Hent hjælp hos Josua til at tjene Jehova modigt!
„I VERDEN har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ Du ved måske at disse ord blev udtalt af en mand ved navn Jesus. Men hvis du talte hebraisk, ville du sikkert komme til at tænke på navnet Josua, for Jesus er en græsk form af det hebraiske navn Josua. — Johannes 16:33.
Passende nok er betydningen af at være modig også hovedtemaet i den bog i Bibelen der er skrevet af Josua, Nuns søn. Men hvilken gavn kan vi personligt have af Josuas bog? Lad os begynde med hovedtanken: Betydningen af at være modig.
En modig mand
Da Moses nåede afslutningen af sit liv, valgte Jehova som hans efterfølger Josua, der bestemt hverken var en nybegynder eller en ung og uprøvet mand. Josua var blevet født som træl i Ægypten, men efter udgangen derfra havde han udmærket sig som en tapper anfører ved at slå amalekitternes umotiverede angreb tilbage. (2 Mosebog 17:8-16) Josua bekræftede sit ry for tapperhed og tro da han og Kaleb, som de eneste af 12 mænd der var blevet udsendt for at udspejde Kana’ans land, frygtløst meddelte at de umoralske kana’anæere kunne besejres og det forjættede land indtages med Jehovas hjælp. — 4 Mosebog 13:1 til 14:9.
Da Moses ikke fik lov til at komme ind i det forjættede land, sagde han til Josua: „Vær frimodig [modig, NW] og stærk; thi du skal føre dette folk ind i det land, [Jehova] svor at ville give deres fædre, og give dem det i eje.“ — 5 Mosebog 31:7, 23.
Af dette fremgår det tydeligt hvorfor vi kan forvente at Josuas bog lærer os hvordan Josua viste mod, og hvordan vi kan gøre det samme. Faktisk er det i Josuas bog, eller i udtalelser om Josua, at vi finder ordene „modig“ og „stærk“ anvendt over halvdelen af de gange de forekommer sammen i et bibelvers. Ved begyndelsen til denne bog finder vi Jehovas råd til Josua: „Vær blot modig og meget stærk så du kan tage vare på at handle efter hele den lov som min tjener Moses pålagde dig. Afvig ikke fra den, hverken til højre eller til venstre, for at du kan handle med indsigt overalt hvor du færdes.“ (Josua 1:7, NW) Lad os lægge mærke til nogle af de tilfælde hvor Josua afgav bevis på at han ikke alene havde troens indre mod men også de synlige gerningers mod. Så vil vi kunne se hvilken lære vi personligt kan drage af beretningen.
Mod til at tro og handle
Lige efter at Jehova havde tilskyndet Josua til at være „modig og meget stærk“ begyndte denne at træffe foranstaltninger til at føre Israel tværs over Jordan og ind i Kana’ans land. Josua påbød: „Sørg for rejsetæring, thi om tre dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage det land i besiddelse.“ (Josua 1:11) Denne forening af tro og mod fik ikke Josua til at mene at man blot kunne læne sig tilbage og vente på at Jehova gjorde alt det nødvendige. En personlig indsats var påkrævet. Også vi har brug for tro og mod for at følge Jesu råd om at stole på at Jehova vil hjælpe os til at skaffe tilstrækkeligt med føde og klæder. Men løftet om denne hjælp betyder ikke at vi blot kan sidde med hænderne i skødet uden at gøre noget for at forsørge os selv. — Mattæus 6:25-33.
Det umiddelbare problem for Josua var hvordan man skulle komme over Jordanfloden dér om foråret da vandstanden var høj og det var yderst farligt at krydse floden. (Josua 5:10) Josua ræsonnerede ikke: ’Det ville måske være bedre at vente til højsommeren, når vandstanden falder.’ Gud havde befalet at der skulle handles, og det gjorde Josua modigt. Ser vi hvad vi kan lære her? Når det er tid for os at gøre noget der vedrører den sande tilbedelse, må vi handle modigt i stedet for at udsætte det indtil det ser mere gunstigt eller bekvemt ud. Ja, skrid til handling, ligesom Josua. — Prædikeren 11:4; Jakob 4:13, 14.
Gud viste at Han var med Josua ved at lade ham få præsterne til at bære pagtens ark ud i den svulmende flod. Da de trådte ud i vandet, delte det sig. Folket kunne da gå over som på tørt land. I stedet for selv at tage æren for dette, fulgte Josua Jehovas anvisning og byggede i Gilgal (i sikkerhed på vestbredden) et mindesmærke af sten der var taget fra flodsengen. Dette skulle understrege at ’Jehovas hånd er stærk, for at han altid kan blive frygtet’. (Josua 3:5 til 4:24, NW) Skønt vi ikke selv har mulighed for at iagttage dette mindesmærke af sten, så skulle dét Jehova gjorde gennem Josua opbygge vor tillid til at Gud kan handle til gavn for sit folk. Betydningen af dette mindesmærke skulle komme til at gå op for israelitterne da de stod over for den befæstede kana’anæiske by Jeriko.
Ville Josua, som den frygtløse hærfører han var, føre israelitterne an i et massivt angreb mod denne muromkransede by? Som vi ved, fulgte Josua i stedet Guds anvisninger. Hvad gik de ud på? At han satte sine væbnede mænd til hver dag i tavshed at marchere rundt om byen fulgt af præsterne, hvoraf nogle blæste i vædderhorn og andre bar arken. Den syvende dag marcherede de rundt syv gange, og „så opløftede folket krigsskrig, og de stødte i hornene, . . . da styrtede [Jerikos mur] sammen“. Så var vejen fri, og Josuas mænd kunne rykke ind og vie byen til udslettelse. Ja, sejren var fuldstændig! — Josua 6:20.
Mod til at være fast og dog rimelig
Af to påfølgende begivenheder kan vi lære endnu en side af Josuas mod at kende. Det første tilfælde drejede sig om den nærliggende by Aj. Da israelitterne rykkede frem imod den blev de slået på flugt. Hvorfor? Fordi Akan havde overtrådt Guds påbud og tilegnet sig noget bytte fra Jeriko. Nogle vil måske undskylde Akans handlinger med at de ting han tog var nyttige, og at det ikke så ud til at skade nogen at han tog dem. Du har måske hørt lignende ræsonnementer angående rapserier fra en arbejdsgiver eller andre „mindre“ overtrædelser. Hvordan reagerede Josua?
Ved Guds hjælp fik Josua udpeget overtræderen og bekræftet forbrydelsen ved at de stjålne ting blev fundet. Hvor usle må disse genstande ikke have taget sig ud! Men Josua gik lige til sagen og spurgte Akan: „Hvorfor har du styrtet os i ulykke? [Jehova] skal styrte dig i ulykke på denne dag!“ (Josua 7:25) Josua stod fast for retfærdigheden og lod synderen henrette, sådan at vejen var banet for Ajs erobring. Når vi tænker på hvordan Josua handlede i sagen med Akan, spørger vi måske os selv: ’Er jeg lige så beslutsom når arbejdskammerater eller skolekammerater bagatelliserer ulovlige eller umoralske handlinger?’
Lad os nu betragte den anden begivenhed, som drejede sig om de kana’anæiske indbyggere i Gibeon. De havde hørt om Josuas krigslykke mod Jeriko og Aj og sendte listigt nogle mænd af sted. De udgav sig for rejsende fra et fjernt land som gerne ville slutte en fredspagt med Israel, hvilket de fik lov til. Det kom da for dagen at mændene i virkeligheden var fra det nærliggende Gibeon, og mange israelitter begyndte at ytre deres mishag over den måde sagen var blevet grebet an på. Blev Josua ude af sig selv af raseri over denne list og beordrede Gibeon udslettet?
Nej, for der var blevet indgået en pagt, og den respekterede Josua. Han gav ordre til at gibeonitterne fra da af skulle sættes til at trække vand op og indsamle brænde til Guds hus. Gibeonitterne gik ind på at overholde denne overenskomst, og begivenhederne viste snart at Josua også ville overholde den. Hvordan? Da fem kana’anæiske konger fra området dannede et forbund og marcherede mod Gibeon, handlede Josua hurtigt og angreb de allierede konger efter en hel nats march. Jehova hjalp til ved at lade dødbringende hagl regne ned over den kana’anæiske hær og derpå mirakuløst lade solen stå stille en hel dag, så israelitterne kunne tilføje fjenderne et fuldstændigt nederlag. Vil vi huske på tilfældet med gibeonitterne og være lige så faste og modige som Josua var, hvis vi indgår en aftale eller giver vort ord på noget som ikke er imod Guds principper? Holder vi ord selv når det er vanskeligt eller ubekvemt? — Salme 15:4.
Det var også meget karakteristisk hvad Josua tilskyndende sagde til folket efter ovennævnte sejr, idet de fem fjendtlige konger skulle henrettes: „Vær ikke bange eller skrækslagne. Vær modige og stærke, for sådan vil Jehova gøre ved alle jeres fjender som I fører krig imod.“ (Josua 10:25, NW) Det ville gavne israelitterne selv at være stærke og modige mens de fortsatte de erobringstogter Gud havde påbudt dem at foretage først mod syd og derpå mod nord, hvor kongen af Hazor også forgæves havde dannet en alliance imod Israel. Skønt israelitterne i krigsteknisk henseende ikke stod på højde med kana’anæerne, som havde befæstede byer og bevæbnede stridsvogne, udførte de modigt Jehovas vilje.
Hvad vi yderligere lærer af Josua
Indtil nu har vi især beskæftiget os med det i Josuas bog der fortæller om hans mod. Men ved en gennemlæsning af bogen vil man sikkert finde flere nyttige lærepunkter.
For eksempel har Rahabs holdning gjort indtryk på mange kvinder. Hun beskyttede to israelitter som kom for at udspejde Jeriko. Ved at høre om alt det storslåede Jehova havde gjort til gavn for Israel, havde de fleste kana’anæere indstillet sig på at forsvare sig og modstod frygtsomt Israel. Men sådan var Rahab ikke. Hun satte villigt forholdet til sit eget folk på spil — med risiko for at miste sit liv — for at modtage Jehovas kærlige godhed. Hun gjorde også hvad hun kunne for at hjælpe sine slægtninge til at indse hvad de måtte gøre for at blive beskyttet. Beretningen er gavnlig deri at den kan hjælpe kvinder i dag til at forstå hvilken stor betydning den sande tilbedelse har fremfor forholdet til naboer eller endda ens egen familie. — Josua 2:8-14.
I Josuas bog finder vi også en udmærket lektion i ikke at fejlbedømme andres motiver. Begivenheden udspillede sig i tiden efter at en stor del af Kana’ans land var undertvunget og Josua havde tildelt de forskellige stammer deres arveområde i landet. Mænd fra to og en halv stamme var på vej tilbage til deres områder øst for Jordan, og undervejs rejste de et alter. De øvrige stammer drog en forhastet — og fejlagtig — konklusion angående betydningen af alteret. Det trak op til krig mellem stammerne. Lad os ved læsningen af beretningen i Josuas bog, kapitel 22, lære den lektie at vi må være forsigtige med at tillægge andre dårlige motiver til det de gør. Læg også mærke til hvad det vil være godt at gøre hvis man føler sig forbigået eller føler at andre har gjort én uret.
En oversigt over Josuas bog ville være mangelfuld hvis man undlod at nævne den vægt den lægger på den sande tilbedelse der er grundlagt på Guds ord, og det at lære om den og holde sig til den. Gud tilrådede Josua at læse i Hans ord regelmæssigt og ikke vige fra det. (Josua 1:8) Efter sejren ved Aj ledte Josua hele nationen mod nord til området ved Sikem, mellem Ebals bjerg og Garizims bjerg. Der byggede han et offeralter, „og han skrev der på stenene i israelitternes påsyn en afskrift af Mose lov“. (Josua 8:32) Desuden læste han Loven op for folket. „Ikke et ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at oplæse for hele Israels menighed, mændene, kvinderne og børnene og de fremmede, som var draget med iblandt dem.“ — Josua 8:35.
Senere, efter at Josua et stykke tid havde boet i den by som han beskedent havde anmodet om at få som arvelod, samlede han folket igen og sagde: „Jeg er blevet gammel og til års. I har selv set alt, hvad [Jehova] eders Gud har gjort ved alle disse folkeslag foran eder; thi det var [Jehova] eders Gud, som kæmpede for eder.“ Han tilskyndede dem derfor: „Vær nu stærke og faste, så I giver agt på og handler efter alt, hvad der står skrevet i Moses’ lovbog, og ikke viger derfra til højre eller venstre . . . men I skal holde fast ved [Jehova] eders Gud.“ For virkelig at anspore dem til dette mindede han dem om følgende: „Betænk da . . . at ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse.“ — Josua 23:2-8, 14.
Til slut sammenkaldte han igen israelitterne for at give afskedsformaninger og sagde indtrængende til dem: „Vælg i dag, hvem I vil tjene, . . . Men jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ Da de forsikrede ham om at det også var hvad de ville, sluttede han en pagt med dem. Beretningen, som vi har fra Gud, fortæller derpå: „Efter disse begivenheder døde [Jehovas] tjener Josua, Nuns søn, 110 år gammel.“ Denne loyale tilbeder af Jehova gav ved sit eksempel en magtfuld opmuntring til os om at være modige og stærke og ’frygte Jehova og tjene ham i oprigtighed og trofasthed’. — Josua 24:14, 15, 29.