Sand frihed under Guds riges styre
„Også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Romerne 8:21.
1. Hvem kan give menneskeheden den frihed den trænger så hårdt til? Hvorfor kun han?
MENNESKEHEDEN har et desperat behov for at blive befriet for alle de problemer der har plaget den så længe. Historien har vist at mennesker ikke selv kan skaffe denne befrielse. „I mands hjerte er mange tanker, men [Jehovas] råd er det, der står fast.“ (Ordsprogene 19:21) Jehovas „råd“ er blandt andet dette løfte: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ (Åbenbaringen 21:4) Hvilke udsigter! Og hvor godt passer dette ikke til Bibelens beskrivelse af den sande frihed som Jehova vil give: „Også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“! — Romerne 8:21.
2. Hvilket redskab vil Jehova bruge?
2 Den regering der vil indføre denne herlige frihed, har Jehova selv oprettet for at den skulle styre hele jorden. Det er Guds himmelske rige. Dette rige vil gennemføre at hans vilje kommer til at ske „som i himmelen, således også på jorden“. (Mattæus 6:10) Det vil også snart „knuse og tilintetgøre alle [de nuværende] riger, men selv stå i al evighed“. — Daniel 2:44.
3. Hvorfor må vi ikke lade os forlede til at tro at menneskers planer vil løse verdens problemer?
3 Gud vil ikke reformere den bestående verden. Den står ikke til at redde. Hvis nogen siger at alle verdens problemer ville være løst hvis blot mennesker ville gøre dette eller hint, så tro ikke på dem! Modsat viser Guds ord sandfærdigt at vi nu er langt fremme i „de sidste dage“ af den periode med ynkelige forsøg på at styre uafhængigt af Gud som nu har varet i omkring 6000 år. — 2 Timoteus 3:1-5, 13.
Én regering
4. Hvad vil det betyde for menneskeheden når Guds rige bliver jordens eneste regering?
4 Guds himmelske riges styre vil betyde at jorden kun vil have én regering over sig. Dens øverste administrator bliver Jesus Kristus, og sammen med ham vil der være en forholdsvis lille gruppe af andre trofaste tjenere, som kommer fra jorden. Forestil dig hvad en regering, ledet af Guds love og principper, vil betyde for jorden! Alle de grænseskel der nu splitter nationerne i fjendtlige lejre, vil forsvinde. Menneskeheden vil være forenet til én stor familie, der har frihed til at rejse overalt på jorden uden hindringer. Ingen paskontrol, visumansøgninger eller grænsevagter! — Filipperne 2:9, 10; Åbenbaringen 14:4; 20:6.
5. Hvordan er behovet for en fælles regering blevet udtrykt?
5 Nogle har længe indset behovet for en fælles regering. I bladet Bulletin Today, som udkommer på Filippinerne, udtaler Gwynne Dyer: „A. J. P. Taylor, en af vor tids førende historikere, sagde for nylig til mig at det eneste håb om at undgå en katastrofal verdenskrig der ville gøre ende på hele civilisationen, efter hans mening lå i at nogen oprettede et verdensimperium . . . Vi må på en eller anden måde bevæge os bort fra vores nuværende tilstand hvor vi lever i [over 150] suveræne stater — som alle er bevæbnet til tænderne og alle er i lige stor fare for at gå under — for i stedet at underlægge os en fælles verdensmyndighed . . . Og vi må gøre det snart. De forenede Nationers ynkeligt svage og kronisk splittede tilstand viser os hvor radikalt vi må skride til værks. . . . Halvtredsernes gamle slagord gælder stadig: én verden, eller ingen verden.“
6. Hvordan vil Guds rige udøve sit herredømme?
6 Det bliver „én verden“ — under Guds rige! Forestil dig denne verdensregering som vil behandle alle retfærdigt og rimeligt! I Esajas 11:3, 4 tales der profetisk om kongen Jesus Kristus med disse ord: „Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme.“ Ja, Kristus vil gøre det der er rigtigt. Det beviste han da han levede på jorden. Han talte sandhed og afslørede hykleri. Han forsvarede de undertryktes sag. Han indyndede sig ikke hos de rige og mægtige, men han var heller ikke uretfærdig over for dem. Når en så dygtig administrator, der har stået prøve, regerer under Jehovas ledelse, vil ’sandhed spire frem og retfærd skue ned fra Himlen’. — Salme 85:12, 13.
Sand fred og velstand
7. Hvilke mennesker vil få lov at overleve og komme ind i Guds nye orden?
7 Tænk hvilken glæde det vil blive ikke længere at leve under et splittet menneskestyre, et styre der opretholder store væbnede styrker og fører stadige krige! Ikke længere vil jordens ressourcer blive misbrugt til noget destruktivt. De vil blive anvendt til fredelige formål. Alle de som Gud lader overleve den kommende afslutning på denne tingenes ordning, vil i forvejen have lært at leve efter ordene i Mika 4:3: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Hvem blandt alle jordens folk i dag opfylder allerede nu denne profeti? Kun Jehovas vidner har gjort dette i vor tid. De står som et levende vidnesbyrd om at verdensomspændende fred under Guds styre vil blive en realitet, for de har allerede nu verdensomspændende fred indbyrdes!
8, 9. Hvor omfattende bliver freden og velstanden under Rigets styre?
8 I Guds nye orden vil freden nå ud til alle jordens egne. I Esajas 32:17, 18 tales der om ’fred og tryghed for evigt, og der står videre: „Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“ Hvilken velsignelse at kunne leve så trygt at man ikke engang behøver at låse sine døre! Man vil kunne spadsere hvor som helst, uden at frygte nogen form for vold eller overfald! Vi forstår hvorfor Bibelen siger om disse indbyggere: „De fryder sig ved megen fred.“ — Salme 37:11.
9 Foruden fred vil der også være velstand — i modsætning til vor tid, hvor der hvert år dør millioner på grund af underernæring. Ved et mirakel skaffede Jesus engang mad til flere tusind, kun ved hjælp af nogle få brød og fisk. Under hans riges forvaltning vil han lade følgende ord i Salme 72:16 gå i opfyldelse: „Korn skal der være i overflod i landet, på bjergenes top.“ Fordi Guds rige vil fjerne alle politiske skranker og det kommercielle begær og konkurrencejag, vil jordens rige afgrøde kunne fordeles frit og komme alle til gode. De hungerramte børn med tynde arme og ben og opsvulmede maver er et syn der til den tid ikke vil ses mere.
Nyttigt og glædebringende arbejde
10. Hvordan vil arbejdet i den nye orden adskille sig fra arbejde i dag?
10 Mange i dag føler sig ulykkelige på grund af det arbejde de må gøre for at tjene til livets ophold. Millioner af andre har ikke noget arbejde. Men i Guds nye orden vil alle have nok at gøre, og finde stor glæde ved deres arbejde. Der vil ikke være nogen fare for at det man opbygger bliver gjort til intet af økonomiske omvæltninger, naturkatastrofer eller krige. „Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; . . . mine udvalgte [skal] bruge, hvad de virker med hånd: de skal ikke have møje forgæves.“ — Esajas 65:21-23.
11. Hvad vil undersåtterne under Guds rige gøre med jorden?
11 Når disse gode arbejdsforhold råder og alle er drevet af ægte kærlighed til næsten, vil Rigets undersåtter, i deres arbejde med at forbedre forholdene på jorden, udrette ting der er tusind gange bedre end noget man før har set. Derfor kaldte Jesus denne nye orden for et paradis. (Lukas 23:43) Det er som Esajas profeterede: „Ørken og hede skal fryde sig . . . Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt. . . . thi vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark; det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land. . . . de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ — Esajas 35:1, 2, 6, 7, 10.
Sygdom og død forsvundet
12. Hvordan gav Jesus en forsmag på det helbredelsesprogram han vil stå i spidsen for under Rigets styre?
12 Det ville selvfølgelig være sørgeligt at nyde alt dette, og så måtte miste det på grund af sygdom eller død. Men det som læger og forskere i dag ikke kan, vil Gud gøre under sit riges styre. Det er Gud der har skabt mennesket med dets legeme, sind og følelser. Han ved hvordan mennesket kan blive fuldkomment. Da Jesus var på jorden, demonstrerede han hvilken helbredende magt han havde fra Gud. „Der kom store folkeskarer til ham, og de havde halte, invalide, blinde, stumme og mange andre med, og de næsten kastede dem for hans fødder, og han kurerede dem, så de mange mennesker var ganske forbløffede når de så stumme tale og halte gå og blinde se.“ (Mattæus 15:30, 31) Når menneskeheden er blevet ført frem til fuldkommenhed under Rigets styre, vil ’døden være opslugt for stedse’. (Esajas 25:8) Jehovas kærlighed vil også omfatte dem der er døde i tidens løb; de vil få en opstandelse, så de får lejlighed til at leve i Guds nye orden. Da Jesus engang oprejste en lille pige, blev de pårørende „ude af sig selv af stor henrykkelse“. Denne glæde vil da gentage sig talrige gange! — Markus 5:41, 42; Johannes 5:28, 29.
13. Hvad vil der blive lejlighed til at gøre i den nye orden?
13 Tænk hvor meget man kan gøre i en retfærdig ny orden med fred og tryghed når man har et fuldkomment sind og legeme — og aldrig behøver at dø! Tænk på de ting du altid har ønsket at gøre men aldrig har haft tid eller råd til! Tænk på de mange ting og steder du kan prøve eller udforske — de høje bjerge, de kølige skove, rislende bække, forureningsfri søer, marker, enge og haver, og mad fra mange lande. Tænk på de talenter som mænd og kvinder vil kunne opdyrke inden for håndværk, arkitektur, haveanlæg, boligindretning, billedkunst og musik. Menneskenes værker vil sikkert være langt smukkere og mere udtryksfulde end vi kender det i dag. Tænk ikke mindst på hvad det vil sige at få endnu større kendskab til den der har gjort alt dette muligt, Jehova Gud. Og den større kundskab om hans vældige univers, med alle dets mælkeveje, stjerner og planeter, vil også være fascinerende. Ja, „skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Romerne 8:21.
Tag imod sandheden
14. Hvorfor kan vi nære fuld tillid til alle Jehovas løfter?
14 Kan man nu stole på alle disse løfter fra Gud? Ja! Vi kan sige som den gudfrygtige Josua: „Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for eder; ikke ét ord deraf faldt til jorden.“ (Josua 23:14) Guds løfter er så pålidelige at man kan sætte sit liv ind på dem, for alt hvad Gud lover, er sandhed, og det vil ske. — Esajas 46:9-11.
15. Hvilken verdslig indstilling afviser Guds tjenere?
15 Bibelen viser klart at der findes en sandhed. Den viser hvori sandheden består, hvor den findes, og hvem der kender den. Spørgsmålet er: Ønsker vi den virkelig? ’Det gør de fleste vel,’ siger du måske. Nej, for Jesus sagde at vejen til det evige liv er smal og at det er få der finder den. (Mattæus 7:13, 14) De fleste har den indstilling Bibelen beskriver for os i Job 21:14-16: „De siger til Gud: ’Gå fra os, at kende dine veje er ikke vor lyst! Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad gavn at banke på hos ham?’“ Deres tankegang er ikke baseret på sandheden, men på Satans løgn om at mennesker ville være bedre tjent med at være uafhængige af Gud.
16. Hvorfor kan vi være sikre på at enhver der oprigtigt søger sandheden vil finde den?
16 Enhver der oprigtigt hører sandheden, og beder Gud om hjælp til at finde den, vil blive ledet til at finde den, uanset hvor han bor eller hvordan hans situation er. Hvordan kan vi sige det? Jo, arbejdet med at finde frem til de sandhedssøgende er ikke bare menneskeværk. Den himmelske konge Jesus Kristus og hærskarer af mægtige engle står bag den forkyndelse der nu går ud over hele jorden med stigende styrke. — Mattæus 25:31, 32; Åbenbaringen 14:6, 7.
17. Hvis man ønsker sandheden hvad må man da gøre?
17 En hel verdensordning nærmer sig sin afslutning. Hvis du virkelig ønsker sandheden og gerne vil bevare livet, må du vise dette over for Gud og mennesker. Skaf dig nøjagtig kundskab om Guds ord. Søg sammen med hans folk. „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ — Mattæus 6:33; Johannes 17:3; Hebræerne 10:24, 25.
18. Hvordan får man allerede nu gavn af at leve efter sandheden?
18 Hvis du gør dette, vil du allerede nu høste stor gavn af det. De der lærer sandheden at kende og lever efter den, nyder stor frihed derved, både mentalt og følelsesmæssigt, fordi de nu ved hvorfor tiderne er så onde og hvad fremtiden vil bringe. De bliver også befriet for den ørkesløse livsform man finder blandt mennesker i denne verden der kun stræber efter materiel gevinst, men som vil miste det hele når denne ordning forsvinder. (1 Johannes 2:15-17) Og de finder stor lettelse ved at blive befriet for de usande religiøse læresætninger.
19. Hvad vil du gøre hvis du nærer kærlighed til sandheden?
19 Nærer du ægte kærlighed til sandheden? Så vil du også nære kærlighed til sandhedens Gud. Du vil føle dig tiltrukket af de herlige sandheder han åbenbarer i dag angående sit riges styre. Og du vil elske hans synlige organisation på jorden, som består af de mennesker han nu indsamler for at de kan overleve. (Esajas 2:2-4) Du vil ikke lade noget som helst, hverken i himmelen eller på jorden, hindre dig i trofast at tjene sandhedens Gud, ham som giver os sandheden der frigør. — Johannes 8:31, 32.
Kan du besvare disse spørgsmål?
■ Hvordan vil Jehova give menneskeheden sand frihed?
■ Hvad vil det betyde for menneskene når jorden får en fælles regering?
■ Hvilket levende vidnesbyrd findes der om at freden vil blive en realitet under Rigets styre?
■ Hvordan vil arbejdet i den nye tingenes ordning adskille sig fra det vi kender i dag?
■ Hvorfor kan vi være sikre på at de der oprigtigt søger sandheden, vil finde den?
[Illustration på side 15]
De der overlever afslutningen på denne tingenes ordning, vil være mennesker der allerede har ’smedet deres sværd om til plovjern’
[Illustration på side 16]
I Guds nye orden vil man kunne arbejde under ideelle betingelser og finde sand glæde ved det