En fortabt søn vender tilbage

JEG kom første gang i kontakt med Jehovas Vidner i 1956, da jeg var tretten år gammel. Da begyndte min stedfader at studere med et Jehovas vidne som han arbejdede sammen med. Da jeg var omkring femten år gammel blev jeg døbt. Men da jeg var seksten år gammel begyndte jeg at bære mig dumt ad, som så mange unge gør, og begik umoralitet med en pige på skolen. Kort efter blev jeg udstødt af den kristne menighed, og derefter gik jeg ind i de væbnede styrker. Da jeg havde været dér i to uger, besluttede jeg mig til at stå op for de bibelske principper. Vi var to på Fort Ord der tog dette standpunkt, og vi led både fysisk og psykisk overlast. Vi blev slået, sat i enecelle, sat på sulterationer og så videre. Efter tre måneder blev jeg hjemsendt i nåde. Jeg forstod ikke grunden hertil før flere år senere, da jeg fandt ud af at min biologiske fader, der hører til verden og er meget indflydelsesrig, havde ordnet det.

Min biologiske fader var meget intelligent og „smart“, og i løbet af kort tid fik han stor indflydelse på mit liv. Jeg blev indført i den politiske verden, blandt de „stærke“ i samfundet, og fik at gøre med interesser i spilleverdenen og med manipulation af store pengesummer, kort sagt det man kalder „organiseret kriminalitet“. Men hver gang jeg så Jehovas vidner eller deres publikationer, længtes jeg efter velsignelser fra Jehova og efter samfundet med hans folk. Jeg havde lyst til at sige til dem: „Pas på jeres åndelighed; lad ikke noget som helst komme i vejen for jeres tjeneste for Gud.“

I august 1974, cirka femten år efter min udstødelse, ringede min stedfader, der nu var kredstilsynsmand inden for Jehovas Vidner, til den præsiderende tilsynsmand i Palm Springs West-menigheden og spurgte om en af de ældste ikke kunne besøge mig og give mig Vagttårnet (på engelsk) for 1. august 1974, der indeholdt artiklen „Guds barmhjertighed viser vejen tilbage for dem der har fejlet“. (På dansk 15. november 1974) Jeg havde nu slået mig ned, var kommet ind ved fjernsynet og var vicepræsident ved en fjernsynsstation i Californien. Da en af menighedens ældste besøgte mig, talte med mig og gav mig denne særlige udgave af Vagttårnet, tænkte jeg på hvor gerne jeg ville vende tilbage, men også på hvor godtroende denne broder måtte være. Jeg havde stadig forbindelse med underverdenen og var så dybt forankret i verden at jeg ikke syntes jeg kunne slippe fri af den.

Senere fandt jeg ud af at den ældste havde syntes jeg viste oprigtig interesse. Jeg overværede da også nogle møder, og i løbet af de næste syv måneder besøgte han mig regelmæssigt på fjernsynsstationen.

I december 1975 besøgte denne ældste mig igen på mit kontor. Det første jeg tænkte var: „Hvor har du været?“ Jeg var så glad for at se ham, og min åndelige interesse blev på ny vakt. Jeg var mere end glad for at kunne hjælpe vidnerne med at få sendetid angående situationen i Malawi. Denne gang var jeg besluttet på at gøre noget ved sandheden, og en ældste hjalp mig til at se vigtigheden af bøn og af at stole på Guds barmhjertighed og kærlige godhed.

I løbet at de næste par måneder begyndte jeg at ordne mine forhold. Først forandrede jeg min måde at drive forretning på for at være ærlig. Det varede ikke længe før det blev nødvendigt af finde andet arbejde. Min indtægt gik mere end 60 procent ned. Jeg afbrød alle forbindelser med organiseret kriminalitet og opgav en lille formue i værdipapirer som stammede fra spilleindtægter. Derefter begyndte jeg at bringe orden i mine moralske forhold. Til at begynde med reagerede min kone gunstigt, men senere forlod hun mig. Alt dette gav mig en udmærket lejlighed til at give politikere, folk i ledende stillinger og mange andre som måske ellers aldrig havde hørt budskabet, en chance for at høre om sandheden. Det vanskeligste var at vise hen til Jehovas jordiske paradis, og så at fortælle dem at jeg på dette tidspunkt ikke selv kunne være et Jehovas vidne.

Men i april 1976, efter at have været udstødt i næsten sytten år, blev jeg genoptaget i Jehovas kristne vidners menighed. At kunne være et Jehovas vidne og at kunne fortælle andre om Jehovas vidunderlige hensigter, er det største privilegium i verden. At blive ren, fri og at modtage Jehovas velsignelse igen har været en uforglemmelig oplevelse.

Det har været min forret at sprede meget bibelsk læsestof og at skabe en vis interesse for budskabet. Men den bedste oplevelse gælder min sekretær ved fjernsynsstationen. Da hun havde været sekretær for mig i nogle år, var hun forbavset over at se de hurtige forandringer der skete med mig. Det vakte hendes interesse, og i februar 1976 begyndte hun at studere Bibelen sammen med sine to store børn. Og ved et af Jehovas Vidners kredsstævner blev hun den 12. september 1976 et indviet, døbt vidne. — Indsendt.