Ældste som præsiderer på en god måde
„Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed.“ — Apg. 20:28.
1. Hvilke omstændigheder viser at ældsteordningen er kommet meget betids?
JEHOVAS VIDNER er taknemmelige for at den bibelske ældsteordning er blevet indført i menighederne af „den trofaste og kloge træl“ på dette tidspunkt hvor så mange tager standpunkt for Guds rige. I de sidste fem år er mere end trekvart million mennesker blevet døbt som kristne vidner for Jehova, heraf 90.519 ved stævnerne „Guds hensigt“ i 1974. Ældsteordningen i menighederne har bevirket at man bedre kan tage sig af disse nye som trænger til gode hyrders hjælp, end under den tidligere „menighedstjener“-ordning, for titusinder af ældste er nu travlt optaget af at yde hjælp til hjorden.
2. (a) På hvilke måder gavner denne ordning menighederne? (b) Hvad er fordelen ved afgørelser der træffes af flere i forening?
2 Menighederne høster gavn af denne bibelske ordning på flere måder. Med et råd af ældste får flere mulighed for at gøre fuld brug af deres evner til at undervise; det personlige initiativ fremmes, og det påhviler ikke kun en enkelt at gå foran og angive tempoet. Ordningen virker også berigende, fordi alle de ældstes kundskab og erfaring lægges sammen. Alle kan lære af hinanden og få en bedre forståelse af deres ansvar over for Jehova og over for menigheden. Turnusordningen medfører også en god fordeling af ansvarsbyrden. Når sager skal afgøres, sikrer et råd af ældste en ligevægtig bedømmelse. Selv om afgørelser der skal træffes af flere i forening synes at tage længere tid, hviler disse afgørelser på et mere solidt grundlag og sparer i sidste ende tid. Det er sandt at „vel står det til, hvor mange giver råd“. Andre brødre i menigheden tilskyndes også til at opdyrke de nødvendige egenskaber, at ’række ud’ efter tilsynsembedet og få en andel i denne gerning. — Ordsp. 24:6; 1 Tim. 3:1.
3, 4. (a) Hvad menes der i snævreste forstand med „at præsidere“? (b) Hvad indebærer det i en udvidet betydning?
3 I Første Timoteusbrev 5:17 taler apostelen Paulus om at de ældste præsiderer i menigheden på en god måde. I hvilken forstand „præsiderer“ en ældste? Det græske ord der her bruges betyder bogstaveligt „at stå foran“, at lede, føre, dirigere, at drage omsorg for andre som når man står foran nogen eller noget for at beskytte eller skærme. Selv om en af de ældste kaldes „præsiderende tilsynsmand“, bør alle de ældste præsidere i den bibelske betydning, som det fremgår af Første Tessalonikerbrev 5:12: „Nu anmoder vi jer, brødre, om at agte på dem som slider i det iblandt jer og præsiderer iblandt jer i Herren og formaner jer.“ — 1 Tim. 3:5.
4 Samtidig med at de ældste præsiderer bogstaveligt ved at ’stå foran’ menigheden når de holder bibelske foredrag og leder møder, præsiderer de i en bredere betydning når de går foran og vejleder på rette måde og betænksomt viser omsorg for såvel menighedens interesser som et hele som for det enkelte medlem. Dette er i overensstemmelse med at de er både tilsynsmænd og hyrder, sådan som Paulus viser i Hebræerbrevet 13:7, 17: „Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd. Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; vær således for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for dette ville være til skade for jer.“
5. (a) Hvilken egenskab er især vigtig for en ældste? (b) Hvem skal de aflægge regnskab for? (c) Hvem alene bør indtage de fremtrædende stillinger i menigheden?
5 Som hyrder for hjorden skal de aflægge regnskab for Guds overhyrde, Jesus Kristus. De må derfor præsidere „i fuldt alvor“. (1 Pet. 5:4; Rom. 12:8) De viser respekt for Kristus som deres hoved ved at genspejle hans personlighed i deres væremåde over for andre, ved at efterligne hans ydmyghed. (Matt. 20:24-28; Joh. 13:13-16) At de er ældste berettiger dem ikke til at ophøje sig selv. Tværtimod bør de i broderkærlighed nære inderlig hengivenhed for hinanden og gå foran med at vise hinanden ære. (Rom. 12:3, 10) Dette beskytter dem mod at falde i den snare at ville trænge sig frem, at ville tilegne sig en af ’de forreste pladser’, ligesom farisæerne. (Matt. 23:6) Kun Jehova og hans udnævnte overhoved for menigheden, Jesus Kristus, indtager fremtrædende stillinger, og kun de skal bringes frem i forgrunden. Det er tåbeligt at ville „være noget“. Ydmyghed vil sætte en ældste i stand til at vise empati, til villigt at bære andres byrder og tålmodigt lytte til deres problemer, så der kan ydes hjælp. Ydmyghed vil også hjælpe en ældste til at vise smidighed når det ikke lige gælder et bibelsk princip. Så vil brødrene i menigheden finde det let at „agte på“ de ældste og vise dem „en ganske særlig opmærksomhed“ på grund af deres gode arbejde. — 1 Tess. 5:12, 13.
Samarbejder
6, 7. (a) Er ordstyreren for ældsterådet de ældstes ’overhoved’? (b) Hvem er deres „hoved“, og hvad bestræber ordstyreren sig for at gøre?
6 Skal de ældste lede menigheden på rette måde og drage omsorg for dens velfærd, er det vigtigt at de samarbejder enigt og harmonisk. De bør vise den samme ydmyghed over for hinanden indbyrdes som over for menigheden. Den der virker som præsiderende tilsynsmand og ordstyrer for et år bliver ikke ’overhoved’ for de andre ældste. Der er forskel på at præsidere og at være et ’overhoved’. Et familieoverhoved, for eksempel, har ret til at bestemme over de øvrige familiemedlemmer; han kan træffe afgørelser der afviger fra hvad de øvrige medlemmer af familien vil foretrække. Men ordstyreren for ældsterådet træffer ikke de endelige afgørelser, i hvert fald ikke når der er tale om vigtigere anliggender. Han er blot et medlem af gruppen og må bøje sig for gruppens afgørelser. Det bør kun forekomme sjældent at alle i gruppen ikke ’fører enig tale’. — 1 Kor. 1:10.
7 Ældsterådets ordstyrer virker i ét år med rådets samtykke, og de øvrige ældste overlader til ham at tage et vist initiativ så der bliver taget vare på menighedens anliggender til tiden og mødeaktiviteten forløber glat. Således forbliver Jesus Kristus menighedens ene Hoved, og ordstyreren vil ikke indtage den holdning at eftersom det nu er ham der er den præsiderende, skal tingene gøres på hans måde. Han vil tværtimod stræbe efter at tjene sine medældste og hele menigheden ved at koordinere det teokratiske arbejde, så alt fungerer gnidningsløst. — Kol. 1:18; 1 Pet. 5:4.
8. Hvad kan ordstyreren gøre for at sikre at ældsterådet samarbejder harmonisk?
8 Ved ældsterådets kvartalsmøder bør alle samarbejde enigt. For at yde sit hertil må ordstyreren forstå hvordan hans stilling er i forhold til de øvrige. Han bør følge den bibelske regel om at man skal „gå foran med at vise hinanden ære“ og ’agte de andre højere end sig selv’. Han bør lytte til de andre ældste og udbede sig deres mening. Han skal passe på ikke ensidigt at påvirke de andres meninger. Det kan der være en fare for hvis han altid giver sin mening til kende først. De andre vil lytte til hvad han siger, og vil måske tøve med at give udtryk for et andet syn på tingene. Når de forskellige spørgsmål og anliggender drøftes, kan ordstyreren derfor bede nogle af de andre om at udtale sig først. Samtidig ønsker han måske heller ikke at give det indtryk at det han selv har at sige er det endelige ord i sagen og at der ikke er brug for at der siges mere, og han vil måske derfor også foretrække ikke at fremsætte sin mening til sidst. Han skal desuden passe på at han ikke beder den samme om at udtale sig først hver gang, især hvis vedkommende har en stærk personlighed og er tilbøjelig til at påvirke de andres meninger. Hver ældste bør have lige mulighed for at udtale sig først. Hvis ordstyreren husker på at alle er lige og at det blot er hans pligt at fordele ordet, skulle mødet forløbe glat og opfylde sit formål. Hvis han samtidig sørger for at mødet får et uformelt præg, vil dette også reducere hans egen betydning.
Vigtigt at forberede ældstemøderne
9. (a) Hvorfor er det vigtigt at forberede ældstemøderne? (b) Hvem skal forberede sig? (c) Hvordan kan mødet foregå på ordnet vis?
9 Ældstemøderne er vigtige, og ordstyreren bør derfor forberede dem på rette måde. Det vidner om at han præsiderer „i fuldt alvor“. „Den flittiges planer er visselig til fordel,“ siger ordsproget. (Ordsp. 21:5, NW) Når det er muligt bør de andre ældste underrettes i forvejen om hvilke spørgsmål der vil blive drøftet, så de kan gøre sig deres tanker derom og være forberedt på at bidrage til drøftelsen. Hvis ordstyreren venter til mødet med at bringe et emne på bane, risikerer han at de andre ældste ikke er rede til at udtale sig. Naturligvis kan der også være spørgsmål som de andre ældste gerne vil fremlægge på mødet, og når det er muligt bør ordstyreren oplyses om disse spørgsmål i forvejen så han kan skrive dem på dagsordenen for mødet. For at drøftelsen ikke skal køre fast eller bevæge sig ind på et sidespor, skal han sørge for at hvert punkt bliver drøftet færdigt før man går over til et nyt. Således kan mødet foregå på ordnet vis. Det vil dog ikke sige at mødet skal blive så formelt at det kvæler alle spontane kommentarer. Ordstyreren må også tage i betragtning at nogle måske har svært ved at udtrykke sig, og han må derfor udvise tålmodighed og give disse tid til at komme frem med hvad de har at sige.
10, 11. (a) Hvordan kan man begrænse mødets længde samt antallet af ældstemøder? (b) Hvad bør alle de ældste holde sig for øje med hensyn til deres forhold til hinanden?
10 Hvis ordstyreren har forberedt mødet så der er bestemte punkter der skal drøftes og træffes afgørelse om, og hvis han leder mødet på rette måde, kan mødet holdes inden for en rimelig tid, og antallet af møder kan også holdes nede på et minimum; måske de foreslåede fire møder om året vil være tilstrækkelige. Dette understreger nødvendigheden af god planlægning. Meget afhænger af hvordan ordstyreren tilrettelægger og leder mødet, og han bør derfor være vågen. Men ikke alt afhænger af ham. — 1 Kor. 14:40.
11 Tiden er kostbar. For ikke at spilde tiden bør alle de ældste udtale sig så kortfattet og præcist som muligt. De som af naturen bruger mange ord bør lægge bånd på sig selv til alles gavn. Det vil være på sin plads her at minde om Salomons råd i Ordsprogene 10:19: „Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund.“ Nogle har en bedre evne til at tale og udtrykke sig end andre (i daglig tale siger man undertiden at de er „godt skåret for tungebåndet“), og de bør derfor passe på at de ikke „kvæler“ et andet synspunkt ved for stor veltalenhed. (Se også Romerbrevet 16:18.) Det er ikke nogen katastrofe hvis de ikke kan få de andre til at se på sagen som de selv gør! Ydmyghed og en stille ånd er et tegn på sand visdom. (Præd. 9:17; Jak. 3:13-17) De ældste skal passe på ikke at gøre en sag til et personligt spørgsmål blot fordi en yndlingsidé de har, ikke bliver antaget. Paulus giver vejledningen: „Derfor ønsker jeg at mændene på ethvert sted fortsat beder, idet de opløfter loyale hænder, uden vrede og diskussioner [delte meninger, Kingdom Interlinear; modstridende tanker, New English Bible].“ — 1 Tim. 2:8; 6:4.
12. Hvad vil kloge og forstandige ældste forstå med hensyn til de enkeltes samvittighed?
12 Når de ældste mødes for at drøfte menighedens velfærd, beder de Jehova lede deres hjerter og tanker så de træffer afgørelser der er i overensstemmelse med Jehovas vilje og så de giver rum for visdommen ovenfra. Denne visdom, siger Jakob, er ren, fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og uden hykleri. (Jak. 3:17) Hvis de ældste holder sig dette for øje, at Jesus er midt iblandt dem (Matt. 18:20), vil det medføre Jehovas velsignelse over deres overvejelser. De forstår at der ifølge Bibelen er områder inden for hvilke det er overladt til den enkeltes egen samvittighed at træffe afgørelsen. Hvis Bibelen og de publikationer der kommer fra „den trofaste og kloge træl“ ikke tydeligt afstikker en bestemt handlemåde, bør de ældste ikke påtvinge andre deres personlige meninger som regler de bør følge. Hvis man sætter sine egne meninger for højt, kan det føre til at man taler om sine egne ideer og resultater på en måde der går ud over hvad Skriften giver rum for. — 2 Kor. 10:12, 18.
Det styrende råd
13. Hvilket vigtigt formål tjener det at anvende Bibelen som rettesnoren?
13 Det styrende råd for de kristne i det første århundrede passede på ikke at lægge nogen unødvendig byrde eller regel på menighederne. Vi gør klogt i at følge dette eksempel. Det er Bibelen der skal være rettesnoren for de ældste, så der altid er et bibelsk grundlag for den vejledning der gives og de afgørelser der træffes. Det har den fordel at undervisningen bliver såvel ensartet som korrekt, og der vil ikke opstå forvirring ved at én ældste siger ét, og en anden noget andet. Der må herske enhed blandt de ældste hvis deres tjeneste skal være effektiv. Det vil ikke sige at hver eneste ældste på mødet nødvendigvis skal udtale sig om hvert eneste punkt. Salomon gav det kloge råd at der er en tid til at tie. (Præd. 3:7) Hvis man har noget konstruktivt at sige er det godt; hvis ikke, kan man blot lytte og lære og tænke på hvordan man kan forbedre sin indsats på mødet.
14. (a) Hvad bør de ældste forståeligt nok undgå? (b) Hvornår alene er det på sin plads at drøfte en broders eller en søsters gode og dårlige sider?
14 Alle ældste bør forstå den stilling de indtager i forhold til de andre brødre og søstre i menigheden. De er ikke ’åndelige chefer’ eller ’åndelige politibetjente’. De skal ikke udforske andre menighedsmedlemmers privatliv eller tage sig af hver eneste broders og søsters personlige problemer. Alle brødrene og søstrene er indviede til Jehova Gud og kan som regel arbejde på deres egen frelse og sørge for at bevare deres integritet. De ældste er til rådighed og rede til at hjælpe når man henvender sig til dem, men de bør ikke overskride deres beføjelser. (Fil. 2:12, 13) De andre brødre og søstre har deres rettigheder og privilegier, og de ældste må respektere deres moralske handlefrihed. Det påhviler ikke de ældste ved deres møder at gennemgå hver eneste forkynders gode og dårlige sider. Det eneste tidspunkt hvor det vil være på sin plads at gøre dette, vil være når en broders kvalifikationer til at tjene som ældste eller menighedstjener tages op til overvejelse, eller når alvorlige problemer med en i menigheden kræver en nærmere undersøgelse.
15. Hvorfor fortæller man ikke alt hvad der har været drøftet på ældstemøderne?
15 Ældstemøderne er ikke hemmelige sammenkomster, men der er alligevel ingen grund til at fortælle alle og enhver, eller nogen uvedkommende, hvad der drøftes på møderne når dette er af fortrolig art. Hvorfor bebyrde eller forurolige andre med sager der ikke angår dem personligt? De ældste kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger som ikke bør videregives. Andre, især de ældstes hustruer eller andre medlemmer af deres familie, kan hjælpe til med at holde sådanne sager fortrolige ved ikke at udspørge de ældste. Sager som ikke er af fortrolig art, i særdeleshed alt hvad der vedrører forkyndelsen og som vil virke til arbejdets fremme, vil blive meddelt menigheden af de ældste.
16. Hvordan kan de ældste bruge deres tid til gavn for menigheden i stedet for altid at vejlede eller irettesætte enkeltpersoner?
16 De ældste bør ikke mene at de altid skal vejlede eller irettesætte andre direkte, især ikke hvis disse lever sådan som man med rimelighed kan forlange. De ældste kan dog udrette meget ved venlighed, godhed, opmuntring og ros og ved samvær med alle i menigheden. Især vil det være godt at aflægge små besøg i forkyndernes hjem, altså ikke blot hos de nyinteresserede, eller hos dem der betragtes som åndeligt svage, men hos alle i menigheden, hvert „får“ i hjorden, også hos heltidsforkynderne. Disse har også brug for en hyrdes hjælp og kunne på grund af forsømmelighed komme bort fra folden. De ældste må således erkende og forstå deres ansvar som hyrder og varetage deres pligter på rette måde.
17. (a) Hvilken egenskab er nødvendig når man varetager andres interesser? (b) Hvordan kan de ældste efterligne apostelen Paulus, som det fremgår af Andet Korinterbrev 12:15 og Første Tessalonikerbrev 2:8?
17 Ved at gøre disciple bliver de ældste ’fædre ved den gode nyhed’. Derfor må de, selv om de ikke lader sig kalde „fader“, udvise det samme hensyn, den samme tålmodighed og udholdenhed som et familieoverhoved. En familiefader nærer kærlighed til dem der er i hans varetægt; han opirrer dem ikke, men opbygger dem. (1 Kor. 4:15; Matt. 23:9) Paulus er et enestående eksempel i denne henseende, som det fremgår af Andet Korinterbrev 12:15 og Første Tessalonikerbrev 2:8. De ældste har derfor ikke noget imod at man „gør dem ulejlighed“, „bebyrder“ eller „besværer“ dem. De forstår at dette er en del af deres opgave som hyrder. — Joh. 21:15-17; 1 Pet. 5:2, 3.
18. Bør de ældste være tilfredse med den tjeneste de yder nu, og hvad kan være en spore for dem?
18 Har man ikke mere brug for at gøre fremskridt eller forbedre sig efter at man er blevet ældste? Vi får formaning om ikke at tænke højere om os selv end vi bør tænke, at „tænke med et sundt sind“. (Rom. 12:3) Alle ældste kan derfor stadig gøre fremskridt i at undervise og i at vise ydmyghed, vigtige egenskaber for en ældste. Mener han at hans undervisning er god og effektiv? Så kan han stræbe efter at gøre sin undervisning endnu bedre og endnu mere effektiv. Han kan også altid gøre fremskridt i at vise ydmyghed. Når de ældste (og menighedstjenerne, der stræber efter et tilsynsembede) fortsat gør fremskridt, vil de i endnu højere grad kunne tjene deres brødres interesser i overensstemmelse med Jehovas krav. De vil også være til større velsignelse for dem der nu er tilsluttet Jehovas organisation og dem der slutter sig til den. Til alle som utrætteligt og uforbeholdent tjener som tilsynsmænd for Guds hjord siger vi: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Kor. 15:58.
[Illustration på side 519]
Når de ældste holder møde drøfter de menighedens velfærd