Jehova styrker de loyale

FORTALT AF GRESHAM KWAZIZIRAH

JEG blev født i en lille by, Ncheu, i den del af Afrika der dengang hed Britisk Centralafrika, senere blev kaldt Nyasaland og nu hedder Malawi. Fødsler skulle ikke registreres hos myndighederne dengang, men jeg tror det var omkring 1896. På det tidspunkt havde europæiske missionærer fra forskellige trosretninger gjort os videbegærlige afrikanere bekendt med Bibelen. Da jeg kom så vidt at jeg havde lært at læse og tale engelsk i skolen, havde jeg allerede gennem nogen tid været en ivrig læser af Guds ord, Bibelen.

Da jeg var ved at være færdig med skolen gav vor ældste i den presbyterianske kirke os elever lejlighed til at stille ham spørgsmål angående Bibelen. I lang tid havde jeg spekuleret på hvad der mentes med hemmeligheden om „Babylon, den store“, som omtales i Åbenbaringen 17:1-5. Jeg bad ham forklare dette afsnit i Skriften.

Temmelig skarpt svarede han: „Tiden er ikke inde til at mennesker skal tolke dette skriftsted; vi venter til Jesu andet komme, så vil han fortælle os hvad det betyder.“ Det var jeg ikke tilfreds med; jeg tænkte at en eller anden et eller andet sted måtte kunne give en forklaring.

Med tiden blev jeg ansat ved General Hospital i hovedstaden Zomba. Mens jeg arbejdede der, blev jeg inviteret til et religiøst møde af nogle som brugte udtrykket „Vagttårnet“. Dette møde blev et vendepunkt i mit liv.

Da jeg kom derhen hørte jeg et foredrag med titlen „Gud helliger sin organisation“. Her blev Åbenbaringen forklaret. Jeg lyttede med ufravendt opmærksomhed, mens jeg mindedes den presbyterianske ældste der ikke havde kunnet besvare mit spørgsmål om „Babylon, den store“.

Dåben medfører en loyalitetsprøve

Efterhånden som sandhederne fra Guds ord havde gjort indtryk på mig, besluttede jeg at forlade min stilling ved hospitalet og vende tilbage til min hjemegn for at samarbejde med denne organisation, hvoraf der fandtes en gruppe i nærheden af mit hjem. Da jeg fandt frem til gruppens tilsynsmænd bad jeg dem skaffe mig de syv bind af Studier i Skriften, som Vagttårnets selskab havde udgivet. Efter at have læst dem bad jeg tilsynsmændene, eller ’pastorerne’ som de dengang kaldtes, om at døbe mig.

De lod mig forstå at eftersom jeg havde været lærer i den presbyterianske kirke var det tilrådeligt at de først ledsagede mig til distriktskommissæren (det britiske kolonistyres lokale regeringsembedsmand, under hvem de indfødtes anliggender sorterede) i den nærliggende by og forklarede sagen, for det tilfælde at presbyterianerne skulle skabe vanskeligheder for mig. Vi opsøgte distriktskommissæren, og jeg blev døbt i januar 1925.

Da nyheden nåede præsten i den presbyterianske menighed jeg havde været tilsluttet, advarede han alle mine tidligere trosfæller om at jeg ville forsøge at omvende andre medlemmer af hans menighed. Det var strengt for mig da jeg blev ført til distriktskommissæren — den selv samme som jeg havde henvendt mig til før jeg blev døbt — og falskeligt blev anklaget for at „lære folk at Amerika i en krig ville dræbe alle høvdingene og distriktskommissærerne, og at de [amerikanerne] ville overtage disses stillinger“.

Distriktskommissæren satte mig i varetægtsarrest i en måned og overgav sagen til provinskommissæren, en overordnet regeringsembedsmand. På denne måde førte min dåb til en prøve på min loyalitet. Ville jeg være trofast mod Jehova og hans organisation eller frygtagtigt fornægte min tro på grund af præstens undertrykkelse? Jeg besluttede at forblive loyal.

Provinskommissæren rejste i mellemtiden til min hjemby Ncheu for at kontrollere de oplysninger han havde fået om sagen og afsige dommen. Han blev klar over at præstens anklager var ubegrundede og skyldtes misundelse. Han meddelte distriktskommissæren at han ved den undersøgelse af Vagttårnets bøger og blade ikke havde fundet en eneste side der gav støtte for anklagen. Jeg blev derfor sat på fri fod, styrket i troen og besluttet på at fortsætte i Jehovas gerning.

Velsignelser i heltidsforkyndelsen

Nogen tid efter forlod jeg atter min hjemegn, idet jeg blev ansat ved Nyasalands jernbaner og blev sendt til Mozambique. I 1933 modtog jeg et brev fra en europæisk udsending fra Vagttårnets selskab, R. A. McLuckie. Han ville komme til Malawi og åbne en ekspedition for Selskabet. Så snart jeg havde læst brevet sagde jeg mit telegrafistjob i Mozambique op og skyndte mig hjem for at træffe ham. Kort tid efter blev jeg udnævnt til heltidsforkynder af Guds ord og sendt ud i mit første pionerdistrikt, i Chiradzulu. Her velsignede Jehova mit virke i en sådan grad at jeg et halvt år senere kunne rejse videre til et nyt distrikt, i bevidstheden om at jeg efterlod mange forkyndere af den gode nyhed — kernen i en stærk menighed.

Til mit næste distrikt, i Mangochi ved den sydlige ende af Malawisøen, fik jeg følgeskab af en anden heltidsforkynder, broder Kupheka. Da transportmulighederne ikke var så gode i de dage, måtte vi bære kartonerne med bøger og blade på hovedet fra Zomba til Mangochi, en tur på omkring hundrede og halvtreds kilometer. Byrden blev dog lettere og lettere, idet vi afsatte de fleste af publikationerne undervejs. I dette område var det almindeligvis svært at komme til at tale med folk, for de var muhamedanere. De var hildet i traditioner og overtro. Kun én interesseret kom vi sammen med i de fire måneder vi opholdt os der.

Selskabet fandt det formålstjenligt at tildele os et nyt distrikt. Denne gang skulle vi til Lilongwe, hvor der var én menighed, men også mange interesserede. Vi vidste at rejsen dertil fra Mangochi var lang, hele 285 kilometer. Det bekymrede os imidlertid ikke synderligt, for glæden over heltidstjenesten gav os de nødvendige kræfter, og efter en fem dages travetur nåede vi frem. Vort nye distrikt viste sig rigeligt at være vore anstrengelser værd, for folk var trætte af deres verdslige skikke og falske religiøse overleveringer. De var derfor modtagelige for Guds ords sandheder, der kunne frigøre dem for dette åg. I løbet af kort tid blev der oprettet toogtyve gruppesteder hvor vidner og interesserede i området kunne komme sammen.

I slutningen af tjenesteåret 1935 blev vort distrikt udvidet så det omfattede den nærliggende by Dowa, hvor budskabet om Riget også blev godt modtaget. Atter velsignede Jehova vort arbejde så meget at der efter bare fire måneder blev etableret endnu fire mødesteder for Rigets forkyndere.

Den 10. oktober 1935 blev jeg udnævnt til at virke i en anden tjeneste, nemlig som kredsdirektør, eller rejsende kredstjener, som det blev kaldt fra juli 1936. I denne nye tjeneste rejste jeg over hele den nordlige provins i landet; jeg besøgte mine kristne brødre for at hjælpe dem i tjenesten og for at holde bibelske foredrag. I begyndelsen var jeg nervøs; jeg syntes det var et kolossalt ansvar, og spekulerede på om jeg mon kunne klare det. Imidlertid erfarede jeg at Jehova gav mig styrke til at gøre hans vilje, når blot jeg satte min lid til ham.

Jeg besøger høvdingene

En del af min tjeneste i den nordlige del af landet bestod i at aflægge besøg hos de stedlige høvdinge, der med guvernørens samtykke havde udstedt forbud mod vort arbejde i deres områder. Til dette formål havde Vagttårnets selskab forsynet mig med et introduktionsbrev til høvdingene, bærende deres navne. For at give en tydelig redegørelse for hvad vort arbejde gik ud på, og ligeledes for at Rigets budskab kunne spredes, havde Selskabet tilrettelagt det sådan at jeg skulle holde et foredrag om „Noas dage“ overalt hvor det var muligt.

I den første af de landsbyer jeg kom til, læste høvdingen introduktionsbrevet og sammenkaldte straks alle sine undersåtter samt de religiøse ledere og andre prominente personer. Han fungerede som mødets ordstyrer, bekendtgjorde titlen på mit foredrag og bad de tilstedeværende lytte opmærksomt lige til afslutningen, hvorefter de ville få lejlighed til at stille spørgsmål. Ingen stillede spørgsmål da jeg var færdig, så høvdingen sagde: „Hvis I ikke har noget at sige, er der ingen grund til at standse vidnerne i deres forkyndelse her i mit område.“

En af hans rådgivere rejste sig nu og sagde: „Højærværdige høvding, denne unge mand har fortalt os sandheden, det kan ikke benægtes, og ingen synes at have noget at indvende mod det vi lige har hørt.“

Derpå replicerede høvdingen: „Hermed erklærer jeg mit område for åbent så Jehovas vidner kan forkynde her, og den der hindrer dem bliver straffet.“

Det styrkede mig at se at Jehovas ånd stod bag mig under udførelsen af hans gerning. Høvdingens skriver prøvede på at forhekse mig og svor at jeg ville dø samme nat fordi det var lykkedes mig at overtale høvdingen til at sige god for vores forkyndelse; men der skete mig intet selv om jeg i nattens løb kom i betænkelig nærhed af en sort mamba, en giftslange.

Lidt efter lidt blev der givet grønt lys for vidnearbejdet i hele nordprovinsen, fordi høvdingene fik en bedre forståelse af vor forkyndelse. Jeg er Jehova taknemmelig for at han brugte mig til at sætte arbejdet i gang; det var betagende at se de stærke blive opmuntret, de svage styrket og menighederne vokse i tal.

Forrettigheder og prøvelser i efterkrigstiden

Efter den anden verdenskrig blev vi organiseret bedre med vækst for øje. Jehovas vidner blev opdelt i kredse i 1946, og der blev holdt halvårlige stævner. Samme år blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand, og jeg fik den forret at besøge kredstilsynsmænd og kredsstævner i hele landet.

Jeg påskønnede meget samværet med de missionærer som blev udsendt fra Vagttårnets bibelskole Gilead og som begyndte at komme til landet i slutningen af 1948. Nogle af dem sluttede sig til mig i områdetjenesten, og senere, da jeg blev kredstilsynsmand i marts 1957, høstede jeg megen gavn af deres erfaring, deres gode vejledning og deres eksempel.

I juli 1960, da jeg var omkring fireogtres år, var Selskabet så betænksomt i betragtning af min høje alder at udnævne mig til specialpioner. Siden da har jeg været vidne til en stadig udvidelse af Rigets arbejde i Malawi. De 14.000 forkyndere af Guds rige er blevet til 23.000. Jeg har også oplevet to perioder med voldsom forfølgelse, i 1964 og 1967, og i forundring set hvorledes Jehova gav os kraft til at holde ud.a

Personligt havde jeg en del sammenstød med fanatiske politiske partimedlemmer, der truede mig på livet. Efter at en sådan gruppe en dag havde været på besøg i mit hjem, sendte de en mand som var bevæbnet med en kniv og som havde aflagt ed på at ville dræbe mig. Han kom netop som jeg var ved at være færdig med at barbere mig. Jeg bød ham tage plads på en stol. Idet han troede sig ubemærket trak han kniven, men jeg så det da jeg vendte mig om. Han begyndte at ryste da han blev klar over at jeg havde set kniven. Jeg spurgte: „Er du kommet for at dræbe mig?“

Han svarede at han var blevet sendt i den hensigt, og nævnte de tre der havde sendt ham. „De siger det er din skyld at folk ikke vil købe kort [til det politiske parti]. Det er derfor de har sendt mig herhen for at dræbe dig,“ fortsatte han. „Her står jeg,“ sagde jeg. Men han svarede med angst i stemmen: „Nej.“ Så gik vi begge to udenfor, og han tog hjem. De tre mænd han nævnte, fortsatte med at volde mig besvær og true mig på livet; men der gik ikke ret lang tid før deres leder blev fængslet for regeringsfjendtlig virksomhed.

Vi her i Malawi har oplevet prøvelser i lighed med dem der overgik vore kristne brødre i andre lande under Hitler, Mussolini, Stalin med flere. Men vi takker Jehovas organisation for at den gennem Selskabets bøger og blade har givet os vejledning om og forberedt os på de ildprøver der ville komme. Da missionærerne blev udvist af landet og Vagttårnsselskabets afdelingskontor lukket i 1967, var det for os en understregning af at den nuværende onde tingenes ordning haster mod sin afslutning og snart vil forsvinde.

Når jeg ser tilbage på mine næsten fyrre år i heltidstjenesten er jeg lykkelig over at jeg er forblevet i Jehovas organisation. Det er den der har besvaret mine mange bibelske spørgsmål, deriblandt hvad hemmeligheden om „Babylon, den store“ var. Hvor er jeg taknemmelig for Vagttårnsselskabets bog „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker!, der giver så overvældende beviser for at det hemmelighedsfulde store Babylon simpelt hen er den falske religions verdensimperium. Jeg takker også for at jeg har fået lov til at hjælpe andre til at flygte ud af „Babylon, den store“ før det er for sent! — Åb. 18:4.

Min taknemmelighed går desuden til Jehova for den styrke han har givet mig til at fortsætte alle disse år. I tidens løb har jeg set at de der har forfulgt hans folk er kommet til kort; nogle af forfølgerne har endog ydmyget sig og er selv blevet vidner for Jehova. Sammen med mine trofaste kristne brødre i Malawi vil jeg derfor tillidsfuldt se fremtiden i møde, i bevidstheden om at Jehova giver os styrke til at stå det igennem der kommer, så længe vi forbliver loyale.

[Fodnote]