Hvorfor bliver kristne forfulgt?

SOM enkeltpersoner er Jehovas kristne vidner sædvanligvis vellidte blandt alle der kender dem. Mange betragter dem som gode naboer der ikke giver anledning til vanskeligheder. Der er imidlertid andre som hader dem, ikke for det de er som mennesker men for det de tror, og navnlig fordi de frimodigt taler om hvad de tror. I og for sig skal man ikke undre sig over at disse kristne vidner bliver hadet; det ville være mere mærkeligt om de ikke gjorde det, for Jesus sagde til sine disciple: „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer; hvis de har holdt mit ord, vil de også holde jeres.“ — Joh. 15:19, 20.

En af årsagerne til forfølgelsen er at denne verdens mennesker giver sig af med mangt og meget som er forkert men som de ikke vil holde op med. Når Jehovas vidner forkynder Bibelens sandheder og principper, får det mange mennesker til at føle sig fordømt. (Jævnfør Hebræerbrevet 11:7; Mattæus 14:3-5; Johannes 8:45-47.) De forstår ikke hvorfor der sker en forandring med dem af deres venner der bliver Jehovas vidner. Herom siger apostelen Peter: „Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ — 1 Pet. 4:3, 4.

Den forandring der sker med nogle der bliver Jehovas vidner, gør dem dog ikke skinhellige eller selvretfærdige. Man kan heller ikke sige at de er ude efter at blive forfulgt eller at blive gjort til martyrer. De elsker livet og de glæder sig over det og vil gerne blive ved med at leve i fred. Derfor bestræber de sig for at lære Bibelens principper at kende og at leve efter dem. (1 Pet. 3:10, 11) De ønsker desuden at andre skal få del i alt det gode de har lært, så de også kan få et håb og finde meningen med livet. Derfor henvender de sig til folk i deres hjem; de vil nemlig ikke risikere at forfordele nogen og forsømme at give alle lejlighed til at høre budskabet om „den gode nyhed“, et budskab der kan betyde livet for dem. (Jævnfør Apostelgerninger 20:26, 27; Ezekiel 33:2-5.) De kommer flere gange, for de ved at forholdene kan skifte. Den der ikke lytter i dag, kommer måske ud for begivenheder der ændrer hans forhold så han tænker anderledes næste gang de kommer. — Præd. 11:6.

Når Jehovas vidner besøger folk i deres hjem, er det faktisk af kærlighed til dem. De ved det gælder livet for disse mennesker, og de vil gerne hjælpe dem. De har intet ud af det selv, bortset fra at det er en glæde at se mennesker lære sandheden at kende og gå ind for Jehovas universelle suverænitet. De har fået det for intet, og de giver det for intet. — Matt. 10:8.

Hadet fordi de adlyder ’deres Guds lov’

Apostelen Peter skrev til de kristne: „Lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager. Men hvis han lider som kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham blive ved med at herliggøre Gud i dette navn.“ (1 Pet. 4:15, 16) Da Jehovas vidner prøver på at følge dette råd, har deres forfølgere måttet gå frem efter samme taktik som profeten Daniels fjender i det gamle perserrige. De sagde til hinanden: „Vi finder ingen sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse [i forbindelse med hans Guds lov, NW].“ — Dan. 6:6.

I overensstemmelse med Peters instruktioner giver Jehovas vidner ikke anledning til at nogen kan anklage dem for umoralitet, tyveri eller anden form for lovløshed; når de anklages er det fordi de følger Bibelens formaninger. For eksempel udsættes de for religiøse lederes had fordi de ikke lærer at Gud piner mennesker i evig ild, en lære som slet ikke findes i Bibelen og som er en hån og en skændsel imod kærlighedens Gud.

Nogle opponerer imod at Jehovas vidner ikke ønsker blodtransfusion. At de nægter at tage imod blod betyder imidlertid ikke at de afviser enhver form for lægebehandling; som alle andre konsulterer Jehovas vidner læger og kirurger når de er syge. Deres vægring ved at modtage eller afgive blod er udelukkende baseret på Bibelen. Den skyldes deres ønske om at holde sig til Guds ord, der udtrykkeligt siger: „De skal afholde sig . . . fra blod.“ (Apg. 15:19, 20, 28, 29; 1 Mos. 9:4; jævnfør Tredje Mosebog 17:13, 14.) Men Jehovas vidner siger ikke til mennesker der har en anden opfattelse, at de skal lade være med at modtage eller afgive blod.a

Jehovas vidner stiller sig neutrale i tilfælde af krig og uoverensstemmelser mellem nationerne; de lader sig heller ikke engagere politisk, ja de stemmer ikke engang, for de lever op til den beskrivelse Jesus giver af dem, dér hvor han siger at „de ikke er en del af verden“. (Joh. 17:14) Af samme grund hilser de ikke noget lands flag eller symbol. I Guds øjne begår et kristent Jehovas vidne en alvorlig synd ved at tilbede, tjene, bøje sig for, hilse eller rette sin hengivenhed mod et billede eller en afgud. — 1 Joh. 5:21; Apg. 15:29; jævnfør 2 Mosebog 20:4, 5; 5 Mosebog 5:8, 9.

Jehovas vidner ved at „alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus [også] vil . . . blive forfulgt“. (2 Tim 3:12; Mark. 10:30; Joh. 15:20) Skønt de ikke tragter efter at blive forfulgt og heller ikke glæder sig over de lidelser forfølgelsen medfører, er de alligevel lykkelige, for de tager modstanden som et bevis på at de gør det rette og behager deres Gud. (Matt. 5:11, 12; Apg. 5:41) De bliver ikke bitre over forfølgelsen men forkynder fortsat „den gode nyhed“ for alle, og de erfarer at mange oprigtige mennesker med glæde tager imod budskabet og slutter sig til dem i arbejdet med at bringe det videre til andre.

[Fodnote]