Besøg af ældste gavner Guds folk
„De [vendte] tilbage til Lystra og til Ikonium og til Antiokia, idet de styrkede disciplenes sjæle og opmuntrede dem til at forblive i troen og sagde: ’Det er nødvendigvis gennem mange trængsler vi må gå ind i Guds rige.’“ — Apg. 14:21, 22.
1. Hvorfor er det nødvendigt at menighederne i dag får besøg af rejsende tilsynsmænd, ligesom det var nødvendigt i det første århundrede?
I DET første århundrede aflagde apostlene og andre ældste betimelige besøg i de kristne menigheder som rejsende tilsynsmænd. I dag aflægger rejsende tilsynsmænd regelmæssigt besøg i Jehovas Vidners mere end 42.000 menigheder ud over jorden. Har disse besøg i fortid og nutid noget tilfælles? Ja, meget. I mange retninger har de kristne i vore dage nemlig samme behov som de kristne på apostlenes tid. Også i dag har vi brug for den opmuntring og praktiske hjælp vi får ved sådanne besøg, for stadig at kunne gøre Guds vilje under vanskelige forhold.
2. (a) Hvilke problemer har kristne været udsat for både dengang og nu, og hvilket arbejde må gøres? (b) Hvorfor har besøg af ældste været kærkomne?
2 På grund af den nedarvede ufuldkommenhed erfarede de første kristne samme problemer som vi gør i dag. (Rom. 3:23) De fristelser de blev udsat for, lignede meget de fristelser vi må udholde. (1 Kor. 10:13) De levede midt i en ond tingenes ordning som stadig findes i dag og som vi også længes efter at blive udfriet fra. (Gal. 1:4) Deres hovedmodstander, Djævelen, må vi også modstå. (1 Pet. 5:8) På trods af deres kødelige svagheder, presset fra verden og modstanden fra de onde åndemagter havde de troende i det første århundrede et arbejde at udføre. De havde fået til opgave at forkynde „den gode nyhed“ og gøre disciple. Jehovas vidner i vor tid har den samme opgave, og den må fuldføres før den ugudelige verden bringes til afslutning. (Matt. 28:19, 20; Apg. 1:8) Nu som dengang er besøg af åndelige mænd en kærkommen foranstaltning til styrke, opmuntring og praktisk hjælp for Guds folk.
3. Hvordan kan det gavne os at gennemgå nogle beretninger om besøg af ældste på apostlenes tid og at drage paralleller til nutiden?
3 De besøg der blev aflagt i aposteltiden, tjener som et nyttigt forbillede for os i dag. (Apg. 14:21-23; 15:36) Når vi undersøger nogle bibelske beretninger og drager paralleller til nutiden, uddybes vor forståelse og værdsættelse af disse ældste, eller „gaver i mennesker“, der udfører en tjeneste for at dække vore behov. — Ef. 4:8, 11, 12.
Hvordan besøg af ældste blev betragtet
4. Hvordan fik brødrene i Antiokia gavn af et besøg?
4 Efter mødet i Jerusalem i år 49 blev Judas og Silas sendt til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Hvad ville vi have oplevet hvis vi havde været til stede? I Apostelgerninger 15:32 siges der at de to „profeter“ Judas og Silas „opmuntrede . . . brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem“. Tidligere havde der været visse uoverensstemmelser i Antiokia på grund af spørgsmålet om omskærelse. Men nu da menigheden fik besøg af de to „profeter“ og fik et brev hvis indhold hidrørte fra den hellige ånd, blev sagen bilagt. Menighedens medlemmer havde grund til at glæde sig. — Apg. 15:2, 22-31.
5. Hvilke kvalifikationer havde Timoteus, ifølge Filipperbrevet 2:20-22?
5 De besøgende ældste var især til opmuntring for deres brødre på grund af deres ydmyge og selvopofrende indstilling. Der var for eksempel Timoteus, Paulus’ missionærfælle, om hvem Paulus skrev: „Jeg har . . . ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation. For alle de andre søger deres egne interesser, ikke Kristi Jesu.“ Paulus nærede ingen betænkeligheder ved at sende sin medarbejder Timoteus til menigheden i Filippi. Han vidste at han ville trælle sammen med brødrene „for at fremme den gode nyhed“. — Fil. 2:20-22.
6. (a) Hvordan ville brødrene på Kreta få gavn af at Titus efterkom de instruktioner han fik af Paulus? (b) Hvordan ville Titus’ vejledning virke på unge og gamle, mænd og kvinder?
6 Når de rejsende ældste blev udsendt til bestemte steder, blev de der som regel i længere tid for at styrke brødrene. For eksempel var det meget påkrævet at Titus hjalp med at løse nogle problemer på Kreta. Han fik besked på at „rette de ting der var mangler ved, og indsætte ældste i by efter by“. Og eftersom nogle var uregerlige og førte tom tale og bedrog andre med vildledende lærdomme, skulle Titus blive ved med at retlede med strenghed for at den slags mennesker kunne „blive sunde i troen“. (Tit. 1:5-14) Han skulle vejlede og tilskynde både unge og gamle, mænd og kvinder, trælle og frie, så deres levevis kunne være „en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle ting“. — Tit. 2:1-10.
7. (a) Hvilke kvalifikationer havde de besøgende tilsynsmænd dengang? (b) Hvordan skulle man betragte trofaste ældste som Paulus, ifølge Første Korinterbrev 11:1?
7 Det er tydeligt at velkvalificerede tilsynsmænd gav tiltrængt belæring når de besøgte menighederne i det første århundrede. De havde alle mange års erfaring i at forkynde, i at røgte et ansvar som ældste og i at udholde trængsler. Efter at Paulus havde opregnet de forfølgelser og farer han selv havde måttet gennemgå, gav han udtryk for det store ansvar han følte: „Foruden disse ting udefra er der det som vælter ind over mig fra dag til dag, bekymringen for alle menighederne.“ (2 Kor. 11:23-28) Titus, Timoteus og andre arbejdede nært sammen med ham i alt dette. (2 Kor. 8:23; 2 Tim. 3:10, 11) Deres forbilledlige tro gjorde dem til efterlignelsesværdige eksempler. — 1 Kor. 11:1.
8 Hvilken formaning fik de ældste fra Efesus, og hvordan betragtede de Paulus?
8 Brødrene agtede ikke alene disse besøgende ældste højt for deres gode arbejde, men nærede også stor personlig hengivenhed for dem. Et fremtrædende eksempel på dette ser vi da Paulus mødtes med de ældste fra Efesus. Han formanede dem: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apg. 20:28) Derefter advarede han dem om et kommende frafald og tilskyndede dem til at holde sig vågne og hjælpe de svage. Efter at de havde bedt sammen, tog disse ældste grædende afsked med Paulus. Især smertede det dem at høre at de ikke mere ville få ham at se. — Apg. 20:29-38.
Praktisk hjælp til menighederne
9. Hvordan roste og opmuntrede rejsende tilsynsmænd menighederne?
9 De besøgende tilsynsmænd roste ofte de troende for de gode egenskaber de lagde for dagen. Det gjaldt for eksempel „de hellige“ i Kolossæ. Epafras havde fortalt om deres gode gerninger og den kærlighed de viste i åndelig henseende, og Paulus takkede Gud for deres gode indstilling. (Kol. 1:2-8) Under sit besøg i Tessalonika opnåede Paulus store resultater. Senere skrev han til de troende dér og omtalte deres trofaste arbejde, deres kærlige slid og deres udholdenhed. De havde taget imod ordet under megen trængsel og var blevet værdige efterlignere af mænd som Paulus, Silvanus (Silas) og Timoteus. (1 Tess. 1:1-7) Med både ord og eksempel underviste disse ældste de nye disciple og lærte dem at bære Guds ånds frugter i hverdagen. De opmuntrede dem til at vise Jehova ubetinget tillid og altid vende sig til ham i bøn. Menighederne glædede sig over sådanne besøg. De følte at de blev styrket og opmuntret til at „forblive i troen“. — Apg. 14:22.
10. (a) Hvorfor kunne der ikke være tale om noget kompromis hvad angår åndelig og moralsk renhed? (b) Hvilken opmuntring og tilskyndelse gav disse ældste de udnævnte hyrder i menighederne?
10 Der er ingen tvivl om at apostlene og de ældste også tog skridt til at sikre sig at menighederne fungerede på en ordnet og harmonisk måde under Kristi ledelse. (Ef. 4:15, 16) De vidste at den åndelige og moralske renhed måtte bevares. Der kunne ikke være tale om noget kompromis her. Hvordan skulle den kristne menighed ellers kunne holde sig adskilt fra verden og blive brugt som et ærefuldt kar i udførelsen af Jehovas gerning? (2 Kor. 6:14-17; 1 Tess. 4:3-8; 2 Tim. 2:20-22) For at understrege betydningen af lydighed mod Guds krav aflagde disse ældste besøg i menighederne og skrev breve til de udnævnte hyrder og hjorden i deres varetægt. — 1 Pet. 5:1-5.
11. Hvilken tilskyndelse kan besøgende tilsynsmænd i dag give alle ældste i menighederne, i overensstemmelse med Paulus’ råd til Timoteus?
11 Paulus formanede den unge tilsynsmand Timoteus: „Bliv . . . et eksempel for de troende og trofaste . . . Bliv ved med . . . flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning . . . så din fremgang må være tydelig for alle.“ (1 Tim. 4:12-15) Under deres besøg giver rejsende tilsynsmænd i dag en tilsvarende vejledning. Og ligesom Paulus pålagde Timoteus at forkynde og retlede, tilskynder de rejsende tilsynsmænd i dag alle tilsynsmænd i menighederne: „Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig, retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ Ja, ’gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør jeres tjeneste’. — 2 Tim. 4:1-5.
12. Hvilken vejledning angående behandling af overtrædelser og uoverensstemmelser blev givet til menigheden i Korint?
12 Apostlene tøvede ikke med at give udtryk for hvad der skulle gøres i sager som krævede en retslig afgørelse. Da Paulus blev opmærksom på et tilfælde af uret adfærd i Korintermenigheden hvor de ansvarlige tilsynsmænd ikke havde grebet ind, underrettede han dem i et brev om hvad han ville have gjort hvis han personligt havde været til stede, og pålagde dem myndigt at ’fjerne det onde menneske’ fra deres midte. (1 Kor. 5:3, 13) Han anbefalede også at personlige uoverensstemmelser blandt brødrene skulle behandles af mænd der var kompetente til at dømme. (1 Kor. 6:1-6) Med en sådan vejledning hjalp han de ansvarlige brødre til at revidere deres tankegang.
En kærlig foranstaltning som skal styrke os
13. (a) Hvorfor kan vi være taknemmelige for at Jehova har tilvejebragt trofaste tilsynsmænd, heriblandt også dem der regelmæssigt besøger menighederne? (b) Hvilken erfaring har mange af de rejsende tilsynsmænd?
13 Da Jehovas ånd stadig virker på hans folk, er der også i dag flittige og egnede mænd med mange års erfaring som kan besøge menighederne. (Jævnfør Efeserbrevet 4:11, 12.) Selv om disse mænd er ufuldkomne, har de mange af de gode egenskaber der i fortiden kendetegnede Paulus, Silas, Barnabas, Timoteus og andre. For øjeblikket er der adskillige rejsende tilsynsmænd der har over 30 års erfaring i heltidstjenesten. En stadig aktiv kredstilsynsmand begyndte i heltidstjenesten for 55 år siden, i en alder af 18. (Præd. 12:1) Han har tjent uafbrudt siden, de sidste 30 år ved at rejse rundt og besøge menigheder. Næsten alle de rejsende tilsynsmænd har tidligere tjent som tilsynsmænd i lokale menigheder og som pionerer. Andre har været en årrække i missionærtjenesten eller på et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. Sådanne mænds tilstedeværelse i en menighed er en velsignelse, idet alle kan hente styrke i den åndelige vejledning og opmuntring de giver. Deres besøg kan hjælpe os i vor tjeneste og tilbedelse, samt i vore bestræbelser for at opdyrke en kristen personlighed.
14. Hvoraf fremgår det at disse ældste er godt kvalificerede, og hvad søger de at indgive andre?
14 De tilsynsmænd der sendes ud til menighederne er i alle tilfælde mænd der fører an i arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. De har fattet meningen med ordet og bærer god frugt. (Matt. 13:23) De har forstået hvad Guds rige betyder, og de erkender alvoren i at vi befinder os i de sidste dage. Af den grund føler de med rette at forkyndelsesarbejdet haster, og de er ikke nølende i deres iver. (Rom. 12:11) Besjælet af denne nidkærhed søger de at indgive andre den samme evangelieånd som kendetegnede den kristne menighed i det første århundrede. — Apg. 5:42; 8:1-4.
15. (a) Hvordan ser de rejsende tilsynsmænd på Jesu befalinger i Mattæus 24:14 og 28:19, 20? (b) Hvilken hjælp yder de menighederne i dag, i overensstemmelse med det der skete efter pinsedagen år 33?
15 De rejsende tilsynsmænds store agtelse og respekt for Jesu befaling om at forkynde „den gode nyhed“ og gøre disciple, får dem til at fremhæve denne dobbelte opgave som et helligt tillidshverv, en guddommelig pligt. (Matt. 24:14; 28:19, 20) De tænker på hvad der skete umiddelbart efter pinsedagen år 33, og ligeledes senere, efter omvendelsen af Kornelius og hans husstand — nemlig at de troende voksede stærkt i antal og blev grundigt undervist, så de kunne leve i overensstemmelse med „den gode nyhed“ og forkynde den virkningsfuldt for andre. (Apg. 2:46, 47; 5:14; 6:7; 10:44-48; 20:20) For at antallet af troende også stadig kan vokse i dag, opfordrer de rejsende tilsynsmænd så mange som muligt til at følges med dem i vidnegerningen. Og hvis nogle mangler erfaring, yder de dem en hjælpende hånd. Besøgende ældste som er nidkære og fører godt an, bidrager til en udvidelse af vidnegerningen. Sammen med Paulus siger de: „Ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ — 1 Kor. 9:16.
16, 17. (a) Hvad kan rejsende tilsynsmænd gøre for at verdslighed ikke skal vinde indpas i menigheden? (b) På hvilke måder kan de hjælpe brødrene til at dæmme op for materialismens snigende indflydelse?
16 Desuden er der meget at gøre med at hjælpe dem der allerede er tilsluttet menighederne, til at gøre fremskridt i kristen livsførelse. (2 Pet. 1:5-10) Nogle som endnu ikke har frigjort sig for en verdslig levevis, prøver måske på at indføre vaner i menigheden der ville sænke de høje adfærdsnormer der fremholdes i Guds ord. For at verdslighed ikke skal vinde indpas, må de rejsende tilsynsmænd lægge dømmekraft for dagen og være opmærksomme på farlige tendenser der umærkeligt gør sig gældende. De kan tilskynde alle i Guds folk til nøje at følge de bibelske principper for moral og levevis, både privat og sammen med andre. (1 Kor. 10:31-33; 1 Pet. 1:14-16; Hebr. 13:18) Det kan være nødvendigt at de påminder de ældste om at optræde beslutsomt for at bevare læren, moralen og ånden i menigheden ren.
17 I overensstemmelse med vejledningen til Timoteus opfordres rejsende tilsynsmænd også i dag til at advare deres medkristne mod den snigende materialistiske påvirkning. (1 Tim. 6:9, 10, 17-19) Ved selv at sætte det åndelige i første række sætter de et godt eksempel og tilskynder andre til at ’søge Guds rige først’. — Matt. 6:33.
18. Hvorfor er det så vigtigt at den kristne opnår åndelig stabilitet og modenhed, og hvordan kan dette fremmes?
18 I en verden hvor mennesker kastes hid og did af de religiøse lærdommes forvirrende vinde, må Jehovas tjenere være stabile, fuldvoksne kristne. (Ef. 4:13, 14) De må have et fast ståsted så de ikke hurtigt rykkes bort på grund af følelsesmæssigt pres eller en egenrådig tankegang. (Kol. 1:23; 2:6, 7) Derfor må de rejsende tilsynsmænd understrege behovet for at alle kristne hele tiden vokser i nøjagtig kundskab om Gud. (Fil 1:9, 10; Kol. 1:9-11) De anbefaler studium af Guds ord, både personligt, i familien og i menigheden, så deres medkristne ikke blot får del i ’ordets mælk’ men også i „den faste føde“, så de fuldt ud kan fatte „retfærdsordet“ og ’få deres opfattelsesevner opøvet til at skelne mellem ret og uret’. (Hebr. 5:12-14) Når rejsende tilsynsmænd bedømmer en menigheds åndelige tilstand, vil de give bibelsk vejledning om sådanne ting.
19. Hvordan hjælper rejsende tilsynsmænd forskellige kristne efter behov? (Jak. 5:19, 20)
19 De aflægger også besøg hos gamle og syge og andre, som der nu er lejlighed til det. (Ordsp. 16:31; Matt. 18:12-14; se modsætningen i Ezekiel 34:4.) Og hvis nogle som har indbyrdes uoverensstemmelser henvender sig til dem med deres personlige problemer, kan de kærligt men bestemt formane dem ud fra Bibelen, med henblik på at genoprette freden mellem dem. (1 Tess. 5:14, 15) På mange måder kan de, ofte uden selv at vide af det, øve en åndeligt opbyggende indflydelse på dem der måske nærer tvivl angående den kristne adfærd eller som af anden grund har brug for at blive ’revet ud af ilden’. — Jud. 22, 23.
20. Hvordan har rejsende tilsynsmænd og deres koner vist stor offervilje?
20 Ligesom i det første århundrede tjener disse rejsende tilsynsmænd og deres koner under vidt forskellige forhold. Mange steder i verden flytter de fra sted til sted uge efter uge. For at nå frem til isolerede egne eller ind i jungleområder, må nogle ride på hesteryg eller sejle med kano, eller simpelt hen gå lange strækninger ad ujævne bjergstier. Af hensyn til menighederne udholder de store genvordigheder. Mange har sagt ja til at tjene langt fra deres hjemegn, familie og nære venner. Men uanset hvor de virker, er de villige til at ofre sig, rede til at indrette sig efter forholdene „for den gode nyheds skyld“. — 1 Kor. 9:23.
21. (a) Hvad skulle denne gennemgang af disse ældstes tjeneste få os til at gøre? (b) Hvilket spørgsmål stiller vi nu?
21 Denne korte gennemgang af hvordan trofaste ældste på mange måder har styrket menighederne både på apostlenes tid og i vor tid, får os uvilkårligt til at værdsætte deres indsats. Der er ingen tvivl om at disse selvopofrende ældste hører med til dem apostelen Paulus omtalte da han skrev: „Nu anmoder vi jer, brødre, om at agte på dem som slider i det iblandt jer og præsiderer iblandt jer i Herren og formaner jer, og i kærlighed at vise dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde.“ (1 Tess. 5:12, 13) Hvordan kan vi, der nærer en sådan agtelse for de rejsende tilsynsmænd, personligt drage større nytte af deres besøg fremover? Lad os se.