Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w78 15/7 s. 20-21
  • Et byggeri i Holland med fremtiden for øje

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Et byggeri i Holland med fremtiden for øje
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1978
  • Underoverskrifter
  • Indvielsesprogrammet
  • Udvidelsen
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1978
w78 15/7 s. 20-21

Et byggeri i Holland med fremtiden for øje

Den 5. november 1977 var en stor dag for betelfamilien på Jehovas Vidners landskontor i Amsterdam. En usædvanlig gruppe Jehovas vidner fra hele Holland var samlet. Det var et betagende syn der mødte øjet. I hundredvis af gråhårede brødre og søstre fyldte rigssalen og forsendelsesafdelingen på betelhjemmet i Amsterdam! Hvorfor var de kommet?

Anledningen var indvielsen af en ny tilbygning til betelhjemmet. Alle som var blevet døbt før 1941 var blevet inviteret, eftersom disse ældre havde udgjort kernen i den kristne organisation i Holland og havde udført hovedparten af det kristne forkyndelsesarbejde i den første tid. Hvor var det dejligt at se sig omkring og betragte alle disse ældre brødres og søstres glade ansigter! Nogle var handicappede, enkelte sad i kørestol, andre var krumbøjede af alder, og mange gik med stok — men de var her!

Hør hvad de fortalte. „Brødre, det er en stor dag for mig. Tænk jer, i 1940 var jeg medlem af familien på et af de første pionerhjem i Leersum [i Holland], og undertiden havde vi ingen penge til mad før vi fik spredt nogle bøger.“ „Jeg var ældste under den gamle ordning [da menighedernes ældste blev valgt ved stemmeflertal]. Og da alle de ’valgte ældste’ trådte tilbage, gjorde jeg det også. Jeg blev kredstjener [præsiderende tilsynsmand]. Nu er jeg gammel, jeg er i åndelig forstand ældste, og jeg takker Jehova for at jeg har fået lov til at opleve denne dag.“ Sådan lød der mange glade udtalelser fra disse kære gamle brødre. Den store skare venner der havde slidt med byggeriet var naturligvis også til stede. Den feststemte forsamling talte i alt 789.

Indvielsesprogrammet

Programmets første indlæg anslog meget passende det tema at det bogstavelige byggeprojekt var resultatet af et åndeligt byggeri som var blevet udført i tusinder af menneskers liv, en virksomhed de kristne deltager i som „Guds medarbejdere“. (1 Kor. 3:5-9) Da C. T. Russell, den første præsident for Watch Tower Bible and Tract Society, besøgte Holland i 1891 var udsigterne til et åndeligt byggeri her ikke alt for lyse. Han bemærkede i sin rapport at hollænderne syntes mere interesserede i materiel stræben end i åndelige værdier. Men hvad skete der? Sæden blev sået af nogle få kristne her og der, og selv ikke de stærke religiøse elementer der var aktive dengang, kunne hindre at sæden spirede. Arbejdet med at forkynde „den gode nyhed“ begyndte at vokse.

I 1924 var der blot 50 til stede ved et landsstævne for Jehovas tjenere i Holland. I 1927 begyndte to brødre fra Frankrig at gøre disciple i den sydlige del af landet. Men især i 1932 tog arbejdet fart, idet nogle pionerer eller heltidsforkyndere fra Tyskland krydsede grænsen til Holland og begyndte at så sæden i rigelig mængde. De fik hjælp af de første hollandske pionerer og andre forkyndere. Den økonomiske krise i trediverne gjorde naturligvis tilværelsen meget vanskelig for dem. Som et led i indvielsesprogrammet fortalte nogle pionerer fra dengang smilende at de i disse knaphedstider nu og da spiste sandwiches der kun bestod af ’tørt brød foroven og tørt brød forneden’.

Men Jehova velsignede i sandhed deres oprigtige bestræbelser. Væksten kunne ikke standses. Da krigslarmen i 1945 var døet bort og de skrækkelige trængsler i de nazistiske koncentrationslejre var forbi, dukkede 2184 Jehovas vidner frem fra deres skjul. Uforfærdede og trofaste fortsatte de med arbejdet. Ti år senere var der over 9000 Jehovas vidner i landet, og 20 år senere endnu, i 1975, var der 29.000 der glade og lykkelige forkyndte „denne gode nyhed om riget“. — Matt. 24:14.

Udvidelsen

Udvidelse af bogstavelige bygninger har spillet en væsentlig rolle i dette åndelige byggearbejde. Indvielsesprogrammets hovedtaler, Lloyd Barry, der er medlem af Jehovas Vidners styrende råd, nævnte at den nuværende bygning var blevet en realitet fordi Jehova havde velsignet det arbejde der var blevet udført, dels af håndværkerne og dels af dem der havde lagt grunden til det åndelige byggearbejde i Holland. Han henviste til de trofaste brødre og søstre der havde spist „sandwiches“ bestående af tørt brød, og understregede at en sådan selvopofrende ånd blandt Jehovas vidner i hele verden havde medført god fremgang. Ikke alle som havde medvirket ved det bogstavelige byggeri var fagfolk, men de havde et villigt hjerte. — Sl. 110:3.

Hvis vi kunne tage læseren med på en rundgang i vores udvidede bygning her i Amsterdam, kunne vi meget passende begynde med det nye trykkeri. I den nye store tilbygning ses to mindre trykkemaskiner og en sættemaskine. Til vores store glæde hørte vi at der er planer om at opstille en rotationspresse til trykning af blade i dette nye trykkerilokale!

Derefter kommer vi til et stort kælderafsnit, hvor der er lagerplads til bøger og blade og andre ting. Den nye tilbygning er forankret til 190 piller som er rammet dybt ned i jorden. Kældergulvet ligger i virkeligheden nogle meter under grundvandsspejlet og har lige netop den rette vægt til at „flyde“ i en konstant højde. Denne konstruktion har naturligvis krævet god fagkundskab. I det mindre kælderafsnit som findes i den oprindelige bygning, er der indrettet et stort kølerum og et moderne lokale til udskæring af kød og viderebehandling af kødvarer. Højere oppe i bygningen er der føjet flere beboelsesværelser til på hver etage, sådan at der nu er 37 værelser, tilstrækkeligt til at huse den nuværende betelfamille og ekstra medlemmer. Væg-til-væg-tæpper på de nye værelser, i kontoret og på gangene er med til at gøre omgivelserne hyggelige og tiltalende. Det er dejligt at bo her. Vi indbyder dig hjerteligt til selv at komme og se hvordan vi har det.

Medlemmerne af betelfamilien i Amsterdam er meget taknemmelige for de nye lokaliteter, de ser med forventning frem til det større arbejde der bliver at gøre, og de kan kun erklære sig enige med taleren der ved indvielsen sagde: „Dette hus og den nye tilbygning er et vidnesbyrd om Jehovas velsignelse og et tegn på at der stadig er mere arbejde at gøre til ære for Jehovas navn.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del