Guds ord er levende
Hvor vil de få evigt liv?
På billedet ovenfor ser vi Jesus sige til sine disciple: „I min Faders hus er der mange boliger. . . . jeg går min vej for at berede jer en plads. Og når jeg er gået min vej og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig.“ — Johannes 14:2, 3.
Himmelen var Jesu hjem. Derfra havde Gud sendt ham ned til jorden. Nu lovede Jesus sine apostle at de ville komme i himmelen og bo hos ham. Men hvad skulle Jesus og hans disciple foretage sig i himmelen?
Vi ved at Gud har udvalgt Jesus til at være konge i sit rige. Han vil dog få nogle medregenter i Guds himmelske regering. „Jeg indgår en pagt med jer,“ sagde Jesus til sine apostle, „ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Lukas 22:29) Paulus og Timoteus hører til dem der skal herske sammen med Kristus. Af den grund skrev Paulus til Timoteus: „Hvis vi fortsat holder ud, skal vi også herske som konger.“ — 2 Timoteus 2:12.
Hvem vil da blive Guds riges jordiske undersåtter? På billedet ser vi en mand døbe Jesus. Denne mand er Jesu slægtning Johannes Døber. Om ham sagde Jesus: „Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber.“ Ved trofast at berede vejen for Kristus, og endda indsamle dem der senere skulle blive Jesu første disciple, havde Johannes i sandhed vist sig at være stor. Alligevel sagde Jesus også om ham: „En af de mindre i himlenes rige er større end han.“ (Mattæus 11:11) Johannes vil altså ikke være blandt dem der kommer i himmelen for at herske sammen med Kristus. Han vil være at finde blandt de mange jordiske undersåtter under Riget.
Bibelen viser at kun et begrænset antal mennesker, en „lille hjord“, vil komme i himmelen for at være konger sammen med Jesus Kristus. Bibelen oplyser deres nøjagtige antal, 144.000. Resten af den trofaste menneskehed vil leve på jorden som undersåtter under disse regenter. — Lukas 12:32; Åbenbaringen 14:1, 3.
Under Guds riges retfærdige herredømme vil jorden blive et paradis, netop som det oprindelig var Guds hensigt da han satte Adam og Eva i Edens paradis. Så vil det bibelske løfte blive indfriet: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Salme 37:29.