Hvor finder man frihed?

VI MENNESKER nærer et naturligt ønske om frihed. Vi ønsker at kunne udtrykke vore meninger frit, uden at blive holdt nede eller forfulgt. Desuden ønsker vi at kunne tilbede Gud i overensstemmelse med vores samvittighed. Vi vil gerne være lykkelige og have frihed til at arbejde og tjene til livets ophold — helst, naturligvis, med et arbejde der interesserer os og stiller krav til vore evner.

Ikke alle har disse friheder i dag. Nogle som føler sig undertrykt er blevet frustrerede, eller måske forbitrede, og de kæmper for retten til selv at bestemme. De vil have frihed. Nogle vil have ubegrænset frihed, endda frihed til at gøre hvad der kunne skade dem selv, for eksempel bruge euforiserende stoffer, eller til at opføre sig på en måde der kunne skade andre. De mener de bør have ret til at gøre hvad de vil. Og andre vil gerne have frihed til ikke at gøre noget.

Men er denne higen efter absolut uafhængighed vejen til sand frihed? Kan den enkelte opnå fuld frihed uden at det bliver på bekostning af andres frihed? Hvis alle gjorde som de fandt for godt, hvor ville friheden da være? Ville ejendomsretten blive respekteret? Og hvad med den personlige sikkerhed? Mon ikke snarere alt ville være kaos og anarki? Det er klart at der må herske en vis orden, og at vi alle må gøre vort hertil. Og for at der kan være orden må der være love. Forsvarlige love og bestemmelser virker til glæde og lykke.

Tag for eksempel naturlovene. Vi er underlagt disse love, og det er vi glade for. Hvis tyngdeloven blev ophævet ville det være en katastrofe for os alle. Og ingen ignorerer ustraffet denne lov.

Morallove

Det samme gælder de morallove Gud har fastsat. Selv om de ikke altid bliver adlydt så konsekvent som naturlovene, bliver de dog lige så ubønhørligt håndhævet. Lad os sige at en gift mand begår ægteskabsbrud. Han synes måske at det er „frisindet“ og gavnligt at pleje forbindelser uden for ægteskabet. Men han overtræder en morallov. Derved skader han sig selv og krænker andres ret. (1 Tess. 4:3-6) Han er i fare for at pådrage sig en kønssygdom. Hans ægteskab vil sandsynligvis lide under det, uanset hvor „tolerant“ han finder sin kone, og en skilsmisse kan meget vel blive resultatet. Har han børn, går det også ud over dem.

Nogle vil måske synes at dette er en gammeldags tankegang. Men læg mærke til hvad bladet Time for 25. november 1974 siger om det såkaldte „frie ægteskab“, hvor ægtefællerne efter gensidig aftale har lov til at have affærer uden for ægteskabet:

„Mange rådgivere fortæller om alvorlige og ofte uventede problemer med jalousi (‘noget hvis magt vi alle undervurderer,’ siger romanforfatteren Robert Westbrook, hvis frie ægteskab gik i stykker).

. . . Pinen ved at kende til en partners affærer genopliver en gammel middelklassestrategi — hykleriet, idet den officielle troskab sættes i forbindelse med den uofficielle frihed.“

Og hvad med dem der har den indstilling til kønslivet at alt går an, uanset om man er gift og hvem man er gift med? Reader’s Digest for marts 1975 citerer bogen Divorced in America af redaktør og foredragsholder Joseph Epstein. I bogen omtales den kamp som nogle fremtrædende mænd har „vundet“ over de førhen strenge moralregler, og der siges: „Men sejren har ikke givet større frihed, blot større tøjlesløshed, og det er slet ikke det samme.“ Og med hensyn til at der lægges mere vægt på teknik end på kærlighed siger bogen videre: „Derved skiller man ømheden fra det sensuelle, i stedet for at lade de to ting følges ad; sex bliver til ren og skær utugt; vi er mere optaget af vore kroppe end nogen sinde før.“

Ved at overtræde en morallov kan man altså ødelægge hele sin tilværelse. Man bringer ikke alene sit familieliv i fare, men også sit gode navn og rygte. Uanset om man anser sig selv for at være „frisindet“, vil man en dag miste sin selvrespekt og plages af dårlig samvittighed.

Guds rettigheder

Det er tydeligt at det er nødvendigt at anerkende andres rettigheder, men det vigtigste er at anerkende Guds rettigheder. Går det ud over Gud hvis vi krænker hans ret? Nej, ikke uden i den forstand at det ’skærer ham i hjertet’ fordi han ved at vi derved skader os selv. (1 Mos. 6:6) Vi kan hverken give Gud noget eller tage noget fra ham. Bibelen siger: „Hvem har først givet til ham, så det skal gengældes ham [altså giveren]?“ (Rom. 11:35) Men vi kan gøre indgreb i hans rettigheder, til skade for os selv og andre.

Hvilke rettigheder har Skaberen? Han har ret til at lede sit skaberværk så det opfylder hensigten med at det er skabt. I dag er alle mennesker ufuldkomne, og de er afveget fra den vej de skulle følge. Derfor burde vi ofre Guds ord mere end almindelig opmærksomhed, så vi kan genvinde det rette forhold til ham.

Trældom under synd og død

I århundreder har så godt som alle mennesker talt om frihed. Hvorfor? Fordi de ikke er frie. Alle er trælle, om ikke under mennesker, så under synd og død. For at blive virkelig frie må de frigøres fra synden, hvilket indebærer at de må frigøres fra sygdom og død, som er resultatet af synd. (Rom. 6:23) Da Jesus Kristus var på jorden sagde han til jøderne: „Enhver som øver synden, er syndens træl.“ Og han fortalte dem hvordan de kunne blive fri for denne dødbringende plage: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer. . . . Hvis derfor Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ — Joh. 8:31-36.

Kan Guds regering bringe frihed?

Kan man være underlagt Guds love og dog nyde fuldstændig frihed? Lad os betragte nogle af de love der gjaldt dengang Gud havde en regering på jorden der repræsenterede ham.

Da Israel var underlagt Guds styre havde hver mand sin egen jord, der var gået i arv i familien. Her kunne han og hans familie tjene til livets ophold. Hvert syvende år var et sabbatsår, og i det år skulle der hverken sås eller høstes. (3 Mos. 25:1-7) Derved fik familiens medlemmer mulighed for at tilbringe meget tid sammen. De kunne lære Gud bedre at kende ved at drøfte hans love og hensigter. Hvis en havde særlige talenter, kunne han udvikle disse. Mange lærte et fag eller et håndværk. Derved kunne de, og det gjaldt også kvinderne, bidrage til samfundets velfærd.

Hvert halvtredsindstyvende år var et „jubelår“, en tid med stor frihed. Hvis en mand på grund af økonomiske vanskeligheder havde måttet afstå sin arvelod, fik han den nu tilbage. Al gæld blev eftergivet. Hvis nogen var blevet trælle for at betale en gæld, var de nu frie og kunne vende tilbage til deres jord. (Trællene dengang var ikke hvad man normalt forestiller sig ved slaver i dag. Under Israels lov blev en hebraisk træl behandlet som en daglejer.) Kunne et folk blive mere frit? — 3 Mos. 25:8-22, 39, 40.

Ja. De der kommer til at leve under Guds messianske rige, som skal regere fra himmelen i tusind år, vil snart kunne glæde sig over større frihed i enhver henseende. Som kongen i dette rige vil Jesus Kristus repræsentere Guds suveræne magt. Under Rigets herredømme vil menneskene opnå fuldstændig frihed for synden, som de har trællet under. Døden, som er et resultat af synden, vil også forsvinde. (1 Kor. 15:26; Åb. 21:3, 4) Gennem Kristi administration som konge og ypperstepræst vil menneskene, heriblandt de opstandne, blive løftet op til absolut fuldkommenhed på sind og legeme. — Åb. 20:11-13; Hebr. 11:39, 40.

Når de tusind år er endt vil Kristus overgive den fuldkomne menneskehed til Jehova Gud. (1 Kor. 15:24) Alle der elsker Guds suverænitet og som ikke higer efter at bestemme selv, vil blive erklæret for „Guds sønner“. Apostelen Paulus henviste til dette da han skrev: „Skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Rom. 8:21.

Guds børn! Mænd og kvinder vil blive Guds sønner og døtre, medlemmer af hans familie — rene, fuldkomne og hellige som han selv. Hvilken frihed vil de ikke have, med ham som en kærlig Fader! De vil glæde sig over et fuldkomment helbred, og være fri for skavanker af nogen art. (Es. 25:6-8) Der vil ikke være nogen menneskeskabte regeringer, ingen diktatorer, ingen dominerende cheftyper! (Luk. 22:25, 26) Umoralske handlinger vil ikke blive opfattet som et udtryk for frihed. Menneskene vil være underlagt love for at samfundet kan fungere, men de vil ikke behøve love imod umoralitet, tyveri, mord og det fordærv som findes i dag. Om dette skrev apostelen Paulus:

„Nu ved vi at Loven [Moseloven] er god, forudsat man bruger den lovmæssigt, idet man forstår dette: at loven ikke er fremsat for et retfærdigt menneske, men for lovløse og uregerlige, ugudelige og syndere, for dem som mangler kærlig godhed, og for vanhellige, . . . manddrabere, utugtige, . . . løgnere.“ — 1 Tim. 1:8-10.

Da Jesus Kristus var på jorden som et fuldkomment menneske af kød og blod, havde han ingen tilbøjelighed til at gøre disse fordærvede ting. Det var naturligt for ham at overholde Loven. Han beviste at det ikke er nødvendigt for mennesker at begå synd. Apostelen Paulus forklarer således at „Gud, ved at sende sin egen søn i syndigt køds lighed og med henblik på synd [for at Jesus kunne bringe sig selv som et sonoffer], [har] fordømt synden i kødet“. — Rom. 8:3.

Kristen frihed i dag

De der får kendskab til Jehova Gud og hans hensigter kan allerede nu, selv om de er ufuldkomne, behage ham og nyde stor frihed. Apostelen fortsatte: „. . . for at Lovens retfærdige krav kunne blive opfyldt i os som ikke vandrer i overensstemmelse med kødet men i overensstemmelse med ånden [Guds ånd].“ (Rom. 8:4) De følger „frihedens fuldkomne lov“. — Jak. 1:25.

Derfor udviser sande kristne stor frimodighed idet de fortæller andre om den frihed som menneskeheden kan opnå gennem Guds foranstaltning. (Fil 1:18-20) Men de følger apostelen Peters råd: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud.“ (1 Pet. 2:16) Selv i denne verden, som træller for synden, føler de stor fred, tilfredshed og tryghed. De har erfaret sandheden i Jesu ord: „I vil finde ny styrke.“ — Matt. 11:29.