Afslutningen på 6000 års menneskestyre nær — hvad har man opnået?
I SEPTEMBER 1975 tog et nyt jødisk måneår sin begyndelse, og et betydningsfuldt tidspunkt i menneskehedens historie var nået. Ifølge Bibelens tidsregning havde mennesket nemlig da eksisteret på jorden i 6000 år. Ja, den første mand, Adam, ville, hvis han var forblevet lydig mod Gud og havde anerkendt hans herredømme, stadig have været i live og ville altså have været 6000 år gammel i september i år.
Vil det da sige at menneskeheden er nået 6000 år ind i den 7000 år lange periode som Gud ’velsignede og helligede’ som sin store hviledag? Og skal Kristi tusindårige styre — som de sidste tusind år af denne hviledag — regnes fra september 1975? — 1 Mos. 1:27, 31; 2:2, 3; Åb. 20:1-6.
Nej, dette er ikke tilfældet. Hvorfor ikke? Svaret er at ifølge den bibelske beretning endte Guds skaberværk på den „dag“ der gik umiddelbart forud for den 7000 år lange hviledag ikke med Adams skabelse. Der gik nogen tid mellem Adams skabelse og hans hustru Evas skabelse. I dette tidsrum lod Gud Adam give dyrene navne. Om dette strakte sig over nogle uger eller måneder eller flere år, véd vi ikke. Og som følge heraf ved vi heller ikke hvornår Jehovas store hviledag begyndte og hvornår den vil ende. Det samme gælder Kristi tusindårsrige. Bibelen giver os ingen mulighed for på forhånd at fastslå tidspunktet for dets begyndelse, og det er derfor ingen nytte til at gøre sig nogen spekulationer angående dette. — 1 Mos. 2:18-25; Matt. 24:42, 44.
Dét Bibelens tidsregning kan fortælle os, er imidlertid at der nu i 1975 er gået 6000 år af menneskehedens historie. På et tidligt tidspunkt efter Guds hviledags begyndelse gjorde Adam oprør mod Guds herredømme, og langt den overvejende del af menneskehedens sekstusindårige historie har derfor været præget af menneskers styre. Hvad har man så opnået i løbet af disse seks millennier, eller seks tidsrum på hvert 1000 år, hvori menneskene har regeret uafhængigt af Gud? Lad os tage et kort overblik over hvert årtusind.
Det første årtusind
Menneskets lykkelige tilværelse i Edens paradis endte da Adam og Eva gjorde oprør mod deres Skabers, Jehova Guds, suverænitet. Med rette drev Gud dem ud af haven, ud på den uopdyrkede jord, hvor de måtte klare sig selv under det styre de selv havde valgt, uafhængigt af Gud. Sandsynligvis blev dette en form for patriarkalsk styre. Men i løbet af de godt 900 år der var tilbage af Adams liv, blev menneskeheden, der havde arvet synden fra Adam, mere og mere præget af vold og mord, samtidig med at den gav mere og mere efter for falsk religion og en hæmningsløs livsform, hvis endemål måtte blive døden. — Rom. 5:12; 1 Mos. 3:12, 16-19; 4:10, 11, 23, 26.
Det andet årtusind
Under menneskers styre tog „menneskenes ondskab“ til i en sådan grad at Gud — efter behørig advarsel — bragte en vandflod over jorden for at udslette dem der havde fordærvet den og fyldt den med vold. Selv om Gud bevarede den trofaste Noa og hans familie i live fordi han fandt dem retfærdige, vendte deres efterkommere sig alligevel imod Jehova Gud idet de gav sig til at støtte menneskers politiske bestræbelser. Mindre end 200 år efter Vandfloden fremstod Nimrod som en hensynsløs diktator og konge. Han ophøjede sig over for den allerhøjeste Gud, hvilket resulterede i et mundheld der lød: „Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.“ Hans jagtbedrifter omfattede foruden nedlæggelse af dyr uden tvivl også drab på mennesker, og han har således befæstet sin magt med tyranni. Da hans oprørske færd kulminerede i at han ville bygge en by, som siden kom til at hedde Babel, og et tårn ’hvis top skulle nå til himmelen’, greb Jehova ind og forvirrede menneskenes sprog. Derved blev de tvunget til at opgive deres byggeprogram og til at sprede sig ud over jorden. Det første menneskelige diktatur havde lidt nederlag og gik i opløsning! — 1 Mos. 6:4, 5, 11; 10:8-12, NW; 11:1-9.
Det tredje årtusind
Der var krige blandt menneskene, stamme mod stamme, bystat mod bystat og kongedømme mod kongedømme. Ægypten blev den dominerende verdensmagt, men blev straffet af Gud fordi det undertrykte hans folk, Israel. Afgudsdyrkelsen blandt folkeslagene blev mere vederstyggelig, omfattede endog børneofringer. Der opstod flere undertrykkende diktaturer, og det jævne folk måtte lide og viljeløst lade sig udnytte af herskerne. — 1 Mos. 14:1-16; 2 Mos. 1:8-11; 6:1-6; 14:26-31; 5 Mos. 18:9-12.
Det fjerde årtusind
Efter Ægypten fulgte en række verdensriger som beherskedes af ærgerrige konger. De dominerede i det fjerde årtusind. Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom kæmpede hver efter tur med sine mægtige hære og vandt verdensherredømmet. De fik også lov til at underlægge sig og herske over Israels folk. Både i Daniels bog og i Åbenbaringens bog sammenlignes disse mægtige politiske riger med dyr. Falsk religion indtog en fremtrædende plads og ydede en betydelig støtte til disse grusomme diktaturer. — Dan. 7:2-8, 17; 8:3-8, 20-22; Åb. 13:1, 2; 17:3-8, 11; Ez. 21:25-27.
Det femte årtusind
Det kejserlige Rom havde nu underlagt sig mange lande. Inden for dets område blev Johannes Døber halshugget og Jesus Kristus pælfæstet, Jerusalem blev ødelagt af de kejserlige hære, og de kristne blev forfulgt — alt sammen inden for det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse. I det fjerde århundrede gav den udøbte kejser Konstantin stødet til kristenhedens dannelse med dens præster og politisk-religiøse organisation udgående fra Rom, og det romersk-katolske hierarki blev en væsentlig årsag til den mørke middelalder med undertrykkelsen af den jævne mand og især af dem der søgte at tjene Gud. Foreningen mellem kirke og stat nåede et glansfuldt højdepunkt i år 800 e.v.t., da paven i Rom kronede Karl den Store til kejser over Det hellige romerske Rige. — Mark. 6:25, 27; 15:25, 37; Luk. 21:20-24; 2 Tess. 2:3.
Det sjette årtusind
Romerriget opløstes i en række mindre, rivaliserende og undertrykkende, europæiske stater. Disse erobrede og koloniserede ved hjælp af deres krigsflåder såkaldte hedenske områder. Storbritannien blev den dominerende verdensmagt. Dens koloni Amerika erklærede sig uafhængig af moderlandet, men bevarede dog et nært forhold til dette og kom sammen med England til at udgøre en verdensmagt, den anglo-amerikanske. I det attende århundrede foregik den industrielle revolution, og i det tyvende århundrede udkæmpedes store verdenskrige, hvori så godt som alle nationer deltog. Disse blev støttet af verdens førende religioner. Den demokratiske „Sydens konges“ herredømme udfordredes af den germanske „Nordens konge“, og i rollen som „Nordens konge“ er Tyskland siden blevet afløst af den kommunistiske blok. Ingen af disse former for politisk styre har skabt virkelig tryghed og tilfredshed for undersåtterne. På nuværende tidspunkt foregår et atomrustningskapløb som udgør en trussel mod selve menneskehedens eksistens. Revolutioner og oprør mod myndigheder, et samfund som bliver mere og mere eftergivende, og den øgede kriminalitet og miljøforurening har yderligere mangfoldiggjort menneskenes problemer. — Dan. 11:27-40; Åb. 11:18.
Sammenfatning
De 6000 år hvori menneskeheden har eksisteret, prægedes altså tidligt af tabet af Paradiset. Siden da har den skuffede menneskehed prøvet snart én, snart en anden styreform i håb om at genvinde i hvert fald et materielt paradis. Men hvad har man opnået? Den totale forvirring og rådvildhed. Menneskeheden står ansigt til ansigt med tilintetgørelsen, sådan som Jesus forudsagde det ville gå: „På jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind . . . mens mennesker besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord.“ Men Guds ord indeholder et håb! — Luk. 21:25, 26.