Nyheder på nært hold
Frosne mammutters vidnesbyrd
● Nøjagtig hvordan tusinder af store mammutter er blevet nedfrosset i Sibiriens is, har i årevis været en gåde for videnskabelige forskere. I sin omtale af en ny teori bemærker det engelske tidsskrift New Scientist at de frosne mammutter „er et bevis på at den sidste istid på Jorden indtrådte pludseligt“. Professor Fred Hoyle ved universitetet i Cardiff og Elizabeth Butler ved Oxford-universitetet „fremfører den tanke at hvis den sidste istid . . . havde været tusinder af år om at få greb om Jorden, ville mammutterne have haft tid til at trække sydpå mod varmere egne. Det at de er så godt bevaret, vidner også om at de er blevet nedfrosset umiddelbart efter døden — ellers ville de have været begyndt at gå i forrådnelse“.
I et forsøg på at forklare hvordan en sådan pludselig nedfrysning kan være sket, siger Hoyle og en af hans kolleger at „store mængder . . . støv fra kometer kan være kommet ind i Jordens øvre atmosfære“, hvorfra det så skulle have tilbagekastet sollyset, sådan at Jorden er blevet afkølet på „blot nogle få år“.
Men behøver vi at ty til en så snørklet og usandsynlig forklaring? Nej. I Første Mosebog i Bibelen gives der en enkel og tydelig forklaring der stemmer med alt hvad man ved. Den viser at der har været vand „over [himmel]hvælvingen“ før Vandfloden, og dette vand kan have bevirket at der var mere ensartet varmt over hele jorden, så mammutter og andet liv har kunnet trives i de nordlige egne. Da Vandfloden begyndte, idet „himmelens sluser åbnedes“, kan der udmærket være sket store temperaturforandringer, hvorved disse områder med ét blev dybfrosne og mammutter og andre dyr blev bevaret i den tilstand hvori man har fundet dem. — 1 Mos. 1:7, 8; 7:11, 12.
Voksne leger krig
● Tidsskriftet Newsweek fortæller at en gruppe der kalder sig Greater New Orleans BB Warriors „en gang om måneden arrangerer otte til tolv timer lange krigslege i marsklandet omkring Louisiana“. Er det blot børn der leger? Nej. „Alle BB-krigerne er i tyverne og trediverne.“ De 30 mænd og kvinder som „leger“, forsøger at „dræbe“ deltagerne på modpartens hold med tre skud af deres BB-rifler, der er ladt med små metalkugler. Derfor bærer deltagerne specielt beskyttelsesudstyr, blandt andet ansigtsmasker af plexiglas eller trådnet. Bliver man ramt af en „melgranat“ eller stukket med en gummibajonet, er man også „død“. „De faldne går over i dødszonen, hvor de . . . taler om hvordan de vil gribe det an når de, efter en time, bliver født igen og får lov til at vende tilbage til kampen,“ skriver Newsweek. En 28-årig „kriger“ sagde begejstret: „Det er det eneste spil jeg har deltaget i hvor man bruger hele sin forestillingsevne. For det meste tænker jeg dog ikke nærmere over det. Jeg kan bare lide at blive slået [dræbt] og at tage ud og slå folk ihjel.“
Mange tænker med gru på hvilken indstilling der kan blive følgen af den form for spil eller leg. Men hvad skal man sige til det, når verden overalt ruster sig til krig? Er det ikke også et uhyggeligt „spil“ med mennesker som brikker? Spillets alvor går ofte først op for folk når de rammes af en kugle. Men der er også nogle som kan gennemskue „spillet“ og som nu er med til at opfylde Bibelens profeti: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal . . . ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:4.