Hvad ældre mennesker kan klare
IDRÆTSMANDEN så på sit mål og begyndte at løbe. Han sprintede seksten meter, stak sin glasfiberstang i jorden og svang sig elegant over overliggeren, to meter og firs over jorden. Hvor foregik det? Ved et skoleidrætsstævne? Nej. Atleten var halvfjerds år gammel, og dette var, ifølge avisen The Wall Street Journal, et sportsstævne for 600 idrætsfolk i denne aldersklasse. Ved samme lejlighed løb en syvoghalvfjerdsårig 100 meter på 15,7 sekunder, og en halvfjerdsårig kastede en speciel diskos 27 meter.
Overrasker det dig at høre at halvfjerdsårige stadig deltager i konkurrenceatletik? Sandt nok kan de ikke opnå de samme resultater som de kunne da de var i tyverne. Men det at nogle stadig kan kaste en diskos, sprinte 100 meter og foretage stangspring viser noget væsentligt. Det viser at ældre mennesker ikke bør „afskrives“ som ubrugelige blot fordi de har levet i et vist antal år. Medmindre de bliver ramt af en eller anden sygdom, har de en meget større fysisk ydeevne end man almindeligvis tillægger dem.
Gælder dette også med hensyn til deres mentale og intellektuelle evner? Kan ældre mennesker lære nye ting og tilegne sig nye livsvaner? Nogle gange undervurderer de ældre selv deres evner på dette område. De viger måske tilbage for udfordringen ved noget nyt og siger: ’Jeg er for gammel til at lære,’ eller: ’Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks.’ Men forholder det sig nødvendigvis sådan? Ved hvilken alder begynder man at miste evnen til at lære?
At vokse og at lære
Det er interessant at tænke på at de mennesker der siger: ’Jeg er for gammel til at lære,’ engang var små børn med store troskyldige øjne, fyldt med nysgerrighed. De ord som små drenge og piger oftest bruger, er ’Hvorfor?’ ’Hvor?’ ’Hvornår?’ ’Hvordan?’ ’Hvem?’ Der er ingen tvivl om at de ønsker at lære.
Nogle gange ville forældrene sikkert foretrække at dette ønske var knap så stort og at deres børn ville holde op med at stille spørgsmål i et stykke tid. Bibelen understreger imidlertid betydningen af det et barn lærer i barndommen; den siger: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ — Ordsprogene 22:6.
Barnet når hurtigt skolealderen, og i nogle år er dets hovedopgave hver dag at tilegne sig ny viden om forskellige emner. Dets naturlige ønske om at lære bliver til en vis grad styret af lærerne. Det lærer nye begreber, nye færdigheder, og verden åbner sig efterhånden for det.
Alt for hurtigt er skoleårene forbi, og det unge menneske træder ud i verden. Det må nu lære at omgås voksne, og opnå færdigheder så det kan tjene til livets opretholdelse. I de fleste tilfælde havner vedkommende i et fast arbejde, og her begynder indlæringsprocessen langsomt at aftage. De fleste unge bliver gift, får børn stifter bekendtskab med pres og ansvar, og de ophører langsomt med at berige deres liv med ny viden.
Når børnene bliver voksne, opdager forældrene at de nu har tid til sig selv igen. Men i mange tilfælde har de vænnet sig til ikke at tilegne sig ny viden. De er ikke længere så tilbøjelige til at begynde at undersøge nye ting eller til at stille spørgsmål, som da de var unge. I Japan taler nogle om at være født i en anden tid. En mand siger måske: ’Jeg blev født i Meijitiden.’ Det var den politiske epoke der sluttede i 1912. Da han nu er mindst halvfjerds år gammel, mener han derfor at de dage hvor han kan tilegne sig lærdom er forbi og at han aldrig vil kunne lære nye tanker i denne moderne, uforståelige tidsalder.
Men behøver det at være sådan? Sandt nok forandrer et menneskes fysiske legeme sig efterhånden som det bliver ældre. Leddene bliver måske stivere, musklerne mindre smidige, synet bliver lidt svagere og hørelsen lidt mindre skarp. Men medmindre man bliver syg, medfører dette kun at man må sætte farten ned, ikke at man må ophøre med alle aktiviteter. Alene det at en gruppe halvfjerdsårige kunne holde et atletikstævne, beviser dette. Gælder det samme hjernen? Eller er det sandt at man kan blive for gammel til at lære?