Hvilken musik vælger du?
Råd og vejledning til gavn for unge
MUSIK er en naturlig del af menneskets tilværelse. For manges vedkommende er musik også noget af det første de hører — i form af en vuggesang.
Skaberen har sørget for at der er musik i vore omgivelser. Der er ikke bare fuglene som lader deres klare triller høre, men også bækkene der klukker, vinden der hvisker eller suser i trætoppene, græshopperne der synger, frøerne der kvækker og alle de andre dyr der på en eller anden måde lader deres stemme høre — alt dette er en form for musik. Derfor er det ikke overraskende at man allerede i menneskets tidligste historie begyndte at bygge musikinstrumenter. — 1 Mos. 4:21.
Betyder det nødvendigvis at al musik er af det gode? Eller skal man være kræsen med hensyn til hvilken musik man vil lytte til? Hvordan kan vi afgøre dette? Og hvor meget betyder det egentlig?
Én ting er sikker — at der er stor variation i musikkens verden. Foruden den såkaldt „seriøse“ eller klassiske musik med orkesterværker, operaer og meget andet, er der en stor gruppe populær-klassisk musik, og næsten alle lande har deres egen folkemusik og deres egne sange, marcher og så videre. Dansemusikken spænder over meget, lige fra de yndefulde valse til de livlige polkaer; der er latinamerikanske danse som samba, rumba, bossanova, tango og cha-cha-cha, hvoraf flere har rødder tilbage til Afrika. Der er naturligvis også de mere „gammeldags“ former for dans: hopsa, galop og så videre. Særlig efter den første verdenskrig er den stærkt synkoperede instrumental- og vokalmusik blevet populær — genrer som jazz, blues, swing og rock. I nogle former for musik lægges vægten på det melodiøse og harmoniske, mens det i andre former er rytmen der fremhæves.
Der er altså meget at vælge imellem. Hvad vil du vælge? Er der grund til at være forsigtig med sit valg?
Nødvendigt at vælge med omhu
Man må vise omhu og omtanke når man træffer sit valg. Hvorfor? Fordi musikken er i besiddelse af en vis magt. Og som enhver anden magt kan den både være til gavn og til skade.
Hvorfra stammer musikkens magt? Fra dens evne til at indgive tilhørerne en særlig følelse eller stemning. Musik kan virke afslappende og beroligende, eller forfriskende og oplivende. (Bemærk hvilken virkning det havde på kong Saul når David spillede for ham. [1 Sam. 16:23]) Næsten rent fysisk kan man „føle“ forskellen mellem en energisk march og en stille serenade. Musik kan fremkalde enhver menneskelig følelse — kærlighed, ømhed, ærbødighed, sørgmodighed, vrede, had og lidenskab. Til alle tider har der været mennesker som kendte musikkens magt og benyttede den til at påvirke folk på forskellige måder.
I Bibelen er hjertet nært forbundet med følelser og motiver. Den viser at nøglen til vores adfærd findes i hjertet. (Ordsp. 4:23; Matt. 15:18, 19) Da musikken unægtelig har magt over følelserne, må vi, for at vogte vort hjerte, være omhyggelige med hvilken musik vi vælger.
Det er sandt at Gud har givet os musikken til glæde for os, men når én får en gave er det hans måde at anvende den på der er afgørende for hvilken gavn og glæde han får af den, og som fortæller noget om hans værdsættelse. Også talen er en gave fra Gud, og folk kan bruge deres stemme på en behagelig og melodiøs måde med tale der er til hjælp og gavn for andre, så de bliver en glæde for deres omgivelser. Men hvad nu hvis de bruger stemmen til høje og hæse råb og skrig? Eller hvis de taler nok så sødt og indsmigrende, men alligevel lyver eller prøver at lokke andre til at gøre noget forkert? Kan man glæde sig over en stemme der bliver brugt på den måde? Kunne du tænke dig at dine naboer skulle tale sådan? Tænk så på at musik kan have en lignende virkning.
Ja, vi må erkende at musik er en form for kommunikation, nemlig mellem komponisten eller udøveren på den ene side og tilhøreren på den anden side. Det er ikke blot følelser der overbringes; det er også tanker. Sange er jo simpelt hen tale med musik til, og musikken medvirker ofte til at teksten lettere trænger ind i sindet og hjertet. Nogle siger måske at de ikke lægger mærke til teksten i en sang, men bare kan lide melodien. Men selv om man ikke bevidst lægger mærke til ordene, hører man dem alligevel, og de gør deres virkning, selv om det sker langsomt eller underfundigt. De der skriver melodier til biografreklamer er klar over dette; du har måske selv erfaret at teksten og melodien til nogle af disse reklamer kører rundt i hovedet på én længe efter at man har hørt dem. Spørgsmålet er altså: Hvad er det du lytter til og præges af i den musik du vælger?
Musik benyttes ofte som medium eller redskab til udbredelse af filosofier, politiske ideologier, nationalisme, religiøse læresætninger og en lang række andre ting. For eksempel siges det ofte at den franske revolutions succes for en stor del skyldtes nationalsangen Marseillaisen, som en skribent har kaldt „et kampsignal der kan få blodet til at isne i årerne“. Skoler, foreninger og klubber har ofte deres egne „kampsange“ der synges ved sportskonkurrencer. Og visse trossamfund har deres særegne musik, som med sit tunge, hemmelighedsfulde præg passer godt til deres læresætninger.
Den stemning musikken kan sætte én i, er naturligvis kun midlertidig. Men i mange tilfælde er den langvarig nok til at give et tydeligt skub i en bestemt retning, eller til at mindske modstandskraften mod et eller andet tiltrækkende eller fristende. Hvis du har haft kemi i skolen har du sikkert lært om „katalysatorer“. Du har lært at visse stoffer kun kan bringes til at indgå kemisk forbindelse med andre hvis et helt tredje stof medvirker og på en måde fører de kemiske stoffer sammen. Denne „igangsætter“ kaldes en „katalysator“. Vi har alle visse svagheder og urette tilbøjeligheder, og derfor føler vi os undertiden fristet til at gøre noget der er forkert. Sæt nu at der opstår en situation hvor du tilskyndes til at begå en uret handling. Så kan musikken blive den „katalysator“ der får det urette ønske og omstændighederne til at gå i forbindelse med hinanden — med et resultat du bittert vil fortryde. Et kvindeligt medlem af en kommission der undersøgte pornografiens virkninger, har på grundlag af sine undersøgelser sagt:
„Musik kan, ved at spille på pigernes følelser sådan at kærlighed og ømhed vækkes, ofte virke som en katalysator for kærlighed, og derved som en ansporing til seksuel ophidselse hos den halvvoksne pige. . . . Det er musikken der fremkalder denne følelse.“ — Denverbladet Post, 23. juli 1971.
Ja, selv om den impuls musikken giver, kun er midlertidig, er den måske alt hvad der skal til for at føre én ind på en kurs som man kommer til at følge i lang tid, eller den fremkalder handlinger der får konsekvenser længe efter. Det er derfor nok umagen værd at vælge med omtanke når det gælder musik.
Hvordan kan afgørelserne træffes?
Ingen kan skrive en liste der uden videre fortæller hvilken musik der er gavnlig og hvilken der er skadelig. Det skyldes at ingen af de nævnte former for musik kan stemples som „helt igennem gode“ eller „helt igennem slette“. Med sit sind og hjerte må man skelne og afgøre hvilken værdi de forskellige musikformer har, idet man lader sig lede af principper som dem vi allerede har omtalt. Det valg man træffer fortæller andre noget om hvilket menneske man er.
„Prøver ej øret ord, og smager ej ganen maden?“ spurgte Job for længe siden. (Job 12:11) Sådan kan øret også „prøve“ musik. Selv når der ikke er tekst til musikken kan man i mange tilfælde mærke hvilken følelse eller stemning et musikstykke har til hensigt at fremkalde, og hvilken adfærd det indbyder til. Det var tilfældet da Moses steg ned fra Sinaj bjerg og hørte musik idet han nærmede sig israelitternes lejr. Han sagde til Josua: „Det er ikke lyden af sang om mægtig dåd [sejrssang], og det er ikke lyden af sang om nederlag [klagesang]; det er lyden af anden sang jeg hører.“ Sangen var et udtryk for tøjlesløs umoralitet og afgudsdyrkelse. — 2 Mos. 32:15-19, 25, NW.
Lad os betragte nogle nyere eksempler. I almindelighed har klassisk musik et ophøjet, ja somme tider næsten majestætisk, præg. Meget musik kan derfor have en god indvirkning på tankerne, men der er også noget som beskriver smudsige handlinger eller selviske egenskaber, eller oven i købet forherliger den slags. Det er værd at huske at mange berømte komponister af klassisk musik førte et umoralsk eller ligefrem tøjlesløst liv. Og selv om de som oftest skrev for et publikum der måtte formodes at sætte pris på livets højere værdier, må deres forkvaklede livssyn og følelsesliv uvægerlig have påvirket deres musik i nogen grad, hvad enten de har givet udtryk for det i ord eller i toner alene. Hvis vi vil vogte vort sinds og hjertes sundhed, må selv visse former for „seriøs“ musik altså tages med forbehold.
Hvis vi fra den klassiske musik bevæger os hen mod det musikalske spektrums modsatte ende, finder vi den stærkt synkoperede musik, jazz og rock og beat. Selv i disse genrer findes der melodiøs musik som ikke går til yderligheder. Men meget af det er ubehersket og vildt. Inden for jazz og rockmusik skelner musikerne selv mellem en blid og afdæmpet spillestil, der kaldes „soft“, og mere hidsige og pågående former, der kaldes „hot“ eller „hard“. Ens øre, ja ens sind og hjerte, skulle være i stand til at fortælle én hvilken form for adfærd musikken virker fremmende på. Teksten eller „tonen“ i bestemte former for musik er nogle gange så tydelig at folk uden videre forbinder dem med visse former for adfærd eller visse typer mennesker. Bibelen taler for eksempel om sang ’ved drikkelag’, og om en skøge der synger på gaderne. (Sl. 69:13; Es. 23:15, 16) Hvordan forholder det sig i dag?
Hvis man for eksempel læser i avisen om en koncert eller en musikfestival hvor folk har råbt og skreget, piger er besvimet, der er blevet brugt narkotika og politiet er blevet tilkaldt for at hindre at salen blev totalt raseret — hvilken form for musik formoder man da at forestillingen har budt på? Hvis man hører at en ung, populær sanger eller musiker dør efter en overdosis af euforiserende stoffer — hvilken slags musik vil man da formode at han eller hun har specialiseret sig i?
Bogen The Psychology of Music påpeger at ’enhver monoton, længe gentaget rytmisk lyd fremkalder forskellige stadier af trance’. Meget rock- og beatmusik er karakteristisk ved den tunge, hårde og ubarmhjertigt vedvarende rytme. Dens hårde, stadige rytme virker døvende på tankerne og sanserne. Den minder én om en person som længe og indtrængende gentager det samme uden ophør, indtil han har overtalt andre til at gøre som han siger og har drevet alle andre tanker ud af deres hoved. Nogle af de „ultramoderne“ retninger inden for den „seriøse“ musik benytter sig meget af fremmedartede og ofte disharmoniske lyde der har en lignende virkning. Bladet High Fidelity Magazine anfører følgende citat af en afdelingsleder fra pladeselskabet Columbia: „Den modtagelighed som den nye rockmusik og den nye klassiske musik kræver, er nøjagtig den samme. . . . Man må overgive sig til den og lade den overtage ens sind.“
Men kan man uden fare lade andre overtage ens sind på den måde? Leksikonnet World Book Encyclopedia siger at „rockmusik symboliserer en bestemt levevis“ — i hvert fald for manges vedkommende. Det ved de fleste for øvrigt uden at behøve at slå op i et leksikon. Og de ved også at mange unge drages mod rock- og beatmusikken fordi de mener at teksterne „beskriver realiteterne og problemerne i verden omkring dem“. Denne form for musik søger, måske mere end nogen anden, at overbringe et budskab — om problemerne i forbindelse med at blive voksen, om narkotika, sex, borgerrettigheder, splid, fattigdom, krig og meget mere. Den prøver at give udtryk for mange „unges tanker om en bedre verden og de unges utilfredshed med sociale uretfærdigheder“. Men hvilken virkning har det?
Stands op og spørg dig selv: Hvad har rockmusikken og dens senere udløbere gjort for de unge siden begyndelsen af 1950erne, da den trådte i forgrunden? Hvilke virkelige løsninger har dens filosofier givet? Repræsenterer dens budskaber en klar og samstemmende løsning, eller er de lige så forvirrede som de religiøse sekter i verden? Er det ikke sådan at nogle sange opfordrer til vold, mens andre taler for det modsatte? Viser dens komponister og udøvende musikere i deres personlige liv at de selv har fundet løsningen på livets problemer — og ikke bare er blevet gode til at tjene penge? Har den virkelig noget nyt at byde på, eller er ting som seksuel løsagtighed, manglende respekt for myndighed, flugt fra pligter og ansvar, og stofmisbrug, ikke alt sammen noget der har været kendt meget længe — og aldrig har ført til noget godt eller lykkeligt, men før eller siden har ført til ulykke?
Hvis denne musik har til hensigt at drage realiteterne frem, hvordan kan det da være at så meget af den drejer sig om euforiserende stoffer og visse af teksterne ligefrem kun kan forstås af dem der tager stoffer? Hjælper den de unge til at forstå livet, eller appellerer den ikke snarere til barnlige tilbøjeligheder som at ville flygte fra pligter og ansvar?
Valget af musik er altså ikke noget man kan tage let på. Man kan lade andre træffe afgørelsen for sig ved simpelt hen at følge med strømmen og vælge det der er populært og appellerer til masserne. Eller man kan anvende sin egen dømmekraft og med omhu træffe sit valg, idet man lader sig lede af Guds ords uforanderlige og uovertrufne visdom. (Ordsp. 14:15) Prædikeren 7:5 siger: „Bedre at høre på vismands skænd end at høre på tåbers sang.“ Når Bibelen taler om „tåber“ tænkes der ikke på mennesker som er langsomme til at opfatte, men på dem som i moralsk forstand er tåber og følger en vej der ikke kan undgå at bringe vanskeligheder i fremtiden. Dit valg af musik er altså et spørgsmål om hvorvidt du kun er interesseret i at „nyde livet“ nu i tiden, eller om du ønsker et evigt og lykkeligt liv i Guds gunst.
Tænk også på hvilken virkning dit valg har på andre. Du synes måske at du godt kan høre musik der har tekster som strider imod det der er sandt og rigtigt eller har et sanseligt og ubehersket præg, uden at blive påvirket af det. Men hvilken påvirkning øver du på andre? Har du samme indstilling som apostelen Paulus, der sagde at han endda ville give afkald på at spise kød — noget som i sig selv ikke er forkert — hvis han derved kunne undgå at volde andre anstød? (1 Kor. 8:9-13; Rom. 14:13, 21; 15:2) Hvilken gruppe mennesker identificeres du med af den musik du vælger?
Der findes sange som indgår i den sande tilbedelse af musikkens Giver, Jehova Gud. Det kræves ganske vist ikke at vi udelukkende skal synge eller høre disse sange. Men vi må altid have i tanke at den dag kommer hvor det kun er de der synger Jehova Guds pris der lever på jorden. (Sl. 148:12, 13; 150:1-6) Træf derfor et klogt valg — vælg den musik som ikke vil føre dit sind eller hjerte bort fra dette mål.