Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w85 15/10 s. 22-25
  • En hilsen fra det høje nord

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • En hilsen fra det høje nord
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
  • Underoverskrifter
  • Sandhedens lys tændes
  • Udviklingen på afdelingskontoret
  • Frivillige tager udfordringen op
  • Andre byggeprojekter
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
w85 15/10 s. 22-25

En hilsen fra det høje nord

FINLAND ligger højt mod nord — dets nordlige grænse ligger et godt stykke over polarkredsen. Landet er berømt for sine smukke skove, søer, kyster og øer. Det er også kendt for kontrasten mellem årstiderne, de lange vinternætter og sommerens midnatssol.

Over 90 procent af de fem millioner finner står som medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, Finlands statskirke, men på grund af den voksende levestandard har de stort set mistet interessen for åndelige anliggender. Der sker dog en anden form for åndelig vækst i dette land, og resultatet heraf er at der nu findes over 15.000 Jehovas vidner i Finland, ét for hver 320 indbyggere i landet. På et tidspunkt blev det derfor nødvendigt at Jehovas vidner i Finland, med profeten Esajas’ ord, endnu en gang ’udspændte deres boligs teltduge’ og ’udvidede pladsen i deres telt’. — Esajas 54:2.

„Skal de virkelig til at bygge igen?“ Sådan reagerede nogle ældre medlemmer af den finske betelfamilie da de hørte om planerne om at udvide afdelingskontoret endnu en gang. Men trods byggeperiodens ulemper var de glade for at kunne være til stede den 5. maj 1984 da den nye tilbygning blev indviet, og M. G. Henschel, et medlem af Jehovas Vidners styrende råd, var særligt indbudt.

Sandhedens lys tændes

„Engang beordrede kongen af Sverige at finnerne skulle tvangsomvendes,“ fortalte Erkki Kankaanpää, koordinatoren for det finske afdelingskontors udvalg, i indvielsesprogrammets første foredrag. Han hentydede til præsteskabets faste greb om folk da Finland var under svensk herredømme. „Derved tændtes sandhedens lys dog ikke i Finland.“

Men i 1909, da nogle kolportører, heltidsforkyndere, kom til Finland og spredte C. T. Russells bøger, blev sandhedens lys tændt. Det førte til at en forretningsmand ved navn Österman og en ingeniør ved navn Harteva blev interesseret. De sendte bud efter flere bøger fra det svenske afdelingskontor og begyndte at oversætte dem til finsk og få dem udgivet. I 1912 begyndte bladet Vagttårnet at udkomme på finsk.

Disse to brødre var både opfindsomme og modige når de forkyndte den gode nyhed. Broder Harteva fortalte engang en tidligere skolekammerat om den sandhed han netop havde fundet.

„Hvor mange af jer er der her i Finland?“ spurgte skolekammeraten.

„Vi er to,“ svarede broder Harteva uden tøven. „Men hvis du slutter dig til os, er vi tre.“

Ved en anden lejlighed stod broder Österman på en markedsplads og tilbød de forbipasserende en brochure der hed Hvad siger Skriften om Helvede? mod et bidrag på to finske mark. Han fangede deres fulde opmærksomhed da han råbte: „Billetter til helvede — én mark for at komme ind, og endnu én for at komme ud!“

Broder Russell besøgte Finland i 1912. The Watch Tower for 1. oktober 1912 skrev om dette besøg: „Ved det offentlige møde var salen fyldt til sidste plads. Der var tusind siddepladser, og mange måtte stå op; nogle var nær ved at græde fordi de ikke kunne komme ind.“ Rapporten oplyste desuden at arbejdet tilsyneladende havde god fremgang skønt det stadig var nyt. „Antallet af kolportører og den kendsgerning at arbejdet kan hvile i sig selv i økonomisk henseende, taler sit tydelige sprog om interessens omfang.“

Senere besøg af andre brødre fra hovedkontoret i Brooklyn, deriblandt J. F. Rutherford, Selskabets anden præsident, viste sig at være til stor opmuntring for brødrene. I december 1945, da broder N. H. Knorr og broder M. G. Henschel for første gang besøgte Finland, var der omkring 1800 Jehovas vidner i landet.

I dag kan Jehovas vidner i Finland glæde sig over religionsfrihed, og de udnytter dette fuldt ud. I april i år var det største antal forkyndere indtil da, nemlig 15.334, med til at forkynde den gode nyhed om Riget overalt i landet. Over 900 virker i heltidstjenesten som pionerer, specialpionerer eller som medlemmer af betelfamilien på afdelingskontoret.

Udviklingen på afdelingskontoret

Det første afdelingskontor i Finland blev i 1933 bygget i Helsinki, Finlands hovedstad. Det bestod af et trykkeri og et betelhjem, og havde en god beliggenhed, formålet taget i betragtning. Efter omkring 20 år var det dog blevet for lille, og i 1957 købte man derfor en grund til et nyt afdelingskontor i byen Vantaa, der ligger cirka 17 kilometer fra Helsinki.

I januar 1962 blev afdelingskontoret flyttet til de nye bygninger. Ingen regnede dengang med at dette nye afdelingskontor nogen sinde skulle blive for lille — men det blev det. Som følge af det voksende forkyndertal voksede også betelfamilien, og siden 1962 har det været nødvendigt at udvide spisesalen, boligfløjen, kontorarealet, bogbinderiet, ja, praktisk talt alle afdelinger.

Det finske betelhjem ligger ideelt — tilstrækkelig langt ude på landet til at der er fred og ro, og alligevel med let adgang til transport. Det ligger på en bakketop og er omgivet af en smuk have. At det er et aktiv for samfundet anerkendes endog af myndighederne, der har været særdeles imødekommende. For nogen tid siden lagde man for eksempel planer om at anlægge en landevej tværs gennem arealet, men efter anmodning fra Jehovas Vidner blev planerne ændret. Man fik også tilladelse til at udvide afdelingskontoret på trods af at området var blevet udlagt som grønt område. Man var naturligvis taknemmelig for at der således blev taget særligt hensyn.

Den nyeste tilbygning er en fløj med et gulvareal på 3400 kvadratmeter. Den omfatter en kælder med parkering og lagerlokaler, en stueetage med maskinværksted, tømrerværksted og autoværksted, samt en førstesal med bogbinderi, plads til opmagasinering og nogle fællesfaciliteter. Den nye fløj svarer i stilen til de gamle bygninger — røde mursten med fremtrædende træbjælker i en smuk, lys farve.

Frivillige tager udfordringen op

Da planerne om byggeriet blev bekendtgjort tilbød mange Jehovas vidner frivilligt at hjælpe til, og 45 af dem blev indbudt til at komme og arbejde i et års tid. Hvem skulle nu føre tilsyn med dette store projekt? Blandt de frivillige var en broder som er arkitekt og en pioner der før har haft et byggefirma. Arbejdet med at grave ud til kælder blev udført af en broder der ejer et udgravningsfirma. En anden broder, som er ekspert i sprængstoffer, tog sig af klippegrunden. En tredje broder tog et tomåneders kursus i at føre den store kran, så det ikke blev nødvendigt at ansætte en fremmed til at gøre dette.

På grund af brødrenes villige indstilling blev byggeriet udført for kun omkring en tredjedel af den pris som en verdslig entreprenør ville have forlangt. Hvordan var byggeriets kvalitet da? „Man kunne ikke få et arbejde af en sådan kvalitet om man havde spenderet nok så mange penge på entreprenører,“ bemærkede en af inspektørerne da han så den færdige bygning. Hvilket vidnesbyrd om den helhjertede tjeneste brødrene har udført!

Andre byggeprojekter

„Det er dog ikke bygningens arkitektur eller materialer der har betydning for Jehova,“ sagde broder Henschel i sin indvielsestale. „Det der betyder noget er hvordan bygningen bliver anvendt.“ Han henviste til det tempel som kong Salomon byggede i Jerusalem. Det var uden tvivl det smukkeste bygningsværk der fandtes dengang — ja, måske det smukkeste nogen sinde. Men det blev forkastet af Jehova da israelitterne ikke længere tilbad ham i renhed i hans hus.

Den nye bygning skal derfor anvendes til fremme af Rigets interesser i Finland. Jehova har i sandhed velsignet arbejdet i denne del af Rigets arbejdsmark. I tjenesteåret 1984 blev der fremstillet 127.625 bøger og 128.083 brochurer i Finland. Der er blevet trykt over 562.000 eksemplarer af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Det svarer til at halvdelen af alle finske husstande kan få en! Hver måned trykkes der desuden over 350.000 eksemplarer af bladene Vågn op! og Vagttårnet.

Alt dette frembyder en stor udfordring for den finske betelfamilie, der nu har 73 medlemmer. Men det er ikke noget nyt. For to år siden tog betelfamilien den udfordring op at gå over fra bogtryk til offset. Brødre over hele landet skaffede de nødvendige økonomiske midler, og brødrene på Betel arbejdede hårdt for at tilegne sig de nye færdigheder. Resultatet har været yderst tilfredsstillende. Trykkeriet på det finske afdelingskontor er nu i stand til at producere flerfarvede blade og bøger.

Indvielsen af den nye tilbygning markerede imidlertid ikke afslutningen på byggearbejdet. Siden da er der i forbindelse med betelhjemmet blevet bygget en ny rigssal med plads til knap 300. Den blev indviet i maj i år. I øjeblikket er man i færd med at bygge 28 nye værelser, et nyt køkken og en spisesal, for at skaffe plads til nye medlemmer af familien. I fortiden har Jehova givet sit folk midler og kræfter til at udføre lignende opgaver, og Jehovas vidner i Finland ser tillidsfuldt frem til kommende velsignelser. De er helt enige med det Jehovas vidne der ved indvielsen af tilbygningen sagde: „I disse tider er det vidunderligt at være et af Jehovas vidner!“

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NORGE

SVERIGE

FINLAND

Helsinki

Vantaa

USSR

POLARKREDSEN

[Illustration på side 24]

I 1913 mødtes J. F. Rutherford (med hatten ved fødderne) med en stor gruppe finske brødre og søstre

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del