Vor tros prøvede ægthed — årsag til pris og ære
„Over dette glæder I jer usigeligt, skønt I nu en kort tid, når det nødvendigvis skulle være, er blevet bedrøvet ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af jeres tro . . . kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Pet. 1:6, 7.
1. Giv eksempler på at Jehovas tjenere i fortiden blev forfulgt.
SÅ LÆNGE menneskeslægten har været til er troende mennesker blevet prøvet, plaget og forfulgt af deres modstandere. Det gjaldt Abel, der blev dræbt af sin egen broder fordi Gud så med velvilje til hans offergave i modsætning til Kains. Det gjaldt den jødiske profet Jeremias, der blev kastet i en mudderfyldt cisterne fordi han trofast forkyndte sin Guds ord. Og det gjaldt kristendommens grundlægger, Jesus, fordi han afslørede religiøst hykleri og lydigt gjorde sin Faders vilje.
2. Hvordan beskriver Hebræerbrevet de prøver som troende blev udsat for?
2 I Hebræerbrevets ellevte kapitel berettes der om mange af disse fortidens forfulgte, mænd såvel som kvinder; vi læser dér om deres prøvelser og deres tro. Hvilket mod har disse Guds tjenere ikke måttet udvise for at fastholde troen mens de blev torteret, latterliggjort, pisket, lagt i lænker og fængslet, ja stenet eller dræbt, med sværd! Som Paulus, en Jesu discipel, bemærkede: „Dem var verden ikke værd.“ Og dog havde de alle ikke blot en urokkelig tro, en ’sikker forventning’, men også den tillid at „Gud havde forudset noget bedre“ for dem. (Hebr. 11:1, 2, 38, 40) Hvad var det de så frem til med en sådan tillid at de villigt udholdt prøver af enhver art?
3. Hvad så de tillidsfuldt frem til?
3 Det var det himmelske rige disse troende mænd og kvinder satte deres lid til, „et urokkeligt rige“, Guds retfærdsrige. Paulus mindede sin tids troende hebræere om det ærefrygtindgydende skue af Jehova Guds majestæt på Sinaj bjerg da Lovpagten blev givet. Men han forklarede at noget langt mere storslået var i vente, nemlig oprettelsen af det himmelske rige som ikke blot skulle herske over Israel men over hele jorden. „Derfor, da vi skal modtage et urokkeligt rige, måtte vi da fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt.“ — Hebr. 12:18-28.
Hadet til de kristne vidner
4. Hvad blev nogle af de første kristne udsat for?
4 Ikke uden grund opfatter mange ordet „martyr“, der er græsk og ordret betyder „vidne“, som en betegnelse for de første kristne, der fandt sig i forfølgelser, ja led martyrdøden, fremfor at afsværge deres tro. Paulus tog selv del i sådanne forfølgelser, som han senere bekendte: „I den ene synagoge efter den anden plejede [jeg] at fængsle og piske dem der troede på [Herren Jesus]; og da dit vidne Stefanus’ blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og godkendte det og passede på deres yderklæder som gjorde det af med ham.“ — Apg. 22:19, 20.
5. Hvilke tilfælde af trofasthed nævnes her?
5 Blandt de første kristne martyrer finder vi også Jakob, Johannes’ broder; han var den første af de tolv apostle som led martyrdøden, idet Herodes Agrippa I lod ham henrette med sværd. (Apg. 12:1, 2) Og havde Jehova ikke grebet ind, ville Peter også være blevet dræbt af Herodes. (Apg. 12:11) Det skortede heller ikke på bestræbelser for at få apostelen Paulus dræbt. (Apg. 22:22) Henimod slutningen af det første århundrede skrev den aldrende apostel Johannes om endnu en kristen der døde trofast: „Antipas, [Jesu] trofaste vidne.“ — Åb. 2:13, da. aut.
6. (a) Hvad sagde Jesus om sine modstandere? (b) Hvorfor var der ingen undskyldning for deres modstand?
6 Hvorfor mødte Jesu første disciple så megen modstand? Hvorfor gik folkets ledere så vidt at de forledte andre til at aflægge falsk vidnesbyrd, med Stefanus’ død til følge? Jesus havde sagt rent ud til nogle af sine religiøse modstandere: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden.“ (Joh. 8:44) Det var altså ikke fordi de ikke vidste hvordan det virkelig forholdt sig med Jesu lære, eller hvor sandt Stefanus’ vidnesbyrd var. De kendte udmærket til Peters vidnesbyrd om at Guds ånd var blevet udgydt på Pinsedagen, og de havde enten været vidne til eller hørt om tungetalens gave — et tegn på at disse kristne var Guds folk. På daværende tidspunkt var „omkring tre tusind sjæle“ blevet døbt, og senere tog endog „en stor skare præster“ imod budskabet. Alligevel brændte det religiøse had som en ild mod dem der fulgte „Vejen“. (Apg. 2:41; 6:7; 9:2) De øverste præster huskede sikkert ganske godt hvordan Jesus havde fordømt dem. (Mattæus, kapitel 23) Deres modstand mod disse første kristne stemplede dem derfor som modstandere af Guds ånds virke.
Saulus bliver discipel
7. Med hvilken baggrund blev Paulus kristen?
7 Men ikke alle reagerede sådan. Saulus (der blev kendt ved sit romerske navn Paulus) gjorde store forandringer i sit liv. (Apg. 13:9) Skønt opdraget under Lovpagten og med farisæernes syn på tingene, forlod han sin ansete position blandt tilhængerne af den jødiske tro for at dele den forfølgelse der skyllede hen over de første kristne. (Fil. 3:5, 6) Konsekvenserne af denne forandring stod ham aldeles klart, men alligevel tøvede han ikke da han blev overbevist om hvad der var ret. Det var en tid med heftig forfølgelse af den kristne menighed. Saulus selv for voldsomt frem mod de første kristne; han trængte ind i hus efter hus, slæbte både mænd og kvinder ud og sendte dem i fængsel. (Apg. 8:1-3) Faktisk var han på vej til Damaskus med breve fra ypperstepræsten der gav ham myndighed til at bringe alle, mænd såvel som kvinder, der bekendte sig til kristendommen, som fanger til Jerusalem, da der indtraf en begivenhed som totalt ændrede hans liv. — Apg. 9:1, 2.
8. Hvad oplevede Paulus (eller Saulus) da han lærte sandheden at kende, og hvordan reagerede han?
8 Pludselig blev han overrasket af et himmelsk lys. „Han faldt til jorden og hørte en stemme der sagde til ham: ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ Han sagde: ’Hvem er du, Herre?’ Han sagde: ’Jeg er Jesus, som du forfølger.’“ Endnu blindet af lyset blev Saulus ført til Damaskus. Efter tre dages forløb blev en discipel ved navn Ananias sendt hen for at hjælpe ham. Efter at Ananias var blevet overbevist om at dette var Herrens vilje, sagde han til Saulus: „Broder Saul, Herren, den Jesus som viste sig for dig på vejen du kom ad, har sendt mig for at du kan få dit syn igen og blive fyldt med hellig ånd.“ Hvordan ville du have reageret i en sådan situation? Ville du have fundet det svært at foretage en forandring, når du vidste at det sandsynligvis ville medføre forfølgelse og modgang og at din familie måske ville slå hånden af dig? Saulus var ikke i tvivl om hvad han skulle gøre, for vi læser: „Straks begyndte han i synagogerne at forkynde om Jesus, at han er Guds søn.“ — Apg. 9:3-5, 17, 20.
Et eksempel på tro
9. (a) Hvordan virker Saulus’ erfaringer til opmuntring for vor tids kristne? (b) Under hvilke omstændigheder undslap Saulus med nød og næppe sine forfølgere i Damaskus, netop som han var begyndt at forkynde om Kristus?
9 Når vi betragter Saulus’ eksempel med hensyn til tro, hans udholdenhed under prøver, og den ledelse og beskyttelse Jehova skænkede ham, giver det os mod til at gennemstå de prøver sande kristne i vor generation udsættes for. Selv om Saulus vidste at han, lige så vel som de andre kristne dengang, ville komme ud for modstand, var han ikke den der veg tilbage. Herren havde endda sagt til Ananias: „Jeg skal klart vise ham hvor meget han nødvendigvis må lide for mit navn.“ Efter at have tilbragt nogle få dage slammen med disciplene i Damaskus begyndte Saulus nidkært at forkynde. Inden længe resulterede det i at jøderne lagde råd op om at dræbe ham. Dag og nat holdt de vagt ved byportene for at få ham ryddet af vejen. Men Jehova var ikke til sinds at afskrive dette ’udvalgte redskab’ så let. (Apg. 9:15, 16) Saulus fik nys om sammensværgelsen, og hans disciple hjalp ham til at undslippe, idet de firede ham ned i en kurv gennem en åbning i muren. Dette var kun begyndelsen til en spændende tilværelse i forkyndelsen for denne tidligere forfølger af de kristne.
10. Hvordan røbede oplevelsen med Elymas at dæmonerne modstod Saulus?
10 Saulus og Barnabas blev ved hellig ånd specielt udvalgt til at forkynde Guds ord, og de skulle gå til både jøder og ikke-jøder. På deres første missionsrejse traf de hos prokonsulen Sergius Paulus en mand der betegnedes som falsk profet og troldmand. Da Elymas, troldmanden, begyndte at modstå Saulus og Barnabas — han prøvede nemlig at snakke prokonsulen fra at lytte til deres budskab — spurgte Saulus (som nu kaldtes Paulus), fyldt med hellig ånd: „Vil du ikke holde op med at fordreje Jehovas lige veje?“ Straks blev troldmanden midlertidigt blind. Begivenheden forbløffede prokonsulen, og han kom til tro ved det han så og hørte. — Apg. 13:6-12.
11. (a) Hvorfor, og på hvilket bibelsk grundlag, forkyndte Paulus og Barnabas for hedningerne i Antiokia og Ikonium? (b) Hvad gjorde de da de blev drevet ud af disse byer?
11 Paulus og Barnabas fortsatte til Antiokia i Pisidien, hvor de aflagde et frimodigt vidnesbyrd for byens indbyggere. Da jøderne blev rasende over deres forkyndelse om Jesu opstandelse rettede de to mænd opmærksomheden mod folk fra nationerne, idet de henviste til de profetiske ord hos Esajas: „Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 13:47) Mens de hedninger der var retsindigt indstillede, frydede sig over dette, drev den jødiske befolkning Paulus og Barnabas ud af byen. Men de fortsatte rejsen, opfyldt af glæde og hellig ånd. I Ikonium, deres næste opholdssted, oplevede de noget lignende. Som resultat af deres forkyndelse kom en mængde jøder og grækere til troen, men de der ikke tog imod budskabet ophidsede befolkningen, og både jøder og hedninger blev opsat på at øve vold imod dem, så de måtte flygte andre steder hen og fortsætte forkyndelsen af den gode nyhed.
12, 13. (a) Hvad overgik der Paulus i Lystra? (b) Hvordan viste Paulus at han stolede på Jehova?
12 I Lystra helbredte Paulus en mand der havde været vanfør fra fødselen, og folk tænkte at de to missionærer måtte være guder. De kaldte Barnabas Zeus, og Paulus kaldte de Hermes, eftersom det var ham der førte ordet. Paulus og Barnabas holdt dem imidlertid tilbage ved at sige: „Mænd, hvorfor gør I dette? Vi er også mennesker og har de samme svagheder som I, og vi forkynder den gode nyhed for jer.“ (Apg. 14:15) Men nu ankom de jøder fra Antiokia og Ikonium der stadig eftersporede Paulus, og da de fandt ham, stenede de ham og slæbte ham uden for byen, idet de mente han var død. Men ved Jehovas ufortjente godhed overlevede Paulus denne prøvelse, og næste dag tog han og Barnabas til Derbe, hvor han fortsatte sin forkyndelse og gjorde ikke så få til disciple.
13 Måske tænker du: ’Efter alt det havde jeg nok givet op inden jeg blev slået ihjel.’ Men sådan tænkte Paulus ikke. Nej, beretningen i Apostelgerninger 14:21 viser at Paulus og Barnabas vendte tilbage til Lystra, Ikonium og Antiokia, hvor de havde mødt så megen modstand. De ville nemlig gerne styrke og opmuntre disciplene dér. De påmindede dem og sagde: „Det er nødvendigvis gennem mange trængsler vi må gå ind i Guds rige.“ De fortsatte altså deres arbejde med at opbygge menighederne og styrke dem der var kommet til tro på Jehova. — Apg. 14:22.
Trosfæller forårsager ordstrid
14. Hvilket synspunkt fremførte nogle, og hvordan blev problemet løst?
14 Ulykkeligvis var det ikke kun modstandere der til tider gav anledning til problemer. Selv trosfæller vakte ordstrid, idet de for eksempel hævdede at hedninger ikke kunne frelses medmindre de blev omskåret efter Moses’ skik. (Apg. 15:1, 2) Da der var heftig uenighed om spørgsmålet blev det besluttet at Paulus og Barnabas samt nogle andre skulle fremlægge sagen for apostlene og de ældste i den oprindelige menighed i Jerusalem. Og hvilken afgørelse traf man så efter at dette var sket og Peter med flere havde haft lejlighed til at udtale sig? At de fra nationerne som vendte sig til Gud kun skulle besværes med det nødvendige, nemlig at de skulle afholde sig fra det der var forurenet af afguder og fra utugt og fra blod. — Apg. 15:12-20.
15. Hvorfor irettesatte Paulus Peter?
15 Paulus stod fast for sandheden. Da han senere omtalte sit besøg i Jerusalem brugte han udtrykket at „falske brødre . . . havde listet sig ind“, og videre sagde han: „Dem gav vi ikke i underkastelse efter for, nej ikke for en time, for at den gode nyheds sandhed kunne forblive hos jer.“ I Antiokia, hvor selv Peter gjorde sig skyldig i hykleri — idet han afholdt sig fra at spise sammen med eller omgås sine ikke-jødiske brødre for ikke at støde nogle jødekristne som var på besøg — modstod Paulus ham „ansigt til ansigt, for domfældt var han“. Han forklarede galaterne: „Jeg fejer ikke Guds ufortjente godhed til side; hvis nemlig retfærdighed fås ved lov, døde Kristus jo for intet.“ (Gal. 2:4, 5, 11, 21) Dette hjalp galaterne til at forstå at kristne erklæres retfærdige ved tro på Kristus og ikke ved at gøre Moselovens gerninger. Lovpagten var afskaffet og nu var den nye pagt i kraft. Nogle var sene til at fatte dette, men Paulus lod sig ikke anfægte af deres menneskelige tankegang.
Modstand gør ikke Paulus modløs
16. Hvordan vendte Paulus’ og Silas’ prøvelser i Filippi sig til velsignelse?
16 Da Paulus på sin anden missionsrejse var i Filippi, havde han den glæde at bringe sandheden til en purpurhandlerske ved navn Lydia. Hun åbnede ivrigt sit hjerte for det Paulus forkyndte, og viste brødrene stor gæstfrihed. Også her i Filippi kom Paulus ud for problemer, denne gang fra ejerne af en tjenestepige med en spådomsånd. Dag efter dag råbte hun: „Disse mennesker er den højeste Guds trælle og de forkynder jer frelsens vej.“ (Apg. 16:17) Efterhånden blev det Paulus for meget, og i Jesu navn befalede han dæmonen at forlade pigen. Da hendes ejermænd, som havde tjent godt på hendes spådomskunst, så at hun havde mistet sine overnaturlige evner, trak de Paulus og Silas for byens ledere for at få dem slået og kastet i fængsel. Mange ville have mistet modet og sagt at nu kunne det være nok: først stokkeslag og så fængsel; men nej, ikke Paulus og Silas. Beretningen oplyser at der midt om natten, mens de bad og priste Gud i sang, pludselig indtraf et voldsomt jordskælv, der fik fængselets døre til at åbne sig og sprængte fangernes lænker. I stedet for at prøve at flygte blev Paulus hvor han var, for at berolige fangevogteren, som nær havde taget sit eget liv, og Paulus benyttede lejligheden til at dele Jehovas ord med ham og hans familie. De blev døbt samme nat.
17. Hvordan betragtede Paulus sine prøvelser, og hvilken indstilling bevarede han?
17 Uanset hvad der skete, tog det ikke modet fra Paulus. Han bevarede den rette indstilling. Som han skrev til brødrene i Korint: „Når vi hånes, velsigner vi; når vi forfølges, finder vi os i det; når vi smædes, bønfalder vi.“ (1 Kor. 4:12, 13) Han forstod sandheden i Jesu ord: „En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Paulus betragtede det som et privilegium at udstå prøvelser for den gode nyheds skyld. — Fil. 1:27-30.
18. Hvordan modarbejdede en sølvsmed Paulus’ forkyndelse, men hvad endte det med?
18 På sin tredje missionsrejse løb Paulus atter ind i vanskeligheder, denne gang forårsaget af nogle håndværkere der fremstillede miniaturetempler. Demetrius, en sølvsmed der skaffede sig god fortjeneste ved fremstillingen af disse templer til ære for gudinden Artemis, gjorde håndværkerne opmærksomme på at Paulus lærte at guder gjort af hænder ikke var guder, og at folkenes beskæftigelse snart ville komme i miskredit. Derover kom byen i oprør, og kun ved de største anstrengelser fik byskriveren folkemængden beroliget og overtalt til at spredes. (Apg. 19:23-41) Ja, Paulus’ liv var ofte i fare og hans tro blev prøvet gang på gang. — 2 Kor. 4:7-12; 6:3-10; 11:23-27.
19. Hvad blev Paulus advaret om, og hvorfor veg han ikke tilbage ved udsigten til at skulle dø?
19 Endelig skal nævnes hvad der skete da Paulus var i Kæsarea. Her advarede profeten Agabus ham om at han ville blive bundet i Jerusalem og overgivet til folk fra nationerne. Hvad ville Paulus gøre? Ville han flygte? Nej, han sagde: „Jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navn.“ (Apg. 21:10-13) Han følte at han havde røgtet sin tjenesteopgave trofast og at han var „ren for alles blod“, og derfor var det lige meget hvad der skulle overgå ham. — Apg. 20:26.
20. Hvem fik Paulus lov til at aflægge vidnesbyrd for, og hvordan brugte han sin tid da han var i fangenskab?
20 Da Paulus kom til Jerusalem blev han som forudsagt mødt med falske anklager i templet og trukket udenfor. Kun en hurtig indgriben fra den romerske officers side afværgede hans død. Paulus fik derpå lov til at fremføre sit forsvar for den jødiske højesteret, sanhedrinet. Men her opstod der også strid på grund af det han sagde. Den følgende nat stod der en engel hos ham og sagde at han skulle være ved godt mod, for som han havde aflagt et grundigt vidnesbyrd i Jerusalem, således skulle han også vidne i Rom. (Apg. 23:11) Efter en tid fremførte Paulus sin sag for landshøvdingen Feliks, siden for dennes efterfølger Porkius Festus og endelig for kong Agrippa II, før han blev sendt til Rom. Anholdelsen blev opretholdt over ham i to år, mens han forkyndte for alle der besøgte ham. Det ser ud til at han blev frikendt og løsladt af kejser Nero. — 2 Tim. 4:16, 17.
21, 22. (a) Hvilket vidnesbyrd har vi om at Paulus forventede at hans andet fangenskab ville ende med døden? (b) Hvorfor havde Paulus så stærk en tro?
21 Imidlertid blev Paulus atter fængslet i Rom omkring år 65 e.v.t. Det var under dette fangenskab han skrev sit andet brev til Timoteus og deri antydede at han snart skulle dø. (2 Tim. 4:6-8) Sandsynligvis led han martyrdøden på Neros befaling i år 66 e.v.t.
22 Der var ingen tvivl om den prøvede ægthed af Paulus’ tro. Han havde god grund til at udvise tro. Ikke alene blev han kaldet ved et mirakel, men gang på gang havde han erfaret at Guds ånd virkede gennem ham i den gerning han havde den forret at udføre, og han havde set engle gribe ind til gunst for ham. Til trods for det intense had han var genstand for, både fra dæmoner og mennesker, vaklede han ikke i sin tro, ej heller lod han sig hindre i det arbejde han var kaldet til. Han satte sin lid til Herren og til opstandelseshåbet. — 1 Kor. 15:14, 21, 22.
23. Hvorfra ved vi at Paulus ikke skammede sig over sit livsløb?
23 Paulus skammede sig ikke over sit livsløb. Som han sagde til kong Agrippa: „Jeg ville ønske over for Gud at ikke alene du men også alle de som hører mig i dag . . . måtte blive sådan som jeg selv er, bortset fra disse lænker.“ (Apg. 26:28, 29; Rom. 1:16) På trods af de prøvelser han blev udsat for, opmuntrede han andre til at følge samme vej. Til brødrene i Korint skrev han: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ (1 Kor. 11:1) Han var ikke den der søgte efter vanskeligheder eller som solede sig i lidelser og martyrier, som om de kastede glans over den der ramtes deraf. Men han stod fast for sandheden. Da han skrev til tessalonikerne glædede han sig over at den gode nyhed ikke var ensbetydende med ord alene, „men også med kraft og med hellig ånd og med fuld og fast forvisning, . . . og I blev efterlignere af os og af Herren, idet I tog imod ordet under megen trængsel med hellig ånds glæde“. — 1 Tess. 1:5, 6.
24. Hvilke velsignelser vil det medføre hvis vi udviser en tro som Paulus’?
24 De færreste af os vil nogen sinde komme ud for så mange prøvelser som Paulus. Alligevel kan vi alle udvise en tro som hans. Vi kan erindre os hans opmuntrende ord til hebræerne: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ (Hebr. 10:38, 39) Da vi ved at vor tros prøvede ægthed virker udholdenhed, bør vi være efterlignere af Paulus som han var det af Kristus Jesus. Når vi trofast holder ud på trods af de prøvelser der kommer over os, ved vi at også vor tros prøvede, varige ægthed vil blive „årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse“. — 1 Pet. 1:5-7, 9; Jak. 1:2, 3.
[Illustration på side 345]
Saulus fra Tarsus var ikke „ulydig mod det himmelske syn“ men blev en discipel af Jesus og et eksempel i tro og udholdenhed. — Apg. 26:19.