Virksomme kristne i en kritisk tid

SOM så mange andre mennesker rundt om på jorden, er du sikkert fuldt ud klar over at vi lever i kritiske tider.

Mange erkender at tiderne er kritiske på grund af den oprustning og de krige der finder sted. Andre gør det på grund af de økonomiske problemer. På spørgsmålet om hvorfor vore dage er kritiske, er der andre igen som kommer til at tænke på den tiltagende vold og kriminalitet. Disse problemer er et tegn på at vi lever i den periode der blev forudsagt med ordene: „I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare.“ — 2 Tim. 3:1-5.

Søndag den 13. september 1981 fandt der imidlertid en særlig begivenhed sted som på en god måde viser at kristne selv i vore „kritiske tider“ kan være åndeligt virksomme og optimistiske med hensyn til fremtiden. Hvilken begivenhed var det? Hvordan kan vi høste gavn af den?

Gileadskolens afslutningshøjtidelighed

Denne særlige begivenhed, der fandt sted i New York, USA, var afslutningshøjtideligheden for Vagttårnets bibelskole Gileads 71. klasse. Vi gør vel i at hæfte os ved nogle af de punkter der kom frem under programmet.

Hovedtaleren var F. W. Franz, Vagttårnsselskabets og skolens præsident. Hans foredrag varede en time og begyndte med et tilbageblik over skolens historie. Efter udbruddet af den anden verdenskrig mente Selskabets daværende præsident, J. F. Rutherford, at der ville komme stærk forfølgelse mod Jehovas Vidner, og at man derfor måtte flytte væk fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. Han lod derfor opføre nogle bygninger i den nordlige del af staten New York hvor medarbejderne fra hovedkontoret kunne bo. Men i 1942, da N. H. Knorr var blevet Selskabets tredje præsident, forstod man, efter at man på ny omhyggeligt havde studeret Åbenbaringen, kapitel 17, at fredsorganisationen Folkeforbundet, symboliseret ved et vilddyr, ville genopstå i en eller anden form. (Åb. 17:8) Det betød at krigen ville ende og blive efterfulgt af en periode med fred. Og som vi ved, var det nøjagtig hvad der skete, idet den genoprettede fredsorganisation fik navnet De forenede Nationer.

Med forståelsen af disse skriftsteder blev det besluttet at anvende bygningerne i den nordlige del af staten New York til en særlig skole hvor der skulle oplæres missionærer som kunne udbrede „denne gode nyhed om riget“ til mange fremmede lande i den kommende fredsperiode. (Matt. 24:14) Denne helt specielle skole begyndte den 1. februar 1943, og nu, den 13. september 1981, talte Selskabets fjerde præsident, F. W. Franz, til den 71. klasse ved afslutningshøjtideligheden.

Meget passende spurgte han de 27 elever, der var kommet fra otte lande: „Der er nu gået 36 år af denne fredsperiode. Hvor længe vil den vare? Og hvad tyder på at den vil ophøre inden ret længe?“ Hvad ville du svare?

Franz kom derefter ind på nogle spændende punkter i forbindelse med bibelkronologien som angår vor tid. Han nævnte at Jehovas Vidner længe har sagt at den første verdenskrig i 1914 markerede afslutningen på den periode Jesus havde omtalt med ordene: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider [eller: „hedningernes tider“, da. aut.] er udløbet.“ (Luk. 21:24) Det betyder at Guds rige, repræsenteret ved Jerusalem, blev oprettet i himmelen på det tidspunkt. Men nogle har hævdet at året 1914 ikke havde nogen særlig betydning, og at Jesus tænkte på nedtrædningen af det bogstavelige Jerusalem. Hertil spurgte Franz: „Hvilket resultat kommer vi til hvis vi går ind på det synspunkt?“

I 1967 fik staten Israel kontrol over vestbredden, og dermed også over Jerusalems gamle muromkransede bydel. „Men,“ spurgte Franz, „har det ført til at Jehova Gud er blevet herliggjort? Har det medført at Messias er kommet for at oprette Guds rige i det jordiske Jerusalem?“ Svaret er et klart nej. De bogstavelige jøder forkynder heller ikke „denne gode nyhed om riget“ som en opfyldelse af Mattæus 24:14. Det var derfor heller ikke i 1967 at ’hedningerne’ holdt op med at ’nedtræde Jerusalem’. Derimod er det ’tegn’ Jesus gav, blevet opfyldt siden vendepunktet 1914. Siden da har Messias, Herren Jesus Kristus, fra himmelen hersket midt iblandt sine fjender. (Sl. 110:1, 2) Det blev derfor meget kraftigt understreget over for de nye missionærer at ’den tid der er tilbage afgjort må være begrænset’, og at de, i betragtning af alt det der skulle udrettes i disse kritiske tider, burde føle et presserende behov for at forkynde. — 1 Kor. 7:29-31.

Eleverne havde ikke vanskeligt ved at forstå hvorfor de måtte være virksomme i det kristne arbejde. Og det havde deres slægtninge og de andre tilstedeværende, i alt cirka 2000, heller ikke. Alle var begejstrede for at høre at der var blevet truffet foranstaltninger til at oplære flere missionærer. To af eleverne skulle rejse tilbage til Tyskland for at være lærere ved en ny afdeling af Gileadskolen i Tyskland. De kommende elever vil her gennemgå et koncentreret kursus på to og en halv måned uden først at måtte lære engelsk, hvorefter de kan sendes ud til fremmede missionærdistrikter.

Nyttig vejledning for virksomme kristne

Andre talere ved afslutningshøjtideligheden fremførte sund bibelsk vejledning for klassen, vejledning som alle kristne kan have gavn af i vore kritiske tider.

U. V. Glass, en af Gileadskolens lærere, tilskyndede alle til at tænke på Jeremias, der satte et eksempel ved at fortsætte med at forkynde trods modstand og fare. Som en kontrast hertil flygtede profeten Urija på grund af frygt til Ægypten, kun for at blive ført tilbage til Juda og henrettet af kongen. Det eksempel Jeremias satte, og den støtte han modtog fra ætioperen Ebed-Melek, blev også fremhævet i det glimrende skuespil der blev opført af eleverne om eftermiddagen. Skuespillet hed: „En frygtløs forkynder af et upopulært budskab.“

Programmet omfattede endvidere nogle korte men belærende foredrag af flere erfarne ordets tjenere. David Olson talte for eksempel over Første Samuelsbog 2:30, hvor Gud siger: „Dem, som ærer mig, vil jeg ære.“ Han sagde at vi alle sammen kan lide at blive behandlet med respekt, så derfor må vi også vise andre ære eller hensyn. Det er især vigtigt når man bor eller arbejder tæt sammen, sådan som missionærer gør. Karl Klein talte om vigtigheden af ’ikke at sukke imod hinanden’, som der siges i Jakob 5:9. Vi kan være utilfredse med os selv når vi kommer til kort, men når vi giver udtryk for utilfredshed med vore medkristnes ufuldkommenheder er det ofte ensbetydende med at vi dømmer dem, og det kan gøre dem nedslåede eller deprimerede.

Ralph Walls understregede at eleverne jo ikke blev missionærer ved at aflægge en slags „nasiræerløfte“, men at de alligevel (og alle vi andre med) kunne efterligne den indstilling fortidens nasiræere lagde for dagen. De nægtede sig selv visse ting for at kunne ofre det åndelige større opmærksomhed. Og ligesom de underkastede sig Jehova, hvad deres lange hår var et tegn på, må virksomme kristne have en lignende indstilling, både over for dem de virker iblandt og over for Gud. — 4 Mos. 6:2-7.

Programmet sluttede med skuespillet og en bøn. Tilhørerne var nu mere end nogen sinde besluttede på at fortsætte med aktivt at ’vandre med Gud’, sådan som George Gangas tidligere på dagen meget begejstret havde tilskyndet klassen til at gøre, idet han havde henvist til det eksempel Enok og Noa satte. (1 Mos. 5:24; 6:9) Og alle huskede foredraget af J. Redford, en af lærerne, som sluttede med en tilskyndelse til eleverne og tilhørerne om fortsat at ’forkynde Kongen og Riget’ i disse kritiske tider.

[Illustration på side 19]

De kommende lærere ved Gileadskolen i Tyskland, sammen med elever fra Filippinerne

[Illustration på side 20]

Det bibelske skuespil skildrede på en gribende måde Jeremias som en frygtløs forkynder af Guds budskab