’Hvem er Jehova’, at alle skulle tilbede ham?
„Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham?“ — 2 Mos. 5:2.
1.Hvilket spørgsmål om tilbedelse er det aktuelt og relevant at stille i dag, og hvorfor?
LIGE siden oldtiden er statsoverhoveder blevet tilbedt som guder. Det viser historien. Faraonerne i det gamle Ægypten blev betragtet som guder; hver farao på tronen blev anset for at være søn af selve solguden. Augustus, den første kejser over romerriget, blev ophøjet til gud efter sin død, og det samme blev hans efterfølgere. Nogle af de romerske kejsere blev endda tituleret som guder allerede mens de levede. Næsten to tusind år senere, efter at den anden verdenskrig var forbi i 1945, erklærede Japans kejser Hirohito offentligt at han ikke var en gud, ikke søn af solgudinden Amaterasu. Alligevel er der nogle få ultrakonservative som stadig holder fast ved kejserdyrkelsen dér i Solopgangens land. I betragtning af alle de nationale guder og gudinder der er blevet tilbedt, både før og nu, er det aktuelt og relevant at spørge, selv i dag: Hvilken gud fortjener at blive tilbedt?
2. Hvad har de fleste mennesker tilbedt lige siden den første menneskeskabte politiske stat opstod?
2 I tidens løb er den ene nationale gud efter den anden blevet berøvet deres status som gud. Vi husker endnu hvordan partileder Nikita Khrusjtjóv pillede den afdøde diktator Josef Stalin ned af piedestalen som Sovjetunionens gud. At det går på den måde er næsten komisk, men selve dyrkelsen af statsoverhovederne har haft alvorlige konsekvenser for menneskeheden. De fleste i dag mener måske at de er for oplyste, for moderne indstillede, til at tilbede sådanne politiske guder. Men hvad så med dyrkelse af selve staten? Eller af det verdensomspændende politiske system som sådan? Lige siden den første menneskeskabte politiske stat opstod for tusinder af år siden, har langt de fleste sluttet op om at tilbede staten. Det er ikke nogen overdrivelse at sige sådan.
3, 4. (a) Hvordan tog den politiske stat sin begyndelse på jorden, og hvorfor er det vanskeligt at komme uden om dette? (b) Hvordan skildrer Johannes den politiske stats begyndelse i Åbenbaringen 13:1-8?
3 Historien beretter om en mand der levede for nitten hundrede år siden og hvis skrifter indtil nu er blevet læst af hundreder af millioner af mennesker. Denne mand, som hed Johannes og var søn af Zebedæus, viste ved hjælp af talende symboler hvordan den verdensomfattende tilbedelse af det politiske system på jorden begyndte. Den blev iværksat af en som han sammenlignede med en drage, en ildrød drage. Johannes tillægger ikke denne drage samme betydning som Kina tillægger sin populære drage. Nej, Johannes benytter dragen som et rammende symbol på en overmenneskelig person, og han viser hvem denne person er ved at kalde ham „dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan“. (Åb. 20:2; 12:3, 9) Er det grebet ud af luften, er det naivt, at tro at det politiske systems ophavsmand er denne Satan? Når vi ser hvordan de menneskeskabte politiske systemer har udøvet deres herredømme og optrådt lige fra ældgammel tid, kan der ikke være megen tvivl om at det politiske system må have den symbolske drage, Satan Djævelen, som ophav. Lad os se hvordan Johannes skildrer det:
4 Han sammenligner den urolige, utilfredse, selviske menneskehed i almindelighed med det hvileløse hav, og siger: „Og den [det vil sige den ildrøde drage] stillede sig på sandet ved havet. Og jeg så et vilddyr stige op af havet med ti horn og syv hoveder og på sine horn ti diademer, men på sine hoveder gudsbespottelige navne. Og vilddyret som jeg så, var ligesom en leopard, men dets fødder var som en bjørns, og dets mund var som en løves mund. Og dragen gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed. Og jeg så et af dets hoveder ligesom såret til døde, men dets dødshug blev lægt, og hele jorden fulgte med beundring efter vilddyret. Og man tilbad dragen fordi den havde givet myndigheden til vilddyret, og man tilbad vilddyret med ordene: ’Hvem er ligesom vilddyret, og hvem kan føre krig mod det?’ . . . og der blev givet det myndighed over hver stamme og hvert folk og hvert tungemål og hver nation. Og alle de som bor på jorden vil tilbede det.“ — Åb. 13:1-8.
5, 6. Hvad skildrer dette mærkelige vilddyr, når man betragter det i lyset af Daniels drøm om dyrene der steg op af havet?
5 Man sagde: „Hvem er ligesom vilddyret?“ Vi spørger: Hvad skildrer dette vilddyr? Ud fra Johannes’ beskrivelse af det, og af hvad der sker med det, kan der ikke være nogen tvivl om hvad det skildrer.
6 Den rolle hvori vilddyret optræder i Åbenbaringens bog viser hvad det skildrer, nemlig det verdensomfattende politiske system hvormed hele menneskeheden beherskes. At vilddyret så ud som en leopard, havde fødder som en bjørn og mund som en løve, stemmer udmærket med at det politiske verdenssystem til forskellige tider og på forskellige steder har ytret sig gennem forskellige styreformer. Johannes kom højst sandsynligt til at tænke på hvad profeten Daniel tidligere havde set i en profetisk drøm: nemlig at flere dyr steg op af et oprørt hav, først et der lignede en løve, så et der lignede en bjørn, og derefter et der lignede en panter eller en leopard. Daniel fik direkte at vide at disse dyr skildrede politiske riger der ville opstå og beherske jorden som stormagter. (Dan. 7:1-18) Det mærkelige vilddyr som Johannes så, skildrede altså det verdensomfattende politiske system der har ytret sig gennem flere forskellige regeringsformer.
Staten tilbedes som en gud
7, 8. (a) Hvem bliver samtidig tilbedt når det symbolske vilddyr tilbedes? (b) Hvorfor bør de der benægter at de tilbeder noget som helst, tænke over dette spørgsmål om tilbedelse af staten?
7 Det er ikke nødvendigt at vi her kommer ind på alle enkeltheder i det Johannes så i sit inspirerede syn. Det hovedpunkt vi vil koncentrere os om, er at det „vilddyr“ der steg op af havet blev tilbedt af hele menneskehedens verden; det blev behandlet som en uovervindelig gud. Tilbedelsen af den politiske stat, som Johannes således så skildret i sit syn, var samtidig en tilbedelse af en som var højere end den politiske stat. Hvem? Den symbolske drage, Satan Djævelen; for ifølge synet var det ham der gav den politiske stat myndigheden, magten, og tronen eller regeringssædet.
8 Det er derfor ikke mærkeligt at den Herre som Johannes var en discipel af, omtalte Satan Djævelen som „denne verdens hersker“. (Joh. 14:30; 16:11) Og Paulus, der var en discipel sammen med Johannes, kaldte Satan Djævelen „denne tingenes ordnings gud“. (2 Kor. 4:4) Det er noget de mange bør tænke på som i dag siger at de ikke tilbeder noget som helst. Er det mon ikke sådan at de i virkeligheden tilbeder den politiske stat ligesom de ateistiske kommunister? Det vil de måske nok benægte, men hvad gør de når der opstår et alvorligt nationalt stridsspørgsmål, når der udbryder krig eller deres nationale suverænitet trues? Ja, hvad tilbeder de da som gud? Deres handlinger i en sådan situation vil røbe sandheden og sige mere end mange ord.
9. Hvilket spørgsmål angående tilbedelse må vi hver især stille os selv, og hvilket trodsigt spørgsmål vil politikerne måske stille når de skal træffe, deres afgørelse?
9 Den overdrevne nationalfølelse, som udarter til tilbedelse af staten, er i dag udbredt over hele jorden. Uanset om man betragter sig selv som religiøs eller ej, bliver man simpelt hen nødt til at spørge sig selv: Hvem eller hvad tilbeder jeg? Den usynlige magt bag den verdensomspændende politiske tingenes ordning, nemlig den symbolske drage, Satan Djævelen, vil gerne på sin egen luskede måde tvinge hver eneste indbygger på jorden til at tilbede ham gennem sin protegé, den politiske stat. Men det kan ikke betale sig at tilbede ham, for en skønne dag vil også han blive pillet ned fra piedestalen. Derimod vil det være umuligt at pille universets sande Gud ned. Men ønsker vi oprigtigt at tilbede Ham? Vi kan ikke udskyde vores afgørelse ret meget længere. Især de politiske elementer i verden må træffe deres afgørelse og vise hvad de vil. Det vil ikke være godt for dem hvis de til den tid trodsigt spørger: ’Hvem er han (altså han der bliver nævnt ved navn for dem), at alle, også vi politikere, skulle tilbede ham?’
10, 11. Hvornår blev et lignende spørgsmål stillet af en farao i fortidens Ægypten, og hvorfor?
10 Ved historiens hjælp kan vi træffe den rette afgørelse. De politiske herskere og deres patriotiske tilhængere gør klogt i nu at overveje et historisk eksempel med et statsoverhoved i oldtiden som netop stillede dette spørgsmål. Det drejer sig om en ægyptisk farao der levede i slutningen af det sekstende århundrede før vor tidsregning. Han blev stillet over for to brødre, Moses og Aron, og andre ældste fra det israelitiske folk, som var i trældom. Spørgsmålet om hvem der var den sande Gud blev bragt på bane. Med Aron som sit talerør sagde Moses til Farao: „Så siger [Jehova], Israels Gud: Lad mit folk rejse, for at de kan holde højtid for mig i ørkenen!“ Hvis denne farao her betragtede sig selv som en gud, ligesom andre faraoner gjorde, ville han ikke være indstillet på at give afkald på sin egen guddommelighed for at adlyde denne Gud for det folk som han på det tidspunkt uretfærdigt udnyttede som trælle for Ægypten. Derfor spurgte Farao udfordrende, og svarede derefter selv på sit spørgsmål:
11 „Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til [Jehova], og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!“ — 2 Mos. 5:1, 2; 3:18, 19.
12, 13. (a) Hvem var dette en konfrontation imellem, og hvem gik sejrende ud af den? (b) Hvilken befaling angående tilbedelse kunne Israels Befrier med fuld ret give i begyndelsen af de ti bud?
12 Dette var intet mindre end en konfrontation mellem de israelitiske trælles Gud og den ægyptiske farao, hvis gudestatue måske har stået blandt statuerne af alle de mange andre guder i Ægypten, som dengang var stormagt på den beboede jord. Hvem der gik sejrende ud af denne dramatiske konfrontation, fremgår af historien. Alle det gamle Ægyptens guder kom til kort, og israelitternes sejrende Gud førte sit folk ud af det ægyptiske trællehus, gennem Det røde Hav og ned til Sinaj bjerg i Arabien, hvor han gav dem de ti bud og hundreder af andre love der skulle lede dem som en nation. Israelitternes guddommelige Befrier havde fuld ret til at indlede de ti bud sådan som han gjorde, da han sagde til sit udfriede folk:
13 „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ — 2 Mos. 20:1-6.
14. Hvordan adskiller Jehova Gud sig fra „denne tingenes ordnings gud“ i spørgsmålet om gudebilleder, og af hvilken grund?
14 Sådan lød de to første af de ti bud. Her nævnes ved navn en Gud som er uden lige, en Gud som ingen såkaldt gud kommer på højde med, heller ikke Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. Djævelen tillader at der laves afgudsbilleder, både af ham selv og af de „guder“ der har tilknytning til ham. Men den Gud hvis navn er Jehova har strengt forbudt at man fremstiller billeder der skal repræsentere ham, eller at man bruger nogen anden form for afguderiske billeder i tilbedelsen af ham. Han kan ikke sammenlignes med noget af det skabte, med noget billede fremstillet af mennesker. Ved en anden profet, en der levede senere end Moses, sagde han: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Es. 42:8.
15. Hvorfor kaldes Jehova „en nidkær Gud“, og hvilket spørgsmål vil de der sidder inde med den politiske magt måske stille i denne forbindelse?
15 Denne guddommelige erklæring kræver udelt hengivenhed over for Jehova Gud og udelukker brugen af menneskeskabte billeder som tilbedes relativt. Fordi Gud er usynlig, synes nogle måske at det er nødvendigt med billeder som kan hjælpe tilbederne til at rette deres opmærksomhed mod ham. Men sådanne billeder vil kun være en løgn og kan ikke skildre ham som han virkelig er. De vil tværtimod aflede tilbederens opmærksomhed fra det væsentlige og forsimple Gud i tilbederens øjne. Den eneste levende og sande Gud kan aldrig repræsenteres ved et livløst billede skabt af mennesker. Han forbinder ikke sig selv med nogen selvgjort gud, og hans sande tilbedere ’må ikke have andre guder end ham’, guder som får del i hans guddomsværdighed. Han kræver udelt hengivenhed af sine tilbedere; det er derfor han kaldes „en nidkær Gud“. Uanset om vi synes om det eller ej, så er det sådan at alle hans fornuftbegavede skabninger må vise ham udelt hengivenhed hvis de ønsker at leve evigt i lykke. Af den grund kan det være at de der i dag sidder inde med den politiske magt, vil låne Faraos ord og spørge: „’Hvem er Jehova’, at alle skulle tilbede ham?“
Materialismen tilbedes som en gud
16, 17. (a) Hvilke andre ting end staten tilbeder folk i dag? (b) Hvordan gør mange materialismen til en gud?
16 Uden egentlig at være klar over det, tilbeder størstedelen af menneskeheden det symbolske „vilddyr“, den politiske stat der i forskellige former styrer „hver stamme og hvert folk og hvert tungemål og hver nation“. (Åb. 13:7) Men der er også andre ting som selviske, ufuldkomne mennesker kan sætte op som guder i deres tilværelse. Nutidens naturvidenskab er blevet gjort til en „hellig ko“ som dyrkes af mange der mener at videnskabsmændene kan gøre alt, løse alle problemer. I vore dage med alle mulige former for underholdning og adspredelse dyrker man også „stjerner“, feterede berømtheder fra teater, film, radio og fjernsyn. Den kønslige umoralitet vinder også flere og flere tilbedere, efterhånden som tidligere tiders normer for moral og velanstændighed forlades.
17 Og nu hvor man ser et opbud som aldrig før af såkaldte „bekvemmeligheder“ — arbejdsbesparende indretninger, hurtige samfærdselsmidler, foruden mere varierede fødemidler — kan man godt blive forledt til at sætte alt ind på at få sådanne ting. Inflationen og de stigende økonomiske problemer i verden kan også få en til at bekymre sig mest om det materielle. I begge tilfælde kan man blive materialistisk, så man ikke længere har tid til eller interesse for åndelige værdier. Selv om man måske ikke bryder sig om at tænke på det på den måde, er materialismen blevet en gud for en.
18. Er det klogt at tilbede materialismen, og hvorfor ønskede Agur, Jakes søn, ikke at blive for mæt af materiel rigdom?
18 Det er ikke klogt at tilbede materialismen. Det vil uvægerlig skade ens åndelighed. Agur, Jakes søn, en mand i fortiden som gerne ville undgå den ulykke at tilbede falske guder, erkendte den fare der er forbundet med materialisme. Til jordens, vindens og regnens Skaber sagde han: „Tvende ting har jeg bedt dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør: Hold svig og løgneord fra mig; giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød, at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: ’Hvo er [Jehova]?’ eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds navn men.“ — Ordsp. 30:1, 7-9.
19. Hvilken indstilling til Gud er politisk magt og begær efter det materielle årsag til, og hvorfor vil den materialistiske ikke få liv af Gud?
19 I en verden hvor stor rigdom og dyb armod findes side om side, må vi være som Agur, Jakes søn, og følge den sikre vej. Vi må undgå de to yderligheder der kan vende os bort fra at tilbede den sande Gud. Materiel overflod for at tilfredsstille et selvisk begær kan sætte os i samme situation som de herskere der er så begærlige efter politisk magt at de benytter den gamle Faraos trodsige ord og siger: ’Hvem er Jehova?’ Hvis det er den indstilling som ikke alene politisk magt men også begæret efter materiel rigdom fremkalder, hvad gør da den der søger alt for meget af denne verdens gods — andet end at sætte materialismen, og ikke Jehova, op som sin gud? Eftersom Jehova er en nidkær Gud, det vil sige en Gud der kræver udelt hengivenhed af sine tilbedere, kan man ikke tjene både materialismen og Jehova og regne med at blive belønnet med evigt liv i lykke af den sande Gud.
20. Hvad sagde en der havde større visdom end Agur, om det at trælle for Gud og for Rigdom samtidig?
20 En mand som havde langt større visdom end Agur, Jakes søn, sagde: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom [mammon, da. aut.].“ — Matt. 6:24.
21. Hvad tilbeder man trods alt, selv om man siger at man ikke tror på nogen personlig Gud?
21 I dag er menneskeheden i almindelighed fanget mellem to kræfter, nationalismen og materialismen. Mange er faldet for tilbedelsen af dem begge. Og de der ikke har nogen særlig interesse for politik, har alligevel bøjet sig for tilbedelsen af den anden kraft, materialismen. Hvem på jorden i dag kan sige at han ikke tilbeder noget som helst? Nogle mener måske at fordi de ikke tror på nogen personlig Gud, så tilbeder de ikke nogen gud eller nogen guder. Men hvis de ærligt ransager sig selv, vil de opdage at de har gjort nationalisme, materialisme, sport, sex, bordets glæder, eller andre ting af selvisk art, til deres guder, og at de træller for dem. Og når de tilbeder eller dyrker sådanne ting der hører den selviske verden til, dyrker de, uden at vide det, selve den personificerede selviskhed, Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. Det er ikke klogt at narre sig selv. Lad os være ærlige over for os selv og erkende hvordan det virkelig står til.
22. I betragtning af hvad tilbedelsen af sådanne guder har ført menneskene ud i, hvilket resultat bør man da komme til angående tilbedelse?
22 Det er tilbedelsen af alle disse falske guder der har ført menneskene ud i den nød og elendighed de oplever i dag. Tilbedelsen af disse guder har ikke bidraget til fred, lykke og almindelig velfærd for menneskeslægten. Enhver som tænker over tingene, må komme til det resultat at det nu er på tide at folk i deres nød begynder at tvivle på om det virkelig kan svare sig fortsat at tjene de guder der har gjort dem så rådvilde og bragt dem ud i så vanskelige forhold. De bør kunne slutte sig til at der er en sand Gud, en Gud som reelt og varigt kan gavne sine tilbedere. Hvem er den Gud?
23, 24. Hvem er den Gud der står i modsætning til alle disse falske guder, og hvordan kan vi sige at han er Bibelens Gud?
23 Der findes kun én Gud som står i modsætning til alle de falske og skadelige guder vi har talt om. Han er ikke ukendt. Hans navn er blevet forkyndt vidt og bredt, især siden slutningen af den første verdenskrig i 1918. Hans navn er det mest fremtrædende navn i den bog der er mere udbredt end nogen anden bog. I denne bog forekommer hans navn omkring syv tusind gange. Bogen er inspireret af ham der bærer dette navn. Af den grund er bogen blevet udsat for flere angreb end nogen anden bog i verden, med det resultat at det er den mest betvivlede bog af alle. Bogen er Bibelen, Den hellige Skrift. Navnet på den som Bibelen lige fra begyndelse til slutning omtaler som Gud, er Jehova. Han er altså Bibelens Gud. Der er ingen grund til at tvivle på dette eller diskutere, det, for i Salme 83:19 siger Bibelen, ifølge Kalkars oversættelse:
24 „Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden.“
25. Hvem er især blevet stillet over for det udfordrende spørgsmål om at tilbede Jehova, og med hvilke spørgsmål angående Jehova vender vi os nu til Bibelen?
25 Især siden 1919 har hans tilbedere, nu kendt i hele verden som Jehovas kristne vidner, været optaget af at bekendtgøre og ophøje hans navn ud over jorden — indtil nu i 207 lande og øområder. Det er derfor logisk at det især er dem der er blevet stillet over for det udfordrende spørgsmål: „’Hvem er Jehova’, at alle skulle tilbede ham?“ Det er et relevant spørgsmål. Det fortjener et autoritativt svar. Et svar med den rette autoritet og vægt finder vi kun i Bibelen, Jehovas bog. Hvad siger Jehova selv i denne bog? Hvad har han ladet nedskrive om sine gerninger og om den måde han behandler menneskene på? Hvordan er han bedre end alle de guder som menneskene ellers har tilbedt i tidens løb? Hvad vil han gøre ved de forhold der nu råder i verden? Hvordan vil han vise at han alene fortjener at blive tilbedt som Gud? Lad os gå til Bibelen og få svar!