Spørgsmål fra læserne
● Vil en mand der lader sig sterilisere eller billiger at hans hustru steriliseres, være uegnet til at beklæde en ansvarspost i menigheden?
Bibelen viser tydeligt at Gud tillægger forplantningsevnen, som han har udrustet menneskene med, stor betydning. (1 Mos. 1:28; 9:1) „Livsens frugt“ blev regnet for en løn og en ’Jehovas gave’. (Sl. 127:3) Under Lovpagten havde en mand hvis kønsorganer var blevet alvorligt lemlæstet, ikke „adgang til [Jehovas] forsamling“. Dette nævnes i sammenhæng med at folk af visse nationaliteter ikke havde „adgang til [Jehovas] forsamling“, hvilket synes at pege på at denne bestemmelse gjaldt for ikke-israelitiske mænd som gik over til at tilbede Jehova. (5 Mos. 23:1-8) Om bestemmelsen sigtede til en lemlæstelse som var udført med forsæt eller en lemlæstelse som var sket ved et ulykkestilfælde, oplyses ikke. Noget som også vidner om at Gud nærer høj respekt for forplantningsevnen, er bestemmelsen om at en kvinde som søgte at hjælpe sin mand i en strid ved at tage fat om modstanderens kønsorganer, skulle have sin hånd hugget af. (5 Mos. 25:11, 12) Kristne er naturligvis ikke bundet af Lovpagten, men de er alligevel interesseret i de principper den indeholder.
Ud fra dette kunne man drage den slutning at den eneste handlemåde som ville være i overensstemmelse med Guds hensigt, var at gifte sig og få så mange børn som muligt. Men Bibelen tillader alligevel at man træffer en personlig afgørelse i spørgsmål som har med forplantningsevnen at gøre; ellers ville en kristen røbe manglende respekt for denne evne hvis han eller hun undlod at gifte sig og sætte børn i verden. Men Kristus Jesus, der selv undlod at gifte sig, sagde: „Der er eunukker som er født sådan fra moders liv, og der er eunukker som af mennesker er gjort til eunukker, og der er eunukker som selv har gjort sig til eunukker på grund af himlenes rige. Lad den der kan give rum for det, give rum for det.“ De der gjorde sig til „eunukker på grund af himlenes rige“ gjorde det ved at forblive ugift. (Matt. 19:10-12) Derved viste de ikke nogen mangel på respekt for den forplantningsevne Gud havde givet dem. Apostelen Paulus viste ligesom Jesus at den ugifte stand kunne have sine fordele. — 1 Kor. 7:25-38.
Samtidig ser vi at hverken Jesus eller hans apostle opfordrede gifte kristne til at forblive barnløse. Det Jesus sagde i Mattæus 24:19 var blot en profetisk udtalelse om hvordan de faktiske forhold ville blive. Han sagde det ikke for at tilskynde de kristne i det første århundrede til at undgå at få børn, men for at de ikke skulle tøve med at flygte fra den dødsdømte by når de så tegnet på at dens ødelæggelse var nær. Senere, da byens ødelæggelse var rykket meget nærmere, skrev apostelen Paulus at yngre enker som nærede seksuelle lidenskaber burde gifte sig og føde børn. — 1 Tim. 5:11-14.
Af disse skriftsteder fremgår det at Gud billiger at der sættes børn i verden. Det ville således være forkert at lade sig sterilisere eller billige at ens hustru steriliseres ene og alene fordi man ikke påskønner forplantningsevnen som Gud har givet os. Men hvordan forholder det sig hvis hustruen allerede har født flere børn men har måttet gøre det ved hjælp af kirurgiske indgreb, som for eksempel kejsersnit? Hun har måske fået udført så mange som tre sådanne indgreb, og hendes læge advarer om at der i tilfælde af endnu et svangerskab kan være alvorlig fare for at livmoderen brister, hvilket normalt vil betyde døden for både moderen og fosteret. Vil sterilisation i et sådant tilfælde nødvendigvis være udtryk for manglende respekt for forplantningens gave?
Det synes indlysende at ægteparret ikke har ladet hånt om deres forplantningsevne, idet de allerede har sat flere børn i verden. De mener måske at sterilisation er tilrådeligt for at beskytte moderens liv, af hensyn til de børn hun allerede har sat i verden. De betragter det muligvis som en ’sidste udvej’. Når de træffer deres afgørelse, kan det altså være ud fra det synspunkt at de må finde den rette balance mellem at vise respekt for forplantningsevnen og at vise respekt for livets gave selv, i dette tilfælde moderens liv som er i fare. Dette og flere andre ting synes at vise at det er en afgørelse som de implicerede må træffe med deres egen samvittighed.
Det kunne måske indvendes at en beslutning om sterilisation, selv under sådanne omstændigheder, røber en vis mangel på tro hos de implicerede. En læges advarsel behøver ikke nødvendigvis at være sand, så hvorfor ikke vente og se hvad der sker? Det samme argument kan imidlertid fremføres mod at kvinder får fjernet livmoderen, hvorved forplantningsevnen jo også går tabt. Denne operation, kaldet hysterektomi, udføres ofte selv om kvinden ikke er i overhængende livsfare. Foruden begyndende kræft kan der være store godartede svulster (kaldet myomer eller fibromer) som volder store smerter eller stærke blødninger. Godartede svulster kan udarte. Eftersom disse ting blot udgør en mulig fare for en dødelig sygdom, bør kvinden da, af respekt for forplantningsevnen, vente indtil en omfattende blødning sætter ind før hun går med til at få fjernet livmoderen og dermed sin forplantningsevne? Selv om en kvinde der har født flere gange ved kejsersnit ikke har store godartede eller ondartede svulster, kan det dog næppe siges at hendes livmoder er sund og rask, eftersom der er blevet opereret på den flere gange. Den kristne hvis samvittighed i et sådant tilfælde tillader sterilisation, vil muligvis anse livmoderens tilstand for at være lige så stor en fare for kvindens liv som de øvrige tilstande vi her har omtalt.
Nogle vil måske betragte sterilisation som en forsætlig „lemlæstelse“ af legemet. Men legemet „lemlæstes“ i en vis forstand ved ethvert større kirurgisk indgreb (for eksempel ved kejsersnit eller fjernelse af livmoderen), og alligevel synes en kristen måske at han eller hun udmærket med god samvittighed kan underkaste sig en større operation, hvis det er for at bevare livet og et godt helbred. Også her er der flere faktorer at tage hensyn til. På den ene side må man vise tilbørlig respekt for sit legeme og de egenskaber Gud har udrustet det med, og på den anden side må man tænke på sit helbred og på at bevare selve livet. Dette er en yderligere grund til at en beslutning om sterilisation under sådanne omstændigheder må træffes af de implicerede selv, med deres egen samvittighed.
Det er en fastslået kendsgerning at den eneste sikre garanti for at undgå graviditet, er total afholdenhed. Men ved at leve fuldstændig afholdende går man imod apostelens vejledning i Første Korinterbrev 7:3-5, og det kunne forstærke fristelsen til utroskab for den ene eller den anden ægtefælle. Kristne som af samvittighedsgrunde ønsker at undgå sterilisation vil måske foretrække at benytte selvbeherskelse og forebyggende midler for at undgå et svangerskab der kunne bringe hustruens liv i fare, idet de er villige til at løbe den risiko som dette indebærer. Men kan de med nogen ret fordømme dem hvis samvittighed tillader sterilisation som et middel til at beskytte hustruens liv? I begge tilfælde er målet det samme: at ophæve virkningen af forplantningsevnen, i det ene tilfælde med et forebyggende middel af mekanisk eller kemisk art, i det andet tilfælde ved hjælp af et kirurgisk indgreb.
Hvordan forholder det sig hvis manden lader sig sterilisere på grund af sin hustrus tilstand? Det er ganske vist ikke ham der har den svækkede livmoder, men hvis hans samvittighed tillader sterilisation, kan han godt foretrække selv at underkaste sig operationen fremfor at lade sin hustru gennemgå endnu en operation. Det vil afhænge af hans samvittighed.
Det der er sagt her, skal ikke opfattes som nogen form for tilskyndelse til sterilisation, lige så lidt som vi kan tilskynde ægtepar som gerne vil undgå at få børn, til at benytte forebyggende midler. Ansvaret for eventuelle konsekvenser eller dårlige bivirkninger, enten på nuværende tidspunkt eller engang i fremtiden, hviler på dem der har truffet afgørelsen. Sterilisation er, ligesom fjernelse af livmoderen, et alvorligt skridt at tage, eftersom menneskets evne til at ophæve virkningen af en sådan operation er uhyre begrænset.
Om en mand der accepterer sterilisation på grund af sin hustrus truede tilstand, er kvalificeret til at modtage et ansvar i menigheden, er således et spørgsmål som det lokale ældsteråd må overveje i lyset af Bibelens principper. Røber hans livsmønster som et hele at han nærer dyb respekt for Guds ord eller at han tager let på dets vejledning? Når han træffer beslutninger, er det da efter alvorlig overvejelse, og følger han sin kristne samvittighed? Hvis hans motiv til at acceptere sterilisation skyldes mangel på respekt for Guds normer, vil denne respektløse holdning sandsynligvis også vise sig i andre retninger. Hvis han på den anden side opfylder de krav Bibelen stiller til dem der varetager et ansvar i menigheden, sådan som de fremsættes i Første Timoteusbrev, kapitel 3, Titus, kapitel 1, og i andre skriftsteder, da vil det at hans samvittighed tillader sterilisation som et middel til at beskytte liv, ikke i sig selv gøre ham uegnet. Menighedens indstilling må naturligvis tages i betragtning. Hvis sagen blev et stridsspørgsmål af en sådan størrelse at det vakte betragtelig forstyrrelse, kunne det i alvorlig grad hæmme hans mulighed for at udføre en effektiv tjeneste. De ældste må veje disse faktorer og derefter træffe deres beslutning.
● Er Jehovas vidner tilhængere af at søge læge?
Ja, Jehovas vidner benytter sig af alle de forskellige grene inden for lægevidenskaben når de har vanskeligheder med helbredet. De elsker livet og vil gøre alt for at forlænge det, for så vidt som det er fornuftigt og bibelsk forsvarligt. Ligesom Lukas, en kristen discipel i det første århundrede, var læge, er der Jehovas vidner i dag som er læger. (Kol. 4:14) Imidlertid vil Jehovas vidner ikke tage imod en behandling der strider imod de bibelske krav, som for eksempel en blodtransfusion. Bibelen forbyder udtrykkeligt at man indtager blod som næring i legemet. — 1 Mos. 9:4; 3 Mos. 17:1-14; Apg. 15:28, 29.
Jesus og apostlene helbredte ofte mirakuløst syge og invalide ved den hellige ånds kraft som et eksempel på hvad der vil ske i fuldt omfang i Jehovas nye tingenes ordning. Efter at alle apostlene var døde hen mod slutningen af det første århundrede, ophørte den gave Guds tjenere havde til at helbrede mirakuløst, og derfor forventer Jehovas vidner i dag ikke at et mirakel skal gengive dem deres helbred. Dog søger de Guds vejledning og velsignelse i deres bestræbelser for at pleje deres helbred på en fornuftig måde. Men de ved også at Gud, ligesom i apostlenes tilfælde, tillader at døden indhenter dem hvis legeme har nået det punkt hvor det ikke kan opretholde sig selv med gode næringsmidler og tilstrækkelig hvile eller ved lægernes hjælp.
Det er en kendsgerning at der findes forskellige teorier angående behandlingen af sygdomme. Vagttårnets selskab anbefaler ikke den ene metode fremfor den anden; det overlades til det enkelte Jehovas vidne selv at vælge den behandling han eller hun mener er den bedste. Fra tid til anden bringer vore blade artikler om forskellige grene af lægekunsten og de behandlingsmetoder der anvendes, men vi gør det for at betjene vore læsere, som selv må vælge hvad de finder bedst.
Vi erkender at der undertiden er ret divergerende meninger blandt læger og helbredere, men der er ingen grund til at en kristen der er tilhænger af én behandlingsform, kritiserer en anden der er tilhænger af en anden behandlingsform, så længe den form der vælges ikke er forbudt i Guds ord. Det er også vigtigt at forstå at den behandling der gavner den ene, måske ikke gavner den anden, ja måske oven i købet kan skade — noget kendsgerningerne kan bekræfte.
Jehovas vidner er taknemmelige for enhver lindring lægestanden kan give for sygdomme og skrøbeligheder, men forstår samtidig at denne lindring i bedste fald kun er midlertidig og at vi må se hen til Gud efter varig udfrielse fra sygdom. I Jehovas nye ordning, som nu er meget nær, vil menneskene blive helbredt for deres sygdomme, ja selv døden vil blive fjernet på grundlag af Kristi Jesu genløsningsoffer.