Én Gud — tre personer?

TREENIGHEDEN — dette ord har du sikkert hørt før; læren om den treenige Gud forkyndes nemlig i hele kristenheden. Hvor stor betydning tillægger kirkerne dette dogme? Og, hvad der er vigtigere: fremgår det af Bibelen at der er én Gud som består af tre personer?

„Treenigheden er det ord der betegner den kristne religions centrale lære — den sandhed at der i guddommens enhed findes tre personer: . . . Med Den athanasianske Trosbekendelses ord: ’Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.’ . . . Kirken lærer at det er denne åbenbaring angående Guds natur Jesus Kristus, Guds Søn, kom til jorden for at overgive verden; denne [åbenbaring] fremholder kirken for mennesket som grundvolden for hele sin dogmatik.“ — The Catholic Encyclopedia.

Det er ikke alene i den katolske kirke at treenighedsdogmet er ’grundvolden for hele dogmatikken’. Det figurerer som en af de vigtigste betingelser for medlemskab af Kirkernes Verdensråd. Ja, treenighedslæren kan i sandhed kaldes ’den centrale lære’ i kristenhedens kirker — de katolske og græsk-ortodokse såvel som de protestantiske. Men er denne lære ’en sandhed’, som det hævdes i The Catholic Encyclopedia?

Fra teologien, ikke fra Bibelen

I sin artikel om treenigheden siger det protestantiske værk The Illustrated Bible Dictionary: „Ordet ’treenighed’ findes ikke i Bibelen . . . Det fandt ikke sin formelle plads i kirkens teologi før det 4. århundrede . . . I Bibelen finder vi ganske vist ikke treenighedslæren udtrykkeligt udformet, men vi finder dog alle de elementer af hvilke teologien har sammenstillet denne lære.“

Hvem var de første teologer der ’sammenstillede denne lære’ og fandt på ordet „treenighed“? I The Catholic Encyclopedia får vi disse oplysninger: „I de bibelske skrifter er der intet enkeltudtryk der hentyder til de tre guddommelige Personer i fællesskab. Ordet trias (som det latinske ord trinitas er oversat fra) findes først hos Theofilus af Antiokia omkring år 180 e.v.t. . . . Kort efter forekommer det i sin latinske form, trinitas, hos Tertullian.“ Theofilus’ trehed bestod imidlertid af „Gud, hans ord og hans visdom“ — og det er jo ikke den treenighed man finder hos kristenheden. Hvad Tertullian angår, medgiver det omtalte leksikon at hans treenighedsopfattelse var „inkonsekvent“, blandt andet fordi han mente at „der har været et tidspunkt hvor Sønnen ikke eksisterede“. I det mindste må man altså sige at de to nævnte mænd havde en opfattelse der adskilte sig betydeligt fra den man finder i kristenheden, hvor Faderen, Sønnen og Helligånden siges at være lige i evighed.

Ordet „treenighed“ var imidlertid slået an, og senere tiders teologer fik lidt efter lidt „sammenstillet denne lære“ som vi kender den i dag. Gjorde de det på bibelsk grund? Nej, snarere på grundlag af teologi og filosofi. Det hedder i leksikonnet Encyclopædia Britannica: „Den kristne teologi tog den neoplatoniske substansfilosofi og dens lære om hypostaser [natur] som udgangspunkt ved sin fortolkning af forholdet mellem ’Faderen’ og ’Sønnen’.“ Problemet var hvordan de kunne få „Gud Fader“, „Gud Søn“ og „Gud Helligånd“ til at være én og ikke tre guder. I mange år stredes de om hvorvidt personerne i treenigheden var af samme substans (græsk: homoousia) eller af indbyrdes lignende substans (homoiousia). Udfaldet blev at man besluttede sig for homoousia (samme substans); det skete ved kirkemøderne i Nikæa (år 325) og Konstantinopel (år 381).

Encyclopædia Britannica tilføjer: „Fra begyndelsen havde de to stridende parter [i Nikæa] et fælles udgangspunkt i den neoplatoniske substansopfattelse, der var fremmed for Det nye Testamente. Det er ikke så mærkeligt at striden i sit videre forløb, med substansfilosofien som grundlag, førte til opfattelser der ikke har noget holdepunkt i Det nye Testamente.“ Selve den opfattelse at der er én Gud med tre personer af samme substans, er altså funderet på teologi eller filosofi, ikke på Bibelen.

Vidnesbyrd om dette ser man hvis man undersøger Bibelens to dele, der almindeligvis kaldes Det gamle og Det nye Testamente.

Treenighedslæren findes ikke i „Det gamle Testamente“

Det franske teologiske opslagsværk Dictionnaire de Théologie Catholique, som er i 15 bind, erklærer: „Det synes hævet over enhver tvivl at det ikke var jøderne der modtog åbenbaringen om treenighedens mysterium.“ Noget lignende udtrykkes i The Illustrated Bible Dictionary: „Man må huske at Det gamle Testamente blev skrevet før der var givet nogen klar åbenbaring af treenighedslæren.“ Men er det ikke en tåbelig formodning at Guds sande tilbedere i førkristen tid var totalt uvidende med hensyn til den sande Gud og kun tilbad en tredjedel af den såkaldte guddom? Kan man tro at dette har været tilfældet? Nej. De sande tilbedere vidste hvem de tilbad. — Salme 95:6, 7.

Nogle af treenighedslærens tilhængere søger dog stadig ud fra Det gamle Testamente, De hebraiske Skrifter, at finde støtte for læren om den treenige Gud. Et af deres argumenter er at det hebraiske ord der oversættes med „Gud“, ofte står i flertal (’Elohimʹ). De synes ikke at bemærke at ordet også bruges på denne måde når det henviser til en hedensk gud, for eksempel Dagon (1 Samuel 5:7) og Marduk (Daniel 1:2), som ikke var treenigheder. Herom siger R. B. Girdlestone, der er lærer i Oxford, i sin bog Synonyms of the Old Testament: „Mange kritikere hvis ortodokse sindelag [med hensyn til treenighedslæren] er ubetvivleligt, finder det dog klogest at holde sig til det standpunkt store teologer som Cajetan i romerkirken og Calvin blandt protestanterne var tilfredse med at indtage, nemlig at flertalsformen her skal forstås som majestætisk flertal.“ Sådanne treenighedsteologer har sikkert været klar over at de ville blive polyteister hvis de opfattede flertalsformen ’Elohimʹ som en henvisning til flere personer!

Fra De hebraiske Skrifter henter treenighedslærens tilhængere to andre argumenter: (1) I Esajas 7:14 kaldes Kristus profetisk ved navnet Immanuel. (2) I Esajas 9:6 betegnes Kristus blandt andet som „Vældig-Gud“.

Navnet Immanuel betyder „Gud med os“, men det er ikke ensbetydende med at Kristus er Gud, lige så lidt som Elihu var Gud fordi hans navn betød „han er Gud“. (Job 32:1, 2) Hvad angår benævnelsen „Vældig-Gud“ om Kristus, må man huske at dødelige mennesker der fungerede som dommere blev kaldt „guder“. (Salme 82:1-7) Er det da ikke ganske passende at Guds søn kaldes „Vældig-Gud“ (hebraisk: ’El Gibbōrʹ)? Bemærk imidlertid at han ikke kaldes „Gud den Almægtige“ (hebraisk: ’El Sjaddajʹ), et udtryk der udelukkende benyttes om Jehova. Om disse to argumenter indrømmes det i The Catholic Encyclopedia: „End ikke disse ophøjede titler fik jøderne til at forstå at den kommende frelser skulle være Gud selv.“ Nej, og de får heller ikke os til at tro det. Som en sammenfattende kommentar til de såkaldte treenighedsbeviser fra „Det gamle Testamente“ hedder det i den protestantiske Cyclopædia af M’Clintock og Strong: „Det ser således ud til at ingen af de anførte passager fra Det gamle Testamente giver noget endegyldigt bevis for treenighedslæren . . . Vi finder ikke i Det gamle Testamente noget klart eller afgørende bevis i denne sag.“

Hvad finder vi i „Det nye Testamente“?

Vi har allerede set at det var opfattelser fra den græske filosofi der satte teologer i stand til at ’sammenstille’ læren om én Gud med tre personer af samme substans. Det schweiziske værk Vocabulaire Biblique fortæller imidlertid: „Ingen af de nytestamentlige skrifter giver tydelig vished for en treenig Gud.“ Og i The New International Dictionary of New Testament Theology hedder det: „Det nye Testamente indeholder ikke nogen fuldt udviklet lære om en treenighed.“ På baggrund af dette har treenighedslærens tilhængere måttet benytte sig af meget anstrengte ræsonnementer for at give nogle få vers i De kristne græske Skrifter en drejning der kunne antyde noget i retning af en treenig Gud. Lad os se på nogle få af disse.

De kan inddeles i to kategorier: (1) Steder hvor Gud, hans søn og den hellige ånd nævnes i samme bibelvers eller gruppe af vers, og (2) steder hvor to af de tre nævnes.

Til den første kategori hører skriftsteder der siges at indeholde en slags treenighedsformel. Det er Mattæus 28:19 (Faderen, Sønnen og den hellige ånd), Første Korinterbrev 12:4-6 (ånden, Herren, Gud), Andet Korinterbrev 13:14 (Kristus, Gud, den hellige ånd), Galaterbrevet 4:4-6 (Gud, hans Søn, hans søns ånd), Efeserbrevet 4:4-6 (ånden, Herren, Gud), og Første Petersbrev 1:2 (Gud, ånden, Jesus Kristus).

Er selve den omstændighed at Gud, hans søn og den hellige ånd nævnes i samme forbindelse, et bevis for at de er lige i evighed og guddommelighed, som treenighedslæren siger? Hvis det er tilfældet, kunne man lige så vel sige at „Guddommen“ bestod af Gud, Kristus og englene! (Se Markus 13:32; Første Timoteusbrev 5:21.) Selv i M’Clintock og Strongs Cyclopædia indrømmes det med hensyn til dåbsbefalingen i Mattæus 28:19: „Dét at disse tre nævnes i samme forbindelse, beviser ikke at det drejer sig om personer eller at disse er lige.“ Hverken i dette skriftsted eller noget andet sted der skulle indeholde en ’treenighedsformel’, gives der noget bevis. I Kittels Theological Dictionary of the New Testament hedder det kort og klart: „Det nye Testamente taler egentlig ikke om nogen treenighed. Vi søger forgæves efter dette i hver eneste af treenighedsformlerne i NT.“

„To guder i én“?

Den anden kategori af skriftsteder der benyttes af treenighedslærens tilhængere, taler højst om en „toenig“ Gud. Disse skriftsteder kunne allerhøjst vise at Gud og Jesus var én, for den hellige ånd nævnes ikke. Ud fra en objektiv betragtning støtter de simpelt hen ikke den tanke at Gud er tre personer af samme substans. Lad os ikke desto mindre betragte to af de skriftsteder der henvises til i teologiske værker.

Det vil måske forbavse nogle at kristenhedens teologer tilsyneladende ikke regner Johannes 1:1 blandt de stærkeste treenighedsbeviser. For det første skuffer det dem at, som der står i Dictionnaire de Thélogie Catholique, „helligånden ikke nævnes i denne prolog [Johannes 1:1-18]“. Det vil sige at der kun er to personer i treenigheden, hvilket er selvmodsigende. Udtrykket „Ordet var Gud“ (som det jo gengives af treenighedslærens tilhængere) giver læseren det indtryk at Ordet var den samme person som Gud. Men dette er umuligt, for i samme vers står der at „Ordet var hos Gud“, og „dette forholdsord [hos, som bogstaveligt betyder hen mod] antyder indbyrdes samspil og forudsætter derfor at der er tale om adskilte personer“.a Professor B. F. Westcott skynder sig derfor at slå fast at det udtryk der gengives med „Ordet var Gud“, hentyder til „Ordets natur og ikke identificerer hans Person“. Udmærket. Men denne rigtige forståelse af den græske grundtekst fremgår langtfra af den gengivelse man ser i de fleste bibler. Visse forskere der ikke går helt så stærkt ind for treenighedslæren, har oversat udtrykket med „Ordet var et guddommeligt væsen“ eller „Ordet var guddommeligt“. I Journal of Biblical Literature (årgang 92, 1973), skriver Philip P. Harner: „Måske kunne stedet oversættes: ’Ordet var af samme natur som Gud.’“ Johannes 1:1 er altså langtfra noget bevis for at der er en treenig Gud. Det beviser end ikke at der er en toenig Gud!

Det skriftsted der i A Catholic Dictionary kaldes „den stærkeste erklæring om Kristi guddommelighed som vi finder hos Sankt Paulus, ja, i hele Det nye Testamente“, er Romerbrevet 9:5. Efter den danske autoriserede oversættelse står der her i uddrag: „Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen.“ Det indrømmes i The New International Dictionary of New Testament Theology at selv om en ’treenighedstro’ gengivelse af den græske grundtekst var korrekt, „ville Kristus ikke her være Gud lig i absolut forstand, men kun af guddommelig natur, idet ordet theos [Gud] står uden noget kendeord“. Værket fortsætter: „Men en sådan storhed tilskrives [Kristus] ingen andre steder hos Paulus. Den langt mere sandsynlige forklaring er at udtalelsen er en doxologi [lovprisning] rettet mod Gud.“ Selv det katolske værk A Catholic Dictionary medgiver: „Hverken i grammatikken eller i sammenhængen er der noget der forbyder os at oversætte det med: ’Gud, som er over alle, være højlovet i evighed, Amen.’“ Det var altså „den stærkeste erklæring om Kristi guddommelighed“! — Se også Romerbrevet 9:5 i den katolske New American Bible og den protestantiske New English Bible.

Én Gud eller tre guder?

Treenighedslærens tilhængere benytter andre skriftsteder i deres forsøg på at finde støtte for denne lære, i „den kristne religions centrale lære“. Efter en gennemgang af en del af disse konkluderer professor Johannes Schneider i sin artikel om Gud i The New International Dictionary of New Testament Theology: „Alt dette understreger at urkristendommen ikke havde treenighedslæren i nogen tydelig form, sådan som den senere blev udviklet i den tidlige kirkes trosbekendelser.“

Er der én Gud eller tre guder? For de første kristne var svaret klart:

„Vi [ved] at en afgud intet er i verden, og at der ingen Gud er uden én. For selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ — 1 Korinter 8:4-6.

Bibelen omtaler ganske rigtigt „Faderen“, „Sønnen“ og „den hellige ånd“. Men den nævner intet om at de udgør en treenig Gud. I vort næste nummer vil vi behandle hvad der menes med de bibelske udtryk „én Gud og alles Fader“, „én Herre“, og „én ånd“. — Efeserne 4:4-6.

[Fodnote]

[Illustration på side 29]

Jesus sagde at hans disciple skulle ’døbe i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn’. Mente han dermed at Gud var tre personer?