Bevar din ærbarhed i forlovelsestiden

BIBELEN siger: „Hold ægteskabet i ære i ét og alt. Besmit ikke ægtesengen.“ (Hebr. 13:4) Er det ikke fornuftigt at det der går forud for ægteskabet — i mange lande er det forlovelsestiden — også bør holdes i ære hvis man vil behage Gud?

Nogle steder har en ung mand kun lov til at være sammen med en ung pige når en af forældrene eller en anden voksen er til stede. Men i mange vestlige lande er unge mennesker ofte sammen uden ledsager. Spørgsmålet er så hvordan man kan iagttage en ærbar opførsel i forlovelsestiden hvis man bor i et land hvor et ungt par har lov til at være sammen alene. Hvad kan de gøre for at være sikre på at forlovelsen i deres tilfælde vil føre til et virkelig lykkeligt og godt ægteskab?

Frihed medfører altid ansvar. Så hvis dette spørgsmål er aktuelt for dit vedkommende, gør du vel i at huske det gode princip der fremholdes i Galaterbrevet 5:13. Her taler apostelen Paulus ganske vist om den frihed som kristendommen giver dem der slutter sig til den, men princippet gælder alle former for frihed, i særdeleshed hvis vor brug af friheden skal medføre gode resultater og Guds gunst. Apostelen skriver: „I blev jo kaldet til frihed, brødre, kun må friheden ikke blive en anledning for kødet; men tjen hverandre i kærlighed!“ Ægte kærlighed — til Gud og til næsten, iberegnet den man er forlovet med — vil hjælpe en til at undgå at bruge den frihed man har, på en måde der er selvisk og gør fortræd.

Hvad bør en forlovelse føre til?

For at en forlovelse kan siges at være ærbar bør formålet med den være ægteskab. Man skulle derfor ikke forlove sig før man er parat til at påtage sig et ægteskabs forpligtelser. Selvfølgelig kan man ikke straks man møder én vide om man gerne vil giftes med vedkommende. Det er imidlertid ikke fornuftigt straks at koncentrere hele sin opmærksomhed om denne ene. Dette giver dog ikke én ret til at vise snart én, snart en anden, sin opmærksomhed — hvis man kun betragter det som en flirt.a

Selv om man er „interesseret“ i én bestemt, vil det være klogt i et stykke tid at prøve blot at søge vedkommendes selskab når man kommer sammen med flere andre, og når alle foretager sig noget i fællesskab. Hvorfor? Fordi man under sådanne omstændigheder ofte får et bedre indtryk af hvordan et menneske virkelig er. Grunden er at vi alle er mere tilbøjelige til at være „os selv“ når vi ikke føler at en eller anden lægger særlig mærke til os. Men når et par skiller sig ud fra gruppen, er der fra da af en naturlig tendens hos dem til at være sådan som den anden part ønsker man skal være, at genspejle hans eller hendes sympatier og antipatier. Og somme tider kan dette camouflere ens virkelige personlighed. Når et par er alene sammen kan de også hurtigt blive følelsesmæssigt engageret, så de begynder at se hinanden i et rosenrødt skær. Hvis et par bliver gift mens de endnu er berusede af disse følelser, erfarer de ofte en brat opvågnen. Det er langt bedre at se sig godt for først.

I almindelighed er det manden der tager initiativet ved at give udtryk for at han er interesseret i kvinden. Hvis han er ærlig og viser at han mener det alvorligt, har hun ret til at tro at han i hvert fald overvejer ægteskab. Og hvad så? Hun har så pligt til at spørge sig selv om hun tror hun kunne tænke sig at blive gift med ham. Hvis hun er helt sikker på at hun ikke kunne tænke sig ham som sin fremtidige ægtemand, ville det være temmelig hjerteløst af hende at lade ham blive yderligere interesseret i hende. Nogle piger har ladet sig opvarte blot for at få ord for at være populære eller omsværmede, og fordi de håbede at andre unge mænd så ville lægge mærke til dem. Nogle unge mænd har gjort noget lignende, idet de har ment at de havde frit spil, kunne have det sjovt med en pige et stykke tid og så trække sig ud af det før det blev for alvorligt. Men at bruge sin frihed på en så selvisk måde kan gøre virkelig fortræd og såre den anden part så dybt at det tager måneder, ja måske endda år, for vedkommende at komme over det. — Jævnfør Ordsprogene 26:18, 19.

Kun hvis friheden til at gøre en kvinde sin opvartning bruges uselvisk, kan den føre til noget godt. Det kan give én lejlighed til at lære det menneske bedre at kende som man overvejer at leve resten af livet sammen med. Alt efter hvor ærlige man er over for hinanden, kan man lære hvad den anden synes om og ikke synes om, og hvilke normer, vaner og synspunkter den anden part har. Man lærer også hinandens temperament og tænkemåde at kende, og ser hvordan han eller hun reagerer over for problemer eller vanskeligheder. Nogle af de ting man gerne vil vide er: Er han eller hun venlig, hensynsfuld og betænksom over for andre? Hvordan stiller det sig med respekten for forældre og ældre mennesker? Er der noget der tyder på beskedenhed og ydmyghed, eller er vedkommende pralende og selvrådig? Ser jeg tegn på selvbeherskelse og ligevægt, eller snarere på holdningsløshed og barnlighed, måske surmuleri eller endog hysteri? Eftersom en stor del af livet går med at arbejde, er det godt at spørge sig selv om den anden part viser tegn på dovenskab, manglende ansvarsfølelse eller har en ødsel indstilling til penge. Hvad med fremtidsplanerne? Ønsker den anden part at stifte familie eller er der interesse for en eller anden særlig tjeneste? I en artikel med titlen „Faresignaler i forlovelsestiden“ siger skribenten: „Vort studium af forlovede og lykkeligt og ulykkeligt gifte par, viste at de ulykkeligt gifte var meget lidt enige om mål og værdier i livet.“ — Medical Aspects of Human Sexuality, november 1970, side 43.

Fremfor alt bør du ønske at vide hvor stor en rolle Guds hensigter spiller i den andens interesser og planer. Ja, når alt tages i betragtning, hvor godt passer I da sammen? Hvis der er alvorlige stridspunkter bør I ikke narre jer selv til at tro at det går i orden af sig selv når I bliver gift. Det kan være at de gnidninger de forårsager så blot mærkes endnu mere.

En ærbar opførsel i forlovelsestiden

I lande hvor forældre tillader de unge at være sammen uden ledsager, sker det ofte at forlovede par viser deres hengivenhed for hinanden ved at holde hinanden i hånden, kysse hinanden og omfavne hinanden. Hvor tilrådeligt er dette? Giver Bibelen os nogen råd i denne henseende?

Bibelen opstiller ikke bestemte regler angående disse ting. Forældre har selvfølgelig ret til at lære deres sønner og døtre hvilke normer de ønsker de skal følge med hensyn til deres opførsel. De ældste i en menighed kan ikke opstille sådanne regler, men de kan henlede de unges opmærksomhed på de gode vejledende principper der findes i Guds ord, og alle der oprigtigt ønsker at følge en viis handlemåde i livet, vil villigt og med glæde efterleve sådanne råd. — Ordsp. 1:7-9; 2:6-9.

Naturligvis fordømmer Bibelen klart sådan noget som utugt. Men den advarer også mod andre former for uren adfærd der måske ikke er så alvorlige som utugt. Alle forlovede par som retter sig efter disse advarsler, sparer sig selv for megen græmmelse og løber ikke den risiko at mindet om en uret adfærd senere kommer til at pine dem. — Ef. 5:3-5.

Det kan godt være et passende udtryk for hengivenhed når unge mennesker der har til hensigt at gifte sig holder hinanden i hånden. Det har ganske vist en stimulerende virkning, men dette er naturligt og ikke nødvendigvis forkert. Det er jo sådan at blot synet af den man skal giftes med også kan virke stimulerende, ’få hjertet til at banke hurtigere’. (Højs. 4:9, NW) Ikke desto mindre må vi huske at da den menneskelige natur er som den er, forøger fysisk kontakt den seksuelle tiltrækning. Det er også en kendsgerning at når enkle former for berøring bliver gentaget, sker der det at den behagelige følelse de i begyndelsen gav, lidt efter lidt formindskes. Dette kan få en til at søge noget der virker mere stimulerende. Men hvor langt kan man gå uden at bringe det rene forhold i fare? Nogle der ser den mulige fare foretrækker måske at pålægge sig selv meget strenge begrænsninger og undgå enhver fysisk kontakt i forlovelsestiden, og ingen bør tale nedsættende om eller lade hånt om den holdning deres samvittighed byder dem at indtage. — Jævnfør Romerbrevet 14:5, 10, 22, 23.

Det kan også være et passende udtryk for hengivenhed når et par der skal giftes kysser hinanden — men det kan også være upassende. Spørgsmålet er i virkeligheden: I hvor høj grad kommer de lidenskabelige følelser ind i billedet? Nogle former for dans er passende og vækker ikke lidenskaberne; andre er ikke passende. Sådan er det også med kys, eller med omfavnelser. Men selv om disse måder at vise sine følelser på er passende, repræsenterer hver af dem dog et nyt skridt på vejen. Hvis man tager disse skridt på et tidligt stadium af forlovelsen — måske endda før man forlover sig — kan forholdet mellem det unge par meget let komme ned på et plan hvor de kun tænker på at tilfredsstille lidenskaberne, og det kan måske endda forlede dem til at lægge en uren adfærd for dagen, ja endog bedrive utugt. — Kol. 3:5, 6.

Vi bør være ærlige over for os selv. Hvis vi véd at vi ikke har stor selvbeherskelse på dette område, så bør vi ikke bringe vor egen eller den anden parts fremtid i fare ved at tage chancer. Ville du køre ned ad en stejl, bugtet vej i en bil hvis bremser du vidste var i dårlig stand? Tiden til at træffe en beslutning i denne sag og lade den bundfælde sig i hjertet er før du begynder, ikke efter. Når først de kødelige begæringer er vakt, er det som regel meget vanskeligt at vise tilbageholdenhed. (Jak. 1:14, 15) De der lader de lidenskabelige følelser tage til indtil de ønsker kønslig forening — og som ikke har ret til det fordi de ikke er gift — udsætter sig for nervøs spænding, frustration og smerte. Det er som at læse en spændende bog — og så opdage at det sidste kapitel er revet ud.

De som i forlovelsestiden bevarer forholdet til hinanden på et højt plan, vil få en langt bedre start i ægteskabet end de som lader forholdet synke ned på et lavt plan ved stadig oftere at hengive sig til kærtegn der tager til i heftighed. Hvor megen respekt kan en pige føle for en som hun hele tiden må kæmpe for at holde på afstand? Men en ung mand der viser både viljestyrke og respektfuld tilbageholdenhed vinder respekt. Det samme er tilfældet med en pige. Hun på sin side må desuden tænke på at mens det måske tager nogen tid før de lidenskabelige følelser hos hende bliver vakt, er dette sjældent tilfældet for mandens vedkommende. — Ordsp. 25:28.

Hvis man ofte tillader sig selv at lade stadig stærkere lidenskabelige følelser komme til udtryk, kan det føre til et forhastet ægteskab. I bogen Adolescence and Youth (side 288) står der: „De første stadier af forlovelsen er ofte usandsynligt romantiske. Hvis man giftede sig på det tidspunkt, kunne det få en til at stille større forventninger til ægteskabet end noget ægteskab kan indfri. En længere forlovelse giver som regel én en mere realistisk forståelse af den anden part, så resultatet måske bliver et mere fornuftigt ægteskab.“ Når man er forlovet i længere tid må man vise tilbageholdenhed, ellers kan den seksuelle tiltrækning på et tidligt tidspunkt blive så stærk at den udgør en virkelig fare. — Jævnfør Første Korinterbrev 9:27.

Der kan også opstå alvorlig tvivl og mistanke efter ægteskabets indgåelse hvis lidenskaberne har fået lov til at farve billedet for stærkt i forlovelsestiden. Det unge par begynder måske at spekulere på om de virkelig giftede sig af kærlighed eller bare var optændt af begær. Om det var et klogt valg. Pigen begynder måske også at tvivle på om hendes mands kærlighed er ægte, idet hun spekulerer på om han ikke blot giftede sig med hende fordi hun var fysisk tiltrækkende og ikke på grund af det hun var og er som menneske.

For at beskytte sig selv og sin fremtidige lykke bør man undgå situationer hvor lidenskaberne let kan vækkes. (Sl. 119:101, 104) Ensomme og mørke steder er ikke en hjælp til at bevare sin ærbarhed i forlovelsestiden. Ej heller situationer hvor man ikke har noget at få tiden til at gå med og der ikke synes at være andet at give sig til end at vise hinanden sine følelser. Men der er mange sunde fornøjelser man kan beskæftige sig med, som for eksempel at løbe på skøjter, spille tennis eller lignende, gå ud og spise sammen, gå på museum eller tage hen og besøge en seværdighed eller et smukt sted i nærheden. Samtidig med at man føler at man har det for sig selv fordi man ikke er sammen med nogen man kender, har man stadig den beskyttelse det er ikke at være fuldstændig isoleret fra andre mennesker.

I stedet for blot at tænke på hvad man „mister“ ved at vise tilbageholdenhed, er det meget bedre at tænke på hvad man har i vente i fremtiden. Så vil man i alle de kommende år kunne se tilbage på sin forlovelsestid med glæde, og ikke med ubehag eller smerte. — Rom. 13:13, 14.

Ja, forlovelsestiden kan virkelig være en prøve på hvordan du er som menneske, hvad der bor i dit hjerte, hvor samvittighedsfuld du er. Guds ord opstiller ikke nøjagtige retningslinjer for hver detalje i denne sag. Men der er tilstrækkeligt med gode principper, vise råd og vejledende retningslinjer i Guds ord som kan hjælpe os til at bevare ligevægten, til at holde os inden for grænserne af hvad der er rent og sundt i moralsk henseende. Så vil den måde hvorpå vi viser vor kærlighed til vor fremtidige ægtefælle aldrig være til skade for ham eller hende, hverken i følelsesmæssig eller åndelig henseende. Så hvis du tænker på at forlove dig, bør du under alle omstændigheder sørge for at bevare din ærbarhed. Det vil du altid være lykkelig for senere hen.

[Fodnote]

[Illustration på side 212]

Hvis man i forlovelsestiden ofte giver efter for lidenskabelige følelser der tager til i heftighed, hvordan vil dette da indvirke på mulighederne for et lykkeligt ægteskab?

[Illustration på side 213]

Der er mange sunde fornøjelser et forlovet par kan beskæftige sig med og som også beskytter dem mod at være fuldstændig isoleret fra andre