ynkværdigste af alle. For deres liv er i virkeligheden en tom illusion. Den inspirerede salmist skrev: „Kun som en skygge er menneskets vandring, kun tomhed er deres travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.“ (Sl. 39:7) Når vi går dybere i dette emne og prøver at afgøre hvad der er livets vigtigste anliggende eller stræben, finder vi at den største tænker der nogen sinde har levet på jorden, nemlig Jesus Kristus, præciserede det med to ransagende spørgsmål: „Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl [sit liv]? Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl [sit liv]?“ (Matt. 16:26) Menneskets mest presserende og stadige behov er ifølge Jesus Kristus ikke berømmelse eller rigdom, fornøjelser eller besiddelser, men selve livet. Det evige liv er den belønning hvert eneste menneske på jorden nu bør arbejde for. Gør du det?
3, 4. (a) Hvad gør tusindvis af mennesker i dag, og hvad gør de til deres mål? (b) Hvad kræver det at være en Kristi discipel, og hvilken belønning giver det udsigt til?
3 Bogstavelig talt hundredtusinder af mennesker overalt i verden ofrer i dag Jesu ord om livet stor omtanke. De arbejder ihærdigt for at opnå det evige liv ved at antage en ny livsform efter Jesu Kristi forbillede. (1 Pet. 2:21) Blot i løbet af de sidste tre år, 1969, 1970 og 1971, har i alt 434.906 mennesker fra 207 lande og områder oplevet en stor forandring i deres liv ved at de har gjort sig egnede til at modtage det evige livs belønning. De har indviet deres liv til Jehova Gud og symboliseret deres indvielse ved at lade sig nedsænke i vand. De har ladet materiel stræben komme i baggrunden. De har taget Jesu opfordring til hjerte: „Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer.“ (Joh. 6:27) Skønt de arbejder for at skaffe sig livets fornødenheder, er disse ting ikke længere deres vigtigste mål. De ved at hvis de stoler fuldt ud på Jehova, vil han sørge for at de har det nødvendige. De søger derfor først Guds rige og hans retfærdighed, og som Gud lover, får de alt det andet i tilgift. — Matt. 6:25-33.
4 At leve efter Jesu Kristi forbillede kræver tro. Det indebærer et krævende arbejde og det fordrer flid og dygtighed. Det kræver selvopofrelse, villighed til at dele med andre. Det kræver tålmodighed, dette arbejde med at gøre folk af alle nationer til Kristi disciple. Den flittige finder imidlertid glæde ved dette arbejde for Gud, sådan som salmisten udtalte: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ (Sl. 40:9) Til sine tilhørere sagde Jesus: „Når I ved dette, er I salige [lykkelige, NW], om I gør det.“ (Joh. 13:17) Den der ikke unddrager sig det krævende arbejde det er at være en kristen, vil kunne se frem til den strålende og endelige belønning — det evige liv. — Matt. 16:24, 25.
Velkommen til Jehovas flittige organisation
5. Hvordan indledte den der holdt dåbsforedraget ved stævnet i New York i 1971 sin tale til de kommende Kristi disciple, og hvilken slags menighed bød han dem velkommen i?
5 For de kristne var den største og glædeligste begivenhed i 1971 den dejlige række af områdestævner med temaet „Guds navn“. Disse stævner blev holdt over hele jorden. Et betagende syn ved disse stævner var at se hundreder, ja tusinder af mennesker rejse sig og offentligt bekræfte deres beslutning om at begynde på det arbejde det er at være en Jesu Kristi discipel. Ved et af disse stævner, det der blev holdt i New York, begyndte den der holdt dåbsforedraget med at sige til dåbskandidaterne: „Hvor er det betagende og glædeligt her på denne formiddag at se så mange hvis kærlighed til Jehova Gud tilskynder dem til at følge i hans elskede søn Jesu Kristi fodspor! I mange måneder har I systematisk studeret Bibelen. I er kommet til at anerkende den som Guds rettesnor for sine menneskeskabninger. I har lært dens grundlærdomme. I har fået kendskab til nøjagtig hvad det indebærer at være en ægte tjener for den allerhøjeste Gud. Jeres studium har båret god frugt, for det har fremkaldt et stærkt ønske i jeres hjerte, et ønske om at gøre det som alle Guds fornuftbegavede skabninger burde gøre — indvi deres liv til Gud og derved blive hans villige tjenere for evigt. . . . Vi er i sandhed lykkelige for jer, og vi byder jer velkommen til Guds menighed af lykkelige, flittige tjenere, hans vidner.“
6, 7. (a) Hvordan har livet ændret sig for mange af dem der skulle døbes, og hvilket arbejde blev de indbudt til at deltage i? (b) Hvoraf fremgår det at de kom ind i en travl organisation?
6 Deres opmærksomhed blev derefter henledt på Jehovas jordiske organisation af travle mennesker. „Før i tiden,“ fortsatte taleren, „har mange af jer sandsynligvis følt at livet var formålsløst, blot en kæde af ulykker der til sidst endte med den store ulykke, døden. Andre af jer har sikkert været . . . fuldstændig klar over at livet er fuldt af uretfærdigheder og skuffelser. Men nu er alt blevet anderledes for jer. I har fået en mening med livet. I har opdaget at Jehova Gud og Kristus Jesus lader et stort arbejde udføre over hele jorden i vor tid og desuden at de giver mangfoldige mennesker lejlighed til at samarbejde med dem i et livgivende, livsforvandlende arbejde. Guds medarbejdere! Det lyder ikke som om man skal tage let på tingene, vel?“
7 I 1971 brugte de som er tilsluttet Jehovas vidners organisation 291.952.375 timer på at tale med andre om Guds ord, Bibelen. Af interesse for folks liv aflagde de 133.785.116 genbesøg. Desuden oprettede de hjemmebibelstudier hos mange interesserede, idet de i gennemsnit ledede 1.257.904 studier. Det førte til at en mængde mennesker blev gjort til disciple i overensstemmelse med det hverv Jesus gav sine tjenere: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem.“ — Matt. 28:19, 20, NW.
8. Hvorfor arbejder Guds folk så flittigt?
8 Hvorfor arbejder Guds indviede folk så flittigt? Det er fordi de har hjertet med i Guds arbejde. Deres indvielse er ægte. De mente det da de valgte at sætte Guds vilje først i deres liv. Og desuden tænker de på den rige belønning Gud fremholder for dem — det evige liv! Dette er i sandhed en stærk spore!
9. Hvorfor bør de der elsker livet ønske at slutte sig til Jehovas vidner?
9 Alle som elsker livet skulle ønske at slutte sig til Jehovas vidner. Dette gælder især i dag, fordi vi er så lykkelige at leve på en tid hvor behovet for flere arbejdere er større end nogen sinde. Husk hvad Jesus sagde da han ynkedes inderligt over folkeskarerne: „Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:36-38) Vi lever nu ved afslutningen af endnu et stort høstarbejde. De som elsker Gud bør ønske at tage del i dette arbejde for Gud og modtage den storslåede belønning for deres trofaste arbejde, nemlig det evige liv.
10. Hvorfor bør vi forstå at arbejdet haster, og hvilket syn bør vi have på det arbejde der ligger foran os?
10 Når du tager Guds arbejde op er det nødvendigt at du er vågen over for de farer, de forhindringer, der kunne true med at slå dig ud af kurs i din loyale tjeneste for Gud. Du må have det rette syn på det arbejde der skal gøres, og gøres hurtigt, i tiden fra nu af og indtil ’den store trængsel’ der vil gøre ende på den nuværende onde tingenes ordning — og du må holde fast ved det rette syn. (Matt. 24:21) Men hvordan kan man bevare det rette syn og ikke blive påvirket af den dovne eller ligegyldige indstilling som verdslige mennesker eller mennesker der mangler tro, lægger for dagen?
Lad os altid bevare det rette syn på vort flittige arbejde
11. (a) Hvis godkendelse søger den kristne, og hvorfor? (b) Hvilken indstilling til arbejde kendetegner den sande kristne? (c) Hvilket råd giver Paulus?
11 De sande kristne er Jehovas tjenere og har indviet deres liv til ham fordi de elsker ham. Hvad betyder det så hvad andre tænker om dem og deres arbejde? Det er Guds godkendelse de tragter efter. „Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud.“ (1 Joh. 5:3) En lunken indstilling til forkyndelsen af Riget og arbejdet med at gøre disciple er ikke det der kendetegner den ægte, indviede tjener for Gud. Det er tværtimod nidkærhed og iver efter at tage del i det arbejde som Guds store organisation af vidner har travlt med. (Åb. 3:16; Luk. 13:24) Vi bør ønske at gøre mere og mere, stadig gøre fremskridt i det hverv vi har påtaget os som Guds medarbejdere. (2 Kor. 1:24) Den utrættelige apostel Paulus gav os det rette råd da han sagde: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ (Kol. 3:23, 24) Læg mærke til det! Jehova er vor belønner. Det er hans normer for tjeneste vi må leve op til. Antyder det ikke at vi kunne gøre mere?
12. Hvad vil ægte kærlighed til Gud få den kristne til at gøre?
12 I stedet for at efterligne verdslige mennesker i deres forsøg på at arbejde så lidt som muligt for så høj en løn som muligt, må den kristne sætte tjenesten for Gud på et langt højere plan og et langt mere stabilt grundlag, og fortsat gøre fremgang. (Fil. 3:16) Han vil ikke søge at behage mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter. (1 Tess. 2:4) Ligesom Kristus og hans apostle vil den kristne heller ikke behage eller skåne sig selv, men vil fortsat arbejde på det Gud godkender. — Joh. 8:29; Ap. G. 20:31.
13. Hvorfor haster det kristne høstarbejde især nu?
13 Desuden må vi huske at Guds høstarbejde haster, for der er kun kort tid tilbage før afslutningen indhenter denne onde tingenes ordning og alle der stadig er en del af den. Tænk på hvor mange der stadig kan hjælpes til at finde fred med Gud og tage et fast standpunkt på hans side og imod denne gamle ordning og dens gud, Satan Djævelen. Mens den belejlige tid hurtigt udløber, hvad kan du da gøre for at nå disse mennesker med Guds frelsende sandhedsord? Det er en virkelig udfordring, en udfordring man ikke må undlade at tage op. — Ef. 5:15-17, NW.
Beskyt dig imod negative kræfter
14. Hvad kan en kristen forvente, og hvilket styrkende råd finder vi i Galaterbrevet, kapitel 6?
14 Det er kun at forvente at Guds arbejde og hans medarbejdere ville vække Satans og hans organisations vrede og had, og at Satan og hans tjenere ville udsætte de kristne for enhver form for pres for at få dem til at bryde deres integritet over for Gud. Men nægt at lade dig lede bort fra dit indviede forhold til Gud, også selv om det skulle vise sig at en ikke-troende ægtefælle, et medlem af din egen familie eller en nær ven er selve det redskab Djævelen benytter for at slå modet ned på dig. Ja, selv om dine medarbejdere i Guds menighed på en eller anden måde undlader at give dig trøst og hjælp når du føler at du har størst behov for det, så er dette ikke nogen gyldig grund til at opgive det ærefulde og vigtige arbejde Jehova har givet dig del i. Sæt i stedet din fulde lid til Jehovas ord og stol ubetinget på hans løfter. Vær forvisset om at de der sår med henblik på ånden, vil høste evigt liv af ånden, såfremt de ikke giver tabt. — Gal. 6:8-10.
15. Når der opstår tvivl i vort sind, hvis svar bør vi da søge? Hvis eksempel kan vi følge?
15 Hvad skal man gøre hvis Djævelen plager ens sind med tvivl, med tanker som: ’Er det nytteløst alt sammen? Udretter jeg egentlig noget? Forventes det mon af mig at jeg udfører hele dette arbejde mens jeg er udsat for pres, kritik og hån?’ Husk at kun Jehova kan give de rette svar, de pålidelige svar, for det er ham der har overdraget sine tjenere dette arbejde med at gøre disciple. Når der opstår spørgsmål er det hans svar du har brug for. Gå straks til ham og spørg. (Ordsp. 3:5, 6; Matt. 7:7) Tænk på profeten Job! Husk hvordan han fortsatte med at ære Gud med sine læber gennem bitre trosprøver. Gud velsignede ham også for det. Husk også de troshelte der omtales i Hebræerbrevets ellevte kapitel, og drag nytte af deres erfaringer. „Se, vi priser dem salige [lykkelige, NW], som har holdt ud,“ skrev disciplen Jakob. „Salig [lykkelig, NW] den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.“ — Jak. 5:11; 1:12.
Råd bod på tidligere forsømmelighed
16. (a) Hvilke overvejelser kan vise sig at være gavnlige, og hvorfor? (b) Hvilke ord af apostelen Peter kan vi tage til hjerte? (c) Hvordan er Jonas’ eksempel gavnligt?
16 Vi gør vel i fra tid til anden at tænke over vor tidligere tilværelse, at huske den situation vi befandt os i før vi blev tjenere for Gud, da vi var uden håb og uden Gud i verden. Sådanne overvejelser bør vække et alvorligt ønske i os om at råde bod på den forsømmelighed vi viste dengang Gud overhovedet ikke var i vore tanker. Men hvordan kan vi bøde på at vi har ignoreret Gud og hans vilje før i tiden? Ved at være flittige i Jehovas tjeneste og således vise at vi angrer vor fortid. Peter tilskynder os til at væbne os med denne rette indstilling, „så [vi] ikke i den tid, [vi] endnu har tilbage i kødet, lever efter menneskers lyster, men efter Guds vilje. Thi det er nok, at [vi] tidligere har gjort hedningernes vilje og levet [vort] liv i tøjlesløshed“. (1 Pet. 4:2-11) Profeten Jonas er et godt eksempel. Da han kom til fornuft og indså at han havde skulket fra sit ansvar over for Gud, vendte han om, og han bekendte: „Jeg frygter [Jehova], Himmelens Gud, som har skabt havet og det tørre land.“ Han sagde videre: „Jeg vil bringe dig ofre med lovsangs toner og indfri de løfter, jeg gav. Hos [Jehova] er frelse.“ (Jon. 1:9; 2:10) Han var ivrig efter at råde bod på sin tidligere forsømmelighed; det bør vi også være.
17. (a) Hvad bør travle kristne huske? (b) Hvordan viste Paulus at dette også lå ham på sinde?
17 Husk også at mens Jehova nådigt lader os få en andel i Rigets travle arbejde, forventer han også at vi lægger en god opførsel for dagen på alle områder i vort daglige liv. Hvis man er travlt optaget af forkyndelsen men samtidig slækker på sin moralske standard, beviser det at man ikke tjener af kærlighed til Gud. Hvis vi tjener med et forkert motiv kan det gøre hele vort arbejde nytteløst. Så mens vi har travlt i Herrens arbejde bør vi hver især søge Guds godkendelse på alle områder. Dette lå også den ihærdige apostel Paulus på sinde. Han skrev: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:27.
18. Hvad kan beskytte en mod at blive forkastet af Gud?
18 Undgå at blive forkastet, ifør dig den nye personlighed som Bibelen taler om. (Ef. 4:22-24; Kol. 3:9, 10) Lad Guds ånd få frit løb og lad den lede dig på ethvert område af dit liv, så åndens frugt bliver åbenbar. Så vil kærlighed, glæde, fred og de andre af åndens frugter på gavnlig måde påvirke dit forhold til andre. En sådan målbevidst og samvittighedsfuld indsats fra din side er et tegn på at du har et ret motiv og et rent hjerte i tjenesten for Gud. — Gal. 5:16-25.
Det rette syn på belønningen er en stærk tilskyndelse
19. Hvorfor må man også have det rette syn på belønningen?
19 Det er ikke blot nødvendigt at have det rette syn på forkyndelsesarbejdet, men også på belønningen. Tag ikke fejl. At man arbejder for belønningen kan godt harmonere med at man arbejder af kærlighed til Gud. Hvordan det? Det er Gud der holder belønningen frem for os og byder os at stræbe efter at opnå den. I brevet til Titus (1:2) læser vi: „Fordi der er håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider.“ Det var med tanke på denne forjættede gave, livet, at Gud gav sin enbårne søn Jesus Kristus som en løsesum, „for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“. (Joh. 3:14-16, 36) Når Gud har tilvejebragt en så kostelig gave kan han afgjort ikke andet end elske dem der sætter al deres flid ind på at opnå den. Og desuden forsikrer de inspirerede skrifter os: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ (Hebr. 11:6) Og hvad er belønningen? Husk altid at belønningen er evigt liv under retfærdige forhold i Guds nye orden. Stræb derfor nu efter belønningen, og opfyld betingelserne for at opnå den mens der stadig er lejlighed til det.
20, 21. (a) Hvordan vil livet i Guds nye orden være? (b) Hvad vil folk overalt på jorden glæde sig over, og hvad vil de omdanne jorden til?
20 I Guds nye orden vil livet være helt anderledes end det vi ser i dag! Nu bruger en mand måske mange timer på at bygge et hus og anlægge en smuk have, blot for pludselig at dø så han må overlade det til en anden. Men i den lovede nye orden vil en mand nyde frugten af sit arbejde til evig tid. Tænk på alle himmelens, havets og landjordens undere! De videnskabsmænd der er nået længst, har kun fattet en lille brøkdel af den visdom og de principper vort univers er grundlagt på. Når Guds trofaste tjenere opnår det evige livs belønning, vil de have rig lejlighed til at udforske alle disse skaberværkets undere. De vil da have tid til at rejse rundt og selv lære deres medmennesker af alle racer, og dyr overalt på jorden, at kende.
21 Det bedste af det hele er at folk overalt på jorden vil glæde sig over fred og frihed som Guds jordiske børn. De vil være fri for den frygt der ødelægger denne gamle tingenes ordning. De vil kunne tjene Jehova med alt hvad de tager fat på, for Gud vil sørge for at der er meningsfuldt arbejde til alle. Nej, ikke arbejde der er byrdefuldt eller udsætter deres eget eller andres liv for fare, men arbejde som har til hensigt at bringe mennesket på fode igen og omdanne jorden til en smuk paradisisk have.
22. Hvorfor er det ikke klogt at lade fantasien løbe løbsk når man tænker på den fremtidige nye tingenes ordning?
22 Man skal selvfølgelig ikke lade fantasien løbe løbsk når man tænker på forhold i den nye orden som Jehova ikke omtaler i sit ord Bibelen. Der er for eksempel ingen grund til nu at øve sig på et eller andet som man håber at komme til at beskæftige sig med i denne herlige tidsalder, for når den først er en realitet vil der være masser af tid til at opnå en sådan øvelse og erfaring. Under Guds riges styre vil folk leve under en ordning hvor der ikke vil være nogen kamp mod tiden. Tiden vil stadig være opdelt i dage og år, men livets uendelighed vil gøre hastværk unødvendigt.
23. Hvorfor er flittige kristne sikre på belønningen, og hvis eksempler bør de følge?
23 Den belønning som Guds folk arbejder flittigt for, er sikker, for den garanteres af Skaberen selv, om hvem apostelen Paulus tillidsfuldt erklærede: „Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn.“ (Hebr. 6:10) Dit ihærdige arbejde med at forkynde den gode nyhed om hans rige, og således med at gøre hans hellige navn Jehova kendt, vil blive belønnet! Hav tillid til det, ja vær som Abraham, der urokkeligt holdt fast ved sin tro på Guds ord til ham: „Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold; din løn skal blive såre stor!“ (1 Mos. 15:1) Vær også som moabitterinden Rut, der i tro tog imod det vidunderlige der blev stillet hende i udsigt: „[Jehova] gengælde dig, hvad du har gjort, og din løn blive rigelig fra [Jehova], Israels Gud, under hvis vinger du kom og søgte ly!“ (Rut 2:12) Måtte også du finde styrke og mod til at søge tilflugt under Jehovas udbredte vinger som hans medarbejder.
24. Hvorfor er den kristnes arbejde den bedste sag man kan ofre sig for, og med hvilket resultat i udsigt?
24 Når du viser den rette indstilling til arbejde vil du ikke ønske at mindske din indsats, men altid ønske at have rigeligt at gøre i Herrens gerning, og at gøre mere og mere hvis det er muligt. (1 Kor. 15:58) Vor tjeneste for Gud er det ædleste arbejde man kan påtage sig. Det er den bedste sag man kan ofre sig for. Den har at gøre med vor Gud og Skabers navn, navnet Jehova. Det er ikke en sag der er tabt på forhånd. Nej, det er en sejrende sag, en sag der lover dem der flittigt fremmer den, et rigt og tilfredsstillende liv nu, med udsigt til evigt liv i Guds nye orden der er nær. Måtte du gøre de fornødne forandringer og slutte dig til os i denne den mest presserende af alle sager nu.