Spørgsmål fra læserne

● Hvad mente apostelen Paulus da han i forbindelse med ægteskab talte om at være „ude over ungdommens vår“?

Han sigtede til at være ovre den tid da ens seksuelle lidenskaber lige er blusset op eller blevet stærke.

I Første Korinterbrev 7:36 læser vi: „Men hvis nogen mener at han bærer sig urigtigt ad over for sin jomfruelighed, hvis den er ude over ungdommens vår,a og det må ske således, så lad ham gøre hvad han vil; han synder ikke. Lad dem gifte sig.“ Apostelens vejledning forstås bedst i lyset af sammenhængen.

Paulus havde lige påpeget at en ugift kristen er fri for de bekymringer der følger med at være gift. Den ugifte kan derfor tjene Herren „uden at lade sig distrahere“. (1 Kor. 7:32-35) Nogle ugifte kan imidlertid blive udsat for farlige belastninger og fristelser på grund af deres lidenskabelige følelser. For dem ville det være „bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab“. (1 Kor. 7:9) Men Paulus påpegede at der var noget man burde tage i betragtning før man afgjorde med sig selv at man var sådan stillet og at man hellere måtte gifte sig.

Det begær man føler er måske blot den første bølge eller opblussen af de seksuelle lidenskaber, som man kunne få herredømme over og således forblive ugift uden at være „optændt af lidenskab“. Paulus forstod at når en dreng eller en pige kommer i pubertetsalderen, begynder en naturlig seksuel trang at gøre sig gældende og at vokse i styrke. Når man bliver voksen, kan denne trang forekomme temmelig overvældende. Så er der brug for selvbeherskelse. Men i stedet for straks at slutte at fordi man føler trang til seksuel tilfredsstillelse, gør man bedre i at gifte sig, bør man vente og se tiden an. Tiden kunne vise at man udmærket kan leve ugift uden at ligge under for sine lidenskaber.

Paulus rådede altså den kristne til at overveje sin situation og sine omstændigheder. Hvis den kristne var kommet over den første heftige trang og alligevel stadig blev plaget af sine lidenskaber, „så lad ham gøre hvad han vil; han synder ikke. Lad dem gifte sig,“ lød Paulus’ råd. Men hvis ens seksuelle begær var „ude over ungdommens vår“ og man ikke konstant måtte kæmpe med sine lidenskaber, kunne man måske forblive ugift; den der i denne situation besluttede sig i sit hjerte til stadig at være ugift, gjorde bedre. — 1 Kor. 7:37, 38.

Denne inspirerede vejledning giver i sandhed stof til eftertanke for unge mennesker. Hvis man gifter sig straks når ens seksuelle begær blusser op eller bliver stærkt, kan det nemt være at det i første række er lidenskaberne der afgør hvornår man gifter sig og hvem man gifter sig med. Hvis man derimod har overstået den første heftige opblussen af lidenskaberne, kan man mere objektivt vurdere sine følelser og den situation man står i.

I de fleste samfund i dag er usædvanlig mange teenage-ægteskaber ulykkelige og opløses ved skilsmisse. De der gifter sig unge, er ofte for stærkt påvirket af romantiske forestillinger og af deres egne fysiske lidenskaber som stadig er under udvikling. I mange tilfælde har de endnu ikke opnået de egenskaber der vil bidrage til et lykkeligt ægteskab, som for eksempel selvbeherskelse. (2 Pet. 1:5-8; Gal. 5:22, 23) Er det derfor ikke mere sandsynligt at en ung mand eller kvinde der i nogen tid har forstået at beherske sit fysiske begær, også vil kunne lægge selvbeherskelse og andre gode egenskaber for dagen i ægteskabet?

● Hvordan ser Jehovas vidner på at overvære ikke-troende slægtninges eller bekendtes bryllup?

Hvad mindreårige angår, er det forældrene der må træffe den endelige afgørelse. Ellers er det en sag som hver enkelt kristen selv må tage stilling til, og den enkelte må selv bære ansvaret for sin afgørelse. Der er imidlertid nogle bibelske principper og en række omstændigheder man bør tage i betragtning.

Vielsesceremonien kan foregå i en religiøs bygning og ledes af en gejstlig. Dette gør situationen helt anderledes end hvis der var tale om en rent borgerlig ceremoni. En sand kristen kan ikke med god samvittighed være med i bønner eller religiøse handlinger som han ved er i strid med Bibelens lære. Han er heller ikke interesseret i at se hvor tæt han kan komme frafaldne handlinger uden at overskride grænsen. Han er forpligtet til at følge den bibelske befaling: „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? . . . Eller hvad del har en troende og trofast med en ikke-troende? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ — 2 Kor. 6:14-17.

At blive inviteret til bryllup hos verdslige slægtninge eller bekendte kan således godt frembyde noget af et problem. Lad os for eksempel sige at det drejer sig om en kristen hustru og hendes ikke-troende mand. Han synes måske at de begge skal overvære vielsen, hvorimod hun måske nærer visse betænkeligheder. Hun tænker måske på at hun, hvis hun overværer ceremonien i kirken, kan blive påvirket af stemningen til at gøre noget forkert. På den anden side kan hun også komme til det resultat at hun, af hensyn til sin mands ønske, godt kan gå med ham blot for at overvære ceremonien som respektfuld tilskuer, fast besluttet på ikke at deltage i nogen religiøs handling.

Uanset hvordan hustruen ser på det, vil det være en fordel for hende at forklare sin mand hvordan hun stiller sig. Hvis han, på grundlag af hendes forklaring, kommer til det resultat at hendes tilstedeværelse kunne give anledning til en situation der ville være pinlig for ham, vil han muligvis foretrække at gå alene. Det er også muligt at han gerne vil have at hun tager med alligevel, men som tavs iagttager. I så fald må hun afgøre om hun vil tage med eller ej.

Noget man også bør tage i betragtning, er hvordan det vil virke på ens trosfæller at man overværer et bryllup i en kirkebygning. Kunne det skade nogles samvittighed? Kunne det svække deres faste beslutning om ikke at deltage i afguderiske handlinger? Et bibelsk princip som har betydning i denne forbindelse, lyder: „[Forvis] jer om de mere vigtige ting, for at I må være pletfri og ikke bringe andre til snublen og fald op til Kristi dag.“ — Fil. 1:10; se også Første Korinterbrev 8:9-13.

Undertiden kan en bryllupsinvitation indebære at man opfordres til at være med i højtideligheden som aktiv deltager. Hvad nu hvis det betyder at man skal deltage i visse religiøse handlinger? Hvis man ønsker at behage Gud kan man naturligvis ikke være med til falske religiøse handlinger; man må handle i harmoni med Guds ord. I et sådant tilfælde kan den kristne forklare hvordan han eller hun ser på det og henvise til at han eller hun ikke på nogen måde ønsker at ødelægge glæden ved bryllupsdagen ved at gøre noget der kunne give anledning til en pinlig situation.

I sager af denne art må den kristne omhyggeligt overveje alle faktorer. Under visse omstændigheder kan man komme til den slutning at det ikke vil medføre nogen vanskeligheder at tage med som tavs iagttager. Under andre omstændigheder kan man komme til det resultat at faren for at skade sin egen eller andres samvittighed ved at overvære et verdsligt bryllup, vejer tungere end de mulige fordele ved at tage med. Uanset hvordan situationen stiller sig, bør man sikre sig at ens afgørelse ikke vil hindre en i at bevare en god samvittighed over for Gud og mennesker.

[Fodnote]