Jesu bjergprædiken — Sjette til niende saligprisning
DEN sjette af saligprisningerne i Jesu bjergprædiken lød: „Lykkelige er de rene af hjertet, for de vil få Gud at se.“ — Matt. 5:8.
„De rene af hjertet“ er mennesker som i deres indre er rene. Deres hengivenhed, deres længsler, deres værdsættelse og deres motiver er præget af renhed. Denne renhed står i skærende kontrast til en blot og bar ydre eller ceremoniel renhed. (Matt. 23:25-28; Mark. 7:3, 4) Ifølge Bibelen skal vi ikke vise en ydre form for gudsfrygt, nej tværtimod opfordres vi til at vise „kærlighed ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri“. — 1 Tim. 1:5.
De der er rene af hjertet er især lykkelige fordi de vil „få Gud at se“. Det betyder ikke nødvendigvis at de skal se Gud bogstaveligt, for ’intet menneske kan se Gud og leve’. (2 Mos. 33:20; Joh. 1:18; 1 Joh. 4:12) Men der er andre måder hvorpå mennesker der er oprigtige i deres gudsdyrkelse, kan ’se Gud’, selv om de befinder sig her på jorden. Hvis de for eksempel lægger mærke til at Gud udvirker noget godt for dem på grund af deres retskaffenhed, så er det en måde at „skue Gud“ på. (Job 19:26; 42:5) Når israelitterne rejste til Jerusalem for at tilbede Gud, talte man om at de drog op for at ’se Jehova deres Guds ansigt’ eller stedes for hans åsyn. — 2 Mos. 34:24; 5 Mos. 31:11; Es. 1:12, NW.
Det græske ord Mattæus bruger for „se“, betyder også ’at se med sindet, at opfatte, kende’. Eftersom Jesus til fuldkommenhed genspejlede Guds personlighed, kunne han sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Joh. 14:7-9) De der var rene af hjertet og tog imod Jesus som Messias og lyttede til ham, fik et indgående kendskab til Guds personlighed. Ved at udøve tro på Jesu sonoffer opnåede de tilgivelse for deres synder; desuden opnåede de et nært forhold til Gud og kunne yde en antagelig tjeneste foran hans trone. (Ef. 1:7) Når de ånds-salvede kristne, der nu ser Gud på denne måde, oprejses til himmelen, vil de få det storslåede privilegium virkelig at se Gud og Kristus. — 1 Joh. 3:2; 2 Kor. 1:21, 22.
Det er imidlertid kun dem der er rene af hjertet som får mulighed for at se Gud i kraft af nøjagtig kundskab og sand tilbedelse. Bibelen viser at de der øver synd hverken har set Gud og hans søn eller lært dem at kende. „Den der øver ondt har ikke set Gud.“ — 1 Joh. 3:6; 3 Joh. 11; Sl. 24:3, 4.
„De som stifter fred“ bliver Guds sønner
Jesus fremsatte den syvende saligprisning i Bjergprædikenen således: „Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ — Matt. 5:9.
„De som stifter fred“ kendes både på det de undgår og på det de gør. Fredsommelige mennesker er ikke aggressive eller krigeriske; de gengælder heller ikke ondt med ondt når de forurettes. — Rom. 12:14-21.
Som det fremgår af udtrykket „stifter fred“, er der også et aktivt aspekt ved deres indstilling. De opfører sig ikke alene fredeligt men bestræber sig også for at skabe fred og harmoni mellem stridende parter. De nægter at deltage i eller at tolerere noget der „skiller venner“. (Ordsp. 16:28; 17:9) Ved det de siger og ved deres eksempel tilskynder de til fredsommelighed både inden for og uden for den kristne menighed. — Rom. 14:19; Hebr. 12:14.
De som stifter fred er lykkelige, „for de vil blive kaldt ’Guds sønner’“. De glæder sig over det nære forhold de har til Gud som hans børn. Skal de bevare dette forhold må de imidlertid efterligne Guds personlige egenskaber, hvilket blandt andet vil sige at de må elske fred. (2 Kor. 13:11; Fil. 4:9; 1 Tess. 5:23; Hebr. 13:20; Jak. 3:17) Den der fortsætter med at leve i strid med sin næste „er ikke af Gud“. — 1 Joh. 3:10.
Jøderne på Jesu tid troede at de var Guds børn fordi de som mennesker var skabt af ham. (Es. 64:7) Men Jesus viste at de ikke var Guds børn selv om de var kødelige efterkommere af Abraham. (Joh. 8:39, 41) Jesus sagde ligefrem til nogle af dem: „I er fra jeres fader Djævelen.“ (Joh. 8:44) Eftersom hele menneskeslægten har arvet synden fra Adam, der blev skabt som en jordisk „søn af Gud“, er det at være søn af Gud ikke noget man bliver automatisk. — Rom. 3:23; 5:12; Luk. 3:38.
De fredselskende mennesker der har taget imod Jesus som Messias og forsoner, er de eneste der har fået „bemyndigelse til at blive Guds børn, fordi de troede på hans navn“. (Joh. 1:12; Es. 53:12; 1 Pet. 2:24) Den rigtige hyrde, Jesus Kristus, vil være „Evigheds-Fader“ for den store skare af fredsommelige „andre får“ under tusindårsriget, men ved slutningen af de tusind år vil Jesus Kristus overdrage dem til sin himmelske Fader, så de bliver Guds afkom. — Åb. 7:9-17; Joh. 10:14-16; Es. 9:6; 1 Kor. 15:27, 28.
Forfulgte, og dog lykkelige
Som den ottende saligprisning i rækken nævnte Jesus: „Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres.“ (Matt. 5:10) Hertil føjede han en niende saligprisning: „Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.“ — Matt. 5:11, 12; jævnfør Lukas 6:22, 23.
Med udtrykket „de som er blevet forfulgt“ menes kristne der er blevet skældt ud, bagvasket og udstødt af samfundet „for retfærdigheds skyld“ eller „for Menneskesønnens skyld“. Deres lidelser er forårsaget af at de tilbeder Jehova og bærer Jesu Kristi navn og følger lige i hans fodspor. — 1 Pet. 2:19-21.
Grunden til at de er lykkelige er her den samme som i tilfældet med den første saligprisning, nemlig at „himlenes rige er deres“. (Se Mattæus 5:3.) De kristne kan altså risikere at blive skældt ud, at blive udstødt af samfundet eller endda at miste livet i visse tilfælde, men de ved at den „glæde“ det bliver at herske med Kristus i Guds himmelske rige, eller at opnå fuldkomment liv som Rigets jordiske undersåtter, rigeligt er det hele værd. — Matt. 25:21, 23; Hebr. 12:2; Åb. 21:1-5.
Denne ’belønning i himlene’ (det vil sige, fra Gud) er ikke noget man har gjort sig fortjent til ved visse gerninger. Syndige mennesker kan under ingen omstændigheder gøre sig fortjent til Guds gunst og kræve at Gud velsigner dem. (Gal. 2:16; Jak. 2:10) Rigets velsignelser udgør en belønning, en ’uforlignelig fri gave’, beviset på Guds velvilje og gavmildhed. (2 Kor. 9:15; Jak. 1:16-18) Det er en belønning der skænkes kristne som trofast har fundet sig i at blive skældt ud, forfulgt og bagvasket på grund af deres ubrydelige hengivenhed for Gud.
Jesus påpegede også at der var en modsætning til disse to sidste saligprisninger, idet han sagde: „Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved de falske profeter.“ (Luk. 6:26) Det gamle Israels „falske profeter“ forkyndte ikke Guds sandhed, nej, de talte det ord folket ønskede at høre; og folket ’ville have det så’. (Jer. 5:31) Men en sådan popularitet har aldrig været tegn på Guds gunst. Jehova Guds godkendelse hviler kun over mennesker der taler og handler i overensstemmelse med hans ord. (Sl. 15:1, 2) De der gør det, kan imidlertid forvente at blive forfulgt, for Jesus sagde: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Joh. 15:20.