Jesu bjergprædiken — „Når du faster, så indgnid dit hoved med olie“
EFTER at have talt om barmhjertighedsgaver og bøn, henledte Jesus opmærksomheden på en tredje, vigtig side af jødernes gudsdyrkelse, nemlig faste. Men før vi ser på hvad Guds søn sagde herom, vil vi betragte nogle baggrundsoplysninger.
Faste var ikke direkte nævnt i den lov Gud gav ved Moses. Men Loven påbød dog at israelitterne skulle ’spæge sig’ på forsoningsdagen, hvilket i almindelighed opfattes som at de skulle faste. (Se Tredje Mosebog 16:29-31; 23:27 samt Fjerde Mosebog 29:7 i New World Translation og den autoriserede danske oversættelse af 1931; jævnfør Salme 35:13; Esajas 58:3, 5.) Skønt dette var den eneste offentlige faste som Moseloven krævede, holdt israelitterne også mange andre faster. De fastede offentligt på årsdagen for nationale ulykker og i tider med tørke, dårlig høst, pest og krig. — Zak. 7:5; 8:19.
Herforuden skete det at enkeltpersoner efter egen indskydelse fastede privat for at opnå en særlig gunst hos Gud, eller som et udtryk for sorg. (2 Sam. 12:16) Fasten kunne vare en enkelt dag eller en meget længere periode. Den jødiske tradition fortæller at man ikke afholdt sig fra at spise hele døgnet igennem, men blot i dagtimerne. Som regel var det kun i tilfælde af sorg og ulykke at enkeltpersoner holdt sådanne frivillige faster.
Men det var anderledes for farisæernes vedkommende. Ifølge en af Jesu lignelser var der visse medlemmer af dette religiøse broderskab som ’fastede to gange om ugen’. (Luk. 18:12) Disse faster blev som regel holdt mandag og torsdag. Åbenbart troede farisæerne at regelmæssige frivillige faster ville medføre velsignelser fra Gud og afvende nationale katastrofer. Som et eksempel på de yderligheder nogle gik til, fortæller den babyloniske talmud om en rabbiner der levede i det første århundrede:
„R[abbi] Zadok fastede i fyrre år for at Jerusalem ikke skulle blive ødelagt, [og han blev så tynd at] når han spiste noget, ’kunne man se maden [når den passerede ned gennem halsen]. Når han ville styrke sig, plejede man at give ham en figen, og han plejede at suge saften ud og smide resten væk.“
Jesu vejledning angående faste
Jesus indledte sin vejledning angående det at afholde sig fra at spise, med at sige: „Hold op med når I faster at se bedrøvede ud ligesom hyklerne, for de fordrejer deres ansigt så mennesker kan se på dem at de faster.“ — Matt. 6:16a.
Jesus påbød aldrig sine disciple at faste, og de var kendt for ikke at faste regelmæssigt. (Matt. 9:14, 15) På den anden side befalede Guds søn ikke sine disciple helt at undgå denne skik. Udtrykket „når I faster“ viser at nogle af hans disciple plejede at faste ved særlige lejligheder. — Se Apostelgerninger 13:2, 3; 14:23.
Men de skulle aldrig ’fordreje deres ansigter så mennesker kunne se på dem at de fastede’. De hyklere Jesus henviste til, så med vilje „bedrøvede“ ud. De forsømte deres udseende de dage de fastede, sandsynligvis ved ikke at vaske ansigtet eller frisere sig, og ved at strø aske på hovedet. Deres virkelige motiv til at gøre dette var at mennesker skulle kunne se på dem at de fastede. De nød de anerkendende blikke og de bifaldende nik fra andre mennesker, der beundrede den fromhed de stillede til skue.
Ligesom i tilfældet med de mennesker der gjorde en hel forestilling ud af det når de gav barmhjertighedsgaver og som bad på offentlige steder for at blive set af mennesker, sagde Jesus om dem der fastede af lignende grunde: „Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Matt. 6:16b; jævnfør 6:2, 5.) I stedet for at opnå velsignelser fra Gud, blev hele deres „belønning“ blot deres medmenneskers beundring. Den fik de til fulde, og Gud føjede ikke noget til den.
„Men når du faster,“ fortsatte Jesus, „så indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt.“ (Matt. 6:17) Jøderne var vant til at vaske sig og at indgnide sig med olie. Men den jødiske tradition forbød dem at gøre det på offentlige festdage, som for eksempel forsoningsdagen og den niende dag i den femte måned, ab (årsdagen for ødelæggelsen af Guds tempel i Jerusalem). Farisæerne pålagde sig selv at overholde lignende forbud under deres frivillige faster to gange om ugen. Men hvis den situation skulle opstå at Jesu tilhørere ønskede at faste, skulle de ’indgnide deres hoved med olie og vaske deres ansigt’, det vil sige, se ud som de plejede.
Om grunden hertil sagde Jesus: „Så at ikke mennesker, men derimod din Fader som er i det skjulte, kan se på dig at du faster.“ (Matt. 6:18a) De skulle ikke behage mennesker, men Gud, der er „i det skjulte“, fjernt fra menneskers blik. Derfor ville der ikke være nogen grund til synligt at give udtryk for at de fastede.
Men Jesus forsikrede at selv om mennesker måske ikke ville lægge mærke til og prise en der fastede uden at vise det offentligt, „så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Matt. 6:18b) Ja, Gud ser det. Han lægger mærke til hvordan hans tjenere udfører deres tilbedelse. Det der tæller hos Gud er ikke at man stiller sine fromme gerninger til skue, men at man har et oprigtigt hjerte, samt at man viser sin næste kærlig godhed. (1 Sam. 16:7; 1 Krøn. 28:9) Angående faste skrev Esajas:
„Se, I driver handel, når I faster, og pisker på arbejdsflokken. Se, I faster til strid og kiv, til hug med gudløse næver [fordi de var irritable på grund af sult]; som I faster i dag, er det ikke, for at eders røst skal høres i det høje. Er det faste efter mit sind, en dag, da et menneske spæger sig? At hænge med hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager [Jehova]?
Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd.“ — Es. 58:3-7.
Jesus forsikrede at Gud ville „betale“ dem der fastede med et ret motiv. Denne ’betaling’ overgår langt hvad mennesker kan give. For dem der hørte Bjergprædikenen indebar det muligheden for at opnå udødeligt liv i himmelen som en del af Guds messianske rige. — Luk. 22:28-30; Joh. 14:2-4; Åb. 20:6.