En god nyhed der gælder vor tid
„MIN kone er død. Jeg har mistet mit arbejde. Mit fjernsyn er gået i stykker, og det samme er min radio. Jeg er kommet til skade ved en ulykke, og jeg har så mange smerter. Jeg kan ikke længere holde ud at leve. Derfor vil jeg nu gøre ende på alle mine trængsler.“ Sådan sagde en mand i Ohio til en fuldstændig fremmed. Det er tydeligt at han virkelig trængte til en god nyhed. Men findes der en god nyhed i dag som kan opmuntre en sådan mand og millioner af andre ulykkelige mennesker?
En bog der har eksisteret i århundreder kan med rette gøre krav på at fremkomme med den bedste nyhed. Millioner, heriblandt også den ulykkelige mand i Ohio, er blevet hjulpet og opmuntret af dens budskab. Den har givet mange nyt håb og en mening med livet. Den appellerer til alle. Ja, dens ’gode nyhed’ er faktisk henvendt til „hver nation og stamme og hvert tungemål og folk.“ (Åb. 14:6) Meget betimeligt er denne bog, Bibelen, eller dele af den, blevet oversat til mere end 1575 sprog og dialekter.
Baggrunden for den gode nyhed
For at forstå hvad den gode nyhed som Bibelen omtaler går ud på, må vi vide hvorfor vi befinder os i en verden fuld af sygdom, lidelse, lovløshed, vold og død. Også det giver Bibelen os svar på. Hvad fortæller den?
Det har aldrig været Guds hensigt at mennesker skulle lide. Skaberen, Jehova Gud, gav de to første mennesker, Adam og Eva, udsigt til evigt liv i et fredfyldt jordisk paradis. (1 Mos. 2:8, 9, 15) Imidlertid gjorde han deres liv afhængigt af om de rettede sig efter visse love. De måtte for eksempel spise, drikke og trække vejret for fortsat at kunne leve. På samme måde var lydighed mod Guds befalinger af afgørende betydning for menneskelivets beståen. Da Adam overtrådte Guds lov mistede han derfor sin fuldkommenhed, og som en syndig mand kunne han kun blive fader til et ufuldkomment afkom. Bibelen siger: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ — Rom. 5:12.
Lykkeligvis har Jehova Gud imidlertid besluttet at han, når hans tid er inde, vil udfri menneskeheden fra synden og døden. Indtil da har han, med få undtagelser, tilladt menneskene at følge deres egne ønsker, og han har ikke forhindret dem i at nyde gavn af naturens kredsløb, som han selv satte i gang før mennesket blev skabt. Derfor kunne den kristne apostel Paulus sige til de afgudsdyrkende folk i Lystra: „I de forgangne generationer har [Gud] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ — Apg. 14:16, 17.
Men hvis nogle vælger at ignorere deres samvittighed eller at tilsidesætte de fysiske love, kan de naturligvis ikke undgå at bringe sig selv, og sandsynligvis andre, i vanskeligheder. Jehova Gud griber ikke ind for at forhindre den uforanderlige lov i at ske fyldest: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Gal. 6:7) Den Højeste har således tilladt at menneskeheden erfarer både godt og ondt, alt imens han selv gennemfører sin hensigt med den.
Menneskeheden udfries
Bibelen viser at Jehova Gud allerede har lagt grundlaget for at menneskeheden kan blive udfriet fra synden og døden. Det gjorde han ved at frembringe en løsesum for os. Hvordan og hvorfor gjorde han dette?
Da Adam overtrådte Guds lov mistede han som sagt det fuldkomne menneskeliv, både for sig selv og for sine ufødte efterkommere. Derved kom hele menneskeheden til at trælle under synden og døden. En løsesum var nødvendig for at udfri den fra denne trældom. Denne løsesum skulle svare nøjagtigt til det Adam forspildte ved sin ulydighed — et fuldkomment menneskeliv.
Mennesker selv havde ingen mulighed for at frembringe denne værdifulde løsesum. At det var umuligt, skildres på en god måde af den inspirerede salmist: „Ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ — Sl. 49:8-10.
Ved et mirakel tilvejebragte Jehova Gud imidlertid det der var nødvendigt. Ved hjælp af sin hellige ånd overførte han sin enestefødte søns liv fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderliv. Derved kunne denne søn, der kom til at hedde Jesus, blive født hellig, uden synd. Engelen Gabriel gjorde dette klart da han sagde til Maria: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ — Luk. 1:35.
Eftersom Jesus var fuldkommen, ligesom Adam var da han blev skabt, kunne han bringe sit liv som et offer og derved tilvejebringe den nødvendige løsesum. Han greb så at sige ind og påtog sig den straf som den syndige menneskehed fortjente — døden. Apostelen Peter forklarer dette idet han skriver: „Han bar selv vore synder i sit legeme op på pælen, for at vi kunne være færdige med synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Pet. 2:24) Siden da har mennesker haft mulighed for, på Guds betingelser, at nyde gavn af denne genløsningsforanstaltning.
Et retfærdigt styre vil forandre jorden
I det første århundrede fik de der tog imod Guds foranstaltning til frelse, mulighed for at blive forenet med Jesus Kristus som kongepræster efter at de i trofasthed havde afsluttet deres jordiske liv og var blevet oprejst til udødeligt liv i himmelen. Om dem der udvælges til at være Jesu Kristi medarvinger, siger Bibelen: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse, dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åb. 20:6.
I århundreder har Gud særligt udvalgt mennesker til at tjene som konger og præster sammen med hans søn. Så vidt som det overhovedet er menneskeligt muligt må disse udvalgte bestræbe sig for at svare til følgende beskrivelse: „I deres mund er der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ (Åb. 14:5) Kun prøvede, trofaste tjenere for Gud kan få del i det betydningsfulde ansvar at genrejse menneskeheden til fuldkommenhed. Ligesom præsterne i fortidens Israel bragte dyreofre som soning for synder, vil de udvalgte kongepræster være med til at anvende Jesu sonoffers goder til gavn for menneskene på jorden.
Ved hjælp af Jesus Kristus og hans medkonger og -præster vil Jehova Gud således opfylde det storslåede løfte: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:4.
Hvilken vidunderlig nyhed! Jesu Kristi og hans medregenters styre vil bringe fuldstændig udfrielse fra alt det der har gjort livet på jorden ubehageligt. At al uønsket smerte bliver fjernet må nødvendigvis også betyde at vold, kriminalitet, sult, fattigdom, uretfærdighed og undertrykkelse bringes til ophør. Borte vil sygdommens og alderdommens svækkelse også være. Hele menneskeheden vil glæde sig over at besidde ungdommens kraft og styrke. Der vil ikke længere blive fældet bitre tårer på grund af lidelser og død. I lyset af alt dette forstår vi hvorfor Bibelen taler om ’den gode nyhed om riget’. — Matt. 24:14.
Overraskende nok er dette dog ikke en god nyhed for alle jordens beboere. Bibelen viser at Guds rige ved Kristus ville have mange fjender og at nationerne ville foretrække deres eget herredømme. Deres modstand mod Guds rige er imidlertid dømt til at mislykkes. Daniels profeti fortæller os: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44) Ja, menneskers herredømme og alle dets trofaste tilhængere vil blive besejret af ’kongernes Konge og herrernes Herre’, Jesus Kristus. — Åb. 19:11-16.
Tilintetgørelsen vil blive så omfattende at den i Bibelen beskrives som „en trængselstid . . . som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til“. (Dan. 12:1) Men selv om denne „store trængsel“ bliver frygtelig, vil den blive hilst velkommen af alle som oprigtigt ønsker at blive underlagt Guds rige ved Kristus. (Åb. 7:14) Bibelen forsikrer at ’Jehova forstår at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag’. (2 Pet. 2:9) I Åbenbaringens bog siger Bibelen at der vil være langt flere end blot nogle få overlevende. De omtales som „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åb. 7:9.
Disse overlevende, heriblandt mange børn, vil da blive underlagt Jesu Kristi direkte herredømme. De vil erfare den omsorg og barmhjertighed han, ifølge profetien vil vise: „Han skal redde den fattige, der skriger om hjælp, den arme, der savner en hjælper, ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges sjæle; han skal fri deres sjæle fra uret og vold, deres blod er dyrt i hans øjne.“ (Sl. 72:12-14) Han vil også hjælpe dem til at overvinde svagheder og ufuldkommenheder, så de til sidst kan stå foran den Højeste som syndfri mennesker. Åbenbaringen 7:17 henviser til dette, idet der her siges at Lammet, Jesus Kristus, „vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand“.
Hvad så med dem der dør inden „den store trængsel“ bringer ødelæggelse over modstanderne af Guds rige ved Kristus? De vil få mulighed for at nyde gavn af Kristi offer ved en opstandelse fra de døde. Tænk hvilken glæde de overlevende vil have når de tager imod de døde — mænd, kvinder og børn — som en opfyldelse af Jesu ord: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ — Joh. 5:28, 29.
Hvornår vil det ske?
Den gode nyhed til os går ud på at tiden hvor Guds rige vil overtage de jordiske anliggender hastigt nærmer sig. Læg mærke til hvad Bibelen siger om de forhold der skulle markere at den ugudelige tingenes ordning befandt sig i sine „sidste dage“: „I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft.“ — 2 Tim. 3:1-5.
Jesus Kristus fortalte ligeledes sine disciple at udfrielsen ville komme i en tid med stor frygt og ængstelse blandt nationerne. Efter at han havde sagt at der på jorden ville være ’angst blandt nationerne, som hverken ved ud eller ind’, fremsatte han disse opmuntrende ord: „Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ For at illustrere hvad han mente fortsatte han: „Se figentræet og alle de andre træer: Så snart de springer ud, ved I af jer selv, ud fra det I ser, at nu er sommeren nær. Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt sker.“ — Luk. 21:25-32.
Har vi ikke været vidne til netop de ting Bibelen forudsiger? Har vi derfor ikke god grund til at forvente en snarlig udfrielse? Jo; og det betyder at der lever mennesker i dag som direkte vil opleve afslutningen på den nuværende ugudelige ordning, med dens uretfærdighed og undertrykkelse. De der dør inden den tid, vil ikke gå glip af de velsignelser som kun Guds rige ved Kristus kan bringe — fuldstændig udfrielse fra sygdom, lidelse og død. Enhver skade de har lidt i denne ordning vil der blive rådet bod på når de får en opstandelse med udsigt til evigt liv.
Bibelen indeholder i sandhed en god nyhed for vor tid. Hvor opmuntrende er det ikke at vide at denne jord snart vil blive et sted med fred — et glædeligt paradis — uden sygdom, lidelse og død!