Hvorledes skal jeg gengælde Jehova?

KUN folk der kender Bibelen og som har et ydmygt sind vil spørge hvordan de kan gengælde Jehova alle de velgerninger han har øvet mod sine menneskeskabninger. De fleste tænker mere på og taler mere om deres genvordigheder, det de har at klage over og deres fordomme, end om ting de kunne være taknemmelige over. Ægte taknemmelighed er sjælden. Mange er så forblindede af selviskhed at de ikke kan se de utallige grunde til at sige tak. Denne situation blev tydeligt forudsagt af en inspireret skribent i det første århundrede: „Menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, . . . utaknemmelige, ufromme, . . . fjender af det gode.“ — 2 Tim. 3:2, 3.

Denne utaknemmelige ånd er smitsom. Den kan brede sig og angribe andre ligesom en ondartet sygdom. Den kan endog forgifte sindet hos dem der tilbeder den eneste sande Gud, Jehova, hvis de på nogen måde forsømmer at bevare en stærk tro på og tillid til deres Gud. Hvor er det derfor vigtigt at vi ofte mediterer over alle de velgerninger Jehova har øvet imod os — ja, endog før vi kendte til hans gode og retfærdige styre over hele universet! Og vi har især grund til at være taknemmelige over at vi lever på denne særlige tid i menneskenes historie, over at vi har indsigt i Guds vidunderlige hensigt med menneskene og planeten Jorden, der blev skabt til at være menneskets smukke hjem til evig tid. — Jer. 9:24.

Husk at vi alle er født i en døende slægt. Lige fra den dag vi blev født har vi været underlagt frygten for døden, som vi har arvet fra vore syndige forældre. Vi har engang ligget under for selviske, tyranniske herskere, og for mennesker der, som vilde dyr, var grådige efter bytte. Vi blev bedraget, bestjålet og forarmet, ikke blot hvad materielle ting angår, men — hvad værre er — også hvad åndelige ting angår. Vi tumlede om i en mørk og ubarmhjertig verden hvor der tilsyneladende ikke var nogen der bekymrede sig om vor velfærd. (Ez. 34:2-6) Vi bad måske endda om hjælp, uden at vide hvem vi bad til.

Mange af os havde endda nået et kritisk punkt i vort liv, var måske kommet ind i en „blindgyde“, en umulig situation hvorfra der tilsyneladende ingen udvej var. Som fugle der er fanget i en snare og er i jægerens vold, var vi ude af stand til at hjælpe os selv, og vi stod over for den næsten visse død eller vi var i det mindste fuldstændig frustrerede og havde mistet lysten til at leve. Der var, følte vi, ingen der kunne hjælpe os. Eller vi havde, i forfærdelse over livets realiteter i en ond tingenes ordning, styrtet os ud i en eller anden form for udsvævelse i et forsøg på at glemme skuffelsens bitre smerte over vor lod i livet. Dette viste sig også at være forgæves.

Men i rette tid kom Jehova ind i billedet. Det skete måske gennem et af hans vidner der kom med den gode nyhed om Riget. Eller vi læste måske et blad eller en bog, et af de mange hjælpemidler til bibelstudium der er udgivet af Jehovas vidner. Og hvilke forbavsende resultater! Vore øjne og ører blev åbnet for ting vi hidtil ikke havde set eller hørt, vidunderlige åndelige sandheder! Betydningen af Guds ord, Bibelen, begyndte lidt efter lidt at gå op for os. På grundlag af de strålende løfter om en ny orden så vi livet i et helt nyt perspektiv — det havde sit formål.

Dernæst erfarede vi at der var mange andre der havde været ude for lignende skuffende og nedslående oplevelser i livet og som nu, i lighed med os, var betaget af fremtidsudsigterne, udsigten til liv i en ny tingenes ordning hvor retfærdigheden vil herske. (2 Pet. 3:13) Og vi så at de regelmæssigt kom i rigssalen, hvor hvert eneste møde tog sigte på at forøge vor kundskab om Gud og hans frelsesforanstaltning. Hvor var denne omgangskreds dog helt anderledes end nogen vi før havde haft i verdslige selskabelige og religiøse kredse! Vi havde sandelig mange grunde til at ønske at gøre gengæld over for den gavmilde Giver af alle disse gode ting!

I dette nye og forfriskende selskab med andre taknemmelige kristne fik vi den forret at være med til at fremme gruppens formål og dens virksomhed. Efterhånden som vi nød godt af fordelene ved at have en rigssal, blev vi os bevidst at det måtte koste noget at opretholde et sådant sted. Det var ikke nødvendigt at én rystede med en kollekttallerken for næsen af os eller at nogen gav os kuverter hvori vi skulle lægge bidrag, som det er skik og brug i mange af kristenhedens kirkesamfund. Ingen behøver at samle penge ind for at universets store Ejers arbejde kan fortsætte, lærte vi. Ja, vi indså efterhånden at sande kristne hverken tigger, besnakker eller presser folk til at give bidrag. Vi lagde mærke til at de mænd der beklædte de ansvarlige poster i menigheden fuldt ud var klar over at sådanne anmodninger om penge ikke er i harmoni med kristendommens ånd og principper.

Selvfølgelig blev den praktiske side af sagen ikke overset. Det koster virkelig noget at vedligeholde en rigssal og at sørge for varme, lys og andre nødvendige ting så salen kan danne ramme om et bibelundervisningsarbejde. Fra tid til anden oplyser menighedens ældste de tilstedeværende om udgifterne og om at alle der vil, kan være med til at dække dem, ikke ved at hver enkelt skal give et fast kontingent, og heller ikke ved at det vilkårligt fastsættes hvor meget hver enkelt skal give, men udelukkende ved at bidragyderne giver efter evne og som de føler sig tilskyndet til. I alle rigssale er der en bidragsbøsse, aldrig på en fremtrædende plads, hvori man kan lægge sin gave. Hele ordningen er lige modsat den praksis at anmode om penge. Kun frivillige gaver værdsættes af Jehova og hans kristne tjenere. — 2 Kor. 9:7.

Med tiden lærte vi hvor udbredt Jehovas vidners arbejde er, at det udføres i 208 lande og områder jorden rundt; vi lærte om den enorme opgave med at nå ud til disse lande med budskabet om Riget, med at oplære og udsende missionærer, med at hjælpe de lokale indbyggere i disse lande til at påbegynde og fortsætte det samme gode arbejde blandt deres medborgere. Alt dette, vidste vi, koster noget. Og dette fik os til, alle som én, at stille spørgsmålet: Hvordan kan jeg få en større andel i dette forbløffende verdensomspændende arbejde, selv om jeg ikke kan rejse ud til et andet land?

Vi fandt snart svaret. Det var en stor glæde for os at høre at vi udmærket kunne sende et personligt bidrag til dette storslåede livgivende arbejde, stilet til det lokale afdelingskontor for det selskab der administrerer Jehovas vidners arbejde. Her i landet, for eksempel, kan sådanne bidrag sendes til: Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, 2830 Virum. Giro 3468.

Med tiden blev vi opmærksomme på andre vigtige måder hvorpå vi, så godt vi formår, kan stræbe efter at gengælde Jehova alle hans velgerninger. Vi lærte at vi kan deltage i det store forkyndelses- og undervisningsarbejde der udføres for at opfylde Guds edsvorne hensigt, nemlig at finde og tage sig af en mængde vildfarne mænd og kvinder med fårets sindelag i disse sidste dage, før denne gamle tingenes ordning når sin afslutning i en tid med stor trængsel. (Ez. 34:11) Ved regelmæssigt at overvære møderne i rigssalen bliver man oplært til at deltage i dette arbejde, og man bliver desuden meget opmuntret dertil af at være sammen med andre taknemmelige mennesker. Og hvor er det en glæde at lære at udføre det samme arbejde som Kristus Jesus og hans disciple udførte for over nitten hundrede år siden! Det er også en betagende tanke at mennesker der søger at gå i Herren Jesu fodspor, stadig har mulighed for det her på dette sene tidspunkt!

Når vi ser tilbage på den lange vej Jehova vor Gud har ledet os, de velsignelser han så gavmildt har skænket os, kan vi så undertrykke den følelse af taknemmelighed der vælder op i os? Kan vi glemme al hans kærlige godhed og igen begynde evig og altid at tale om vore ubetydelige bekymringer og genvordigheder? Nej, med den inspirerede salmist vil vi med glæde sige: „Vor sjæl slap fri som en fugl af fuglefængernes snare, snaren reves sønder, og vi slap fri. Vor hjælp er [Jehovas] navn, himlens og jordens skaber.“ (Sl. 124:7, 8) ’Den barmhjertige og nådige Gud’ har frigjort os fra et gudløst livs tomhed, fra et selvisk livs skuffelser, ja fra „dødens reb“ der omsluttede os, for han har givet os håb om liv gennem Jesus Kristus!

Det er klart at vor taknemmelighed nu bør give sig udslag i at vi synger Guds pris for alle vi møder, idet vi fortæller dem om de velsignelser vi har modtaget, det helt nye syn vi har fået på fremtiden. Lad os dele Jehovas godhed med dem. Vi har fået den for intet; lad os give for intet til alle andre som trænger dertil. Og imens vi giver af os selv og vore midler kan vi have tillid til at Jehova har behag i vore ydmyge bestræbelser for at handle i overensstemmelse med spørgsmålet: „Hvorledes skal jeg gengælde [Jehova] alle hans velgerninger mod mig?“ — Sl. 116:12.