En livsform der fører til lykke

LYKKE! Hvornår vil du gerne være lykkelig? Nu, siger du. På hvilke betingelser? For enhver pris, svarer du hurtigt. Men så begynder du at overveje sagen. Du ved udmærket at lykke kan være overfladisk, at den lige i øjeblikket kan give én en følelse af inderlig glæde men bagefter kan efterlade én med en tom fornemmelse, give uheldige virkninger eller efterlade varige ar. Efter at have tænkt lidt over sagen siger du sikkert til dig selv at du gerne vil opnå en form for lykke der er velfunderet og varig. Den vil måske ikke være så umiddelbart tillokkende som den midlertidige lykke, men den vil give dig en følelse af inderlig tilfredshed.

Efter at være kommet hertil i dit ræsonnement ryster du måske opgivende på hovedet, idet du siger til dig selv at sådan som forholdene er i verden, og specielt sådan som dine egne forhold er, er det nytteløst at stræbe efter varig lykke. Du kommer måske til det resultat at du hellere må lære at være tilfreds med den midlertidige lykke du kan opnå.

Men behøver man at give op så hurtigt? Hvorfor ikke overveje tankerne i denne artikel? De vil måske kunne vise dig en ny og anderledes livsform, en livsform der fører til sand og varig lykke. Der er tusinder af mennesker i dag som, har fundet og nu følger denne nye livsform, mennesker hvis tidligere livsform i mange tilfælde har været så dårlig som man overhovedet kan forestille sig — både i fysisk, mental og moralsk henseende.

Ting der fører til lykke

Vi må begynde med begyndelsen, som man siger. Vi må bygge på den rette grundvold. Og hvad er det? Lad os nævne nogle af de ting der giver os en umiddelbar følelse af lykke. Det kan for eksempel være noget vi glæder os over at se, det vidunderlige skaberværk som omgiver os, for ikke at tale om det vi glæder os over at spise, såsom frugter og andet som skaberværket frembringer. Vi kan også nævne samværet med dem vi elsker, dem der står os nær og er os kære. Livet og et godt helbred er også noget vi sætter stor pris på. Alt dette og meget mere vidner om at der findes en personlig Skaber som skabte os til at være fuldkommen lykkelige. Han skabte alt med en bestemt hensigt i tanke. Han lod nedskrive i sin egen bog, Bibelen, at han er den „som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.’“ (Es. 46:10) Han er derfor værdig til at få hele æren for det han har gjort, og det er netop hvad Bibelen siger i Åbenbaringen 4:11: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“

Da Gud nu har givet os alt dette, hvad er så det næste vi må gøre for at opnå virkelig lykke? Eftersom vi også er en del af Guds skaberværk, er det logisk at vi bør være meget interesserede i Skaberens vilje eller hensigt med os mennesker. Er det ikke tydeligt at det er heri nøglen til sand og varig lykke ligger?

Lad os illustrere det på følgende måde: Hvis en landmand fik en væddeløbshest at spænde for ploven, ville han så være glad for det? Hverken han eller hesten ville have det rart eller være tilfreds. De ville begge to, hver på sin måde, føle at tingene ikke var som de skulle være. Det var et lignende problem der opstod for menneskene i Edens have. Da Adam og Eva begyndte at handle uafhængigt af deres Skaber, bragte de sig i en situation der var i strid med Guds hensigt med dem. De følte sig derfor ilde til mode. De var ikke længere lykkelige. — 1 Mos. 3:8-13.

Var Skaberen heller ikke længere lykkelig da dette skete? Jo, det var han. Han var naturligvis ikke tilfreds med de to mennesker der med overlæg havde været ulydige, men samtidig besluttede han hvordan han ville klare den situation der var opstået. Han udtalte en profeti i symbolske vendinger, idet han forudsagde at han ville frembringe en „sæd“ til velsignelse for menneskeheden. (1 Mos. 3:15) Senere viste han at denne „sæd“ skulle komme i hans ven Abrahams slægtslinje, og at alle jordens nationer skulle „velsigne sig“ gennem denne „sæd“. (1 Mos. 22:18, NW) Menneskeheden havde med andre ord mulighed for igen at opnå sand lykke gennem denne „sæd“. Og hvem er så denne „sæd“? Galaterbrevet 3:16 giver os svaret: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans sæd. . . . ’Og til din sæd,’ som er Kristus.“

Nøglen til lykke

Vi kan være sikre på at Jesus Kristus vidste hvad der er nøglen til sand lykke. I indledningen til sin velkendte bjergprædiken nævnte han emnet ikke mindre end ni gange i træk, idet han sagde:

„Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.

Lykkelige er de som sørger, for de vil blive trøstet.

Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.

Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de vil blive stillet tilfreds.

Lykkelige er de barmhjertige, for mod dem vil der blive vist barmhjertighed.

Lykkelige er de rene af hjertet, for de vil få Gud at se.

Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.

Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres.

Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.“ — Matt. 5:3-12.

Når du læser disse ord tænker du måske: Det var dog en mærkelig opskrift på lykke! Og dog kan man i sandhed sige at Jesus her beskrev en livsform der fører til den rette form for lykke — sand og varig lykke. Lad os for eksempel se på den første af de ni ’saligprisninger’, som de kaldes (salig = lykkelig).

Erkender du dit „åndelige behov“? Det sker at nogle studerer Bibelen sammen med Jehovas vidner et stykke tid, men så af en eller anden grund holder op og glider bort. Bliver de lykkelige når de holder op med at studere Guds ord? Kan de fuldstændig glemme det de har lært? Eller går det op for dem at „Guds ord er levende og virkende“? (Hebr. 4:12) Mange af dem gør den erfaring at de bibelske sandheder de har lært, bevirker at de ikke længere føler sig hjemme i den gamle verden når de igen forsøger at blive en del af den. Mange i denne situation har derfor gjort en indsats for at vende tilbage til Jehovas vidner.

Du ville uden tvivl blive forbavset hvis du vidste hvor mange Jehovas vidner, især af de unge, der har været ude for netop dette. De opnår en vis kundskab om sandheden i Guds ord Bibelen, eller de bliver opdraget deri fra barndommen af, og så, ofte i teenageårene, går de deres egne veje. Nogle af dem giver sig af med stofmisbrug og en løsagtig adfærd og anlægger en hippieagtig stil i påklædning og frisure, blot for at blive smerteligt skuffet. De oplever noget spændende og tillokkende, ja; men de finder ingen virkelig lykke. Så genoptager de forbindelsen med deres tidligere venner, som kan give dem praktisk hjælp og opmuntring. De begynder at ’erkende deres åndelige behov’. Det fører til at de vender om og bringer deres livsførelse i orden. Når man ser hvordan de er i dag — nydelige, venlige og tjenstvillige — kan man dårligt forestille sig at de kommer fra så dårligt et miljø. De føler sig ikke længere som fremmede, men glæder sig over samværet i den kristne menighed og anerkender fuldt ud hensigten med at de er skabt. De er lykkelige igen.

Den første af de ni ’saligprisninger’ i Jesu bjergprædiken fastslår således et grundprincip som viser hvordan man kan opnå virkelig lykke. De som erkender deres behov for åndelig vejledning, tilskyndes til at få et personligt forhold til Jehova. Efterhånden som dette forhold styrkes, bliver de Guds venner og erfarer den indre fred og lykke som ingen kan tage fra dem. (Joh. 14:27) De øvrige otte ’saligprisninger’ peger hovedsagelig på egenskaber der vil føre én endnu nærmere til Jehova — som dét at have et mildt sind, at hungre og tørste efter retfærdighed, at være barmhjertig, at være ren af hjertet, at være fredsstiftende og at vise udholdenhed under forfølgelse.

Imidlertid er de ni ’saligprisninger’ kun indledningen til Jesu bjergprædiken, der begynder i Mattæus 5:3 og slutter i Mattæus 7:27. Hele denne prædiken har direkte at gøre med emnet lykke. Efter indledningen viste Jesus klart hvad vor opgave er, idet han sagde: „I er jordens salt . . . I er verdens lys.“ (Matt. 5:13-16) Påtager vi os denne opgave, vil det bidrage til vor egen og andres lykke. Ligesom salt har evnen til at bevare, kan også den gode nyhed som vi bringer ud, bevare liv. Og hvilken lykke er det ikke for os at ’lade vort lys skinne’ for andre ved det talte ord og ved vort eksempel!

Jesus gik derpå videre med at foretage en række sammenligninger, idet han hver gang begyndte med ordene: „I har hørt at der er blevet sagt.“ (Matt. 5:21, 27, 33, 38) Med disse sammenligninger viste han at den kristne livsform, det at være en sand discipel af ham, indebar mere og medførte større goder (samt et større ansvar) end Loven som Gud gav Israel gennem Moses. De kristne skal elske endog deres fjender og opdyrke den samme uselviske kærlighed som Gud viser hele menneskeheden, og på denne måde være fuldkomne, ligesom deres himmelske Fader er fuldkommen. Det fører til virkelig lykke; det hjælper dem til at blive som ’den lykkelige Gud’. — Matt. 5:43-48; 1 Tim. 1:11.

Resten af Bjergprædikenen viser os hvordan vi skal nærme os Jehova og holde os nær til ham. Det kan vi blandt andet gøre ved at undlade at påtage os et ydre skin af fromhed, og især ved at undlade at nære bekymring for „værdier på jorden“, føde og klæder indbefattet. Bekymring og lykke går ikke godt i spand sammen. „Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen,“ sagde Jesus, men bliv ved med „først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift“. — Matt. 6:1-34.

Som nævnt er der visse betingelser man må opfylde. Den livsform Jesus omtaler er ikke selviskhedens ’brede og rummelige vej’. Den brede vej fører ikke til lykke men til undergang. Nej, Jesus sagde videre: „Snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ (Matt. 7:13, 14) Mange er ikke villige til at betale prisen — at være virkelig uselviske. De ønsker ikke i helhjertet hengivenhed at underlægge deres egen vilje under Skaberens vilje. Men Jehova er i sandhed værdig „til at modtage herligheden og æren og magten“. — Åb. 4:11.

Vi kan naturligvis ikke købe Jehovas gunst og forlange betaling i form af lykke. Det er kun i kraft af Jehovas ufortjente godhed at vi syndige skabninger kan fremstille os for ham på en acceptabel måde og indvi os til ham og træde ind i et godkendt forhold til ham. Det har han gjort muligt ved hjælp af sin elskede søns genløsningsoffer. (1 Tim. 2:3-6) Det er Jehova der har tilvejebragt en overflod af åndelig føde og oplysning og andre styrkende foranstaltninger, og det er ham der giver os denne venlige indbydelse: „Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! . . . Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt . . . og eders sjæl skal leve!“ — Es. 55:1-3.

Dét er den livsform der fører til lykke!

[Illustration på side 76]

I sin bjergprædiken fortalte Jesus om en livsform der fører til virkelig lykke.