Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w75 1/4 s. 147-148
  • Ægte interesse for andre — en sjælden men vigtig egenskab

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Ægte interesse for andre — en sjælden men vigtig egenskab
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvorfor er det så vigtigt?
  • Har du det i tanke?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
  • Hav medfølelse med andre
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2019
  • Det der er af alvorlig betydning
    Rigets Tjeneste – 1981
  • Hvorfor bekymre sig om andre?
    Virkelig fred og sikkerhed — hvordan?
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
w75 1/4 s. 147-148

Ægte interesse for andre — en sjælden men vigtig egenskab

OPRIGTIG interesse for andres behov eller velfærd bliver mere og mere sjælden i vor tid. Hvad er skyld i dette ulykkelige forhold?

Nogle interesserer sig uden tvivl mindre for andre fordi de selv lider uret. Andre har måske engang forsøgt at være hjælpsomme men er blevet misforstået, og af den grund indtager de nu den holdning at det ikke kan betale sig. Desuden er der nogle som misunder ærgerrige mennesker deres succes og derfor efterligner deres manglende interesse for andre. Også den selviskhed man konstant præsenteres for i film, fjernsyn, aviser og tidsskrifter er uden tvivl medvirkende til at folk efterhånden viser mindre og mindre interesse og omsorg for hinanden.

Denne mangel på ægte interesse kommer ikke sjældent til udtryk inden for selve familiekredsen. For eksempel har man fundet ud af at kvinder oftere er plaget af søvnløshed end mænd er. Men hvor mange ægtemænd viser oprigtig interesse for dette problem som deres hustruer slås med? Kan det tænkes at du som ægtemand kommer til kort på dette eller lignende punkter?

På den anden side må det også indrømmes at mange hustruer kommer til kort med hensyn til at vise ægte interesse for deres mænd. Hører du som hustru til de kvinder der sætter luksus højere end ægtemandens fornødenheder? En sådan mangel på omsorg øger mandens byrder og er i nogle tilfælde direkte skyld i hjerteanfald.

Og hvem har ikke set forældre som overhovedet ikke bekymrer sig om de vaner deres børn tillægger sig? Ikke at de unge er fuldstændig uden skyld, men problemerne kan alt for ofte spores tilbage til forældrenes ligegyldighed.

Der findes også mange andre områder hvor folk ikke viser ægte interesse for hinanden. Det kommer ofte til udtryk i en dårlig opførsel. Kvinder kaster sig skamløst ud i vilde slagsmål når forretningerne holder udsalg; yngre mennesker skubber de ældre og svage til side. Og hvad er den omfattende ødelæggelsestrang og vandalisme, andet end grov mangel på omsorg for andres ejendom og interesser?

Nogle er meget kræsne med hensyn til hvem de viser ægte interesse. Deres interesse og omsorg omfatter kun nære venner og medlemmer af den nærmeste familie. Andre lader deres omsorg begrænse af nationalitet, hudfarve eller race. Mange hvide er således ganske uinteresserede i de sortes problemer, ligesom mange sorte er ligeglade med hvordan det går hvide. Og hvor ofte læser vi ikke om nogen der er blevet slået ned på åben gade, mens folk har stået rundt om uden at sige spor eller så meget som røre en finger for at komme den overfaldne til hjælp?

Hele denne mangel på ægte interesse og omsorg for andre kan i virkeligheden spores tilbage til de allerførste mennesker. Adam viste kun ringe hensyn til sin hustrus følelser da han omtalte hende som „kvinden, som du satte ved min side“, idet han gav hende skylden for at han havde spist af den forbudte frugt. Og hvem kender ikke udtrykket „Skal jeg vogte min broder?“ Det var Kain, Adams førstefødte, der kom med denne hjerteløse bemærkning dengang Gud spurgte ham angående hans broder Abel, som han havde myrdet. Sandt nok vil kun få tænke på at begå mord, men hvad med at nære had? Det er så let at hade nogen hvis man er blevet uretfærdigt behandlet af dem. Men vidste du at Bibelen siger at „enhver, der hader sin broder, er en morder“? — 1 Mos. 3:12; 4:3-11; 1 Joh. 3:15, da. aut.

Idealet med hensyn til at vise ægte interesse for andre, er uden tvivl „den barmhjertige samaritaner“ i en af Jesu lignelser. Han står i skærende kontrast til de to selvtilfredse religiøse der ikke nærede nogen medlidenhed eller medfølelse med deres medmenneske som var blevet slået ned og udplyndret og efterladt hjælpeløs ved vejen. Den barmhjertige samaritaner viste ægte interesse. Han forbandt den overfaldnes sår, løftede ham op på sit æsel, førte ham hen til en kro og erklærede sig indforstået med at betale for hans ophold. — Luk. 10:29-37.

Hvorfor er det så vigtigt?

Hvorfor er det så overmåde vigtigt at vise ægte interesse for andre? Fordi Gud siger at vi skal elske vores næste som vi elsker os selv, sådan som den barmhjertige samaritaner gjorde. Vi er glade for at nogle viser os ægte interesse når vi har brug for det. Bør vi da ikke også vise ægte interesse for andre når de har brug for det? — Mark. 12:31; Luk. 6:31.

Når vi viser ægte interesse for andre, giver det os desuden en god samvittighed. Det giver os også en følelse af tilfredshed over at have gjort vores pligt. Der er stor lykke ved at give på den måde. — Apg. 20:35.

Oprigtig interesse og omsorg i små såvel som i store ting er med til at skabe et godt forhold til andre. Vi kan hjælpe andre når de er i fare, eller når de rammes af sygdom eller anden ulykke. Men vi kan også vise omsorg i det daglige. Når vi for eksempel kører bil, vil oprigtig interesse for andre få os til at køre forsigtigt for at undgå ulykker. Vi vil ikke køre som „motorbøller“, men vise hensyn, så vi for eksempel sætter farten ned for at en anden bilist fra en sidegade kan komme ind på den mere befærdede gade vi befinder os på.

Bor man i en lejlighed kan man vise hensyn til andre ved ikke at skrue for højt op for styrken når man spiller på grammofon, hører radio eller ser fjernsyn, og ved at sørge for at det ikke bliver for støjende sent om aftenen når man har gæster. Om vinteren kan man også vise omsorg for andre ved at holde fortovet fri for is og sne.

Et udmærket eksempel på ægte omsorg for andre blev vist af de tyske Jehovas vidner dengang de i 1945 blev udfriet fra koncentrationslejrene. For blot at nævne et enkelt tilfælde: Der var 220 Jehovas vidner som forlod Sachsenhausen-lejren sammen med mange andre fanger under stærk bevogtning. Foran sig havde de en march på næsten 200 kilometer. Under marchen var de samlet i en gruppe. Det var i forvejen lykkedes dem at få fat i nogle få små kærrer hvorpå de anbragte de svageste, mens de stærkere trak dem. Som følge heraf døde ingen Jehovas vidner på denne dødsmarch, hvorunder mere end 10.000 fanger mistede livet. — Vågn op!, 8. januar 1975, siderne 16 og 17.

Det er på grund af uselvisk interesse for andre at Jehovas kristne vidner bliver ved med at besøge deres medmennesker. De ved at vi lever i „de sidste dage“, og derfor opfordrer de indtrængende folk til at søge i sikkerhed før det er for sent. På denne måde ligner de fortidens Lot, som advarede sine svigersønner om at flygte ud af Sodoma og Gomorra sammen med ham. Beretningen siger imidlertid at „hans svigersønner troede, at han drev spøg med dem“. Men Lot spøgte ikke, og det gør Jehovas kristne vidner heller ikke i dag! — 1 Mos. 19:12-29; Åb. 18:4.

Vi tilskynder dig derfor ikke alene til at vise ægte omsorg og interesse for andre, men også til at høste gavn af den omsorg Jehovas vidner viser, for at du kan overleve den kommende „store trængsel“ og opnå evigt liv.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del