En dag i Calcutta — Om at nå „alle slags mennesker“ med den gode nyhed

MED over ti millioner indbyggere er den indiske storby Calcutta et mylder af „alle slags mennesker“. Midt i dette menneskemylder er Jehovas vidner travlt optaget af at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Det kræver en hel del opfindsomhed og udholdenhed at komme i kontakt med disse mennesker, der har vidt forskellig racemæssig, social, kulturel, religiøs og økonomisk baggrund. Men ligesom den kristne apostel Paulus, hvis missionsrejser førte ham til de fjerneste egne af den dakendte verden, er Jehovas vidner i Calcutta også ’blevet alt for alle slags mennesker, for i alt fald at kunne frelse nogle’. — 1 Korinther 9:22; Kolossenserne 1:23.

Hvordan griber Jehovas vidner dér deres forkyndelsesarbejde an, og hvilken slags mennesker og hvilke forhold møder de i dette arbejde? For nylig besøgte jeg Calcutta og satte en dag til side til at følges med en pioner, en heltidsforkynder. Har du lyst til at høre hvordan denne usædvanlige oplevelse spændte af?

En vidtstrakt og varieret arbejdsmark

Det var sidst på dagen. Min ledsager og jeg var klar til at tage hjem, efter at have tilbragt en travl og spændende dag i forkyndelsen fra hus til hus. Mens vi stod og ventede på bussen talte vi om de udfordringer som han og de andre pionerer kommer ud for i denne enorme by.

„Du kan spørge hvem som helst af heltidsforkynderne her i byen om de kunne tænke sig at flytte til et sted hvor tjenesten er lettere at udføre,“ svarede han. „Jeg tror ikke de vil være begejstrede for ideen.“

Han havde ret. Pionererne i Calcutta betragter forkyndelsesarbejdet dér som en af de mest interessante livsopgaver der findes i verden. De har en vidtstrakt og meget varieret arbejdsmark i denne kontrasternes by.

Hinduismen er fremherskende, men der findes også adskillige kirker og muslimske moskeer samt nogle få buddhistiske templer i byen. I visse bydele huser prægtige palæer nogle af verdens rigeste mennesker. Ikke langt derfra ligger skurbyer som huser omrejsende arbejdere, der må være indstillet på at klare sig med 150 rupees (omkring 100 kroner) om måneden. I denne by varierer folks skikke, sprog og udseende lige så meget som deres religion og levestandard.

I dette virvar findes en blomstrende menighed af Jehovas vidner med omkring hundrede aktive forkyndere. Selv om udfordringen er kolossal, finder forkynderne en særlig glæde og tilfredshed ved at kunne tilpasse sig på en måde så de kan nå ud til de forskellige befolkningsgrupper med den gode nyhed.

I det samme kom linie 45 skramlende og gjorde holdt ved stoppestedet. Den var så tæt pakket at min første reaktion var: „Jeg kan umuligt være der!“ Men så fik vi et venligt puf bagfra, og pludselig fejede en bølge af kroppe og arme os om bord på bussen. Efter os kom der mindst ti passagerer mere på. De hang på trinbrættet, som en klump bier. Inde i bussen, der var bygget med siddepladser til 46, talte jeg mere end hundrede hoveder før jeg opgav, og fortsatte samtalen med min ven.

„Er busserne altid lige så fyldte som denne?“

„De er ofte lidt overfyldte,“ forklarede han, „men det koster ikke meget at køre med dem, hvilket betyder at vi hver dag nemt kan få råd til at køre 10 til 15 kilometer ud til nogle af de mere afsidesliggende bydele for at forkynde.“

„Ville det ikke være mere praktisk at forkynde i områder der ligger nærmere ved jeres bopæl?“

„Jo, men vi er nogle heltidsforkyndere der har besluttet at gøre en anstrengelse for at nå ud til folk i andre områder. Vores optegnelser viser at mange bydele i Calcutta ikke er blevet besøgt med den gode nyhed inden for de sidste 50 år!“

Men selv det at nå ud til alle inden for et begrænset område er en udfordring, på grund af den kolossale befolkning. I en undersøgelse har man engang beregnet at befolkningstætheden i Calcutta var tre gange større end i New York City — og antallet af indbyggere er steget siden da.

Mindst en tredjedel af Calcuttas indbyggere lever i overfyldte slumkvarterer, såkaldte „bustees“. De typiske bustees består af tætte rækker af små hytter, der almindeligvis er placeret i en armlængdes afstand fra hinanden. I disse hytter består gulvet af jord, og væggene af ler og kogødning som er smurt på et træskelet, hvorover der ligger et tegltag. Der er så godt som ingen ventilation i hytterne, og dog sover der helt op til syv eller otte personer i hver. Der er sædvanligvis kun én vandpost for hver 150 personer, og i ældre slumbyer har myndighederne sørget for nogle få offentlige toiletter.

Når man kommer ind i en slumby for at forkynde er det ikke ualmindeligt at man bliver fulgt på vej af en hundredtallig skare af nysgerrige, hovedsagelig børn. En forkynder der blev noget irriteret over en ung mand som vedholdende annoncerede hans besøg hvert sted, spurgte ham om han ikke også ville sige resten af det der skulle siges. Ved denne tilsyneladende invitation tog den kvikke unge mand brochuren fra forkynderen og holdt prædikenen ord for ord, hvorefter han tilbød bladene Vagttårnet og Vågn op!

Folk med forskellig religiøs baggrund

I omkring halvdelen af byens slumkvarterer er befolkningen muslimer. Men på grund af den fremherskende tolerante indstilling er det alligevel muligt at forkynde fra hus til hus i sådanne områder, hvilket ikke altid kan lade sig gøre i andre lande med store muslimske samfund. Jeg spurgte om pionererne i Calcutta havde en særlig måde at henvende sig til disse mennesker på.

„Nogle forkyndere bringer lokale problemer på bane som viser menneskets manglende evne til at gøre noget ved sin elendighed,“ fortalte min ven, „mens andre forsøger at imødegå religiøse fordomme ved at tale om lærepunkter man er enige om, som for eksempel troen på at Gud er én (ikke en treenighed) eller vor fælles tro på at Bibelen oprindelig blev inspireret af Gud.“

„Hvilke resultater har I haft?“ spurgte jeg.

„Kun få er så interesserede at de ønsker at studere Bibelen. De fleste er tilsyneladende kun optaget af at tjene til føden og forbedre deres lod i livet. Dertil kommer at de kun har fået en minimal skoleuddannelse, om overhovedet nogen. Alle disse faktorer gør at det er meget svært for dem at tage imod den gode nyhed.“

Man møder ofte hinduiske synspunkter. Navnlig den bengalske befolkning ynder at citere en udtalelse af Ramakrishna, der levede og missionerede i midten af det 19. århundrede. „Jotto moth, totto poth,“ sagde han, hvilket frit oversat betyder at alle religioner blot er forskellige veje der fører til det samme mål.

„Er det svært at imødegå denne holdning?“ ville jeg gerne vide.

„Ikke hvis vedkommende er indstillet på at ræsonnere. Vi kan taktfuldt påpege og forklare nogle åbenbare uoverensstemmelser mellem det vi og andre tror, for eksempel i forbindelse med vort bibelske håb om at komme til at leve evigt på jorden som fuldkomne mennesker. Eller vi kan gøre opmærksom på at to modstridende synspunkter umuligt kan være lige sande. For eksempel må sjælen være enten udødelig eller dødelig.“

„Det lyder fornuftigt.“

„Ja, men i mange tilfælde nægter folk at tage det vi siger alvorligt. De er overbevist om at de ved hvad vi tror på og at de sikkert tror det samme. Denne indstilling er tilbøjelig til at kvæle enhver frugtbar samtale. Vi forsøger blot at efterlade noget læsestof så vi kan komme videre til det næste besøg.“

„Har I oplevet at nogen med hinduisk baggrund har søgt efter en dybere kundskab om Gud og hans hensigter?“

„Ja, nogle pionerer fik kontakt med en ung mand der var desillusioneret efter at have haft forbindelse med Ramakrishnas disciple,“ fortalte min ven. „Han modtog bladene som han havde læst igennem da han blev genbesøgt to dage senere. Efter flere samtaler begyndte han at studere brochuren The Path of Divine Truth Leading to Liberation. I en notesbog skrev han sine svar og kommentarer til studiespørgsmålene. I løbet af fem måneder blev denne mand døbt og begyndte at tjene som hjælpepioner, sådan at han kunne give mange andre del i sin kundskab.“

„Det var en god oplevelse! Men hvordan reagerede hans familie?“

„Han boede sammen med sin moder, der var blevet enke, og sin bedstemoder, som begge var oprigtige hinduer. De begyndte imidlertid også at vise interesse og at studere Bibelen. Efter kort tid lagde naboerne mærke til hvordan disse kvinder havde ændret sig, hvilket førte til at tre andre blev interesseret. Den unge mands moder er nu døbt, og hans bedstemoder håber snart at blive det, selv om det går lidt langsommere med hende, da hun er 70 år.“

Min ven fortalte meget begejstret denne beretning, og jeg forstod at sådanne erfaringer er til stor opmuntring for pionererne. Til tider kan fremgangen synes lille, men pludselig viser nogen mere end almindelig interesse — på den måde bliver pionererne opmuntret til at fortsætte deres søgen efter retsindige.

Sprogbarriererne overvindes

Det er begyndt at tynde ud blandt passagererne i bussen. Pludselig hørte jeg noget der lignede engelsk. „Ticket, apnar ticket,“ råbte en lille mand uden uniform men med en farvestrålende vifte af pengesedler i sin højre hånd og en læderpung med byttepenge ved siden, der skulle vise at han var konduktør. Jeg tilbød at betale, men det ville min ven med sin indiske gæstfrihed ikke høre tale om. Han gav mig sin mappe og dykkede ned i sin skjortelomme efter penge.

„Hvad i alverden har du i mappen?“ udbrød jeg. „Den er jo tung som bly!“

„Tja, de indisksprogede udgaver af Bibelen er temmelig store. For at være fuldt udrustet når man forkynder i Calcutta må man have bibler med på tre sprog — bengali, hindi og engelsk — samt bibelsk læsestof naturligvis.“

„Kunne I ikke nøjes med den engelske bibel og så oversætte versene?“

„Det kunne vi måske nok. Men mange der kun kan læse bengali eller hindi har aldrig set en komplet bibel på deres eget sprog. Og det er en særlig glæde for os når vi kan vise dem et eksemplar på deres eget sprog og læse op derfra. Det opvejer rigeligt den ekstra vægt og anstrengelse det kræver.“

Det kræver en stor indsats af pionererne her at tilpasse sig de forskellige sproggruppers behov. De fleste pionerer søger at dygtiggøre sig så de kan forkynde effektivt på de tre hovedsprog. Nogle med særlige evner har lært at tale fem eller seks sprog. Lokalbefolkningen værdsætter når besøgende anstrenger sig for at tale det sprog de taler, og den opmærksomhed disse folk viser kan være rigelig belønning for de mange timers sprogstudium.

Glæden ved at tjene i et område med udfordringer

Med hvinende bremser — der fortalte at bremsebelægningerne for længst var slidt ned — gjorde vores bus igen holdt ved et stoppested og jeg blev skubbet ud.

„Hvorfor skal vi af her?“ spurgte jeg. „Det er da ikke her du bor.“

„Nej, befolkningen i denne bydel stammer fra Punjab. De laver den bedste te man kan forestille sig. Jeg tænkte at du havde lyst til en kop.“

Teen smagte fremragende.

„Hvordan har du lært dette sted at kende?“ spurgte jeg.

„Når vi arbejder som pionerer rundt om i de forskellige områder lærer vi de lokale specialiteter at kende og hvor de bedste og billigste forretninger ligger. Hvis din mave er stærk nok kan vi gå ud og prøvesmage nogle spændende retter i aften.“

Men jeg huskede de råd jeg havde fået af nogle mere forsigtige venner og afslog invitationen. Men jeg nød virkelig teen. Det var tydeligt at pionererne levede en afbalanceret tilværelse og havde lært at udnytte omstændighederne bedst muligt. Selv forhold der ved første øjekast kan se ud som forhindringer overvinder de med glæde.

„Er der noget I ikke bryder jer om ved jeres arbejde?“ spurgte jeg til sidst.

Min ven overvejede dette spørgsmål et øjeblik. Så sagde han: „Jeg tror aldrig vi rigtig vænner os til sommeren og monsuntiden. Men det er jo et problem man har uanset om man er pioner eller ej. Temperaturen og luftfugtigheden er ofte så høj at sveden drypper fra næsen ned i Bibelen mens man læser op fra den. Men man lærer at tage det med godt humør. Og i maj, der måske er den varmeste måned i hele året, slutter det største antal hjælpepionerer sig til os i forkyndelsesarbejdet.“

Når jeg tænker tilbage på denne dag og på samtalen med min pionerven, fyldes jeg af beundring for pionererne i Calcutta på grund af den evne de har til at tilpasse sig så mange forskellige situationer og mennesker, med det formål at delagtiggøre dem i den gode nyhed. Jeg er naturligvis klar over at der i hele verden findes pionerer som arbejder på samme måde. De finder sand glæde ved at ’være alt for alle slags mennesker’. — Indsendt.

[Kort/illustration på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDIEN

Calcutta