Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w84 1/2 s. 16-20
  • „Den kærlighed du havde først“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • „Den kærlighed du havde først“
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kristendommen kommer til Efesus
  • Måtte vejledes med bestemthed
  • Hvorfor ’den første kærlighed’ mistes
  • Efeserbrevet
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Genopliv den første kærlighed
    Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!
  • Bibelens 49. bog — Efeserbrevet
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
  • Trods modstand ‘nåede Jehovas ord ud til flere og virkede med større kraft’
    “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
w84 1/2 s. 16-20

„Den kærlighed du havde først“

„Jeg [har] det imod dig at du har forladt den kærlighed du havde først. Du må derfor huske hvorfra du er faldet, og ændre sind.“ — Åbenbaringen 2:4, 5.

1, 2. (a) Hvilken vejledning gav Jesus menigheden i Efesus? (b) Hvad kan disse ord have forårsaget?

HAR du tjent Jehova trofast som et af hans vidner i mange år? Hvis du har, hvordan ville du så være til mode hvis en person du havde stor respekt for, sagde ovenstående ord til dig? Ville du tage det ilde op? Eller ville du tænke ved dig selv at han nok ved en fejltagelse havde henvendt sig til den forkerte?

2 For næsten 1900 år siden blev disse ord henvendt til menigheden i Efesus i Lilleasien i et budskab fra ingen anden end den oprejste Jesus Kristus. Hans ord må være kommet som et chok for de kristne i Efesus. De havde holdt ud i Jesu navn og havde modstået de frafaldnes indflydelse i over 40 år. (Apostelgerninger 18:18, 19; Efeserne 1:1, 2) „Jeg kender dine gerninger,“ sagde Jesus, „og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere.“ (Åbenbaringen 2:2) De var stadig „i sandheden“, som vi siger. Hvad var problemet da?

3. Hvad var problemet for de kristne i Efesus?

3 De havde mistet den kærlighed de engang havde. De tjente ikke længere med den samme inderlige kristne kærlighed til Jehova som i begyndelsen. Som følge deraf havde de sat tempoet ned. Jesus advarede dem derfor: „Du må . . . huske hvorfra du er faldet, og ændre sind og gøre de tidligere gerninger.“ — Åbenbaringen 2:5.

4. Hvad kan vi lære af det der skete med efeserne?

4 Heri ligger der en advarsel til Jehovas tjenere i dag. Det kan altså ske at selv de der i lang tid har været aktive kristne, sløjer af. Udadtil ser de måske stadig ud til at være stærke, men indadtil kan de have mistet den dybe kærlighed de engang havde til Jehova. I et brev til korinterne advarede Paulus: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ (1 Korinter 10:12) Lad os som en hjælp i denne henseende se nøjere på hvordan efeserne fik kærlighed til sandheden og hvordan de blev hjulpet til at bevare den.

Kristendommen kommer til Efesus

5, 6. Hvornår og hvordan begyndte den gode nyhed at blive forkyndt i Efesus?

5 I det første århundrede efter vor tidsregning var byen Efesus en rig storby der summede af liv, og midtpunktet for den omsiggribende dyrkelse af den hedenske gudinde Artemis (eller Diana). Senest i år 52 e.v.t., da Paulus kom fra Korint sammen med ægteparret Akvila og Priskilla, hørte man her læren om Jesus som Jehovas Messias for første gang. Paulus kunne ikke selv blive i byen, men det gjorde Akvila og Priskilla. Da en dygtig taler ved navn Apollos begyndte at undervise dér „med nøjagtighed“ om Jesus, hjalp dette kristne par ham til at rette de ting han havde misforstået angående dåben. Apollos fortsatte med at gøre en ihærdig indsats i menigheden dengang i det første århundrede. — Apostelgerninger 18:24-28.

6 Nogle måneder senere vendte Paulus tilbage til Efesus og fandt en gruppe på omkring 12 disciple der var blevet døbt med Johannes’ dåb. De tog imod Paulus’ ord og blev gendøbt. I tre måneder forkyndte han dernæst i synagogen, men da de fleste af jøderne ikke ville høre, flyttede Paulus og de nye disciple til Tyrannus’ skolesal hvor han begyndte at undervise daglig. — Apostelgerninger 19:8-10.

7, 8. Hvilke bemærkelsesværdige begivenheder prægede den første periode med vækst i menigheden i Efesus?

7 Nu begyndte en opmuntrende tid i Efesus. Jehova udførte kraftige helbredelsesgerninger gennem Paulus. Folk der blot rørte ved hans tøj blev helbredt, og over hele egnen hørte man om hans forkyndelse. (Apostelgerninger 19:11-17) På den tid skrev Paulus i et brev til menigheden i Korint på den anden side af Det ægæiske Hav: „Jeg bliver i Efesus indtil pinsen; for en stor dør ind til virksomhed står åben for mig, og der er mange modstandere.“ — 1 Korinter 16:8, 9.

8 Paulus blev i Efesus i mere end to år. Mange hørte om den store kærlighed Jehova viste ved at sende sin enestefødte søn for at de som tror kunne få evigt liv. De tog imod sandheden og gav udtryk for stærk kærlighed til Jehova og hans søn. Nogle der før havde øvet magi „samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne. Og de regnede værdien af dem sammen og fandt at de var halvtreds tusind stykker sølv værd. Således gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.“ (Apostelgerninger 19:19, 20) Tænk hvilket enestående vidnesbyrd der blev aflagt på den måde!

9. Hvordan blev den nye kristne menigheds kærlighed prøvet?

9 Snart blev efesernes kærlighed sat på prøve. I Efesus var der mange sølvsmede der tjente gode penge på at fremstille artemistempler af sølv. En af dem, Demetrius, betragtede den nye kristne menighed som en trussel mod deres levebrød. Han talte derfor ophidsende til de andre sølvsmede og anstiftede optøjer. De kristnes liv var i fare indtil byskriveren fik pøbelen beroliget. (Apostelgerninger 19:23-41) Der kan have været lignende prøver der ikke er omtalt i Bibelen, eftersom Paulus hentydede til det at ’kæmpe med vilde dyr i Efesus’. (1 Korinter 15:32) Men efesernes inderlige kærlighed til Jehova hjalp dem til at holde ud.

10. Hvordan prøvede Paulus dernæst at opmuntre de ældste i Efesus?

10 Til sidst rejste Paulus fra Efesus. Men i år 56 e.v.t., da han var på vej til Jerusalem, befandt han sig i Milet, blot 48 kilometer fra Efesus. Han tilkaldte så de ældste fra menigheden i Efesus til et møde og tilskyndede dem til at følge hans eksempel og være hyrder for den Guds hjord der var i deres varetægt. Han advarede dem navnlig imod „undertrykkende ulve“ der ville fremstå iblandt dem og lede disciplene bort. Han fortalte dem også at de sandsynligvis ikke ville mødes ansigt til ansigt igen, og „der blev [derfor] en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham ømt“. — Apostelgerninger 20:17-38.

11. Hvad hørte Paulus om efeserne da han var i Rom?

11 Da Paulus kom til Jerusalem blev han arresteret og efter nogen tid sendt til Rom som fange. Der tænkte han atter på sine brødre i Efesus, og han skrev det brev der står at læse i Bibelen under titlen „Til efeserne“. På dette tidspunkt må de kristne i Efesus stadig have haft en stærk kærlighed til Jehova og hans søn, eftersom Paulus skrev til dem: „Heller ikke jeg, efter at have hørt om den tro I har på Herren Jesus og over for alle de hellige, holder op med at takke for jer.“ — Efeserne 1:15-17.

12. Hvilken vejledning skrev Paulus fra Rom der kunne have hjulpet efeserne til at bevare ’den kærlighed de havde først’?

12 I sit brev gav Paulus gode råd med henblik på at hjælpe dem til at holde deres kærlighed levende. Han mindede dem om at de levede i ’onde dage’ og derfor skulle ’købe den belejlige tid’ idet de ikke lod andre ting fortrænge det at gøre Guds vilje. (Efeserne 5:15-17) Paulus mindede også efeserne om at deres egentlige fjender ikke var de mennesker der prøvede at modstå dem. Han skrev: „For os er kampen nemlig . . . imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ Han tilskyndede dem derfor inderligt til at iføre sig den åndelige rustning og holde sig i nær kontakt med Gud gennem bøn. — Efeserne 6:11-18.

13. Hvordan kunne Timoteus hjælpe efeserne?

13 Paulus skrev sit brev til efeserne omkring år 60 eller 61 efter vor tidsregning. (Efeserne 1:1) Kort tid efter besøgte Timoteus Efesus, og mens han var dér i byen modtog han det brev fra Paulus som vi nu kalder Første Timoteusbrev. I brevet tilskyndede Paulus denne yngre mand til at blive i Efesus for at „befale visse folk ikke at føre en anden lære eller at agte på usande historier og slægtsregistre, der ikke fører til noget“. (1 Timoteus 1:3, 4) At Timoteus var i Efesus hjalp uden tvivl de fleste af de kristne i byen til at holde fast ved deres nidkære kærlighed til Jehova på trods af den dårlige indflydelse der omgav dem.

14. (a) Hvordan havde Jehova styrket efeserne? (b) Hvordan gik det dem, på trods af dette?

14 Omkring år 65 e.v.t. skrev Paulus sit andet brev til Timoteus, og i dét nævnte han at han havde sendt en anden udsending, Tykikus, til Efesus. (2 Timoteus 4:12) Det er det sidste vi læser om Efesus indtil det tidspunkt hvor Jesus sendte det budskab der er nedskrevet i Åbenbaringens bog. De kristne i Efesus var frugterne af apostelen Paulus’ forkyndelse. Senere havde de nydt gavn af at få besøg af fremtrædende kristne som for eksempel Timoteus; de havde modtaget vejledning gennem et brev der var inspireret af den hellige ånd, og udgjorde en del af det ’ene legeme’ som omtales i Efeserne 4:4. Men alligevel mistede de ’den kærlighed de havde først’.

Måtte vejledes med bestemthed

15, 16. (a) Hvorfor mener nogle måske at det var forståeligt om efeserne havde mistet noget af den begejstring og kærlighed de nærede i begyndelsen? (b) Delte Jesus denne opfattelse?

15 Nogle vil måske mene at det er forståeligt om efesernes kærlighed og begejstring var kølnet en smule. Da Jesus sendte sit budskab gennem Johannes, havde der trods alt været en menighed i Efesus i mere end 40 år. Der var uden tvivl mange der ikke havde nogen personlig erindring om det glimrende eksempel Akvila og Priskilla havde sat, eller om Apollos’ opsigtsvækkende forkyndelse. Apostelen Paulus havde været død i 30 år. Jerusalem var blevet ødelagt 25 år tidligere. Man kunne næsten forvente at de kristne i Efesus ville slå sig til ro og miste en del af deres nidkærhed og fornemmelse af at tiden var kort.

16 Jesus undskyldte imidlertid ikke denne tendens. Andre der havde været kristne lige så længe som efeserne, eller længere endnu, havde ikke mistet ’den kærlighed de havde først’. Apostelen Johannes, der nedskrev Jesu budskab til efeserne, havde allerede været en Jesu Kristi discipel i mere end 20 år da Paulus begyndte at forkynde den gode nyhed i Efesus. Der var desuden tydelige vidnesbyrd om at de der hørte til menigheden i Filadelfia ikke havde mistet ’den kærlighed de havde først’. — Åbenbaringen 3:7-11.

17. Hvordan lød Jesu råd til de kristne i Efesus?

17 Jesus var derfor ikke urimelig da han med fasthed sagde til efeserne at hvis de ikke angrede og på ny vakte deres kærlighed, ville de sandsynligvis ikke sejre. Han sagde: „Jeg vil flytte din lampestander fra dens plads, medmindre du ændrer sind.“ (Åbenbaringen 2:5) Dette var ikke så meget en trussel som det var en kærlig advarsel til disse kristne, en tilskyndelse til at handle klogt og ikke miste deres privilegier.

Hvorfor ’den første kærlighed’ mistes

18, 19. (a) Hvilken iver prægede israelitterne da de var blevet udfriet fra Ægypten? (b) Hvorfor mistede de denne begejstring?

18 Hvorfor er der nogle der mister den kærlighed til Jehova og den iver efter at gøre hans vilje der præger dem i begyndelsen? Bibelen fortæller os ikke hvad der skete i efesernes tilfælde. Men der berettes om andre eksempler i Bibelen hvor noget lignende er sket. Tænk på israelitterne der blev ført ud af Ægypten af Moses. Efter at have været vidner til Jehovas mægtige gerninger med udslettelsen af Farao og hans hær i Det røde Hav som et højdepunkt, var Guds udfriede folk ude af sig selv af henrykkelse. „Hvo er som du blandt guder, [Jehova]?“ sang de i en begejstringsrus. (2 Mosebog 15:11; Salme 136:1, 15) Senere, da Jehova sluttede en pagt med dem, erklærede de enstemmigt: „Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!“ — 2 Mosebog 24:7.

19 Men israelitternes sindsstemning ændrede sig hurtigt. Midlertidig vandmangel, ensformig kost, frygt for kana’anæerne og andre problemer fik dem til at glemme Jehovas vældige gerninger og den pagt han havde sluttet med dem. Ja, set på afstand virkede selv Ægypten, det land hvor de havde været slaver, tillokkende. De glemte ægypternes skånselsløse grusomhed, og tænkte kun på ’fiskene, agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne’ som de engang havde spist dér. — 4 Mosebog 11:5.

20, 21. (a) Hvilken spændende nyhed fik jøderne på Kyros’ tid at høre, og hvordan reagerede de? (b) Hvad fik deres begejstring til at kølnes?

20 Husk også jøderne der vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon i 537 f.v.t. Forestil dig deres spænding da de hørte Kyros bekendtgøre: „[Jehova] . . . har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus.“ (Ezra 1:2, 3) Titusinder reagerede på opfordringen, og der herskede stor glæde da grunden til det nye tempel endelig blev lagt. — Ezra 2:64; 3:10-13.

21 Denne entusiasme kølnedes imidlertid hurtigt. De omkringboende fjender var imod arbejdet og fremskaffede en officiel ordre om at bygningen af templet skulle standses. (Ezra, kapitel 4) Jøderne begyndte at bygge fine huse til sig selv. (Haggaj 1:4) De opfattede naturligvis stadig sig selv som udøvere af den jødiske religion. De havde ikke forladt deres tro. Men de havde mistet den inderlige kærlighed de tidligere havde næret til Jehova og til den sande tilbedelses interesser. De mente uden tvivl at de handlede både afbalanceret og rimeligt. Men det mente Jehova ikke. Han sendte profeterne Haggaj og Zakarias for at vække deres handlelyst og tilskynde dem til at fuldføre bygningen af Jehovas hus. — Ezra 5:1, 2.

22, 23. (a) Hvad kunne få kristne i vor tid til at miste den kærlighed de havde i begyndelsen? (b) Hvilke spørgsmål står endnu åbne?

22 Noget lignende kan ske for kristne i vor tid. De daglige problemer ved at leve i en ikke-kristen verden kan lægge en dæmper på deres glæde. Efterhånden virker sandheden måske ikke længere ny og spændende. Når tiden udvisker mindet om hvordan det var at være i verden, kunne det endda forekomme at en kristen begyndte at længes efter den såkaldte frihed, den ansvarsløshed, som verdslige mennesker har. (Efeserne 2:11, 12) Eller kristne kunne blive trætte på grund af den indstilling folk møder dem med. Den tanke kunne opstå i deres sind at det ville være fornuftigt at tage lidt lettere på tjenesten for Gud, at sætte tempoet en smule ned. — Jeremias 17:9.

23 Det må være noget i den retning der skete med de kristne i Efesus, men Jesus mente tydeligvis at de kunne komme over det. Gennem apostelen Paulus havde de i virkeligheden allerede modtaget megen vejledning som, hvis de fulgte den, kunne hjælpe dem til at genopbygge ’den kærlighed de havde først’. Hvad gik denne vejledning ud på? Kan den hjælpe os til at bevare vor ’første kærlighed’ i dag? Det vil vi se nærmere på i næste artikel.

Husker du?

■ Hvilket problem var der i menigheden i Efesus?

■ Hvilken hjælp havde Jehova givet den?

■ Hvorfor mistede israelitterne nidkærheden på Moses’ tid?

■ Hvad fik israelitterne på Ezras tid til at miste begejstringen?

■ Hvad kunne få os til at miste ’den kærlighed vi havde først’?

[Illustration på side 17]

Måske var det af materialistiske grunde at medlemmerne af menigheden i Efesus mistede den kærlighed de havde først

[Illustration på side 19]

Haggaj spurgte jøderne: ’Er det tid for jer at bo i huse med træklædte vægge, når Guds hus ligger øde?’

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del