Jordskælv — er Gud skyld i dem?

„Den faste jord bliver som gelé under ens fødder. Man tager tre-fire skridt frem, og bliver trukket tilbage som om man befandt sig på et flyvende tæppe. Man falder omkuld, og det er vanskeligt at komme op at stå igen, da man bliver trukket i alle retninger. Træerne svajer, trætoppene rører jorden — først på den ene side, så på den anden — og nogle flækkes i to dele. Man prøver at slippe væk ad vejen; den snor sig som en slange foran en. På jorden ser man — alle vegne sprækker åbne sig og hurtigt lukke sig igen. Man bliver grebet af rædsel. Der er intet sted der er sikkert. Man tænker: ’Det er verdens ende!’“ — Sarah Burn Plunkett, der overlevede jordskælvet i Alaska i 1964.

HAR du oplevet et jordskælv? Selv om du ikke har, påvirker jordskælv alligevel dit liv. Hvordan? På mindst to måder. For det første viser de at uanset hvor man bor, er jorden under én hele tiden i bevægelse. For det andet, og hvad der er endnu vigtigere, er jordskælvene i vore dage symptomatiske for „enden“ på den verdensomspændende „tingenes ordning“. I denne forbindelse siger en kendt profeti: „Og der skal være store jordskælv.“ (Lukas 21:9-11; Mattæus 24:3-8) Bibelen har forudsagt at bogstavelige jordskælv vil være en del af et ’tegn’ der viser hen til den tid hvor Guds himmelske rige vil gøre ende på ondskaben og skabe et fredfyldt paradis på jorden. (Salme 37:10, 11; Mattæus 6:10) Det får måske nogen til at spørge: „Er Gud ansvarlig for jordskælvene?“

Jordskælv på Bibelens tid

Er Gud skyld i alle jordskælv? Nej! Jordskælv er en naturligt forekommende proces i forbindelse med jorden, ligesom vinden og regndråberne er. Der har været jordrystelser i umindelige tider. I gennemsnit er der én hvert 30. sekund.

I nogle få, specielle tilfælde har Jehova Gud forårsaget jordskælv. Af hvilken grund? Disse jordskælv tjente et bestemt formål, og ødelæggelsen var selektiv — den ramte aldrig i flæng. Lad os undersøge følgende eksempler:

For 3500 år siden, da en af Guds pagter blev indstiftet, samledes israelitterne ved foden af Sinaj bjerg, og „hele bjerget skælvede meget“. Som en demonstration af sin uforlignelige magt, brugte Jehova da et jordskælv til at understrege alvoren i pagten. Det at bjerget skælvede hjalp også israelitterne til at huske. De ville ikke let glemme deres løfte, for Jehova knyttede denne vigtige overenskomst sammen med frygtindgydende begivenheder, deriblandt et jordskælv. — 2 Mosebog 19:7-19, NW.

Et andet jordskælv indtraf kort tid efter. I Datans, Abirams og Koras hus opstod der et oprør mod Jehovas udnævnte leder. Efter at de havde fået megen vejledning, som de havde ignoreret, benyttede Jehova sig af et jordskælv til at fjerne disse oprørere fra sit folk. „Jorden [åbnede] sig under dem, og jorden lukkede sit gab op og slugte dem og deres boliger og alle mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede.“ — 4 Mosebog 16:31, 32.

Gud er imidlertid ikke skyld i jordskælvene i dag. Hvorfor er de da en del af Bibelens tegn på „enden“? Og lever vi virkelig ved „afslutningen på tingenes ordning“?