Den rette optræden over for andre

„Jeg . . . skriver disse ting til dig for at du . . . kan vide hvordan du bør færdes i Guds husstand, som er den levende Guds menighed.“ — 1 Tim. 3:14, 15.

1, 2. Hvordan kan Bibelen hjælpe os til at optræde korrekt over for andre?

EN AF de fordele vi som kristne har ved at studere Bibelen, er at vi lærer hvordan vi bør opføre os over for andre. Selv mennesker der ikke kender noget til Bibelen eller kristendommen, anerkender at det er fornuftigt og gavnligt at følge et råd som dette: „Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ — Luk. 6:31.

² Bibelen siger ikke blot hvordan vi skal behandle andre i al almindelighed. Den giver også vejledning om vor adfærd over for enkeltpersoner der befinder sig i forskellige situationer eller som vi står i et bestemt forhold til. For eksempel indeholder den råd om hvordan en kristen hustru bør forholde sig til sin ikke-troende mand, og vejledning om hvordan vi bør optræde over for de svage, de handicappede og personer af det modsatte køn. (1 Pet. 3:1-6; Sl. 41:2; 3 Mos. 19:14; 1 Tim. 5:1, 2) Desuden indeholder den mange gode anvisninger på hvordan vi bør „færdes i Guds husstand, som er den levende Guds menighed“. — 1 Tim. 3:15.

3. Hvorfor har vi brug for Guds vejledning angående vor adfærd?

³ Det er vigtigt at vi følger denne guddommelige vejledning, for det fremgår af Guds ord at Jehova i nogen grad vil dømme os på grundlag af hvordan vi behandler andre. (Matt. 18:35; 25:40, 45; Åb. 2:23) I stedet for at lade os lede af andres meninger om hvad vi bør gøre, eller af vore følelser eller af hvad vi selv „synes“ er rigtigt, bør vi derfor have samme indstilling som David, der sagde: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud.“ — Sl. 25:4, 5; 139:17, 21.

Over for syndere

4. Hvorfor er det nødvendigt at vi ved hvordan vi skal optræde over for syndere?

⁴ Som Adams efterkommere har vi alle „syndet og mangler Guds herlighed“. (Rom. 3:23; 5:12) Situationen er dog ikke håbløs for os, for „Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere“. Enhver som anerkender dette og som tror på Kristus kan opnå tilgivelse, selv om han har ført et syndigt liv. — 1 Tim. 1:12-16; 1 Kor. 6:9-11; Apg. 10:43; Rom. 6:12-14.

5. Hvad må der gøres hvis en kristen begår en alvorlig synd?

⁵ Hvad så hvis en der har angret sin syndige levevis og har fået tro på Kristus og er blevet en døbt kristen, igen bukker under for svaghed eller kommer til at begå en alvorlig synd? Han kan stadig opnå tilgivelse, ligesom apostelen Peter blev tilgivet da han fornægtede Jesus. Hvad ville du gøre hvis du opdagede at en af dine medkristne var kommet ud i en alvorlig synd? Af sand kærlighed til ham ville du uden tvivl sørge for at han fik åndelig hjælp. En sådan hjælp kan ofte ydes af menighedens tilsynsmænd, som i åndelig forstand er ældste. De vil søge at bringe den kristne der har forsyndet sig, åndeligt på fode igen. — Gal. 6:1; 1 Joh. 5:16; 2 Tim. 2:23-26; Jud. 23.

6. Hvordan må man skride ind hvis en kristen har begået en alvorlig synd og ikke ændrer sind?

⁶ Undertiden sker det imidlertid at en der i årevis har vandret på den sande kristendoms vej, viger bort fra vejen, forfalder til gudløshed og nægter at ændre sind på trods af de ældstes oprigtige forsøg på at hjælpe ham. Bibelen viser at dette skete i det første århundrede, og vi oplever at det sker i dag. (2 Pet. 2:10-20) Hvad skal man da gøre? Gud har i sin fuldkomne visdom og retfærdighed bestemt at man i sådanne situationer skal tage et klart skridt for at beskytte menighedens moralske og åndelige renhed, og måske kan dette skridt samtidig ryste overtræderen så han kommer til fornuft. Guds ord befaler: „Fjern det onde menneske fra jeres midte.“ Det vil sige at han må udstødes af den kristne menighed. — 1 Kor. 5:13; 1 Tim. 5:20; jævnfør Femte Mosebog 17:7.

7. Hvilken slags spørgsmål opstår vedrørende et sådant menneske der udstødes af menigheden?

⁷ Det er sørgeligt at en kristens adfærd og indstilling kan gøre et sådant skridt nødvendigt. Men hvad så når han er udstødt? Hvordan skal menighedens loyale medlemmer betragte ham og behandle ham? Skal de behandle ham på samme måde som de behandler en nabo, en arbejdskammerat, eller enhver anden som de træffer på gaden? Skal de sige „goddag“ til ham og måske veksle et par ord med ham hvis de tilfældigvis møder ham? Kan de arbejde for ham eller have ham i arbejde? Og i hvilket omfang bør kristne forældre eller andre slægtninge opretholde forbindelsen eller pleje omgang med en der er udstødt? Mange spørgsmål af den slags opstår. Vi kan være taknemmelige for at Jehova Gud har givet os retningslinjer for hvordan vi skal optræde over for en udstødt synder.

Jesu vejledning angående overtrædere

8, 9. (a) Hvilken vejledning gav Jesus angående en der syndede? (b) Hvilken slags synder hentydede Jesus her til?

⁸ På et tidspunkt da jøderne stadig var Guds folk, fremsatte Jesus en vejledning angående en broder der syndede. Hans disciple, der selv var jøder, ville naturligvis forstå hans råd på baggrund af de eksisterende forhold i det daværende jødiske samfund. Vi kan imidlertid også drage nytte af hans vejledning, for den ville blive ved med at gælde når Gud oprettede den kristne menighed. (Matt. 21:43) Jesus begyndte: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ — Matt. 18:15.

⁹ De ’synder’ Jesus talte om her var åbenbart ikke mindre, personlige uoverensstemmelser, som den vi læser om i Filipperbrevet 4:2, 3. (Jævnfør Ordsprogene 12:18.) Det ser snarere ud til at han tænkte på sådanne grove synder som bedrageri eller bagvaskelse, synder der var alvorlige nok til at de kunne medføre udstødelse af menigheden.a Hvis den som synden var begået imod kunne få sagen bragt i orden ved en personlig henvendelse, ville han have ’vundet sin broder’; når synderen viste ægte anger og gjorde hvad han kunne for at rette det urette, var der ingen grund til at gå videre med sagen.

10, 11. Hvad skulle man gøre hvis det første skridt ikke gav noget resultat?

¹⁰ Men hvad så hvis dette skridt ikke gav noget resultat? Jesus fortsatte: „Men hvis [synderen] ikke hører, så tag en eller to mere med dig, for at enhver sag kan blive stadfæstet ved to eller tre vidners mund.“ — Matt. 18:16.

¹¹ De der blev taget med skulle være ’vidner’, ikke blot neutrale parter som søgte at mægle og bringe en forsoning i stand. Det lader til at de skulle være vidner til det urette. Hvis det for eksempel drejede sig om en økonomisk aftale, skulle de kende til dens indgåelse, så de kunne bevidne om aftalen var misligholdt. Hvis der forelå en skriftlig kontrakt eller lignende hvorved det kunne bevises at den anklagede havde handlet uret, kunne de ’vidner’ man tog med, være åndeligt kvalificerede brødre som havde erfaring i sådanne sager. De kunne blive vidner ved at sætte sig ind i sagens kendsgerninger og ved at høre hvad den anklagede ville sige under dette møde, for det tilfælde at det blev nødvendigt at gå videre og tage det sidste skridt.

12. Hvad var den sidste udvej, ifølge Jesu ord?

¹² Som det sidste skridt der kunne tages i forbindelse med en sådan synder, sagde Jesus: „Hvis han ikke hører på dem, så sig det til menigheden. Hvis han end ikke hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ (Matt. 18:17) Ja, som et sidste forsøg på at omvende synderen fra hans vej, skulle man forelægge sagen for menighedens åndeligt erfarne ældste. De kunne sætte sig ind i sagen og høre vidnernes udsagn. Og de ville være i stand til at retlede overtræderen med Guds ord. Og hvis han stadig nægtede at ændre sind, ville de på menighedens vegne tugte ham, idet de ville beskytte menigheden mod hans farlige påvirkning ved at udstøde ham.

Ikke umenneskelige over for andre

13, 14. Hvordan kan vi være sikre på at Jesus ikke gik ind for at man skulle optræde umenneskeligt over for andre?

¹³ For at kunne afgøre hvordan vi skal optræde over for et sådant menneske, må vi forstå hvad der ligger i Jesu ord: „Lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ I senere århundreder gav nogle jødiske rabbinere udtryk for en yderliggående holdning. De hævdede blandt andet at en jøde ikke kunne hjælpe en hedning selv om vedkommende var i dødsfare. Det var ikke kun over for hedninger man optrådte så hjerteløst. I Jesu lignelse om hvem der var et menneskes næste, undlod både en levit og en præst at hjælpe en nødstedt jøde, en landsmand, hvorimod en samaritaner der kom forbi, hjalp den nødstedte. — Luk. 10:29-37.

¹⁴ I Mattæus 18:17 kan Jesus imidlertid ikke have ment at hans disciple skulle undlade at vise almindelig menneskekærlighed, ved for eksempel at nægte at yde hjælp i et ulykkestilfælde eller i en svær nødsituation. Jesus viste selv en sådan kærlighed mod visse hedninger. Han gjorde det for eksempel over for en syrisk-fønikisk kvinde. Han gjorde opmærksom på at det var en usædvanlig situation fordi hun var hedning og han kun var sendt til jøderne, hvilket både hun og disciplene forstod, men alligevel helbredte han hendes datter. (Matt. 15:21-28; Mark. 7:24-30) Jesus viste en lignende menneskekærlighed da en romersk officer indtrængende anmodede ham om at helbrede en træl der var lam og havde stærke smerter. Officeren gjorde opmærksom på at han ikke forventede at Jesus, en jødisk lærer, skulle træde ind i hans hjem. „Nogle af jødernes ældste“ bønfaldt imidlertid Jesus om at vise denne hedning barmhjertighed idet han ’fortjente det’, og Jesus gjorde det. (Luk. 7:1-10; Matt. 8:5-13) Med det Jesus sagde om at synderen skulle være „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“, kan han derfor ikke have ment at man ikke måtte udføre barmhjertighedsgerninger over for vedkommende. Hvad mente han så?

„Som en skatteopkræver“

15. Hvordan betragtede og behandlede jøderne skatteopkrævere?

¹⁵ Lad os først se hvordan jøderne betragtede og behandlede skatteopkrævere.

„Tolderne [skatteopkræverne] i Det nye Testamente blev betragtet som forrædere og frafaldne; besmittede som følge af deres hyppige samkvem med hedningerne; undertrykkerens villige redskaber. De blev sat i bås med syndere . . . med skøger . . . med hedninger. . . . Overladt til sig selv, idet pæne mennesker holdt sig på afstand af dem, fandt de deres eneste venner blandt dem der, ligesom de selv, var udskud af menneskeslægten.“ — M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind VIII, s. 769.

Ja, Jesu tilhørere vidste udmærket at jøderne i almindelighed afskyede skatteopkrævere. Det var kun nødtvungent at de havde endog minimal forretningsmæssig kontakt med dem, nemlig for at betale den skat som loven krævede.

16, 17. Hvordan optrådte Jesus over for nogle skatteopkrævere?

¹⁶ ’Jamen, kom Jesus da ikke sammen med skatteopkrævere?’ vil nogle måske spørge. Lad os undersøge de nærmere omstændigheder.

¹⁷ I sin egenskab af „Guds lam som tager verdens synd bort“ var Jesus et lys for alle mennesker, skønt han under sin jordiske tjeneste samlede sin opmærksomhed om jøderne. (Joh. 1:29; 8:12; Es. 42:1, 6, 7; Matt. 10:5, 6; 15:24) Han var som en læge der kom for at hjælpe de jøder der trængte mest til ham, deriblandt syndere som skøger, drankere og skatteopkrævere, der ofte var uærlige i deres embedsførelse. En af dem der tog imod det nye frelsesbudskab som Jesus kom med, var en foragtet skatteopkræver ved navn Mattæus Levi. Han indbød Jesus til et stort selskab i sit hus, så han selv og andre interesserede skatteopkrævere kunne høre mere om de vidunderlige nye sandheder. (Luk. 5:27-32; 19:1-10) Det var mænd der havde ’syndet i deres uvidenhed’ men som var rede til at tage skridt til at få deres synder „slettet ud“. — Apg. 3:19; Hebr. 9:7.

18. Hvorfor kan Jesu optræden over for visse skatteopkrævere ikke være et mønster for hvordan man skal opfatte hans ord i Mattæus 18:17?

¹⁸ Jesu bestræbelser på at aflægge et vidnesbyrd for skatteopkrævere der ’kom til ham for at høre ham’ og som ’fulgte ham’, var imidlertid ikke et mønster for hvordan ubodfærdige syndere skulle behandles. (Mark. 2:15; Luk. 15:1) Hvordan kan vi være sikre på det? Jo, for selv om Jesus spiste sammen med sådanne skatteopkrævere, befalede apostelen Paulus at de kristne ’end ikke måtte spise sammen med’ en synder der var blevet udstødt af menigheden. (1 Kor. 5:11) Desuden er det klart at Jesus med sin udtalelse mente at hans disciple skulle betragte en ubodfærdig synder sådan som de betragtede datidens skatteopkrævere. Hans ord gengives således i oversættelsen af R. F. Weymouth: „Betragt ham sådan som du betragter en hedning eller en skatteopkræver.“ — Jævnfør New International Version; The New English Bible.

Hvordan hedninger blev betragtet og behandlet

19. Hvordan var forholdet mellem jøder og ikke-jøder ifølge Bibelen?

¹⁹ Apostlene som hørte Jesu ord i Mattæus 18:17 var jøder, og de vidste at deres landsmænd ikke plejede selskabelig omgang med hedninger. Loven skelnede mellem jøder og hedninger, med det formål at holde jøderne adskilt fra de omboende folkeslag. (5 Mos. 7:1-4; 4 Mos. 15:37-41; Ef. 2:11-14) Ved påsken i år 33 ville jøderne ikke gå ind i den romerske landshøvdings palads „for at de ikke skulle blive besmittede“. (Joh. 18:28) Og skellet mellem jøderne og samaritanerne, der dog anerkendte Pentateuken, var så stort at en kvinde ved en brønd i Samaria udtrykte stor overraskelse over at Jesus, ’som var jøde’, ville bede hende om vand at drikke. — Joh. 4:9.

20. Hvad kan vi lære om jødernes forhold til hedningerne ved at betragte Peters erfaring med Kornelius?

²⁰ Da Gud i år 36 havde til hensigt at vise at uomskårne hedninger nu kunne blive arvinger til Riget, førte han apostelen Peter til den romerske officer Kornelius’ hjem, og Peter sagde ved denne lejlighed til Kornelius: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning.“ (Apg. 10:28) Peters bemærkning viser hvor dybt det lå i jødernes bevidsthed at der ikke måtte være nogen som helst fraterniseren med folk fra nationerne. Da det blev kendt at Peter havde besøgt Kornelius, gjorde nogle jødekristne tilmed stærke indvendinger imod at Peter „var gået ind til uomskårne mænd og havde spist sammen med dem“. Ja, i jødernes øjne var det meget anstødeligt at være sammen med og spise sammen med „en fra nationerne“. — Apg. 11:1-3; jævnfør Galaterbrevet 2:12.

21. Hvordan forstår vi altså det Jesus sagde om at en ubodfærdig synder skulle betragtes „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“?

²¹ Bibelen hjælper os således til at forstå Jesu vejledning om at man skulle behandle en ubodfærdig synder som nægtede at lytte til menigheden, „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“. At følge denne vejledning i dag vil afgjort ikke sige at man blot skal betragte overtræderen som et almindeligt menneske i samfundet, for det var ikke sådan Jesu disciple opfattede det han sagde. Det vil vi bedre forstå når vi i det følgende undersøger den vejledning der gives andre steder i De kristne græske Skrifter. Denne vejledning vil hjælpe os til at optræde korrekt over for mennesker som er blevet udstødt af den kristne menighed.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

Hvad betød udtrykket „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“?

Jøderne afskyede skatteopkrævere som udskud af menneskeslægten

Jøderne ville ikke gå ind i en hedensk landshøvdings palads

Peter sagde at det var „utilladeligt“ for en jøde at nærme sig en hedning

Jødekristne var chokerede over at Peter havde spist sammen med Kornelius

[Illustration på side 11]

Jøderne afskyede skatteopkræverne og betragtede dem som syndere. Den eneste forretningsmæssige kontakt de havde med dem, var betalingen af den skat loven krævede