Man kan gøre noget ved depression
ALLE mennesker kan blive deprimerede. Hvis det kun sker nu og da, er der ingen grund til bekymring. Det er snarere et signal til at man bør gøre noget konstruktivt for at jage modløsheden på flugt. Sådanne korte perioder hvor man føler sig „langt nede“, er normalt ikke det man forstår ved virkelig depression. En kær slægtnings død, pludselig arbejdsløshed, økonomisk modgang, ulykker og den slags, er problemer som de fleste kommer over i løbet af forholdsvis kort tid. Men hos enkelte mennesker udløser de en tilstand af virkelig depression.
I en artikel om depression i bladet Science World for 16. december 1975 citeres dr. Nathan S. Kline, der er professor i psykiatri ved Columbia University i New York, for en udtalelse om at det almindeligste symptom på sand depression ikke er depressionen selv, men anhedoni (fra græsk), hvilket han definerer som „manglende lyst og glæde. En manglende evne til at påskønne de ting der virkelig gør livet værd at leve“.
Artiklen forklarer videre at appetitløshed, med deraf følgende vægttab, er et symptom på depression. Den pågældende har svært ved at sove, og selv hvis han får en god nats søvn føler han sig stadig træt. Han kan ikke koncentrere sig og mister evnen til at få noget fra hånden. Andre deprimerede sover for meget og tilbringer det meste af tiden i sengen. Søvnen bliver en livsflugt for dem.
For at få bugt med sin depression må man først prøve at analysere årsagerne og at ransage sine inderste følelser og motiver. Man må bedømme om ens situation virkelig er „så slem“, om forholdene berettiger til at man er så deprimeret. Og eftersom depression også kan have en organisk årsag, må man undersøge om man lider af stofskifteforstyrrelser, lavt blodsukker, blodmangel, mononukleose, sukkersyge eller en anden sygdom som kan bidrage til at man føler sig svag og mismodig. Man må prøve at finde ud af i hvor høj grad depressionen skyldes ens egen indstilling til tingene, og hvad det er der får én til at føle sig „langt nede“. Måske kommer man til det resultat at man faktisk søger at flygte fra virkeligheden eller at man på en sygelig måde „plejer“ sin deprimerede tilstand — en form for selvmedlidenhed.
Hvad man kan gøre
Hvad kan man gøre, især hvis man ikke finder nogen organisk årsag til depressionen? Selv om en psykiater måske kan hjælpe én i nogle tilfælde, får man den bedste hjælp, en varig hjælp, fra Bibelen og den kristne menighed. Hvorfor? Fordi Gud har skabt menneskets legeme og sind og er klar over hvordan vi er inderst inde. Salmisten siger: „[Jehova], du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op, du fatter min tanke i frastand, du har rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine veje kender du grant.“ (Sl. 139:1-3) Anvendelsen af Guds råd er derfor den bedste behandling man kan få.
Det den deprimerede har stærkest brug for, er at bede til Jehova Gud. Guds tjener David var mere end én gang meget nedtrykt, somme tider på grund af sine egne fejltrin og andre gange fordi hans fjender var ved at trænge sig ind på ham for at slå ham ihjel. I disse situationer bad han inderligt til Gud. Ved en lejlighed gav han i bøn udtryk for sin modløshed:
„Vær mig nådig, [Jehova], jeg sygner hen, mine ledemod skælver, læg mig, [Jehova]! Såre skælver min sjæl; o [Jehova], hvor længe endnu? Vend tilbage, [Jehova], og frels min sjæl, hjælp mig dog for din miskundheds skyld! Thi i døden kommes du ikke i hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver nat mit leje, bader med tårer min seng.“ — Sl. 6:3-7.
Vi ved fra Bibelen at Gud hørte Davids bønner og styrkede ham til at fortsætte og udrette noget. Selv om vi føler at ingen mennesker forstår os, ved vi at Gud gør det. Han siger om sig selv: „Hans indsigt udgrundes ikke; han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke. . . . ny kraft får de, der bier på [Jehova], de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.“ — Es. 40:28-31.
Apostelen Paulus giver dette råd: „Vær vedholdende i bønnen, idet I holder jer vågne i den med taksigelse.“ (Kol. 4:2) Hvis man føler sig overvældet af problemer og synes at alt er ved at trænge sig ind på én, kan man huske på Jonas, der sank i havet mens hans hoved blev omviklet af tang. Hans sjæl „vansmægtede“. Men han bad. Senere blev han opbragt og modløs på grund af sin egen forkerte indstilling. Han ville hellere dø end leve. Men alligevel bad han, og i begge tilfælde blev han udfriet. — Jon. 2:6-8; 4:1-8.
Men måske bliver man så modløs at man ikke føler at man kan bede til Gud. Man synes måske ikke at man er værdig til at nærme sig Gud. For at styrke og trøste os i en sådan situation skrev apostelen Johannes:
„På dette skal vi kende at vi er af sandheden, og vi skal berolige vort hjerte over for ham med hensyn til hvad vort hjerte end måtte fordømme os for, for Gud er større end vort hjerte og kender alle ting. I elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed i tale over for Gud; og hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør de ting som er tiltalende i hans øjne. Ja, dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hinanden, sådan som han har givet os bud om.“ — 1 Joh. 3:19-23
Johannes siger her at når vort eget hjerte synes at fordømme os, når vi føler os uværdige til at bede til Gud, ser Gud anderledes på sagen. Gud er klar over de modløse følelser der fylder os. Han ved at vi ikke ønsker det skal være sådan. Hvis vi indser dette, vil vi overvinde vor tvivl eller frygt så vi kan nærme os Gud og udøse vore bekymringer for ham. Han vil medfølende høre efter og vil sørge for at vort sind igen kommer i balance. — 1 Joh. 4:17, 18; 1 Pet. 3:12.
Hvis man simpelt hen ikke kan få sig selv til at bede, kan man hente hjælp hos de ældste i den kristne menighed. Jesu halvbroder Jakob siger: „Er nogen iblandt jer syg [i åndelig henseende]? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn. Og troens bøn vil gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet.“ — Jak. 5:14, 15.
Ud over at bede må man søge den gode og beroligende visdom og trøst fra Guds ord ved daglig at læse i det og meditere over det. Hvis man ikke har lyst til at læse, kan man få en anden til at læse for sig. Ved at tale med andre om det man læser, bliver man ofte i bedre humør. — Jos. 1:8; Sl. 63:7, 8; 77:13.
Man må selv gøre en indsats
Samtidig med alt dette må man have den indstilling at man ønsker at komme af med sin depression. Også når man søger hjælp hos andre må man selv, i tro, gøre en vis indsats. Da Jesus forudsagde at Peter ville fornægte ham, vidste han hvor dybt bedrøvet Peter bagefter ville blive, og derfor sagde han: „Jeg har bedt for dig, for at din tro ikke må svigte; og du, når du engang er vendt tilbage, da styrk dine brødre.“ (Luk. 22:32; jævnfør Lukas 22:54-62.) Peter skulle også have omsorg for sine kristne brødre, der efter Jesu død trængte til hjælp og opmuntring, og han skulle nære et ønske om at hjælpe dem. Interesse for andre er et af de bedste hjælpemidler til at overvinde depression. Man bør tænke på dem der står én nær, på deres behov og det ansvar man har over for dem. I nogen grad går ens depression også ud over dem. De ville afgjort blive glade hvis man slap af med sin depression.
Man skal aldrig mene at ens situation er anderledes end alle andres, og at ens byrde, hvori den end består, er mere end man kan bære. Man skal aldrig føle at det er umuligt at tage kampen op. Apostelen Paulus beskrev en situation der bedrøvede ham dybt. I provinsen Asien, siger han, „var [vi] under et pres der langt oversteg vore kræfter, så at vi var meget usikre endog med hensyn til vort liv. Ja, vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen. Dette skete for at vi ikke skulle stole på os selv, men på den Gud som oprejser de døde.“ (2 Kor. 1:8, 9) Paulus forsikrede de kristne i Korint, der også var udsat for lidelser, om at deres trængsler ikke var umulige at komme igennem: „Ingen fristelse har grebet jer undtagen hvad der er almindeligt for mennesker. Men Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan udholde den.“ (1 Kor. 10:13) Ingen situation er så svær at Gud ikke kan bringe os på fode igen hvis vi lægger tro for dagen.
Selv om du også føler at ingen forstår din situation — hvis du føler dig svigtet af alle — kan du hente trøst i Davids ord: „Fader og moder forlod mig, men [Jehova] tager mig til sig.“ (Sl. 27:10) Dine brødre i den kristne menighed vil naturligvis ikke forlade dig. Sandt nok kan deres vejledning undertiden synes at ramme ved siden af — at mangle forståelse for hvordan du føler det. Når de prøver at tilskynde dig til selv at gøre noget, virker de måske for bestemte. Men husk at de søger at hjælpe dig og at du i din modløshed måske er mere sårbar end ellers. Lyt til det de siger, vær glad for deres interesse og prøv at følge deres forslag.
Gør desuden alt hvad du kan for at komme sammen med dine medkristne. De har Guds ånd og kan anspore dig til kærlighed og gode gerninger. Hvor Jehovas ånd er, er der frihed — frihed for depressionens byrde. (Hebr. 10:24; 2 Kor. 3:17) Undgå at isolere dig. (Ordsp. 18:1, NW) Inviter venner på besøg. Overvær kristne møder. — Hebr. 10:25.
Eftersom depression er en tilstand hvori man mangler glæde, må den deprimerede søge at finde glæde i de goder han har og de gode ting han oplever. Lad tankerne dvæle ved det du bør være glad og taknemmelig for; jag triste og negative tanker på flugt. (Fil. 4:8) Dette vil hjælpe dig til at undgå de sygdomme depression kan medføre. Og hvis depressionen skyldes sygdom, kan sådanne opbyggende tanker lindre dine lidelser. Det kan være en hjælp for dig at opholde dig nogle få dage eller uger i andre omgivelser — et sted hvor du ikke konstant bliver mindet om de ting der har forbindelse med dine problemer. I lægekredse anerkender man at „glad hjerte er godt for legemet“, mens „nedslået sind suger marv af benene“. Det er også sandt at „glad hjerte giver venligt ansigt, ved hjertesorg bliver modet brudt“. — Ordsp. 17:22; 15:13.
Andre må vise langmodighed
Familie og venner må huske at den deprimerede har svært ved at hjælpe sig selv. Det har stor betydning at andre er tålmodige og ikke føler at den deprimerede med vilje prøver at være kværulantisk eller irriterende. Tal altid venligt og kærligt. Dog kan der også være tidspunkter hvor man må tale med fasthed for at overbevise den deprimerede om at han også selv må gøre noget.
De der hører til den kristne menighed, må gøre alt hvad de kan for at trøste og hjælpe den modløse. Man må fornuftigt bedømme hvornår og hvor ofte man skal aflægge besøg, og ikke lade sig gå på af at ens bestræbelser ikke straks bærer frugt. Man skal ikke give op og mene at det ikke nytter noget. Også i den første kristne menighed var nogle deprimerede, hvilket fik apostelen Paulus til at skrive: „Forman dem som fører et uordentligt liv, trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle,“ og: „Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ.“ — 1 Tess. 5:14; Hebr. 12:12.
Alle ønsker af hjertet at være glade og lykkelige. Hvis vi indser dette, vil vi føle med den der er ulykkelig, og vi vil forstå at der ligger en hindring på hans eller hendes vej som er meget virkelig for ham eller hende. Med et dybtfølt ønske om at hjælpe, vil vi søge om muligt at finde ud af hvori hindringen består, og gøre hvad vi kan for at give vedkommende glæden tilbage. På den anden side må den ulykkelige og deprimerede selv gøre noget for at komme i en gladere sindsstemning. Han eller hun må tage imod hjælpen i den ånd den tilbydes, og gøre en indsats for at komme på fode, først gennem bøn og derefter ved at gøre det nødvendige.
[Tekstcitat på side 340]
„Man skal aldrig mene at ens situation er anderledes end alle andres, og at ens byrde, hvori den end består, er mere end man kan bære.“
[Tekstcitat på side 341]
„Ingen situation er så svær at Gud ikke kan bringe os på fode igen hvis vi lægger tro for dagen.“