En Gud uforlignelig i ydmyghed

INGEN er hans lige, ingen hans overhoved. Jehova Gud er den sande Suveræn. Alviis som han er, behøver han ikke at hente råd hos nogen. (Es. 40:13) Han er den højeste norm for alt hvad der er godt, retfærdigt og kærligt. Hans magt er ubestridelig. Den stilling han indtager kan ingen skabning anfægte, uanset hvad de gør eller ikke gør.

Vi ufuldkomne mennesker kan ikke give Jehova Gud noget som helst der vil være ham til nytte. Den unge mand Elihu vakte Job til eftertanke med ordene: „Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din brøde svar, hvad gør det da ham? Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din hånd? Du menneske, dig vedkommer din gudløshed, dig, et menneskebarn, din retfærd!“ — Job 35:6-8.

Syndige mennesker kan ikke rokke ved Jehova Guds stilling, men han er, i sin store ydmyghed, alligevel villig til at beskæftige sig med dem. Salmisten skrev under inspiration: „Hvo er som [Jehova] vor Gud, som rejste sin trone i det høje og skuer ned i det dybe — i himlene og på jorden — som rejser den ringe af støvet, løfter den fattige op af skarnet og sætter ham mellem fyrster.“ — Sl. 113:5-8.

Hvor helt anderledes end ufuldkomne mennesker optræder Jehova ikke! Ofte vil mænd som har fået en god uddannelse og som er i besiddelse af en skarp hjerne, blive utålmodige med dem der er knap så hurtige til at fatte. De kan faktisk være så hovmodige at de nægter at omgås mennesker hvis evner ikke rækker så langt. Men Jehova Gud er ikke for stor til at vise sin gunst over for mennesker som agtes for intet — de ringe og de fattige.

Den elendighedsfornemmelse som må gribe den der føler sig trukket ned i støvet, fremgår levende af Jobs situation. Den sygdomshærgede Job havde mistet alt og „sad i askedyngen“, sandsynligvis ensom og forladt på byens losseplads. (Job 2:8) Engang havde han nydt den ære at være en respekteret ældste og dommer i byporten, men nu var han en mærket mand der var genstand for tvivlsomme personers fornærmelser. Han udbrød: „Nu er jeg hånsang for dem, jeg er dem et samtaleemne; de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke at spytte ad mig.“ — Job 30:9, 10.

Tænk, Jehova Gud har været villig til at komme foragtede mennesker i lighed med den plagede Job til undsætning. Gang på gang har han ophøjet dem der fra et menneskeligt synspunkt ansås for at være ganske ubetydelige.

En der med glæde kan bekræfte dette er David. I anerkendelse af hvad Gud havde gjort for ham udbrød han: „Din nedladelse [ydmyghed, NW] gjorde mig stor.“ (2 Sam. 22:36) David var den yngste af Isajs sønner og regnedes ikke for den nærmeste til at blive valgt til Israels konge. Hans fader sendte end ikke bud efter ham ude på marken hvor han vogtede får, så han kunne fremstilles for profeten Samuel, men lod sine syv andre sønner træde frem. Først da Samuel forlangte det, sendte Isaj bud efter David. Derpå salvede Samuel David „medens hans brødre stod rundt om“. (1 Sam. 16:6-13) Den ydmyghed Jehova viste ved at rette sin opmærksomhed mod den unge David var det der fik ham, hyrdedrengen, til at føle sig stor.

Tilsvarende har Jehova valgt dem verden ser ned på, til at herske som konger sammen med sin søn Jesus Kristus. Den kristne apostel Paulus gør opmærksom herpå når han skriver: „Ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme; og Gud har valgt det ringe i verden og det der ses ned på.“ — 1 Kor. 1:26-28.

Særlig fremtrædende er den store ydmyghed Jehova Gud lagde for dagen når han gang på gang fandt sig i israelitternes oprørskhed. Gennem sin profet Esajas udtrykte han: „Jeg udbredte dagen lang hænderne til et genstridigt folk, der vandrer en vej, som er ond, en vej efter egne tanker.“ — Es. 65:2.

En sådan ydmyghed er i sandhed værd at lægge mærke til. Jehova Gud blev ved med at ’udbrede hænderne’ til israelitterne idet han indstændigt henstillede til dem at de skulle vende om til ham så han kunne skænke dem sine velsignelser. Til trods for at deres genstridighed bedrøvede ham dybt. Skriften siger: „De stred imod og bedrøved hans hellige Ånd.“ (Es. 63:10) Først efter at Jehova i flere hundrede år havde talt til israelitternes bedre følelser, lod han dette ulydige folk falde i fjendehånd. Alligevel lukkede han ikke døren helt i for de enkelte medlemmer af nationen. Han ønskede nemlig at de skulle ændre sind og vandre på hans veje så de kunne opnå hans godkendelse og velsignelse. Uophørligt lød tilskyndelsen: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder.“ — Mal. 3:7.

Hvad så i dag? De ord apostelen Paulus udtalte i Athen gælder stadig: „Nu meddeler [Gud] menneskene at de alle og overalt skal ændre sind.“ (Apg. 17:30) I sin store ydmyghed og grænseløse kærlighed ofrede Jehova Gud sin søn for verden. Dette åbnede menneskene vejen så de kunne opnå hans godkendelse og vinde det evige liv. — Joh. 3:16.

Eftersom Jehova er en Gud som er uforlignelig i ydmyghed, kan han ikke udstå den stolte og hovmodige. I Bibelen læser vi: „Hver hovmodig er [Jehova] en gru.“ (Ordsp. 16:5) „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — Jak. 4:6.

Jehova Guds ydmyge holdning er en forsikring om at hans beskedne tjenere altid kan gøre regning på hans hjælp. Nok er han suveræn som hersker, men selv den ringeste af hans tjenere behøver ikke at frygte at han skal overse ham. „[Jehova] er ophøjet,“ siger Salme 138:6, „ser til den ringe, han kender den stolte i frastand.“ Den som er kommet til ære og værdighed men tillige beherskes af hovmod og stolthed kan ikke opnå anerkendelse hos Jehova, men den ydmyge er dyrebar i hans øjne. Jesus Kristus opmuntrede sine disciple med ordene: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud. Men endog alle jeres hovedhår er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.“ — Luk. 12:6, 7.

Hvor taknemmelige bør vi ikke være for at Jehova er en ydmyg Gud. Uden hans ydmyghed ville det have været umuligt for os at opnå hans godkendelse. På den anden side bør Jehovas ydmyghed tilskynde os til at efterligne ham. Vi bør ønske at vor handlemåde stemmer med den tanke Jehova i sin visdom fremsætter i Ordsprogene 8:13: „Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund.“ Såfremt det er denne form for had vi er opfyldt af, kan vi have tillid til at Jehova Gud, den uforlignelige i ydmyghed, bestandig vil vise os sin beredvillige opmærksomhed.