Vil uretfærdighed nogen sinde høre op?

„DET retssystem der gælder for Dem er anderledes end det der gælder for mennesker med indflydelse.“

Denne udtalelse blev sidste sommer fremsat af Maurice H. Nadjari, der i sin egenskab af offentlig anklager var sat til at undersøge strafferetsplejen i byen New York. Da han blev spurgt: „Tror De at der er en dobbelt standard i dette samfund, én for overklassen og en anden for underklassen?“ svarede han:

„Ja, jeg tror afgjort det forekommer i vort retssystem. Retfærdigheden har to sider. Én side for de politisk indflydelsesrige, og en anden side for Dem og mig.“

Gælder dette også i andre lande? Ja, det gør det. Så godt som overalt i verden forekommer der uretfærdighed af den slags. De har måske selv været ude for det, eller De har uden tvivl hørt om mange eksempler på det.

Har De for eksempel ikke læst om tilfælde hvor fremtrædende lovgivere, dommere eller politikere har taget imod bestikkelse, slået mønt af deres indflydelse eller overtrådt loven for enten at berige sig eller fremme deres karriere? Men bliver sådanne mennesker straffet? Eller bliver de straffet lige så strengt som almindelige mennesker for tilsvarende lovovertrædelser? For at anskueliggøre det: Lad os sige at det blev afsløret at en indflydelsesrig embedsmand havde begået et underslæb mod staten på 300.000 kroner. Mon han ville få samme straf som en af Deres arbejdskammerater eller naboer ville få hvis han stjal så mange penge?

Sagen er at retsplejen i mange lande ikke virkelig kan siges at være retfærdig. Fra et kriminalitetsråd i De forenede Stater får vi denne oplysning:

„De der bliver hængende i systemet er gennemgående de fattige, medlemmer af underklassen eller af minoritetsgrupper, immigranter, udlændinge, mindre intelligente personer og andre der på en eller anden måde er dårligt stillet. De der har en god chance for at slippe fri af systemet, er velhavende forbrydere, firmaer, funktionærer, professionelle forbrydere, organiserede forbrydere og intelligente forbrydere.“

Det kan også siges lidt tydeligere. Ifølge en undersøgelse oplyses det at ’svindlere har fem gange større chance end andre for at slippe for straf’. Ifølge en anden undersøgelse „får fremtrædende funktionærer eller embedsmænd i gennemsnit omkring et år [i fængsel] for hver ti millioner dollars de stjæler. . . . I modsætning hertil har bankrøvere der slap væk med nogle få tusind dollars, i gennemsnit fået elleve år, fem gange mere end bankfolk som begik underslæb på millioner“.

Disse eksempler stammer fra De forenede Stater, men i mange andre lande er situationen den samme.

Nu regner de fleste af os vel næppe med at komme ud for denne form for uretfærdighed, for hvem af os har planer om at begå et bankrøveri eller et underslæb på millioner af kroner? Men der er andre måder vi kan opleve uretfærdigheden på.

Har De for eksempel nogen sinde været i den situation at De har indsendt en ansøgning til en eller anden offentlig myndighed — om et visum, en byggetilladelse eller noget andet? Selv om De måske opfyldte alle de krav loven stiller, fik De så en fair og reel behandling? Eller afhænger det i sådanne tilfælde ofte af „hvem man kender“?

Uanset i hvilken skikkelse og i hvilken udstrækning uretfærdigheden viser sig, har vi alle oplevet for meget af den. De fleste har derfor uden tvivl stillet spørgsmålet: „Vil uretfærdighed nogen sinde høre op?“

Det rette syn på problemet

De der har prøvet at gøre noget ved de mere grelle uretfærdigheder i samfundet, har erfaret at det er lettere sagt end gjort. Spørger man manden på gaden hvad der burde gøres, får man blandt andet følgende svar:

’Få lederne til at være ærlige og retfærdige, så skal resten af befolkningen nok også blive det.’ ’Sørg for at domstolene idømmer samme straf for samme forbrydelse og ikke lader storsvindlere eller politikere slippe billigere.’ ’Sørg for at de små i samfundet får juridisk bistand så de kan få deres ret.’ ’Forhøj straffen for modtagelse af bestikkelse, så de der har myndighed ikke fristes til at vise partiskhed i retten.’

De der fremsætter sådanne synspunkter overser imidlertid nogle vigtige ting i forbindelse med den udbredte uretfærdighed. Disse ting belyses i Bibelen, i den beretning der findes i Lukas-evangeliet, kapitel 18. Hvis vi kort betragter denne beretning vil vi se problemet i historisk belysning, og det vil vise os at sagen også har andre sider.

Beretningen er en lignelse som Jesus fortalte på grundlag af forhold hans tilhørere var bekendt med. Jesus sagde:

„I en by var der en dommer som hverken havde frygt for Gud eller respekt for mennesker. Og der var en enke i den by, og hun blev ved med at gå til ham og sige: ’Skaf mig ret over for min modpart i retten.’ En tid lang ville han ikke, men senere sagde han til sig selv: ’Skønt jeg hverken har frygt for Gud eller respekt for mennesker, vil jeg i det mindste fordi denne enke stadig volder mig besvær, skaffe hende hendes ret, så hun ikke bliver ved med at komme og banke løs på mig til mit endeligt.’“

Derefter gav Jesus dette råd:

„Hør hvad dommeren, skønt uretfærdig, siger! Skulle Gud da ikke sørge for at der ydes retfærdighed over for hans udvalgte, som råber til ham dag og nat, selv om han er langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han vil sørge for at der ydes dem retfærdighed i hast. Dog, når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ — Luk. 18:2-8.

Jesus fortalte denne lignelse for at vise hvor nødvendigt det var altid at bede og ikke give op. (Luk. 18:1) Men vi kan også lære noget om retfærdighed af den.

Først og fremmest maner lignelsen os til besindighed. Den viser nemlig at det allerede for nitten hundrede år siden kunne være svært at få en retfærdig behandling hos myndighederne — her hos en dommer som var udnævnt af romerne. Ja, uretfærdighed er et ældgammelt problem. Hvem ved hvor mange forskellige regeringer og reformbevægelser der har prøvet at gøre ende på uretfærdigheden? Og alligevel findes den stadig. At vi indser dette kan være en beskyttelse for os. Hvordan det? Det kan lægge en dæmper på os, så vi ikke uden videre lader os rive med af endnu en menneskelig bestræbelse for at ændre forholdene, en bestræbelse der sandsynligvis ikke vil adskille sig ret meget fra de forsøg der tidligere er gjort. — Ordsp. 24:21.

Lignelsen bør også vise os at menneskets Skaber ifølge Bibelen har omsorg for alle mennesker og er interesseret i retfærdighed for alle, selv for en ringe enke. (5 Mos. 10:17, 18) Dette stemmer overens med den beskrivelse salmisten giver af Gud: „Han elsker retfærd og ret.“ — Sl. 33:5.

Endelig giver Jesu lignelse os grund til at tro at Gud en dag, når hans tid er inde, vil „lade retfærdigheden ske fyldest“.

„Ja,“ vil nogle måske sige, „men hvordan vil uretfærdigheden høre op, og hvornår vil det ske?“

● „[Jehova] eders Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, . . . som ikke viser personsanseelse eller lader sig købe, som skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fremmede og giver ham brød og klæder.“ — 5 Mos. 10:17, 18.