Vi har brug for Guds rige!
ALDRIG før har der været et så skrigende behov for en virkelig forandring i forholdene her på jorden. De fattige og sultne ønsker føde, klæder og husly. De politisk undertrykte ønsker frihed. De der er trætte af krig og had ønsker sand fred. De mange der har været ofre for forbrydelser ønsker sikkerhed og tryghed. De syge ønsker et godt helbred.
Men flere og flere erkender at det er urealistisk at forvente at disse ønsker vil blive opfyldt inden for den nærmeste fremtid. Selv mange i de mere velstående lande oplever nu at deres tilværelse bliver forringet eller ødelagt af inflation og andre former for økonomisk ustabilitet.
Jordiske regeringer, hvor idealistiske de end er, kan ikke bringe menneskene sand og varig lindring for de vældige byrder der i dag hviler på dem. De gør ofte det modsatte, og det medfører at folk mister håbet og tilliden. En pensioneret højesteretsdommer i Amerika har udtalt: „Folk er ved at blive mistænksomme over for alt og alle, fordi de offentlige embeder er gennemsyret af uærlighed.“
Byrderne vokser
For hvert år bliver tilværelsen i denne tingenes ordning mere og mere kompliceret, og byrderne bliver større og tungere. Medvirkende til dette pres er befolkningstilvæksten i verden — nu på omkring 70-80 millioner om året og størst i de lande som i forvejen er overbebyrdede med problemer der ikke bliver løst.
Efterhånden som utilfredsheden og håbløsheden griber om sig, bliver verden også mere og mere voldspræget. I det italienske tidsskrift Il Giornale kunne man læse: „Et karakteristisk symptom i vor tid er den understrøm af vold der mærkes overalt.“ Bladet oplyste at den anden verdenskrig kostede 55 millioner mennesker livet og var årsag til usigelige lidelser, og at der efter „fredens“ komme i 1945 er tredive millioner som har „mistet livet i ’lokale’ konflikter og massakrer“. Bladet tilføjede: „Den forvirring der råder i verden . . . hjemsøger familier og skoler, den ryster kirker og stater i deres grundvolde.“
Det bolivianske blad El Diario skrev om denne verden: „Det kan nu med god ret hævdes at den ikke alene er ude af balance, men gal. I store dele af verden trives et vanvittigt had.“
Ved nogen hvad der vil ske?
Så mørkt tegner fremtiden sig, set fra et menneskeligt synspunkt, at en præst ved Canadas Forenede Kirke har udtalt: „Ingen kan med sikkerhed forudsige at der vil komme bedre tider. Om civilisationen vil gå til grunde eller om der til sidst vil opstå et nyt samfund med en rigere tilværelse for alle, ved ingen.“
Men det er helt forkert! Der er „Nogen“ der véd hvad fremtiden vil bringe. Og denne „Nogen“ ikke alene véd det, men har også magt, visdom og vilje til at udvirke de forandringer der er nødvendige for at skabe et nyt samfund der kan opfylde menneskers behov.
Denne „Nogen“ er jordens og menneskets Skaber. I sit inspirerede ord, Bibelen, hvorigennem han har meddelt sig til os, siger han: „Fra begyndelsen forudsagde jeg udfaldet; for længe siden forudsagde jeg hvad der ville ske. Jeg sagde at min [hensigt] aldrig ville slå fejl, at jeg ville gøre alt hvad jeg [fandt behag i].“ — Es. 46:10, Today’s English Version.
Den tiltrængte forandring på vej
Den Gud hvis hensigt aldrig slår fejl, lader os forstå at der med sikkerhed vil komme en verdensomspændende forandring. I en inspireret profeti om vor tid siger hans ord: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
Vidste du at det er Guds hensigt at fratage alle jordens nuværende regeringer deres myndighed, at „knuse og tilintetgøre“ alle disse riger? Var du klar over at „Himmelens Gud [vil] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå“?
Ja, det er Guds hensigt at udskifte alle de nuværende jordiske regeringer. Nej, ikke med en eller anden ny verdenssammenslutning af nationer, eller med en videreførelse at vor tids Forenede Nationer, men med Guds rige, hans egen regering, der vil styre fra himmelen, hvor ingen mennesker vil kunne skade eller fordærve den. — Joh. 18:36.
Profetien viser at denne rigsregering vil knuse alle de nuværende jordiske regeringer til støv. (Dan. 2:35) Det indbefatter alle dem der støtter denne ordning, ’frie såvel som trælle og små og store’. — Åb. 19:11-21.
Hvem vil overleve denne verdensomspændende forandring? Åbenbaringsbogen forudsiger at det vil „en stor skare“. Hvorfor overlever medlemmerne af denne skare? Fordi de yder Gud „hellig tjeneste dag og nat“. — Åb. 7:9, 15.
Denne tiltrængte verdensomvæltning vil bane vejen for en fuldstændig ny tingenes ordning. Derfor kunne apostelen Peter tale om „nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo“. — 2 Pet. 3:11-13.
Det der vil ske, svarer til det psykoanalytikeren Erich Fromm har peget på i sin bog The Anatomy of Human Destructiveness. Han skriver at de voldsprægede og utilfredsstillende forhold i menneskesamfundet kun kan blive afskaffet ’hvis hele det sociale og politiske system som har eksisteret i de sidste 6000 år af historien, kan blive erstattet af en ordning der er fundamentalt anderledes’.
Selv om Fromm ikke havde Guds rige i tanke, vil dette rige ikke desto mindre erstatte den nuværende tingenes ordning med ’en ordning der er fundamentalt anderledes’. Det vil betyde et nyt samfund af mennesker her på jorden, styret og ledet af Guds himmelske rige. Under dette riges styre vil alle retskafne menneskers behov og retmæssige ønsker blive opfyldt på en måde de aldrig havde drømt om.
Hvorfor det har varet så længe
Hvorfor har Gud ventet så længe med at lade denne højst tiltrængte forandring finde sted? En af grundene har været at efterprøve en påstand — den påstand at mennesker ikke har brug for Guds ledelse for at kunne leve en lykkelig tilværelse. (1 Mos. 3:4-6) De forløbne årtusinder har imidlertid vist hvor utilfredsstillende det er når mennesker styrer uafhængigt af Gud.
Alle slags styreformer og samfundsordninger har været prøvet. Alle videnskabelige opdagelser og opfindelser har været taget i brug i et forsøg på at afhjælpe problemerne. Men intet har kunnet løse menneskehedens problemer; de er blot blevet værre. Det er nu blevet bevist ud over enhver tvivl at „et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“. — Jer. 10:23.
Alt dette viser at vi har brug for Guds rige. Og hvad vil det betyde for dig når det overtager magten over hele jorden?