Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w75 15/9 s. 422-428
  • Se fremtiden i møde med tillid

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Se fremtiden i møde med tillid
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvorfor vi kan have tillid til fremtiden
  • Tillidsfulde fordi Jehova beskytter os
  • Må tilpasse os nu efter forholdene i den nye orden
  • Betagende fremtidsudsigter
  • Opbyg tillid til fremtiden nu
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1977
  • Se „den store trængsel“ i møde med tillid
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1977
  • Hvilken beskyttelse er der for Guds folk?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1974
  • Vær trofast hele vejen gennem “den store trængsel”
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2019
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
w75 15/9 s. 422-428

Se fremtiden i møde med tillid

’Til det sidste fastholder vi standhaftigt den tillid vi havde fra begyndelsen.’ — Hebr. 3:14.

1. Ser alle ens på fremtiden? Forklar.

DE FLESTE vil uden videre affeje ethvert forsøg på at beskrive en lys fremtid, en fremtid med en retfærdig ny orden, ved at sige: „Sådan bliver det aldrig!“ Eftersom de ikke har nogen tillid til fremtiden, er det ikke overraskende at de i mange tilfælde kun tænker på sig selv og lever i nuet. Jehovas kristne vidner deler imidlertid ikke dette nedslående syn på fremtiden. Fulde af tillid og forventning ser de en fremtid i møde der ikke bestemmes af selviske nationer eller begærlige magtblokke, men af den levende Gud, Jehova. Dog kan det ske for nogle at de mister dette klare syn på fremtiden. Hvordan?

2. Hvilken fare er der for at miste tilliden til fremtiden, og hvordan advarer apostelen Paulus os i denne forbindelse?

2 Faren ligger i at man kan blive for engageret i den nuværende tingenes ordning. Du har måske hørt nogle forsvare sig med at sige: „Man er jo nødt til at være realistisk, ikke?“ Var du tilbøjelig til at give dem ret? Hvad kan der imidlertid ske hvis man lader sig involvere mere og mere i verden? Du har muligvis selv set eksempler på det. En hel familie — både forældre og børn — kan blive så optaget af det nuværende at fremtiden ikke længere er virkelig for dem. Det eneste der har nogen reel betydning for dem, er det de har opnået ved at se „realistisk“ på livet. Uden at vide af det har de mistet troen i hjertet og er begyndt at begære det der er ondt. Er det for stærkt at sige det sådan? Det er dog sådan apostelen Paulus udtrykker det: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ (Hebr. 3:12) Lagde du mærke til at Paulus ikke tager noget forbehold? Han udelukker ikke at det kan ske for enhver kristen, selv for dem der har tjent Gud trofast i mange år! For at det ikke skal ske for os, lad os da repetere hvad fremtiden vil bringe, så vi i vort hjerte kan få vished for at Jehova vil gennemføre det han har lovet. Når vi således får styrket vor tillid til fremtiden, vil vi ’til det sidste standhaftigt fastholde den tillid vi havde fra begyndelsen’. — Hebr. 3:14.

Hvorfor vi kan have tillid til fremtiden

3. Hvordan beskriver Bibelen det store opgør der snart vil finde sted, og hvilken pralende proklamation er forbundet dermed?

3 Hvad åbenbarer Bibelen, denne ufejlbarlige rettesnor, angående den nærmeste fremtid? Den skildrer billedligt at nationerne, under dæmoners påvirkning, samles til kamp imod Gud. Vi læser at „udtalelser inspireret af dæmoner . . . går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på det sted der kaldes „Har-Magedon“. (Åb. 16:14, 16) Nationerne er i den grad ført bag lyset at de ikke viser spor tegn på uro over dette forestående opgør med Gud, men selvbevidst proklamerer en sikker fremtid idet de siger: „Fred og sikkerhed!“ Men aldrig så snart har de udtalt disse pralende ord før „en pludselig undergang [vil] komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde; og de skal afgjort ikke undslippe“. (1 Tess. 5:3) Er der mon stadig længe til dette? Ikke hvis man skal tage efter de fredsbestræbelser der foregår i øjeblikket. Der vil dog snart ske noget som er endnu mere forbløffende. Hvilket?

4. (a) Hvordan begynder „den store trængsel“? (b) Hvilket angreb på Jehovas folk bevirker at Jehova kommer dem til undsætning?

4 Med overraskende pludselighed vil det dyriske, politiske element vende sig mod skøgen, „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. Hendes afskyelige optræden bliver til sidst for meget for de politiske herskere, og selv ikke den skøgetjeneste hun har ydet dem vil redde hende fra deres vrede. Deres foragt for hendes formodede værdighed kommer til udtryk i den råhed hvormed de afslører hende og fortærer hende og brænder hende op. (Åb. 17:5, 16; 18:8, 21) Således begynder „den store trængsel“ over Djævelens synlige tingenes ordning på jorden. De der tilbeder Jehova er tilsyneladende helt ubeskyttede, idet de „alle bor uden mure og hverken har portstænger eller porte“. (Ez. 38:11) Dog har de sagt til Jehova: „Du er min tilflugt og min faste borg.“ (Sl. 91:2, NW) Denne ’chance’ kan Djævelen, Gog fra Magogs land, ikke lade gå fra sig. Med en vældig horde, ’som en sky der oversvømmer landet’, angriber han disse tilsyneladende forsvarsløse Guds tjenere. (Ez. 38:2, 16) Dette feje, uprovokerede angreb vækker Jehovas retfærdige harme, og han kommer sine tjenere til undsætning med de mægtigste angrebsvåben man har set: Pest, regnskyl, haglsten, ild og svovl nedkaldes over fjendens synlige horder. (Ez. 38:18, 21, 22) Fordi de fjendtlige styrker fornægter at der findes nogen guder i det hele taget, angriber de ivrigt Jehovas folk. For sent går det op for dem at de kæmper mod den levende Gud!

5. Hvor omfattende er Jehovas sejr over sine modstandere?

5 Hvor omfattende er sejren? Bliver der blot tyndet ud blandt disse fjender af Guds tjenere? Nej, det går dem langt værre! Ikke en eneste bliver tilbage. Sejren er total! Når Jehova har bevaret sine trofaste tilbedere gennem den afsluttende del af „den store trængsel“, befinder de sig på en jord der er renset for alle modstandere. Ikke en eneste gang har de selv måttet løfte hånd for at forsvare sig. Ved det messianske rige og de himmelske hærstyrker under anførsel af Jesus Kristus har Jehova beskyttet dem. — Åb. 19:11-15, 19-21.

6. Hvad sker der så med Satan og hans dæmoner, og hvilke forhold vil råde under det messianske riges styre?

6 Efter Harmagedonkrigen mangler der endnu en ting, men det varer ikke længe. Den rovbegærlige Satan og hans usynlige dæmonhorder gribes og kastes i afgrunden, og låget lægges på og forsegles for tusind år! (Åb. 20:1-3) Så indleder det messianske rige under Kristus sit uafbrudte herredømme over dem der har overlevet den omfattende ødelæggelse, og til Guds tid vil en stor mængde opstandne være med til at opfylde jorden. Med de samme kræfter som Kristus brugte på jorden til at helbrede syge og oprejse døde, vil den herliggjorte Kristus bringe den lydige menneskehed frem til fuldkommenhed under sit tusindårige retfærdsstyre.

7. Hvorfor skulle det ikke bekymre os at vi ikke kender hver eneste detalje i forbindelse med fremtiden, og hvilken fordel har vi trods alt?

7 Det er i sandhed betagende fremtidsudsigter vi har! Ganske vist har vi ikke et detaljeret billede af alt hvad der skal ske, men det behøver vi heller ikke. Vi ved mere end tilstrækkeligt til at kunne følge de begivenheder der allerede nu er begyndt at udvikle sig i hurtig rækkefølge overalt omkring os. Måske spekulerer nogle på forskellige ting, som for eksempel om alle gejstlige vil dø sammen med Babylon den Store, eller om alle dele af dette store religiøse imperium vil gå ned samtidig over hele jorden. Men sådan noget behøver ikke at bekymre os, som om det var nødvendigt for os at vide besked med alt for at kunne bevare troen på Guds storslåede løfter. Vi bør i stedet tænke på hvor godt vi er stillet i forhold til verden, der ikke ved hvad morgendagen vil bringe, langt mindre hvad der vil ske tusind år frem i tiden! Hvor bør vi være taknemmelige for at vi, hvis vi tillidsfuldt stoler på Jehova, med forventning kan se frem til det der skal ske! Som Jehova selv siger: „Velsignet være den mand, som stoler på [Jehova], og hvis tillid [Jehova] er.“ (Jer. 17:7) Hertil kommer endnu en grund til at vi kan nære tillid.

Tillidsfulde fordi Jehova beskytter os

8, 9. (a) Hvilken yderligere grund har vi til at nære tillid til fremtiden? (b) Hvordan ved vi at tingene vil ske som Jehova har sagt?

8 Ud fra det vi allerede har drøftet skulle det stå klart at en væsentlig grund til at vi kan nære tillid, er bevidstheden om at Jehova støtter alle trofaste kristne. I modsætning til de frygtsomme spejdere der kom tilbage med en nedslående rapport om det land Jehova havde lovet israelitterne, havde Josua og Kaleb tillid til at Jehova ville føre dem til sejr. De sagde: „Frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er [Jehova]; frygt ikke for dem!“ (4 Mos. 14:9) De kristne i dag bør nære den samme tillid, for der står skrevet: „Når Gud er for os, hvem vil da være imod os?“ (Rom. 8:31) Paulus, som skrev dette, var så overbevist om ubrydeligheden af det kærlighedens bånd der var mellem Jehova Gud og hans trofaste tilbedere, at han erklærede at ingen og intet kunne skille dem fra Guds kærlighed. (Rom. 8:35-39) I sandhed en væsentlig grund til at nære tillid!

9 Guds tjenere har således al mulig grund til at vente en lys og lovende fremtid. De har ingen grund til at tro at forholdene vil udvikle sig anderledes end Jehova har sagt i sit ord. Han er ikke som mennesker, der ikke holder ord; han har altid vist sig loyal mod sine venner. Paulus troede på dette, og hans tillid til Gud og den lovede fremtid var ikke forfejlet. Hvis Paulus var her på jorden i dag, ville han ivrigt se frem til indfrielsen af Guds løfter. Det samme bør vi gøre.

10. (a) Støtter Salme 91 den tanke at vi vil være beskyttet som enkeltpersoner under „den store trængsel“? (b) I hvilken forstand vil Gud beskytte os?

10 Skal vi imidlertid vente at Jehova, fordi vi står på hans side, mirakuløst vil gribe ind og beskytte hver enkelt af os personligt mod at lide skade eller miste livet i „den store trængsel“? Både Salme 91:7-12 og Ordsprogene 3:25, 26 er fejlagtigt blevet citeret til støtte for dette synspunkt. I salmen står der: „Falder end tusinde ved din side, ti tusinde ved din højre hånd, til dig når det ikke hen.“a For at vi ikke skal lægge mere i dette skriftsted end det siger, må vi spørge os selv om Moses her taler om den kommende „store trængsel“ og erklærer at de enkelte af Guds tjenere vil nyde fuldstændig beskyttelse til den tid. Det kan næppe være tilfældet, når vi tager i betragtning at Paulus mange hundrede år senere viste at Jehovas nidkære tjenere indtil da var blevet udsat for latterliggørelse, piskning, fængsel, trængsel og mange andre former for forfølgelse, endog døden. Vi kan imidlertid være forvissede om at Jehova vil beskytte sine tjenere som skare betragtet mod at blive udryddet af deres fjender under „den store trængsel“; og han vil heller ikke selv røre dem når han eksekverer sine ugunstige domme. — Hebr. 11:36-38.

11. (a) Viser Ordsprogene 3:25, 26 at ingen af Guds loyale tjenere vil blive kidnappet eller arresteret? (b) Hvilke eksempler har vi som kan belyse dette?

11 Giver det nævnte ordsprog, som er skrevet af Salomon, os nogen grund til at vente guddommelig beskyttelse mod enhver fysisk fare? Der siges: „Du skal ikke frygte uventet rædsel, uvejret, når det kommer over gudløse; thi [Jehova] skal være din tillid, han vogter din fod så den ikke hildes [fanges, oversættelsen af 1871].“ Kunne det ikke her se ud til at Jehova Gud ikke vil tillade at hans loyale tjenere bliver kidnappet eller arresteret under „den store trængsel“? Vi må dog ikke glemme at da Salomon skrev dette, skrev han ikke med tanke på os der lever i dag, men, mere relevant, til gavn for dem der levede i hans rige dengang. (Ordsp. 1:1-4; 3:25, 26) Når vi betragter hans ord på denne baggrund, forstår vi at han gav israelitterne råd og anvisninger som ville gavne dem i det daglige og hjælpe dem til at leve retskaffent. Når de fulgte disse råd ville de undgå at blive ’fanget’. Hvordan? For eksempel af en lokkende skøge der søger et offer på gaden. (Ordsp. 5:3-14) Vi kan se at Salomons ord også indeholder glimrende vejledning til os. Men de giver os ingen sikkerhed for at vi ikke vil blive arresteret, lige så lidt som den trofaste Jeremias var sikret mod at blive arresteret i „endens tid“ for Jerusalem. (Jer. 37:15, 21) Vi kan heller ikke regne med at der ikke under „den store trængsel“ vil være nogle som mister livet fordi de loyalt fastholder deres kristne integritet, ligesom apostelen Jakob mistede livet. (Apg. 12:1, 2) Ikke desto mindre har vi Guds beskyttelse. Hvordan?

12. (a) Hvordan ved vi at vi bliver beskyttet som skare betragtet? (b) Vil Jehova glemme de trofaste der måske mister livet? Hvilken foranstaltning har han truffet?

12 Vi har vidnesbyrd om at Gud beskytter os nu som skare betragtet. Hvis dette ikke var tilfældet, ville Satan for længe siden have udslettet os af jordens flade. Dog kan det ske at nogle, som enkeltpersoner, dør af alderdom og sygdom under „den store trængsel“ eller, ligesom nogle af vore brødre i Malawi, på grund af forfølgelse. Kan vi, med dette for øje, stadig se fremtiden i møde med tillid? Ja, ganske afgjort! Jesus erklærede at de døde ville høre hans stemme og komme frem i en opstandelse. (Joh. 5:25-29) Dette vil ophæve dødens virkning. Bibelen lover os altså ikke at Satan vil holde op med at prøve hver enkelt af os under „den store trængsel“, men er det ikke en trøst for os at vide at Jehova Gud ikke vil glemme os hvis vi til den tid mister livet på grund af vores trofaste tjeneste for ham?

13. (a) Når Babylon den Store tilintetgøres, vil Guds folk som et hele da også blive tilintetgjort? (b) Hvordan vil Guds tjenere reagere?

13 Som skare betragtet vil vi være beskyttet når Babylon den Store tilintetgøres og Harmagedonkrigen udkæmpes, ja helt ind i den nye orden. Vi vil i sandhed have grund til at nære tillid til Jehova som den der opfylder sine løfter når vi ser Babylon ligge magtesløs, frataget sin evne til at dirigere forholdene på jorden! Intet under at Guds tjenere opfordres til at juble over hendes fald: „Glæd dig over hende, du himmel, og glæd jer, I hellige og I apostle og I profeter, for Gud har retsligt bragt straf over hende for jeres skyld!“ (Åb. 18:20) De kan altså nære tillid til at de vil blive beskyttet når Gud bringer straf over de onde, og til at de vil blive ført ind i hans nye retfærdsorden. — Matt. 25:46.

Må tilpasse os nu efter forholdene i den nye orden

14. Hvordan kan det gå dem der undlader at foretage de nødvendige forandringer for allerede nu at bringe sig i harmoni med retfærdige normer?

14 For at vi tillidsfuldt kan se fremtiden i møde, må vi imidlertid også allerede nu begynde at bringe vort liv og vore tanker i harmoni med de normer Jehova Gud åbenbarer for os gennem sit ord og sin organisation. Det er ganske vist ikke let at lave om på indgroede dårlige vaner og urette synspunkter, men vi må ikke af den grund undskylde os og sige: ’Jeg venter med at lave om på mig selv til den nye orden. Da bliver det lettere.’ En sådan bevidst tilsidesættelse af Guds hensigt kan være en synd i hans øjne og kan bevirke at vi forspilder retten til overhovedet at komme ind i hans nye orden. — Jak. 4:17.

15. Er lærespørgsmål og forståelse af profetier det eneste felt hvor vi er nødt til at rette os ind efter Guds ord? Hvilken hjælp får vi til at foretage forandringer i vor tankegang og handlemåde?

15 De forandringer der kræves af os, indbefatter ikke alene at vi forstandsmæssigt må acceptere lærepunkter og profetiske udlægninger som de forklares af ’den trofaste træl’. Det kan også være nødvendigt for os at ændre indstilling i hjertet, for eksempel at gøre op med fordomme eller synspunkter som hindrer os i at elske alle mennesker af hele vort hjerte uden hensyn til deres hudfarve eller sociale status. (Apg. 10:34) Eller det kan være at der hænger noget andet ved os fra den gamle verden som viser sig at vække Guds mishag og som vi må skille os af med. I sin uendelige kærlighed til os har Jehova Gud givet os dygtige tilsynsmænd i menighederne som kan hjælpe os til at foretage sådanne nødvendige forandringer. Paulus tilskynder os til villigt at tage imod deres hjælp idet han skriver: „Nu anmoder vi jer, brødre, om at agte på dem som slider i det iblandt jer og præsiderer iblandt jer i Herren og formaner jer, og i kærlighed at vise dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde.“ (1 Tess. 5:12, 13) En positiv reaktion på deres betænksomme anvisninger vil ikke alene gøre arbejdet lettere for dem, men vil også tjene til at vi former vort liv efter de retningslinjer der kommer til at gælde i den nye orden, og det vil igen føre til at vi kan se fremtiden i møde med ivrig forventning fordi vi anerkender at Jehovas måde at lede sit folk på er den bedste.

16. Hvordan bør vi betragte de opgaver vi får tildelt, som vist af det eksempel Esajas og Kristus Jesus satte?

16 Der er heller ingen tvivl om at der i den nye orden vil være masser af arbejde af enhver art som skal gøres. Vil vi da være villige til at tjene, til at arbejde, uanset hvad vi sættes til? Guds tjenere i fortiden lagde en sådan villighed for dagen uden hensyn til om den opgave de fik var ophøjet eller ringe. Esajas tog ivrigt imod det vanskelige hverv som profet da han sagde: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) Og selv om Jesus blev anerkendt som „Herre“ af sine disciple, viste han villighed til endog at udføre trællearbejde ved at vaske deres fødder. (Joh. 13:3-17) Hvilket glimrende eksempel for os!

17. Hvad vil det kræve af os at udføre opgaver som vi måske ikke synes så godt om? Hvilke andre forandringer kan vi være nødt til at foretage?

17 Det kan godt være at det arbejde vi får tildelt, ikke er det vi personligt ville have valgt. Det kan være at vi, i hvert fald i begyndelsen, ikke synes om det hårde arbejde der er nødvendigt for at gøre jorden til et paradis. Det vil også kræve uselviskhed af os, eftersom meget af det vi kommer til at udrette ikke vil tjene vore egne interesser men vil tage sigte på at modtage og drage omsorg for alle de opstandne, hvoraf de fleste ikke kender noget til Jehova Gud. Kan du forestille dig hvor vældigt et arbejde der skal til, blot for at omforme disse menneskers sind og hjerte efter den tankegang der vil råde i den nye orden? Ingen med tendenser til dovenskab vil klare sig godt til den tid, for ordsproget advarer: „Den lades attrå bliver hans død, thi hans hænder vil intet bestille.“ (Ordsp. 21:25) Det kan betyde at vi allerede nu må i gang med at revidere vores tankegang i forbindelse med det arbejde Jehova giver os at udføre både nu og i fremtiden. Gør vi det, kan vi se fremtiden i møde med glæde.

18, 19. (a) Hvordan bliver det muligvis afgjort hvor man skal bo på den paradisiske jord? (b) Hvordan bør vi betragte det sted vi får tildelt i den nye orden, og hvorfor er vi ikke overladt til os selv dér?

18 Med hensyn til hvor vi skal bo i det fremtidige paradis, er det ikke umuligt at vi simpelt hen får tildelt bestemte steder fremfor selv at vælge hvor vi vil slå os ned. Hvor godt vi vil tilpasse os en sådan ordning kan fremgå af om vi for øjeblikket er villige til at tilhøre den menighed eller den bogstudiegruppe vi bliver bedt om at høre til. Hvis vi indretter os efter forholdene det sted vi får tildelt i den nye orden, vil vi hurtigt komme til at føle os hjemme dér, og vi vil lære at holde af det. Det er sådan missionærerne nu i tiden kommer til at betragte deres missionærdistrikt.

19 Det er betryggende at vide at Jehova Gud vil sørge for at der udvælges „fyrster“ til at tjene og lede os. Atter viser han at han kender vore virkelige behov, véd hvad der er bedst for os, og dette er endnu en grund til at vi kan nære tillid til fremtiden, idet vi ved at vi ikke vil blive overladt til os selv, men at der vil være trofaste, prøvede mænd til at tage vare på vore interesser.

Betagende fremtidsudsigter

20, 21. (a) Hvorfor behøver vi ikke at spekulere på det vi ikke ved om fremtiden? (b) Nævn nogle af de betagende oplysninger Bibelen giver angående fremtiden.

20 Hvad fremtiden angår har vi meget at glæde os til. Vi behøver derfor ikke at spekulere på detaljer som ikke er oplyst i Bibelen, men bør villigt vente på Jehova i stedet for at besvære os med eller bekymre os over sådanne ting. Hvorfor gå og gruble over hvem der vil blive oprejst, hvordan der vil blive sørget for børnene, hvilken slags huse der bliver bygget, om vi skal bruge maskiner, og andre spørgsmål af den art? Hvis vi virkelig behøvede at vide besked, ville Jehova have oplyst os om det.

21 I stedet for at spekulere på alt det vi ikke ved noget om, er det langt bedre at koncentrere sig om de betagende oplysninger Bibelen trods alt giver. Først og fremmest er der udsigten til liv med Guds godkendelse. En jord der vrimler af liv er det billede Bibelen tegner. Hvilken glæde vil det ikke være at byde de døde velkommen tilbage! Hvem af os kan holde glædestårerne tilbage når vi forenes med vore kære? Tænk også på at vi personligt vil komme til at møde nogle af de trofaste Guds tjenere der er omtalt i Bibelen! Og vort eget legeme vil atter ’svulme af ungdommens friskhed’! (Job 33:25) Hvor dejligt vil det ikke være at leve i et paradis med fuldkommen føde, et tilfredsstillende arbejde, venner som vi kan lide at være sammen med og, som det bedste af alt, ubegrænset frihed til at tilbede vor Gud, Jehova!

22. Hvilken sikkerhed har vi for at vi kan se fremtiden i møde med tillid?

22 Kan vi være sikre på at det er sådan fremtiden vil blive? Ja, det kan vi, for Jehova Gud har lovet det. Han vil ikke svigte sit løfte, for „det er umuligt for Gud at lyve“. (Hebr. 6:18) Ivrigt ser vi da frem til de kommende begivenheder, i fuld tillid til Jehova, der former fremtiden!

[Fodnote]

a Se Vagttårnet for 1. marts 1975, side 109.

[Illustration på side 424]

I modsætning til de frygtsomme spejdere kom Josua og Kaleb tilbage med en god rapport, i fuld tillid til at Jehova ville give dem det forjættede land

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del