Hvad giver sand fred i sindet?

FRED i sindet. Hvem kan finde det i vor urolige verden? Ofte bringer terrorister deres medmenneskers liv i fare. Mange ser sig nødsaget til at flygte fra det ene land til det andet. Atomvåbenlagrene vokser og kaster en truende skygge over hele menneskeheden. Inflationen opæder hastigt vore sparepenge, ofte midler der er opsparet gennem et helt liv. Hertil kommer de mange personlige kampe med helbredsproblemer, sorgen over at have mistet nogle af vore kære — og de myriader af bekymringer der er almindelige for mennesker alle vegne. Vi må desværre erkende at sand fred i sindet er en sjælden egenskab i vore dages samfund.

Men hvor søger mange mennesker den sikkerhed og fred i sindet som de længes efter? For manges vedkommende sætter de deres lid til penge og materielle ting. Kan dette give sand fred i sindet?

Det kunne måske se sådan ud. Men ganske stille — næsten umærkeligt — vil værdien af det materielle aftage efterhånden som årene går. For eksempel har en rig mand måske mange kostbare klæder. Men hvor tåbeligt ville det ikke være af ham at tillægge sin garderobe for stor værdi! Et lille firvinget insekt kan — især mens det endnu befinder sig på larvestadiet — anrette stor skade på værdifulde klæder. Ja, møl kan være en trussel og kan, i hvert fald til en vis grad, frarøve et menneske dets følelse af sikkerhed og dets eventuelle fred i sindet. Og selv om man måske undgår møllenes hærgen, vil ens tøj alligevel blive slidt op, eller måske stjålet en dag.

„En uudtømmelig samling af værdier“

Guds profet Esajas viste at de egensindige modstanderes endeligt ville være at sammenligne med en slidt eller mølædt klædning. Men i samme forbindelse peger Esajas på den virkelige kilde til sikkerhed og fred i sindet, idet han siger: „Se, den Herre [Jehova] hjælper mig, hvo vil fordømme mig? Se, alle slides op som en klædning, møl fortærer dem.“ (Es. 50:7-9) Mens materielle ting kun har kortvarig værdi, har et nært personligt forhold til Gud kraft til at holde os oppe. Det giver sand fred i sindet.

Jesus Kristus gik et skridt videre og sagde: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget. Sælg hvad I har og giv barmhjertighedsgaver. Lav jer pengepunge der ikke slides op, en uudtømmelig samling af værdier [en uudtømmelig skat, da. aut.] i himlene, hvor ingen tyv kommer nær og intet møl fortærer. For dér hvor jeres værdier er, dér vil jeres hjerte også være.“ (Luk. 12:32-34) Her talte Jesus til sine salvede disciple som skulle være hans medarvinger til det himmelske rige. (Rom. 8:12-17) Men princippet i det gælder alle kristne. Det åndelige har større værdi end det materielle.

En skat i form af ’fortroligt samfund med Jehova’

Det dyrebareste af alt er et personligt forhold til den allerhøjeste Gud. Om denne „skat“ siger salmisten David: „Fortroligt samfund har [Jehova] med dem, der frygter ham.“ (Sl. 25:14) Og er det ikke storslået at kunne være fælles med andre om at nyde godt af et nært personligt forhold til Gud som hans folk! Ved en anden lejlighed erklærede David lykkelig: „Jeg vil takke dig i en stor forsamling, love dig blandt mange folk.“ — Sl. 35:18.

Samværet med Guds folk har stor betydning, men skal vor tjeneste have Guds godkendelse må vi passe på at den ikke er formel og rutinemæssig. Faktisk kan man mangle fred i sit sind hvis man deltager i denne kristne virksomhed uden at have det rette motiv. Der var en ung pige som, før hun indviede sit liv til Gud, var meget glad for at være sammen med Jehovas vidner. Men hvad var hendes motiv? Hun fortæller:

„. . . Jeg følte mig tiltrukket af det folk der havde denne nye religion. De var lykkelige og venlige mennesker som var glade for at overholde Bibelens høje moralnormer. Jeg nød at være sammen med dem. Jeg gik til deres møder og var endda med fra hus til hus for at tale med andre om Bibelen.

Så en dag opstod der et alvorligt spørgsmål i mit sind. Bør en religion være et forhold til andre mennesker? Bør det ikke snarere være et forhold til Gud? Jeg indså at jeg var ved at blive et aktivt Jehovas vidne blot fordi jeg var så ovenud glad for de mennesker og fordi jeg ønskede at glæde min svigermoder [et Jehovas vidne], ikke fordi jeg elskede Gud. Jeg gik fra hus til hus med Bibelen, men jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det. Jeg holdt op.“

Efterhånden som månederne gik, begyndte den unge pige at tænke over „hvad det vil sige at have et personligt forhold til Jehova Gud“. Hun modtog også bibelsk hjælp af en kristen kvinde og erfarede en kærlig omsorg fra den lokale menighed af Jehovas Vidner. Hvad blev resultatet? Hun „fandt et levende håb i [sit] personlige forhold til Jehova“. Den unge pige blev døbt som symbol på sin indvielse til Gud og begyndte at tjene Jehova med glæde sammen med hans folk.

Ja, de der har et fortroligt forhold til Jehova, opnår fred i sindet og en ægte følelse af sikkerhed. Og til trods for livets forskellige bekymringer kan de sammen med deres trosfæller ’tjene Jehova med glæde’. (Sl. 100:2) Men lad os nu undersøge det nærmere og lære hvorfor sande kristne kan opnå virkelig fred i sindet og hjertet i denne urolige verden.