Hendes tro var urokkelig
I to år havde den 14-årige Renata fra Brasilien lidt af knoglekræft i sit venstre knæ. Amputation og behandling med kobolt havde ikke hjulpet hende, kun udskudt døden. På grund af sin kristne samvittighed havde Renata nægtet at modtage blodtransfusion, på trods af at en læge stædigt havde holdt på at hun skulle gøre det. Inden hun for sidste gang blev indlagt på hospitalet, tog lægen og en af sygeplejerskerne hjem til Renata for at besøge hende.
„Jeg vil gerne komme hen på hospitalet endnu en gang, hvis dr. —— vil love at han ikke vil tale om blodtransfusion igen. Jeg bliver så træt af at høre på de udtalelser hele tiden,“ erklærede Renata.
Lægen gik ind på dette og tilføjede at Renata sandelig havde en urokkelig tro, selv om hun måske ikke havde langt igen.
De sidste otte måneder havde Renata så stærke smerter at hun var ude af stand til at ligge ned. Da et af Jehovas Vidners stævner nærmede sig, græd hun og sagde: „Hvis jeg kunne tale med jer alle sammen hver for sig ville jeg sige: ’Brug jeres ben så meget I kan. I morgen er I måske ikke i stand til at gå ud i tjenesten for Jehova. I må aldrig gå glip af et stævne!’“
Renata bad hele tiden. En dag overværede hendes moder at hun bad følgende bøn: „Jehova, jeg ved at jeg aldrig vil komme mig. Lægerne kan ikke helbrede mig, men det kan du. Jeg ved godt at tiden ikke er inde til det endnu — først i den nye orden. Men jeg beder dig, lad ikke min krop svulme mere op; ellers kan mor ikke bære mig ud i badeværelset.“
Hvis andre, for eksempel moderen, græd i Renatas nærhed, opmuntrede hun dem altid til at være stærke i troen. Hendes moder skriver: „Jeg husker at en sygeplejerske en dag efter amputationen sagde til Renata: ’Hvordan kan det være at du var så livlig på operationsbordet? Det er måske fordi du er glad for at du trods alt kan få et kunstigt ben?’ Men Renata svarede: ’Nej, der er fordi jeg regner med at Jehova Gud giver mig et ben af kød og blod i den nye orden.’“
[Tekstcitat på side 15]
Renata var bundet til hospitalssengen, men sagde indtrængende: „I må aldrig gå glip af et stævne!“