Nyheder på nært hold
Religionens indflydelse
■ For et år siden foretog bladet U.S. News & World Report et rundspørge blandt fremtrædende amerikanere for at vurdere hvilken indflydelse atten større organisationer og institutioner øvede på afgørelser eller handlinger der berørte nationen som et hele. Nederst på listen kom „kirkesamfundene“. I år er der foretaget en lignende undersøgelse, og „kirkesamfundene“ står nu næstsidst på listen — men kun fordi listen over institutionerne er blevet udvidet fra atten til fireogtyve. „Kirkesamfundene“ er altså faldet fra attende- til treogtyvendepladsen blandt de institutioner der øver indflydelse på den amerikanske livsform.
Samme tendens understreges i det tyske tidsskrift Bunte Illustrierte, som i en artikel beskriver hvordan mange tyskere søger at klare det økonomiske pres de udsættes for på grund af en skattereform. Mange melder sig ud at kirkerne og bliver således fri for at betale kirkeskatten. Ifølge tidsskriftet „venter de katolske stifter og de evangeliske statskirker at få 1,2 milliarder D-mark mindre ind i kirkeskat i 1975“.
Farer ved homoseksualitet
■ „Rækken af fysiske lidelser som har tilknytning til homoseksuelle handlinger er i sandhed lang,“ oplyser en artikel i lægebladet Modern Medicine for 15. april 1975. Angående den hyppigst forekommende lidelse siger artiklen: „Der er ingen tvivl om at kønssygdomme er stærkt udbredte blandt mænd som er homoseksuelt aktive. Blandt homoseksuelt aktive kvinder er de ikke helt så udbredte, men dog stadig mere end blandt mænd og kvinder hvis aktivitet udelukkende er heteroseksuel.“
Listen over de lidelser der forekommer, rækker langt ud over de sædvanlige kønssygdomme som gonorré og syfilis. Blandt de almindeligt forekommende lidelser i kønsorganerne kan der, ifølge det oplyste, forekomme betændelse i blærehalskirtelen, betændelse i og forsnævring af urinrøret, hævelse af og kronisk sårdannelse i lymfevævene, samt sårdannelse og granulationer i lysken som breder sig til endebalderne og kønsdelene. Omkring endetarmsåbningen kan der ske en svækkelse af muskulaturen med det resultat at man mister herredømmet over lukkemuskelen, og der kan forekomme forstørrede hæmorroider, perforering og sprængning af tyktarmen, amøbe-dysenteri, samt kræftsvulster.
Alt dette bekræfter Bibelens udtalelse om at ’de der ombytter den naturlige omgang med den unaturlige pådrager sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjener’. — Rom. 1:26, 27.
Popmusik og ugifte mødre
■ I løbet af ti år er antallet af fødsler uden for ægteskab blandt teenagere i U.S.A. steget 50 procent. Ved den seneste optælling var 339 af 1000 teenagemødre ugifte. Blandt mødre på tyve år og derover er kun 76 af 1000 ugifte. Hvad er grunden til den store forskel?
Et statistisk kontor lægger en væsentlig del af skylden på de populære popsange. Kontoret påpeger at sådanne sange ofte forherliger det at have kønslig forbindelse og sætte børn i verden som ugift. Et eksempel herpå er sangen hvor der synges „Let me be the one who is loving you tonight“. Kan nogen få sådanne sange til at stemme med Bibelens tilskyndelse i Filipperbrevet 4:8, om at man skal have dét i tanke der er ’sandt, af alvorlig betydning, retfærdigt, rent og rosværdigt’? De der følger dette råd vil erfare det der siges i næste vers: „Fredens Gud vil være med jer.“
Det hellige år
■ Juleaften sidste år indledte paven officielt „det hellige år“ ved at åbne en særlig dør til Peterskirken, „den hellige dør“, og gå ind ad den. Siden er Rom blevet besøgt af hundredtusinder af „pilgrimme“. En nylig rapport fra Vatikanet siger at de røber „en følelse af sorg og bedrøvelse“ — i modsætning til „den begejstring og gavmildhed“ der prægede pilgrimmene i det sidste hellige år, 1950.
Henvisningen til pilgrimmenes mindre gavmildhed denne gang, henleder tanken på en forudsigelse som den italienske avis Corriere della Sera fremsatte sidste år om at pilgrimmene ville bringe 6-700 milliarder lire med sig til de romerske hoteller og forretninger og til kirken. Det henleder også tanken på et stykke i bladet Newsweek om at Vatikanet var „gået i brechen for at sælge ’pilgrimspakker’“ — indeholdende et kort over Rom, et bilmærkat for det hellige år, en ’pilgrimsforsikringspolice’, samt billetter til offentlige museer og gallerier. Allerede før det hellige år begyndte, havde romerske forretningsindehavere og hoteller protesteret mod en påstået konkurrence fra kirkens side. Ved indledningen til det hellige år fandt paven det på den anden side nødvendigt at opfordre romerne til ikke at ’flå’ de pilgrimme der strømmede til byen. Men ifølge New York Times er tusinder af mursten — som falskeligt er blevet udgivet for at have været brugt til tilmuring af „den hellige dør“ før det hellige års begyndelse — blevet solgt til pilgrimmene for 2-400 kroner stykket. Så uanset om fejringen af året bliver økonomisk indbringende eller ej, vil den åbenbart ikke give den plagede menneskehed noget virkeligt håb om åndelig højnelse.
Love før og nu
■ For tolv år siden indførte New Zealand nogle love som går ud på at ofre for forbrydelser skal have erstatning. Siden har andre lande taget lignende skridt. Sådanne love henleder tanken på en foranstaltning i Guds lov ved Moses. Straffebestemmelserne i denne lov tog sigte på at yde offeret erstatning for et begået tyveri eller ødelagt ejendom. Hvis lovovertræderen ikke kunne betale den krævede erstatning, kunne han sælges som træl og således arbejde gælden af. (2 Mos. 22:1-6) De nutidige love adskiller sig imidlertid fra Moseloven på et væsentligt punkt.
Som påpeget af sociologen Stephen Schafer i bladet Psychology Today, lægger lovene i dag erstatningsansvaret over på staten; selv om lovovertræderen pågribes og fængsles, stilles der ingen krav til ham i den retning. Schafer anser dette for en alvorlig svaghed. Han mener at hvis overtræderen skulle arbejde for at yde offeret erstatning, og således måtte gøre noget positivt, ville det i høj grad medvirke til at han selv blev resocialiseret. Det ville hjælpe ham til at betragte sin handling som en forseelse begået mod et medmenneske, og ikke blot som en forseelse mod ’noget abstrakt, som „samfundet“ eller „loven“’. De samme principper finder vi i Moseloven — en lov som rækker godt tre tusind år tilbage men er produktet af en evig visdom.