De fandt en bedre livsgerning

NATTELUFTEN var kølig og vandet iskoldt. To hundrede hvidklædte unge mænd og kvinder med stearinlys i de løftede hænder vadede ud i vandet til det nåede dem til brystet. Deltog de i denne ceremoni for at blive optaget i en mystisk kult? Eller var de bare en flok kåde unge mennesker?

Disse unge havde alle taget en studentereksamen eller en universitetsuddannelse, og deltog nu sammen med tusinder af deres jævnaldrende i en slags indvielsesritual der skulle give dem adgang til en karriere inden for et stort firma i Japan. Hensigten med den iskolde massedåb var at rense de fremtidige funktionærer for eventuelle tendenser til uafhængighed som de måtte have tillagt sig i løbet af deres uddannelse, og at styrke deres loyalitet mod firmaet.

Troskab mod firmaet

„I Japan er arbejdspladsen samfundet, og samfundet er arbejdspladsen,“ skriver Frank Gibney i bogen Japan: The Fragile Superpower (Japan: Den sårbare supermagt). Han mener hermed at når en japaner først er blevet ansat i et firma, drejer hele hans tilværelse sig om det. „Hvis han arbejder for Mitsubishi, er han en Mitsubishi-mand. De fleste af hans venner arbejder også for Mitsubishi. Han drikker sammen med dem, spiller bowling eller golf sammen med dem, og fortæller dem om sine problemer. Han konkurrerer også med dem, men de er som børn der kappes inden for en familie som ingen af dem kunne drømme om at forlade. Med undtagelse af hans slægtninge og måske nogle få venner fra skoletiden, kommer de fleste af hans — og ofte også familiens — omgangsfæller fra firmaet.“

Til gengæld for denne loyalitet og selvopofrelse får arbejderne tryghed i form af livslang ansættelse. Dette betyder en endeløs række kursuser, forflyttelser og, naturligvis, forfremmelser.

De fleste unge japanere accepterer beredvilligt denne formel for succes og bliver en del af systemet. De der ikke stræber efter en høj stilling i det private erhvervsliv, kæmper for at komme til tops på andre arbejdsområder. Men bringer et sådant system glæde og tilfredshed? Er det lykken at være sikret arbejde det samme sted hele livet igennem? Flere og flere finder ud af at der findes noget bedre og mere tilfredsstillende end at opnå en høj stilling i et firma eller at kæmpe for at opnå personlig rigdom og berømmelse.

Hans arbejde var hans liv

I 1961 tog en ung mand ved navn Junichi afgangseksamen fra Keio handelshøjskole, og fulgte derefter i de fleste universitetsuddannedes fodspor ved at blive ansat i et stort firma, i dette tilfælde Japans største bilfirma, der havde omkring 4700 ansatte. Junichi steg støt og roligt i graderne og blev til sidst afdelingschef. Han arbejdede tit fra morgen til midnat og havde næsten ingen tid til sin kone og sine fem børn, men mente at disse ofre var en nødvendighed for en tryg fremtid.

Men i oktober 1974 skete der noget som fik ham til at ændre holdning. Junichi opdagede at hans kone og børn studerede Bibelen med Jehovas vidner og overværede nogle kristne møder. Han gjorde alt hvad han kunne for at få dem til at holde op, og flyttede endda fra dem i en periode — men til ingen nytte.

En dag da han kom hjem fra arbejde var familien taget til møde. „Bordet var dækket til min aftensmad, og der lå et brev til mig,“ fortæller Junichi. „I brevet skrev min familie til mig at de aldrig kunne give afkald på sandheden, at det i virkeligheden også var til gavn for mig at de blev ved, og at jeg en dag ville forstå.“ Disse ord gjorde et dybt indtryk på Junichi. „Jeg tænkte ved mig selv at det måske var sandheden de havde fundet, og holdt op med at modarbejde dem.

Som tiden gik fik jeg nu og da besøg af nogle Jehovas vidner som tilskyndede mig til at studere Bibelen, men mit arbejde kom i vejen for det. Jeg havde så travlt at jeg ikke syntes at jeg nogen sinde kunne få tid til at studere Bibelen og gå til møder. Jeg vidste også at hvis jeg begyndte at studere måtte jeg tage afstand fra de ufine metoder vi gjorde brug af på mit arbejde og fra den megen selskabelighed der tit varede til langt ud på natten. Da dét ville skade forretningen, tøvede jeg med at studere.“

Men med tiden fik forkyndernes tilskyndelser alligevel Junichi til at begynde at studere, og snart var han nået så langt at han indviede sig til Gud og lod sig døbe. Junichi passer stadig sit heltidsjob, men nu har han fundet det han betragter som sin sande livsgerning. Siden marts 1978 har han tjent som hjælpepioner og anvendt 60 timer hver måned i forkyndelsesarbejdet.

Har Junichi haft gavn af denne nye livsform? „Ja, det har jeg,“ svarer han. „Nu arbejder jeg meget mere effektivt i dagens løb for at kunne holde aftenerne fri til at søge Rigets interesser sammen med min familie. Jeg har haft mange lejligheder til at forkynde for mine kolleger og til at studere Bibelen med andre mænd der er travlt optaget af deres verdslige arbejde, ligesom jeg engang var. To af dem har ladet sig døbe, og jeg studerer med tre andre. Jeg takker Jehova for at han har vist mig tålmodighed.“

Han ønskede at blive rig i en fart

Som ét af seks børn i familien overlevede Takafu luftangrebene på byen Nagoya under den anden verdenskrig. Hans største ønske var at blive rig i en fart. På sin onkels opfordring begyndte han som 15-årig på en skole for cykelryttere, og da han var 22 var han nået til tops. Han var blevet professionel cykelrytter og deltog i løb over hele landet. Han husker at hans moder ofrede hans præmier på familiealteret som et udtryk for taknemmelighed. Takafu havde tilsyneladende nået sit mål i livet, og alt tegnede lyst.

En missionær fra Jehovas vidner aflagde da et besøg i Takafus hjem og gav ham noget at tænke på. Han kunne ikke få disse ord af Jesus ud af tankerne: „Hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til?“ (Mattæus 16:26) Med tiden tilegnede Takafu sig større kundskab om Bibelen, og han forstod at han måtte foretage nogle forandringer.

„Som professionel cykelrytter vidste jeg at cykelløb og spil går hånd i hånd,“ siger Takafu. „Men alligevel var det ikke let at træffe en afgørelse. Jeg havde brugt syv år af mit liv på denne sportsgren, og min familie syntes ikke at kunne undvære min indtægt. Men som jeg havde lært fra Bibelen måtte Moses og Paulus træffe lignende afgørelser. De valgte den bedste vej, og det samme gjorde jeg.“ Takafu begyndte at deltage i et nyt løb — det løb der gælder livet. Det deltager han stadig i, og han har i nogle år betjent Jehovas Vidners menigheder som rejsende tilsynsmand.

Hans arbejde tog al hans tid

Satoshis arbejde bestod i at forhandle dametøj. Som den succesrige ejer af fire forretninger var han økonomisk uafhængig, men hans indblik i forretningsverdenen fik ham til at drage den slutning at verdensomspændende forurening, fødevaremangel og krig snart ville gøre ende på menneskehedens eksistens. Satoshis interesse blev derfor vakt da et Jehovas vidne kom på besøg og gav ham en brochure der forsikrede at Gud ikke vil tillade at menneskene udsletter sig selv.

Men hans arbejde udgjorde en hindring. „På grund af den hårde konkurrence ville jeg miste min forretning hvis jeg satte tempoet ned,“ forklarer Satoshi. „Det er ’høg over høg’. Man siger inden for faget at hvis man ikke vil have virkelig travlt må man gå bankerot.“ Det varede derfor to år og krævede en stor indsats før Satoshi besluttede at begynde at studere Bibelen.

Da han var blevet et af Jehovas vidner solgte han to af sine forretninger, og satte bestyrere på de to andre. Satoshi arbejder nu kun to-tre dage om måneden som bogholder og konsulent, men siger: „Jeg har stadig en tilstrækkelig stor indtægt. Jeg ønsker at min tjeneste for Jehova Gud skal have førstepladsen.“ Nu har han fundet en bedre livsgerning — han har taget heltidstjenesten op og tjener som pioner. Han og hans familie gør gode åndelige fremskridt.

Hans arbejde hjalp ham til at finde Gud

Hiroshi arbejdede i familiens tinforretning, men naturfotografering var hans store interesse. Efterhånden blev han så dygtig til at fotografere at nogle af hans billeder af insekter blev offentliggjort. Da han var 29 arbejdede han som professionel naturfotograf.

„Mit studium af insekter havde givet mig den tanke at hvis der var en Gud, måtte han have stor humoristisk sans,“ fortæller Hiroshi. „Det fik mig til at tvivle på udviklingsteorien, og jeg fik lidt interesse for Bibelen.“

En vinterdag fik Hiroshi besøg af to Jehovas vidner. „De gav mig to blade der indeholdt artikler om dyr, og tilbød at studere Bibelen med mig i mit hjem,“ fortæller Hiroshi. „Jeg sagde ja tak, fordi de ikke forlangte at jeg skulle gå hen i en kirke for at studere — og således ikke behøvede at ’blive medlem’.“ Det overraskede Hiroshi at finde ud af hvad Bibelen har at sige om Skaberen, men han accepterede det hurtigt. Hans kærlighed til Jehova blev endnu større end hans kærlighed til naturen.

Hiroshi forsørger nu sin familie som free-lance fotograf. Men hans sande livsgerning er heltidstjenesten.

De fandt noget bedre

Sådan kunne vi blive ved med at fortælle om japanere der har lagt deres liv om og — for nogles vedkommende — skiftet arbejde da de lærte Jehova og hans hensigt at kende. Listen omfatter læger, tandlæger, arkitekter, dataprogrammører, systemplanlæggere, lærere, dyrlæger, frisører og direktører.

Alle disse gik engang helt og fuldt op i deres arbejde, men da de lærte at denne tingenes ordning nærmer sig sin afslutning, traf de en afgørelse. De forstod at noget bedre end arbejdet burde indtage førstepladsen i deres liv — nemlig Guds rige og dets lovede velsignelser. (Mattæus 6:33) De har vendt dét ryggen som de engang troede skulle være deres livsgerning, og har fundet arbejde på et helt andet område. Deres livsgerning er nu tjenesten som pionerer for den Allerhøjeste, Jehova Gud.

[Illustration på side 23]

Takafu Yamaguchi som professionel cykelrytter