Et glædeligt højdepunkt på 80 års indsamling
INDIEN! Et land med mange kontraster — i kultur, religion, skikke og klima. Et land som mange finder anderledes og mystisk, men som virker dragende på alle der besøger dets spændende kyster.
Ud over hele dette vidtstrakte subkontinent med dets enorme befolkning på 775 millioner mennesker, var de der elsker Jehova Gud til stede i tankerne ved en ganske særlig begivenhed. Den fandt sted søndag den 20. januar 1985 i den lille by Lonavla, der ligger 110 kilometer fra den overbefolkede storby Bombay, i Vest-Ghatsbjergene i delstaten Maharashtra.
Hvorfor tænkte så mange netop den dag på denne kønne bjergby? Fordi resultatet af 80 års indsamling af Jehovas kostbare skatte — hans folk — i Indien, her sås ganske klart. Det er en grund til glæde, ikke kun for de over 7000 Jehovas vidner her, men for hele samfundet af brødre i verden. — 1 Peter 5:9.
Men for at du bedre kan forstå betydningen af denne særlige begivenhed, lad os da kort se tilbage på hvordan sandheden har fået fodfæste i løbet af de sidste otte årtier.
Sandhedens lys kommer til Indien
I 1905 var S. P. Davey, en inder der studerede naturvidenskab, i De forenede Stater. Mens han var der, overværede han et bibelsk foredrag af C. T. Russell, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Davey blev stærkt interesseret i sandheden. Han vendte tilbage til sin hjemby Madras på Indiens østkyst. Med tiden oprettede han 40 bibelstudiegrupper.
Omtrent samtidig søgte en ung inder svar på sine spørgsmål om treenighedslæren og barnedåben. A. J. Joseph var dengang medlem af den engelske kirke, men med posten modtog han et eksemplar af Russells bog Forsoningen mellem Gud og Mennesket. Den hjalp ham til at forstå sandheden om Jehovas overhøjhed. Joseph, hans fader og en fætter var snart i gang med at sprede Bibelens sandheder i risdyrkende landsbyer og i kokosplantager i det der nu er delstaten Kerala. Efter at broder Russell i 1912 havde været i Indien, blev Joseph heltidsforkynder. I 1924 drog han alene ud på en 5800 kilometer lang foredragsrejse i Indien og hjalp derved mange til at høre sandheden. Broder Joseph var en nidkær forkynder indtil sin død i 1964.
I 1926 var Vagttårnsselskabets anden præsident, J. F. Rutherford, i England. Mens han var der, spurgte han Edwin Skinner, en kolportør (heltidsforkynder): „Hvad siger du til at tage til Indien?“ Uden tøven svarede broder Skinner: „Hvornår skal jeg tage af sted?“ Inden der var gået tre uger var han og hans makker på vej.
I de næste 50 år tjente Edwin Skinner som afdelingstilsynsmand, og i begyndelsen førte han tilsyn med Indien, Ceylon, Persien, Afghanistan og Burma. Han rejste over det meste af Indien med tog, og han og hans makker skiftedes til at tage sig af pligterne på kontoret og til at rejse ud og forkynde. Senere fik de en „husbil“ og kunne så forkynde i områder som man ikke kunne komme til med tog. I en alder af 91 år deltager broder Skinner stadig begejstret i arbejdet på afdelingskontoret i Indien, og han er en fremragende forkynder af den gode nyhed.
I 1947 ankom de første elever fra Vagttårnets bibelskole Gilead. Blandt dem var den engelskfødte Richard Cotterill, der stadig er aktiv efter 38 års tjeneste. Regeringen har nu i et stykke tid ikke tilladt at der kommer nye missionærer ind i landet. Men 17 brødre og søstre, der i gennemsnit har været missionærer i 30 år, tjener trofast i landet.
De indiske brødre har gjort store åndelige fremskridt, og mange er nu kvalificerede til at være specialpionerer og rejsende tilsynsmænd. I 1983 blev der på afdelingskontoret gennemført to ti-ugers klasser af Vagttårnets bibelskole. De 46 specialpionerer der deltog, blev opmuntret og bedre udrustet til at klare de store udfordringer som indsamlingsarbejdet i Indien indebærer. De har været med til at påbegynde arbejdet i nye områder.
Frugt trods hindringer
Til trods for de forskellige udfordringer i den vidtstrakte indiske arbejdsmark — store og overbefolkede byer, hele grupper af mennesker der lever på sultedødens rand, indgroede religiøse skikke der behersker de daglige gøremål fra fødsel til død — fortsætter indsamlingen. Blandt de mange millioner indere er der nogle som søger en løsning på menneskenes problemer og ønsker at få en større forståelse af Gud.
En af dem er Dadu. Som ung havde han spekuleret over hvorfor utallige mennesker tilbeder så mange guder. Han begyndte at læse Bibelen, men han forstod ikke meget af det han læste. Han gik så til hindutempler og begyndte at læse hinduismens bøger.
„Jeg fik at vide at Krishna står over alle religioner og at hver enkelt religion er repræsenteret ved en perle i den kæde han har om sin hals,“ fortæller Dadu. „Jeg tænkte at hvis det var tilfældet, hvorfor var der så had mellem de forskellige religioner, et had der så ofte fører til blodsudgydelse?“ Senere undersøgte han islam, og det fik ham til at tro at han stod i forbindelse med flere af sine afdøde forfædre. Men da han og hans kone begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, lærte de hvor verdens mange religioner stammer fra og at de såkaldte gode ånder som de havde stået i forbindelse med, var bedragere, dæmoner. „Vi er Jehova Gud taknemmelige for den kundskab der har befriet os fra deres indflydelse,“ siger Dadu. Nu er både han og hans kone heltidsforkyndere.
For syv år siden modtog en moder en bibel og noget bibelsk læsestof af Jehovas vidner. Skønt hun og hendes familie flyttede et sted hen hvor der ikke var nogen Jehovas vidner, fortsatte hun med at studere på egen hånd. For nylig blev hun igen kontaktet af Vidnerne, og hun fortæller: „I de år der er gået har jeg ikke kunnet glemme de sandheder jeg havde lært fra Bibelen. Det var umuligt for mig at vende tilbage til min tidligere form for gudsdyrkelse.“
Litteratur på mange sprog
Der tales 15 større sprog i hele Indien, og der bruges ni forskellige alfabeter. Det har været en udfordring at sørge for åndelig føde på alle disse sprog. Selv så tidligt som i 1912 sørgede broder Russell for at der blev oversat bibelske brochurer til hindustani, gujarati, malayalam, marathi, telugu og tamil. Andre folkesprog kom til senere, og størstedelen af denne litteratur blev trykt oversøisk og sendt til Indien. Men i begyndelsen af 1960erne forbød en lov import af alle publikationer på indiske folkesprog.
Eftersom det ikke var økonomisk muligt for afdelingskontoret selv at trykke, indgik Selskabet kontrakter med kommercielle trykkerier. Der blev udvalgt pionerer som blev oplært til at tage sig af udgivervirksomheden i forskellige områder. I øjeblikket foregår der trykkevirksomhed 11 forskellige steder, og der trykkes bibelsk læsestof på 16 sprog, deriblandt ni udgaver af bladet Vagttårnet. Selskabets elektroniske fotosatssystem til mange sprog (MEPS) vil snart blive installeret på afdelingskontoret, der dermed selv kan lave alt satsarbejdet, og det vil give mange pionerer mere tid til indsamlingsarbejdet.
Firs års frugt
Da Indien har jordens næststørste befolkning, er der et enormt arbejde at udføre i landet. Kun cirka 6,6 procent af befolkningen er hidtil blevet nået med den gode nyhed. I sammenligning med de fleste andre lande har Jehovas folks vækst været meget langsom i Indien. Det tog 53 år at nå blot 1000 forkyndere. Men missionærerne og de lokale brødre har fortsat ihærdigt og tålmodigt med at gøre deres Faders vilje. (Esajas 60:22) Nu glæder vi os over at vi ligger 10 procent over forkyndertallet sidste år, og vi har nået et nyt højdepunkt på 7410 forkyndere i landets 340 menigheder og isolerede grupper.
Denne støtte vækst viste at der var behov for et større afdelingskontor. Det var imidlertid ikke muligt at udvide kontoret i Bombay. Byggegrunde er der ikke mange af i byen, og de er dyre. Det siges også at luften i byen forkorter folks liv med ti år. Derfor købte vi i 1978 en grund i bjergbyen Lonavla, det første sted syd for byen Bombay hvor vej og jernbane mødes. Da byen ligger i 610 meters højde, er der ikke megen forurening.
Seks års arbejde
Det forberedende arbejde indbefattede bygningen af mure der nogle steder var 4,6 meter høje, både for at beskytte grunden og for at naboejendommenes jord i det kuperede terræn ikke skulle skride ned til os. Store fordybninger i terrænet måtte udfyldes, og grunden måtte ryddes for en tæt underskov der var fuld af brilleslanger og andre giftslanger. På grunden var der allerede flere bungalower og andre bygninger, og de trængte til omfattende istandsættelse så de kunne bruges til bolig og til midlertidige kontorer.
Man antog kommercielle entreprenører, men kvalificerede brødre førte tilsyn med hvert trin af byggeriet, og mange andre hjalp til når som helst de kunne. Den entreprenør der var antaget til at asfaltere vejen på selve grunden, sagde at arbejdet måtte vente seks måneder, da det ikke var muligt at få vandet den ujævne vejoverflade. Hvilket syn var det ikke aften efter aften at se hele betelfamilien slæbe den ene spand vand efter den anden ud til vejen, sådan at arbejdet alligevel kunne udføres planmæssigt!
Lyden af bulldozere hørtes ikke, for i Indien udføres det meste arbejde med håndkraft. Arbejdet gik således jævnt og glat indtil man var færdig med første etage. Netop på det tidspunkt var der stor mangel på cement. Men lykkeligvis sendte Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Korea da 10.000 sække, hvilket var nok til at færdiggøre hele byggeriet som planlagt. Så, i 1984, stod det smukke nye afdelingskontor færdigt — til Jehovas ære.
De endelige resultater
Der er nu otte bygninger på Selskabets 1,9 hektarer store grund, der er beplantet med banan-, mango-, figen- og papayatræer, såvel som mange blomstrende planter og buske.
Afdelingskontorets hovedbygning er på to etager foruden en kælder, hvor der er garage, værksted og vaskeri. I trykkeriet i stueetagen står der tre små trykkemaskiner samt en skære-, en false- og en hæftemaskine. På denne etage har man også MEPS-afdelingen og forsendelsen, hvorfra man sender det der bliver trykt i huset ud til 56 andre lande. På første sal er der kontorer, bibliotek og værelser til beboelse.
Den nye rigssal ligger forrest på grunden. Podiet, der har håndskårne teaktræspaneler, er anbragt i det ene hjørne af salen, som har 250 siddepladser. I nærheden ligger der istandsatte bygninger der rummer beboelse, køkken og spisesal til betelfamiliens 31 medlemmer. Der er stadig noget jord hvorpå man kan udvide hvis det bliver nødvendigt.
En særlig begivenhed
Det var altså efter 80 års indsamling af Jehovas kostbare skatte at opmærksomheden denne skønne januardag blev rettet mod indvielsen af Indiens nye afdelingskontor.
Der blev berettet om disse 80 års forkyndelse i indvielsesprogrammet, som også indeholdt højdepunkter fra byggeriet. Zonetilsynsmanden Günter Künz fra det tyske afdelingskontor nævnte i sin indvielsestale at Jehovas folk i de sidste fem år har oplevet en 30 procents fremgang i hele verden. Men han var glad for at kunne nævne at Indien havde overgået dette ved at have en 34 procents fremgang, og han mindede tilhørerne om at hvis Indien fortsat gjorde en ihærdig indsats, ville fremgangen også fortsætte.
Alle de tilstedeværende var begejstrede for dette vidnesbyrd om Jehovas velsignelse. Brødrene i Indien er besluttede på at arbejde flittigt sådan at mange flere kan blive hjulpet til at tage imod den gode nyhed om Riget.
[Illustration på side 23]
Edwin Skinner (nummer to fra højre) med „husbilen“
[Illustration på side 24]
Det nye afdelingskontor syd for Bombay