Vis omsorg for „Guds hjord“
„Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ — Apg. 20:28.
1. Hvilken stor omsorg viste Jesus Kristus for dem han sammenlignede med får?
INGEN på jorden har nogen sinde vist større omsorg for medlemmerne af menneskeheden end Jesus Kristus, vort store forbillede. Han omtalte dem der lyttede til hans stemme som sine „får“. Og som „den rigtige hyrde“ satte han sin sjæl, eller sit liv, til for dem. (Joh. 10:11, 27) Efter sin opstandelse fra de døde indskærpede Jesus sin apostel Simon Peter at vise disse „får“ særlig opmærksomhed. Hvordan gjorde Jesus det? På en sådan måde at det virkede tilskyndende på Peter resten af hans liv på jorden.
2. (a) Hvordan reagerede Peter ifølge Johannes 21:15-17 på de spørgsmål hans herre stillede? (b) Hvad betonede Jesus her? Hvordan?
2 Tre gange stillede Jesus næsten det samme spørgsmål til Peter. To gange spurgte han: ’Simon, elsker du mig?’ Og endnu en gang: „Simon, Johannes’ søn, holder du af mig?“ Efter at være blevet spurgt om praktisk taget det samme tre gange blev Peter bedrøvet og forsikrede indtrængende sin herre: „Du ved alt; du er klar over at jeg holder af dig.“ Ja, Jesus var fuldt ud på det rene med at Peter holdt af ham, ja elskede ham, men apostelen måtte bevise det over en længere periode. Hvordan? Ved at vise omsorg for „fårene“. Hver gang Peter svarede bekræftende på spørgsmålet understregede Jesus hvad sagen drejede sig om ved at sige: 1) „Giv mine lam føde“; 2) „Vær hyrde for mine små får“; 3) „Giv mine små får føde.“ (Joh. 21:15-17) På denne højst virkningsfulde måde gav Jesus altså ikke alene udtryk for sin egen omsorg for „fårene“; han betonede samtidig Peters alvorlige ansvar for at tage sig af dem i fremtiden, ja at tage sig af dem på den måde som hans herre så eftertrykkeligt havde gjort opmærksom på.
3. (a) Hvordan beviste Peter sin kærlighed til „den rigtige hyrde“? (b) Hvoraf ser vi at Peter ikke var alene om at vise omsorg for „hjorden“?
3 Dette blev en uforglemmelig oplevelse for Peter. Jesu ord var uden tvivl nået dybt ned i apostelens hjerte. I sin iver efter at bevise sin kærlighed til „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, ville Peter aldrig forsømme at give „fårene“ føde. Kærligt og samvittighedsfuldt ville han beflitte sig på at være hyrde for „hjorden“. Omkring 30 år senere skrev Peter til ’de midlertidige indbyggere der var spredt rundt om’, det vil sige til dem der var blevet disciple af Jesus Kristus. Som en del af „Guds hjord“ blev de mindet om deres udfrielse fra den frugtesløse form for adfærd de før havde haft. Hvordan var de blevet udfriet? Ikke med almindelige midler som sølv og guld, men „med dyrebart blod, som med blodet af et dadelfrit og fejlfrit lam, nemlig Kristi blod“. (1 Pet. 1:1, 18, 19) Peter forstod at det havde været en høj pris at betale. Jehova Gud havde måttet ofre sin enestefødte søn, som han havde sendt til jorden for at tilvejebringe en løsesum for mange. (Matt. 20:28; Joh. 3:16) Da Peter skrev sit første brev var de løskøbte medlemmer af „hjorden“ vokset til mange tusind. Der var altså flere „får“ end Peter selv kunne tage sig af. Sammen med Peter var der imidlertid fremstået andre kompetente mænd som viste deres omsorg for „hjorden“ ved at give den føde samt føre og beskytte den. De forstod også at „hjorden“ tilhørte Jehova. Og i dag erkendes dette fuldt og helt af de tusinder af underhyrder som har fået det ansvar at være hyrder for „Guds hjord“ i deres varetægt.
4. Hvilken passende vejledning om at være hyrde gav Peter da han skrev til de ældste i den kristne menighed?
4 Da Peter blev inspireret til at skrive sit første brev kunne han utvivlsomt genkalde sig hvad Jesus havde indprentet i hans sind og hjerte om at være hyrde for „fårene“. Det fremgår af den tilskyndelse apostelen retter, ikke blot til underhyrderne i det første århundrede, men også til de i åndelig henseende ældste blandt Guds folk i dag. Peter skriver: „De ældste iblandt jer giver jeg derfor denne tilskyndelse, jeg, deres medældste og vidne til Messias’ lidelser og delagtig i den herlighed som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden. Og når overhyrden er blevet gjort kendt, vil I modtage herlighedens uvisnelige krone.“ — 1 Pet. 5:1-4.
Vær kærlige hyrder for „Guds hjord“
5. (a) Med hvilken indstilling må en kristen tilsynsmand røgte sit ansvar for „hjorden“, hvis det skal gavne den? (b) Hvorfor kan en tilsynsmand i dag betragte tingene på samme måde som Peter?
5 Som øjenvidne til Kristi lidelser følte Peter sig tilskyndet til at pointere hvor vigtigt det var at vise omsorg for „Guds hjord“. Alle der var hyrder for „hjorden“ skulle vise samme omsorg som overhyrden, Jesus Kristus. Men det kunne en kristen tilsynsmand ikke gøre hvis han følte at han udførte sin tjeneste af tvang. Ingen af vor tids udnævnte ældste bør føle at de skal tjene fordi de er tvunget til det. Sandt nok er der meget arbejde i forbindelse med at skuldre dette betroede ansvar, men den kærlige underhyrde vil være præget af ønsket om at hjælpe og tjene andre. En sådan ånd kan han imidlertid kun lægge for dagen hvis han har samme indstilling som Kristus Jesus, der ydmygt og villigt fandt sig i lidelser. (Fil. 2:5-8; 1 Pet. 4:1) Hvis en ældste erkender at han selv hører med til den „hjord“ som nyder den store Hyrde Jehova Guds omsorg, og at han skal stå Ham og hyrden Jesus Kristus — ikke noget menneske — til regnskab, da vil han tjene ivrigt og uden at klage. (1 Pet. 2:25) Tilsynsmænd i dag har naturligvis ikke været øjenvidner til Jesu lidelser, som Peter var det, men de har adgang til udførlige bibelske beretninger om Kristi liv og tjeneste. De kan derfor se på tingene på samme måde som apostelen Peter, og de kan have den samme ånd som han når det gælder det at være hyrde for „hjorden“.
6. Hvad bør tilsynsmænd huske når de har med „hjorden“ at gøre?
6 Skal en kristen tilsynsmand være et godt eksempel må han ikke være interesseret i uærlig eller selvisk vinding, eller i at tilrive sig en fremtrædende stilling. Den eneste ’storhed’ der skulle præge ham, er den der skyldes at han stiller sig til rådighed for sine brødre, er imødekommende over for dem og tjener deres åndelige interesser. I bevidstheden om at „hjorden“ tilhører Jehova, som købte den med blodet af sin søn, vil eksemplariske ældste heller ikke ’spille herrer over dem der udgør Guds arv’. Nej, disse underhyrder vil beskytte „hjorden“ og behandle den nænsomt, i overensstemmelse med ’den rigtige hyrdes’ vejledning og forbillede. — Matt. 20:25-27; Tit. 1:7; se modsætningen i Ezekiel 34:2-4; Judas 16.
7. På hvilke måder viser mange tilsynsmænd oprigtig omsorg for „hjorden“?
7 Det skal i sandhed siges at langt de fleste af vor tids kristne tilsynsmænd viser den rette omsorg for „hjorden“ på mange måder. Med den tid og de kræfter de ofrer for at give „fårene“ føde, vise de enkelte personlig opmærksomhed, og præsidere ved menighedens møder, sætter de et godt eksempel for deres trosfæller. (1 Tim. 5:17) Betænk også hvordan samvittighedsfulde underhyrder går foran i tjenesten på arbejdsmarken, hvor de finder frem til flere „får“ og „gør disciple“. (Matt. 28:19, 20; 2 Tim. 4:5) Og så er der den omsorg underhyrderne viser ved at beskytte „hjorden“ mod „verdens elementære ting“ og mod dem der vil bedrage „fårene“ og føre dem bort fra „hjorden“. (Ef. 4:11-14; Kol. 2:8; Jud. 22, 23) På disse og mange andre måder har „Guds hjord“ gavn af underhyrderne, der af kærlighed til „fårene“ viser omsorg for deres åndelige velfærd.
Værdifuld belæring for os i dag
8. Hvad arrangerede apostelen Paulus til gavn for de ældste i Efesus og for at give dem åndelig opmuntring?
8 Når vi læser Bibelens beretninger om hvad tilsynsmænd i det første århundrede udrettede til gavn for „hjorden“, gør Paulus’ gode eksempel indtryk på os. Ligesom Peter, opmuntrede Paulus også de ældste. Undervejs på en rejse til Jerusalem sendte han bud efter de ældste i Efesus og holdt et møde med dem. De var sikkert glade for lejligheden til at være sammen med Paulus, ligesom vore dages tilsynsmænd fra tid til anden glæder sig over at mødes for at udveksle erfaringer, opbygge hinanden i troen og modtage bibelsk formaning.
9. Hvilke udtryk i Apostelgerninger 20:18-21 viser at Paulus var en selvopofrende Guds mand?
9 Vi kan høste værdifuld belæring af Paulus’ samtale med tilsynsmændene fra Efesus. Beretningen i Apostelgerninger 20:17-38 giver os et godt indblik i hvordan apostelen var et eksempel for sine brødre, deriblandt de ældste fra Efesus. Var Paulus en arbejdssky prædikant, der nød at kunne rejse rundt i de forskellige egne af området Asien? Bestemt ikke. Han var en selvopofrende Guds mand der „trællede for Herren med den største ydmyghed og under tårer og prøvelser“ i al den tid han virkede der. (Apg. 20:18, 19) Han holdt sig ikke tilbage fra at „undervise . . . offentligt og fra hus til hus“, og det under stadige farer. Han var heller ikke bange for hvad nogle af samfundsborgerne tænkte om ham, eller for de trusler der lød fra modstanderne. Paulus aflagde et grundigt vidnesbyrd i distriktet. — Apg. 20:20, 21; jævnfør Apostelgerninger 19:1 til 20:1; Andet Korinterbrev 1:8-11.
Hyrder i en tid med forfølgelse
10. Er der tilsynsmænd i vor tid som har efterlignet Paulus og hjulpet „hjorden“, selv om det har medført lidelser for dem selv? Forklar.
10 Og nu var apostelen uforfærdet på vej mod Jerusalem, selv om han vidste at der ventede ham „lænker og trængsler“ dér. Han var rede til om nødvendigt at sætte livet til for at fuldende sit løb i trofasthed og til det sidste varetage den tjeneste han havde fået fra Herren Jesus. (Apg. 20:22-24) Paulus satte virkelig et godt eksempel for tilsynsmændene fra Efesus. Han havde ikke blot omsorg for dem der trængte til at høre „den gode nyhed“ men også for dem der havde ansvaret for at bringe budskabet ud til andre. Er det ikke en sådan omsorg alle udnævnte kristne ældste bør have i dag? Glædeligvis har vi sådanne mænd der efterligner Paulus og er villige til at vove livet for den gode nyheds skyld og for at beskytte deres brødre. I lande hvor de kristne er udsat for voldsom forfølgelse er mange trofaste underhyrder loyalt forblevet hos „hjorden“, selv om de har haft mulighed for at rejse til lande hvor de sandsynligvis kunne have undgået sådanne lidelser. Et eksempel: En ældste der gennem flere år har været udsat for fængslinger og prygl, var for nogle måneder siden i De forenede Stater for at deltage i Vagttårnsselskabets kursus for tilsynsmænd der gør tjeneste på Selskabets afdelingskontorer. Denne ældste havde mulighed for at blive sendt til et land hvor der ikke er forfølgelse for tiden, men han valgte at vende tilbage til det land hvor han hidtil havde virket, selv om han næsten kunne være sikker på at blive fængslet og forfulgt på det groveste der. Som så mange andre kristne underhyrder sætter han det at tage sig af „hjorden“ højere end sin egen frihed. Sådanne tilsynsmænd skal sandelig roses. Det er prisværdigt at de fortsætter med at tage sig af de „får“ der er i nød! — Jævnfør Esajas 32:1, 2.
11. (a) Hvordan så Paulus ifølge Apostelgerninger 20:25-27 på blodskyld, og hvordan kan tilsynsmænd i dag fastholde en lignende holdning? (b) Hvilke følelser nærer tilsynsmænd forståeligt nok over for dem de fra først af har hjulpet til at blive disciple?
11 Det var blandt dem der nu var tilsynsmænd i Efesus at Paulus havde gået og forkyndt Riget. De havde hørt budskabet af hans egen mund. Han havde givet af hele sit hjerte for deres og andres skyld da han forkyndte „hele Guds råd“ og ikke sine egne ideer. Hans samvittighed var derfor ren. Ingen kunne tillægge ham blodskyld for at have forsømt at forkynde budskabet. (Apg. 20:25-27) Det samme skulle kunne siges om tilsynsmænd i vor tid med prøvelser, vanskeligheder og trængsler, hvor arbejdet med at forkynde Riget overalt skal fuldføres. Vor tids tilsynsmænd ved at meget afhænger af deres eksempel som nidkære forkyndere der går foran i arbejdet. Af den grund bestræber de sig for at have så stor en andel som muligt i forkyndelsen af „den gode nyhed“. På den måde holder de sig også rene og fri for blodskyld. Andre i menigheden lægger mærke til at de ældste går foran i arbejdet med at advare de onde og finde frem til de mennesker der er oprigtige af hjertet, og det de ser, opmuntrer dem til at følge tilsynsmændenes gode eksempel. Som det var tilfældet med dem Paulus hjalp, er mange af dem der udgør „hjorden“ i dag blevet besøgt første gang af tilsynsmænd der forkyndte i distriktet. Nu da de er en del af menigheden, viser dens tilsynsmænd dem endnu større omsorg. — 1 Tess. 1:5, 6; 2:7, 8.
12. Hvordan skal Paulus’ udtalelse i Apostelgerninger 20:23 forstås?
12 Paulus’ store omsorg for de ældste i Efesus og for „hjorden“ i deres varetægt, ses af det han nu siger: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apg. 20:28) Hver eneste af disse mænd har sikkert følt at de måtte ransage sig selv i betragtning af det alvorlige ansvar det indebar at være hyrde for „hjorden“. De måtte også tage Paulus’ vejledning til sig og føre den ud i praksis som ældsteråd. De måtte samarbejde og støtte hinanden i arbejdet med at sørge for „hjorden“. Til bedste for alle måtte de ældste være enige i tanke og handling. Det ville i sig selv vise at de havde virkelig omsorg for „hjorden“.
13. Hvad kan der siges om anvendelsen af Apostelgerninger 20:23 i dag?
13 Det er i høj grad passende at anvende Paulus’ formaning til gavn for kristne ældste i dag. Når rejsende tilsynsmænd mødes med ældste i menighederne bliver ordene i Apostelgerninger 20:28 ofte anført som grundlag for sund vejledning. Læg mærke til at der ikke siges at den enkelte kun skal give agt på sig selv. Hele ældsterådet i hver menighed har i fællesskab ansvaret for at „hjorden“ får den specielle omsorg den har brug for. Dette gælder selv om hver ældste måske varetager en bestemt opgave — en opgave der bidrager til at det fælles mål bliver nået. Tilsynsmændene må udføre deres pligter som hyrder samvittighedsfuldt, kærligt og omsorgsfuldt; de må tænke på at „hjorden“ er dyrebar for Jehova i betragtning af den løsesum der er betalt for den. — Ef. 1:7.
Beskyt „fårene“ mod frafaldne „ulve“
14. (a) Hvilken advarsel finder vi i Apostelgerninger 20:29, 30? (b) Hvorfor var det på sin plads at Paulus advarede tilsynsmændene fra Efesus?
14 Da Paulus vidste hvad der ville ske når han og de andre apostle var døde, gav han denne advarsel: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg. 20:29, 30) Senere advarede apostelen Peter om at der ville komme vranglærere og at nogle ville danne sekter og forlede de uopmærksomme, uoplyste og ubefæstede til frafald. (2 Pet. 2:1-3; 3:15, 16) Så længe apostlene levede, var de som et bolværk imod tendenser i den retning. Men Skrifterne forudsagde tydeligt et stort frafald, der også kom til sidst og som fortsat ses i form af kristenheden. — 2 Tess. 2:6-10.
15. (a) Hvorfor bør de der er hyrder for „hjorden“ i dag være på vagt? (b) Hvorfor er det undertiden nødvendigt for de ældste at følge vejledningen i Romerbrevet 16:17-19?
15 I denne „endens tid“ bliver de kristne vidner for Jehova kraftigt advaret mod at falde fra eller forlade troen. (Dan. 12:4; Matt. 24:9-13) De trofaste kristne underhyrder må derfor være på vagt og vise omsorg for „hjorden“. De må være vågne, så de kan beskytte medlemmerne af „hjorden“ mod at komme i dårligt selskab. (1 Kor. 15:33) Under det konstante pres fra en uren verden er det ikke let at bevare en sund åndelig tankegang og indstilling. Derfor bør alle i menigheden give agt på formaningen: „Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd.“ (Hebr. 13:7) Til tider vil de ældste måske finde det nødvendigt at give bibelsk vejledning og advare trosfæller imod at blive påvirket af dem der søger deres egne selviske interesser og fornøjelser fremfor det der er til åndelig gavn for „hjorden“ som et hele. I sådanne tilfælde er Paulus’ faste og bestemte vejledning i Romerbrevet 16:17-19 på sin plads. Han siger der: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at holde øje med dem som forårsager splittelserne og snublestenene i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem. Sådanne mennesker er nemlig ikke trælle af vor Herre Kristus, men af deres egen bug; og med glat tale og smiger forfører de ufordærvedes hjerter. Jeres lydighed er jo blevet alle bekendt. Jeg fryder mig derfor over jer. Men jeg ønsker at I må være vise med hensyn til det gode, og uskyldige med hensyn til det onde.“
Arbejd til gavn for „hjorden“
16. (a) Hvad røber det at Paulus til tider formanede „med tårer“? (b) Hvad arbejder tilsynsmænd i dag ihærdigt på at gøre for „hjorden“ i deres omsorg for den?
16 Eftersom Paulus på sine rejser kom langt omkring, havde han et omfattende kendskab til hvad der skete i menighederne på hans tid. Han vidste at der var forskellige problemer og farer. Det er derfor forståeligt at han tilskyndede de ældste fra Efesus til at holde sig åndeligt vågne. Gennem tre år havde Paulus vist sin kærlighed og omsorg ved til stadighed at formane dem, endog med tårer. (Apg. 20:31) Åbenbart blev Paulus’ følelser berørt når han formanede på den måde. Det kostede noget af ham selv at vise denne vågne og kærlige opmærksomhed. Det skal derfor ikke forbavse os at tilsynsmænd i dag til tider erfarer det samme, især når det er alvorlige problemer de skal tage sig af. (Jævnfør Andet Korinterbrev 2:4.) I sådanne tilfælde er det omsorgen for „hjorden“ der optager dem mest. De arbejder ihærdigt på at holde den åndeligt ren og sund, fri for surdej. — 1 Kor. 5:6; Gal. 5:7-10; Tit. 2:1.
17. (a) Hvilken vigtig sandhed skulle vi lære af Paulus’ ord i Apostelgerninger 20:32? (b) Hvilket udfald giver man rum for ved at betro mennesker og deres interesser til Jehova?
17 Ved at betro tilsynsmændene fra Efesus „til Gud og til hans ufortjente godheds ord“ kunne Paulus trygt stole på at de var i de bedste hænder. (Apg. 20:32) Og det er ligesådan i dag. Når tilsynsmænd har gjort alt hvad de formår i retning af at vejlede og hjælpe, eller de har taget ethvert andet disciplinært skridt som Bibelen tilråder, kan de lade sagen hvile i Guds hånd. I tilfælde hvor vore brødre og søstre i troen plages af alvorlige problemer, er det en trøst at vide at man ved at betro dem og deres interesser til Jehova i bøn og lade hans ord, hans ånd og hans organisation give den nødvendige vejledning, kan stole på at udfaldet bliver i overensstemmelse med Jehovas vilje. Hvad der end sker under sådanne omstændigheder, sker med Guds tilladelse. (Jævnfør Første Petersbrev 2:23.) Også dette røber omsorg for „hjorden“, for opmærksomheden rettes mod ham der kan gøre det bedste i enhver situation.
18. (a) Hvordan så Paulus på sine materielle ejendele? (b) Hvordan viser tilsynsmændene omsorg for „hjorden“ når de har Paulus’ syn på det materielle?
18 Med god samvittighed kunne Paulus gøre opmærksom på at han ikke havde søgt at berige sig på bekostning af sine brødre. Han havde arbejdet med sine hænder og havde således tilfredsstillelsen ved selv at sørge for det han trængte til. (Apg. 20:33, 34) Dog havde han, da han var i trang, taget imod noget fra de kristne i Filippi. Han søgte ikke sådanne gaver, men snarere den frugt der er i forbindelse med en sådan gavmildhed. (Fil. 4:14-17) Paulus var arbejdsom og tjente ikke for uærlig vinding; ligesom han, kan tilsynsmænd i dag sætte et godt eksempel ved at vise at de ikke er dovne og at de ikke søger at undgå slidsomt arbejde. Deres omsorg for „hjorden“ afholder dem fra at blive en byrde for menigheden. — 2 Tess. 3:6-10.
19. Hvilken virkning har det når tilsynsmændene handler i overensstemmelse med princippet i Apostelgerninger 20:35?
19 Det eksempel som Paulus i sit eget liv og i sin egen tjeneste havde sat, gav tilsynsmændene fra Efesus noget at handle efter når de bestræbte sig for at hjælpe de svage og at give af sig selv til opbyggelse for menigheden. Når vore dages kristne tilsynsmænd handler efter princippet „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“, sætter de et godt eksempel for andre. (Apg. 20:35) Ikke alene giver de meget, men de giver det uforbeholdent. Ved fortsat at gøre det, bidrager de til glæden blandt alle i Jehovas Vidners menighed.
„Bekymringen for alle menighederne“
20. I hvor høj grad viste Peter og Paulus omsorg for „hjorden“?
20 Trofaste apostle som Peter og Paulus satte unægtelig et enestående godt eksempel. De sled sig op for deres kristne trosfæller og havde inderlig omsorg, ikke bare for én menighed men for hele brodersamfundet. (1 Pet. 2:17) Trods mange besværligheder, problemer og prøvelser tænkte apostlene altid først og fremmest på „hjorden“ og dens åndelige velfærd.
21. (a) Nævn nogle af de „ting udefra“ som Paulus kom ud for ifølge Andet Korinterbrev 11:23-28. (b) Hvordan viste Paulus sin inderlige omsorg for andre?
21 I et af brevene til sine trosfæller i Korint nævner Paulus at han har været ude for slag, fængslinger, ubehagelige oplevelser og forskellige farer under udførelsen af sin tjeneste. Og så føjer apostelen til: „Foruden disse ting udefra er der det som vælter ind over mig fra dag til dag, bekymringen for alle menighederne.“ (2 Kor. 11:23-28) Vi kan kun tænke os til det arbejdspres Paulus levede under og den bekymring og interesse han nærede for „alle menighederne“. Han opretholdt forbindelsen med adskillige omgangsfæller blandt de kristne. (2 Tim. 4:9-13) Han kom langt omkring på sine missionsrejser og vendte tilbage til en del menigheder som han havde besøgt før. (Apg. 15:36) Hans virke til gavn for andre krævede sandelig meget af ham. Han holdt hele foredragsrækker og forkyndte regelmæssigt i synagoger, på offentlige steder og fra hus til hus. (Apg. 17:2; 19:9, 10; 20:20) For at kunne sørge for sine materielle fornødenheder og undgå at blive en byrde for menigheden måtte Paulus have verdsligt arbejde. (Apg. 18:1-3; 2 Tess. 3:8, 9) Øjensynlig brugte apostelen også ret megen tid til at studere Guds ord, og den kundskab han derved fik kom ham uden tvivl til nytte da han ved guddommelig inspiration skrev 14 af de 27 bøger som udgør De kristne græske Skrifter. Paulus var en travlt optaget mand, men han var udholdende og viste altid stor omsorg for „hjorden“.
22, 23. (a) Nævn nogle af de foranstaltninger der er truffet for „Guds hjord“ i vor tid. (b) Hvad er alt dette et vidnesbyrd om, og hvordan skulle det virke på os?
22 I dag bliver der gjort umådelig meget til gavn for „Guds hjord“. Tænk på hvor megen opmærksomhed det kræver at sørge for at de over 42.000 menigheder af Jehovas folk får hvad de har brug for. Fra „den trofaste og kloge træl“ kommer der en stadig strøm af åndelig føde. (Matt. 24:45-47) Der bliver regelmæssigt udarbejdet programmer for menighedsmøder, kredsstævner og områdestævner, så de kristne kan komme sammen til åndeligt opbyggende studium, tilbedelse og samvær. (Hebr. 10:23-25) Rejsende tilsynsmænd sendes ud for at besøge alle menighederne og tage sig af de særlige behov de måtte have. (Jævnfør Apostelgerninger 16:4, 5.) Der sendes breve med vejledning og opmuntring til menigheder og ældsteråd. (Jævnfør Filipperbrevet 1:1; Første Petersbrev 5:12; Judas 3.) Der træffes også andre foranstaltninger til fysisk og åndelig gavn for „Guds hjord“, men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dem her.
23 Dette arbejde koster en masse tid, penge og anstrengelser. Men hvad er det et vidnesbyrd om? Det viser at Jehova har omsorg for sit folk. Gennem sin søn viser Gud sin uovertrufne evne som Hyrde. (Es. 40:10, 11) Tusinder og atter tusinder af underhyrder er blevet udnævnt af den hellige ånd og har en andel i gerningen som hyrder for „Guds hjord“. Alt dette vidner om Guds kærlige omsorg for „hjorden“ som gruppe betragtet og for de enkeltpersoner der udgør „hjorden“. Måtte vi hver især vise vort hjertes taknemmelighed over den kærlighed som den store Hyrde, Jehova Gud, og hans søn, Jesus Kristus, viser i al deres betænksomme omsorg for os.
[Illustration på side 8]
„Giv mine små får føde“