Vil vi dele med vore medmennesker — eller lade dem sulte?

GENNEM nyhedsmedierne præsenteres vi med stigende hyppighed for sultende menneskers forpinte ansigter. Ikke fordi sult er noget nyt. Men problemets omfang er nyt. En artikel i New York Times oplyser:

„Hungersnød her og der omtales så langt tilbage som på Bibelens tid. Det nye er muligheden for en levnedsmiddelmangel der ikke er begrænset til bestemte steder og tider: en permanent krise som truer hundreder af millioner på store dele af jorden.“

Det anslås at omkring 500 millioner mennesker — for det meste børn — nu befinder sig på sultedødens rand. Bibelens profeti om at „der skal være tilfælde af hungersnød . . . det ene sted efter det andet“, opfyldes i sandhed. — Matt. 24:7.

Hvem af os kan se billeder af sultende mennesker uden at føle et ønske om at hjælpe dem? Men hvad kan vi gøre?

På lokalt plan er det ikke så vanskeligt. Vi vil uvilkårligt hjælpe vore naboer hvis de kommer i nød, for eksempel under en naturkatastrofe. I sådanne situationer er det almindeligt at se folk reagere næstekærligt og gavmildt. På verdensplan er det imidlertid helt anderledes. Hvorfor?

Fordi situationen ikke er så ligetil som man skulle tro. Man kunne måske få den tanke at jorden simpelt hen ikke frembringer føde nok til jordens befolkning. Men det er i virkeligheden ikke dér problemet ligger. Den mængde korn der høstes for øjeblikket, er tilstrækkelig til at alle kunne leve af den — hvis kornet blev fordelt ligeligt og blev spist direkte som gryn, brød eller lignende produkter.

Men det bliver det ikke. En stor del af verdenshøsten bruges af de velstående lande som foder, for at man i disse lande kan få kød, mælk og æg. Der kræves henved syv kilo korn til fremstilling af ét kilo kød. Det er en af grundene til at de såkaldt udviklede lande, som kun rummer en tredjedel af jordens befolkning, forbruger mere korn end de andre, fattige, to tredjedele tilsammen. Forbruget af brændstof og kunstgødning, som er uundværligt i moderne landbrug, er fordelt på samme måde.

Men er de „udviklede“ lande da ikke med til at brødføde store dele af verden? Jo, lande som De forenede Stater, Canada, Australien og Argentina eksporterer milliarder af tons korn årligt. Problemet er at de fattige lande har stadig sværere ved at betale. Den stigende inflation svækker deres evne til at købe fødemidler, brændstof og kunstgødning. Og deres befolkning bliver ved med at vokse. Hvert år bliver der over 80 millioner flere munde at mætte — og flest i lande som sulter i forvejen.

Hvad er løsningen?

Hvad kan der gøres? Der fremsættes modstridende synspunkter. Lederne i de „udviklede“ lande siger at de fattige lande må gøre sig større bestræbelser for at dæmpe befolkningstilvæksten. Men i disse lande dør mange børn i en tidlig alder, og derfor vil de fleste ægtepar gerne have en stor børneflok, i håb om at nogle af børnene overlever og kan sørge for dem i deres alderdom. De fattige lande siger til de „udviklede“ lande: ’Hvorfor køber I vores råmaterialer til lave priser og sælger jeres varer til os til høje priser? Hvorfor lever og spiser I ikke mere beskedent, så jeres landes overflod kan komme flere til gode?’

Som forholdene er, hvad kan den enkelte da gøre for at hjælpe? At man selv spiser mindre, betyder jo ikke automatisk at folk i andre lande får mere at spise, vel? Kan man gå ud fra at regeringer eller andre institutioner vil sørge for at det man sparer, kommer de sultne til gode?

Der er desværre ikke meget som tilskynder folk til at gøre noget. De ser at selv om der ydes masser af økonomisk hjælp, forværres forholdene blot. Der er flere sultne nu end nogen sinde før. De regeringer som får økonomisk hjælp, bruger måske pengene til dyrt krigsmateriel i stedet for til fødevarer. Korruption, sortbørshandel og spild gør et stort indhug i de fødevareforsyninger der sendes, så de ofte er svundet ind til næsten ingenting når de når frem til de nødlidende.

En artikel i bladet BioScience siger:

„En klog og kompetent regering sparer op af produktionen i de gode år for at have noget til de dårlige år der med sikkerhed vil komme. Dette er ikke nogen ny tanke. Bibelen siger at Josef lærte Farao denne fremgangsmåde i Ægypten for over 2000 år siden. Dog er det en kendsgerning at langt de fleste regeringer i dag ikke følger en sådan politik. De mangler enten klogskab eller kompetence, eller begge dele.“

Sagen er at de „udviklede“ lande ofte slet ikke ønsker at producere et overskud af fødevarer. Hvorfor ikke? Fordi priserne da vil falde og fortjenesten blive mindre. Produktionen afpasses sådan at priserne på verdensmarkedet holdes oppe. Fødevarer benyttes endog til at opnå politiske fordele.

På den ene side hører vi ofte verdens ledere hævde at de betragter alle mennesker som brødre, og vi hører dem tale om „det menneskelige broderskab“. Men når store dele af menneskeheden kommer i nød, ser vi på den anden side igen og igen at nationalistiske og kommercielle interesser sættes i første række, før de menneskelige behov.

For længe siden skrev den inspirerede apostel: „Har man denne Verdens goder og ser sin Broder lide nød og lukker alligevel sit hjerte for ham, hvordan kan man have Guds kærlighed boende i sig? . . . vor kærlighed må ikke blive talemåder. Lad os elske i gerning og sandhed.“ (1 Joh. 3:17, 18, Seidelin) Hvad der gælder enkeltpersoner, gælder også nationer. Uanset deres religiøse tilhørsforhold viser denne verdens nationer at de mangler Guds kærlighed.

Det der er brug for, er klart nok en helt ny ordning for menneskeheden, en ordning som gør det af med den selviske nationalisme og den hensynsløse konkurrence i forretningsverdenen, sådan at alle vil behandle hinanden som ligemænd, en ordning som fostrer samarbejdsvilje, ægte gavmildhed og næstekærlighed. Den bog der har forudsagt vor tids hungersnød, nemlig Bibelen, har også forudsagt en sådan ny ordning. Den viser at Guds rige ved hans søn snart vil overtage den fulde ledelse af jordens anliggender og befri jorden for alt hvad der nu er med til at skabe lidelse. — Matt. 6:9, 10; Dan. 2:44.

Som enkeltpersoner kan vi ikke lave om på de nuværende forhold. Men det undskylder ikke nogen ligegyldighed fra vores side over for andres lidelser. Udnytter vi de muligheder vi har for at hjælpe andre? Ordsprogene 22:9 forsikrer: „Den vennesæle velsignes, thi han deler sit brød med den ringe.“

Jehovas vidner bestræber sig for at give bevis på deres kærlighed til Gud ved at hjælpe deres nødstedte brødre i alle lande, uden hensyn til nationalitet, race, hudfarve eller social status. Og som det vigtigste søger de at hjælpe alle mennesker alle vegne til at få del i håbet om den kommende nye orden som Guds ord lover, en ordning hvor der ikke vil råde sult.

[Tekstcitat/illustration på side 315]

„Har man denne Verdens goder og ser sin Broder lide nød og lukker alligevel sit hjerte for ham, hvordan kan man have Guds kærlighed boende i sig? . . . vor kærlighed må ikke blive talemåder. Lad os elske i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:17, 18, Seidelin.