Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w86 15/11 s. 22-25
  • Fysisk handicappede, men dygtige som forkyndere

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Fysisk handicappede, men dygtige som forkyndere
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Lam, men med en indholdsrig tilværelse
  • Hun søger efter lyttende ører
  • Tre brødre i samme situation
  • Handicappede men beslutsomme
  • Tillæg — Pionerernes andel i indsamlingen af ’den store skare’
    Rigets Tjeneste – 1976
  • Tillæg — Du indbydes til at blive pioner — tager du imod indbydelsen?
    Rigets Tjeneste – 1972
  • Velsignelserne ved pionertjenesten
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Følg livets vej af hele din sjæl
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
w86 15/11 s. 22-25

Fysisk handicappede, men dygtige som forkyndere

DEN nydelige unge mand dér med benskinner er lam i begge ben. Denne kvinde med de smilende øjne er døvstum. Disse tre glade herrer lider af dystrofi. Hvad har de tilfælles? Deres fysiske handicap? Ja. Men da der intet er i vejen med deres åndsevner har de også noget andet tilfælles: De er alle dygtige forkyndere og virker i heltidstjenesten som pionerer.

At de kan klare pionertjenesten så godt skyldes, efter deres egne udsagn, tre ting: (1) Jehova Guds direkte ledelse gennem hans kærlige organisation; (2) vedvarende hjælp fra deres familie og medlemmer af den kristne menighed; og (3) deres inderlige ønske om at gøre mere i den kristne tjeneste.

Lad os se hvorfor og hvordan disse handicappede brødre og søstre viser at de er dygtige forkyndere.

Lam, men med en indholdsrig tilværelse

Masashi Tokitsu, der er 35 år gammel, har, selv om han er lam i benene, alligevel været almindelig pioner i fem år. Under sin opvækst drømte han om at blive gymnastiklærer. Men disse drømme brast da han som 15-årig faldt ned fra recken. Efter denne bitre oplevelse følte han det som om livets lys blev slukket. Men lyset blev atter tændt da han begyndte at studere Bibelen. Denne gang var det i form af sandhedens lys. (Jævnfør Johannes 1:5.) Inden for ti måneder blev Masashi døbt som et af Jehovas vidner. Lyt engang til hans beretning om hvorfor og hvordan han blev pioner.

„Næsten fra begyndelsen følte jeg at hensigten med at jeg studerede Bibelen var at jeg skulle forkynde for andre. Jeg greb derfor hver en mulighed for at forkynde for dem der kom i huset. I mine øjne var pionererne de mest misundelsesværdige af alle mennesker. Hvor jeg længtes efter at forkynde for folk hver dag! Hvis man er lammet er man disponeret for at få liggesår, og jeg havde et meget stort sår på min hofte der væskede og afgav materie og blod. Blot det at skifte forbindingerne mange gange om dagen var kolossalt tidkrævende. Jeg forestillede mig ikke at jeg nogen sinde kunne blive pioner i denne tingenes ordning, og hver gang jeg i Vagttårnsselskabets publikationer læste de venlige og hjertevarmende ord til dem der ikke er i stand til at være pionerer, blev jeg rørt til tårer.

På grund af mine liggesår havde jeg altid lidt feber. Men mærkeligt nok fik jeg det bedre når jeg tog til de kristne møder. Takket være et forslag fra en broder der er læge, fik jeg foretaget en operation på sårene. Efter endnu en operation der var helt vellykket, gik der fem måneder med rekreation, hvorefter jeg begyndte som hjælpepioner. Dengang mente jeg imidlertid at den almindelige pionertjeneste ville være for meget for mig, når jeg også skulle varetage min opgave som ældste i menigheden på rette måde. Menigheden var lige blevet oprettet, og jeg var den eneste ældste.

Omkring det tidspunkt blev jeg interesseret i en søster som jeg gerne ville giftes med, men mine følelser blev ikke gengældt. Dybt skuffet kom jeg til det resultat at dette udfald måtte være Jehovas vilje, og eftersom der var så meget der skulle klares i menigheden var der ikke tid til at lade sig opsluge af sine følelsesmæssige problemer. Jeg fandt ud af at den bedste medicin for mig var at engagere mig endnu mere i det teokratiske arbejde. To måneder senere meldte jeg mig som almindelig pioner. Når man skal klare pionertjenesten som lam, kræver det i langt højere grad en mental tilpasning end en fysisk tilpasning. Man har i særlig grad brug for andres hjælp for at nå det man gerne vil. Det er derfor bydende nødvendigt at få dette samarbejde til at køre på den bedste måde. Eftersom jeg kan benytte en bil i forkyndelsen, standser jeg i umiddelbar nærhed af indgangen til husene hvor det er muligt. Jeg arbejder altid sammen med en anden forkynder. Min hjælper bærer min taske og husker på hvad jeg skal bruge og i hvilken rækkefølge.

Når vi arbejder i smalle gader står jeg nogle gange blot i porten og kalder med høj stemme ind i indkørselen for at påkalde mig husejerens opmærksomhed. Hvis der er en trappe går min hjælper op til døren for at vise den besøgte skriftstederne i Bibelen mens jeg fører samtalen fra foden af trappen. De steder hvor besøgene er lettilgængelige og falder lige efter hinanden eller hvor de ligger i stueetagen, er brødrene så venlige at overlade til mig. I bladarbejdet letter jeg min hjælpers byrde ved kun at have en taske med blade og brochurer med.

Som tjenestetilsynsmand er jeg glad for at være med på bibelstudier. Vi holder så studierne i hjemmet hos en forkynder hvor det er let at komme ind, eller de kommer hjem til mig. Ja, jeg har brug for brødrenes hjælp. Derfor er det ikke blot vigtigt at vennerne forstår hvordan de kan hjælpe, men også at jeg selv forstår hvordan jeg med værdsættelse kan modtage deres hjælp.

I begyndelsen som pioner forkyndte jeg meget gennem brevskrivning. Men eftersom jeg nu kan bruge benskinner hele dagen uden gener, foregår størstedelen af min forkyndelse sammen med de andre pionerer og forkyndere. En af de umiddelbare fordele ved at tilbringe en hel dag i forkyndelsen er at man sover godt hele natten. Det at jeg bruger Bibelen hver dag bestyrker min egen overbevisning om at jeg har sandheden. At tage direkte del i dagliglivets udfordringer, og derved se hvor hårdt folk har brug for sandheden, øger min kærlighed til mennesker. Det at jeg altid arbejder sammen med nogen, giver mig også muligheder for hyrdearbejde og gør at jeg lærer hjorden endnu bedre at kende.

Selvfølgelig ser jeg frem til den nye tingenes ordning hvor jeg kan tjene Jehova med et sundt legeme. Men man behøver ikke at vente indtil da. At tjene ham nu, med eller uden begrænsninger, er en storslået mulighed for både ung og gammel.“

Hun søger efter lyttende ører

„Min opvækst var fyldt med gråd,“ siger Katsuko Yamamoto. Efter at have haft høj feber i forbindelse med mæslinger blev Katsuko døv, to år gammel. Hun husker de kvaler hun kom ud for i skolen når hun skulle udholde andre børns ubehagelige drillerier. Katsuko er glad for at have været i pionertjenesten siden 1981, og hun fortæller hvordan hun bærer sig ad.

„Eftersom jeg ikke kan tale når jeg skal kommunikere, bruger jeg sedler som jeg viser den besøgte når jeg går fra hus til hus. Jeg træffer som regel aftale om at gå med en hørende søster for at være sikker på at man forstår mig. Nogle gange tager jeg det første genbesøg alene, og næste gang jeg skal derhen beder jeg så en søster om at tage med. På den måde har jeg været i stand til at oprette bibelstudier. Det gør mig meget lykkelig at jeg derved kan vise værdsættelse af Jehovas godhed.“

Katsukos „grådfyldte dage“ er nu forbi. I dag opnår denne storartede kristne kvinde sand glæde ved at være travlt optaget i pionertjenesten.

Tre brødre i samme situation

De tre brødre Tanizono er i fyrreårsalderen og har dystrofi i bækkenringen. Før de lærte sandheden at kende koncentrerede de sig udelukkende om deres verdslige arbejde i håb om at glemme den gradvise svækkelse deres krop gennemgik og den alt for tidlige død der er kendetegnende for denne sygdom. De begyndte hver for sig at studere Bibelen og lærte sandheden at kende. Spørgsmålet var hvad de kunne gøre for at udvide deres tjeneste og derved vise Jehova deres værdsættelse. Den yngste af brødrene, Toshimi, fortæller:

„Jeg boede sammen med min ældste broder, Akimi, og hans kone indtil 1979. Da jeg ikke længere var i stand til at klare mig selv, kom jeg ind på den samme institution som min broder Yoshito boede på. Her begyndte jeg som hjælpepioner, og i løbet af de næste fem år studerede jeg Bibelen med omkring 12 børn på afdelingen. Et af børnene blev tvunget til at holde op med at studere eftersom hans forældre var imod det, men de lod sig formilde da han inderligt bad dem om at lade ham fortsætte. Han døde 16 år gammel med et sikkert håb om opstandelsen. Omkring et år senere blev jeg ringet op af hans forældre, der før havde været modstandere. Nu havde de problemer med deres yngste datter og mente at et studium kunne hjælpe hende.

Min broder Yoshito og jeg ville gerne være almindelige pionerer. Men kunne vi klare at nå de 1000 timer, som er kravet? Ganske vist ville det blot indebære at vi brugte 30 timer mere i tjenesten hver måned. Men kunne vi holde til det? Så var det vi tænkte: ’Hvis vi ikke gør det nu, vil vi til sidst nå det punkt hvor det vil være umuligt for os.’ Når vi drøftede det kom vi gang på gang i tanker om Paulus’ ord i Første Korintherbrev 9:16: ’Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.’ I virkeligheden er vi alle forpligtede til at forkynde den gode nyhed, hvad enten vi har et godt eller et dårligt helbred. Vi indsendte altså vore ansøgninger og begyndte som almindelige pionerer den 1. september 1984.“

Yoshito tilføjer: „Da jeg i januar 1976 prøvede at være ’midlertidig pioner’ tog det så hårdt på mig at jeg måtte blive i sengen i to måneder. Det jeg frygtede mest var at jeg som almindelig pioner ville blive så syg at jeg var nødt til at blive hjemme fra møderne. Men i august måned 1985 havde jeg lykkeligvis nået mit timemål på årsbasis, og jeg var ikke gået glip af et eneste møde på grund af min pionertjeneste!“

Toshimi siger: „Vi udfører det meste af vores tjeneste ved brevskrivning. Vi skriver til folk der ikke har været hjemme, til venner og familie, til ikke-troende familiemedlemmer, til brødre og søstre i menigheden samt til indbyggerne i et bjergdistrikt der kun får besøg af forkyndere to gange om året. Vi forkynder uformelt for læger, sygeplejersker og sygeplejeelever og for vore medpatienter. Indtil nu har seks patienter lært sandheden at kende. Tre af dem var forkyndere og stod for at skulle døbes da de døde. Det gavner os fysisk at have travlt. Vi finder åndelig tilfredsstillelse ved at vide at vi tager del i forkyndelsesarbejdet, og det glæder vort hjerte at vide at vi opmuntrer andre.“

Yoshito tilføjer: „Som ældste i menigheden kan vi begge af egen erfaring opmuntre dem der rækker ud efter pionertjenesten. Dengang vi indsendte vore pioneransøgninger følte to ældre søstre sig også opmuntret til at slutte op i pionerernes rækker. Med ånden i Salme 119:71 i tanke er jeg især glad for at kunne sige at min tidligere negative tankegang har ændret sig til Jehovas måde at tænke på. Ja, ’det er godt for mig at jeg har været i nød, så jeg kunne lære [hans] forordninger’.“

Nu tager den ældste af brødrene ordet. Akimi siger: „Det er udelukkende på grund af brødrenes venlighed og min hustrus kærlige støtte at jeg kan udrette det jeg gør inden for teokratiet. Jeg kan ikke selv gå et eneste skridt. I 14 år har brødrene nu utrætteligt hjulpet mig til hvert eneste møde og stævne. Lige fra jeg begyndte at studere drejede samtalerne blandt de unge sig om pionerernes oplevelser. Som foreslået i Rigets Tjeneste besluttede jeg at prøve pionertjenesten i et år. Med nogle betænkeligheder vedrørende mit fysiske helbred afgav jeg dette løfte til Jehova i bøn, og de sidste fem år har jeg regelmæssigt fornyet mit løfte. I tjenesten på arbejdsmarken gør jeg brug af en trehjulet cykel specielt beregnet for handicappede, og med den kan jeg komme tæt ind til døren ved mange huse. Ofte sidder jeg i områder hvor der er mange fodgængere. Hvis der ikke kommer ret mange forbi beder jeg Jehova om at der må komme nogen jeg kan forkynde for, og så dukker et menneske med et lyttende øre op. Nogle jeg studerer Bibelen med kommer hjem til mig, og jeg har været i stand til at hjælpe otte mennesker frem til dåb.

Som præsiderende tilsynsmand og tilsynsmand for den teokratiske skole ankommer jeg i god tid til møderne så jeg er til stede og kan tage imod brødrene når de kommer. Eftersom jeg ikke er i stand til ubesværet at besøge dem i deres hjem, finder jeg det yderst vigtigt at bruge tiden før og efter møderne effektivt. Ofte bruger jeg også telefonen i hyrdearbejdet.

I de sidste fire eller fem år er mine kræfter aftaget betydeligt. Ved sengetid kan jeg bogstavelig talt ikke bevæge en muskel, og når jeg ligger i min seng er jeg så anspændt at jeg føler det som om der hviler en stor byrde på mig. Min hustru hjælper mig med at ændre stilling så jeg kan slappe af. Det er på tidspunkter som disse at brødrenes varme og kærlige ord hjælper mig til at bevare et glad ansigt, som jeg håber afspejler min hjertetilstand mere end min legemlige tilstand.“

I øjeblikket kan denne sygdom ikke helbredes. Men brødrene Tanizono føler at det at være travlt optaget i forkyndelsen, at være opmærksom på de mennesker de besøger og på deres behov, at arbejde nært sammen med trosfæller og at være fuldt optaget af tjenesten for Gud som pionerer, har hjulpet dem til at holde sygdommens udvikling på et minimum. Dette takker de Jehova for.

Handicappede men beslutsomme

Fysiske handicap har ikke mindsket disse dygtige forkynderes nidkærhed og kærlighed til heltidstjenesten. De har den samme beslutsomhed som apostelen Paulus, der skrev: „Vi [giver] ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske fra dag til dag.“ — 2 Korinther 4:16.

Selvfølgelig kan ikke alle handicappede forkyndere være heltidstjenere. Omstændighederne er forskellige fra menneske til menneske. Men uanset i hvilket omfang sådanne forkyndere kan prise den Allerhøjeste og hjælpe andre åndeligt, vil det bringe dem glæde, personlig tilfredshed og medføre vor kærlige Gud Jehovas velsignelse.

[Illustrationer på side 23]

Masashi Tokitsu

Katsuko Yamamoto

Akimi Tanizono

Toshimi Tanizono

Yoshito Tanizono

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del