Italienske forkyndere som ’køber sig tid’
’KØB jer den belejlige tid.’ To gange mens apostelen Paulus var i Rom gav han sine medkristne denne tilskyndelse. (Efeserne 5:15, 16; Kolossenserne 4:5) De der læste hans breve i det første århundrede efterkom hans opfordring. De var opmærksomme på hvornår tiden var belejlig, så de kunne udbrede ’den gode nyhed’ og hjælpe andre til at blive tilbedere af den sande Gud. — Mattæus 24:14.
Nutidens tjenere for Jehova i Italien, hvorfra Paulus skrev disse breve, reagerer også positivt på hans tilskyndelser. Nøjagtig som de første kristne er de opmærksomme på hvordan de kan øge deres andel i forkyndelsen af Riget. Hvordan skaffer de sig „den belejlige tid“?
Fordele ved at tale om sin tro
Giuseppe, der er en af Jehovas Vidners ældre heltidsforkyndere i Rom, husker en oplevelse fra den tid hvor han havde verdsligt arbejde. Han havde fortalt alle sine kolleger at han var et af Jehovas vidner. Dette førte til at der opstod en ’belejlig’ tid til at forkynde om Bibelens sandheder. En dag fik han til opgave at oplære en mand ved navn Gianni. Med det samme fortalte de andre arbejdere Gianni at hans læremester var et Jehovas vidne. Så snart Gianni var blevet alene med Giuseppe sagde han: „Lige nu taler vi om arbejdet, men i frokostpausen vil jeg gerne høre noget om Jehova.“
I frokostpauserne havde de adskillige drøftelser. Giuseppe fortalte Gianni at Jehova er Guds navn. Han forklarede også Guds hensigt med jorden. Men hvad skete der da oplæringen var forbi? „Jeg gav ham mit telefonnummer og noget bibelsk læsestof,“ fortæller Giuseppe. „Han tog imod det, men sagde: ’Hvis jeg finder noget i disse publikationer der ikke stemmer med sandheden i Bibelen, kommer jeg tilbage hertil og afslører dig for øjnene af alle dine arbejdskammerater.’“
Der gik flere måneder uden at Gianni lod høre fra sig. „Men så en dag,“ fortsætter Giuseppe, „ringede han til mig og sagde at han gerne ville tale med mig. Vi mødtes, og han havde en hel liste med spørgsmål. Vi talte sammen i ti timer! Han tog imod mit tilbud om et regelmæssigt bibelstudium.“ Hvad blev resultatet? Giuseppe siger: „De positive forandringer han gjorde i sit liv, imponerede hans kone og hans moder så meget at de også begyndte at vise interesse for bibelstudiet. I dag er Gianni, hans hustru og hans moder alle trofaste tjenere for Jehova.“
Tvunget til at brænde sin bibel
En god kristen opførsel kan også føre til at der opstår en ’belejlig tid’ til at fortælle andre om Bibelens budskab. Som apostelen Paulus siger kan en god opførsel „være en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold“. — Titus 2:10.
Pietro, der i dag er et Jehovas vidne sidst i tyverne, følte sig tiltrukket af denne „lære“ på grund af en klassekammerats kristne opførsel. „Jeg gik i femte klasse,“ mindes Pietro, „og jeg kan tydeligt huske denne drengs opførsel. Han var den eneste der ikke ville blive i klassen i religionstimerne.“
En dag spurgte Pietro drengen hvorfor han altid gik når de skulle have religion. Drengen forklarede at han var fritaget for undervisningen fordi han var et af Jehovas vidner. Det vakte Pietros interesse. Han bad drengen om at skaffe ham en bibel. Efter at have læst nogle afsnit i Bibelen „forstod jeg at den indeholdt sandheden,“ siger Pietro. „Jeg besluttede at leve efter den fra da af. Jeg tog Bibelen med i skole og fortalte alle og enhver at jeg var et af Jehovas vidner. Jeg var kun ti år gammel.“
Så begyndte problemerne. Pietro fortsætter: „Præsten der gav os religionsundervisning fortalte mine forældre at jeg brugte Bibelen i skolen, og han rådede dem til at destruere den. Da jeg kom hjem, forsøgte min moder at snuppe min bibel, men jeg holdt så fast om den jeg kunne. Så begyndte hun at slå mig og rev den ud af mine hænder. Derefter tvang hun mig til at brænde min egen bibel.“ Pietro mistede sin bibel, men ikke sin tro. Han tænkte som så: „Så snart jeg bliver voksen, køber jeg en ny bibel og går ud og fortæller andre hvad der står i den.“
Der gik to år. Så fandt Pietro ud af at der blev afholdt et bibelstudium hjemme hos en af hans venner. I al hemmelighed overværede han studiet. „En dag fortalte jeg mine forældre at jeg havde besluttet mig til at blive et af Jehovas vidner,“ fortæller Pietro, „’og denne gang får intet mig til at skifte mening!’“ Da forældrene så hvor fast en beslutning deres tolvårige søn havde truffet, gav de sig. Pietro begyndte med det samme at overvære møderne i rigssalen. Fire år senere blev han døbt som et af Jehovas vidner. I dag, 18 år efter at han for første gang — tilskyndet af en klassekammerats gode opførsel — lærte sandheden ud fra Bibelen at kende, køber Pietro sig „den belejlige tid“ ved at tjene som heltidstjener i Italien.
En nidkær halvfjerdsårig
Mafalda, en kristen søster fra Livorno, er en anden af Italiens mere end 22.000 nidkære pionerer (heltidsforkyndere). Hun begyndte som sådan da hun var 56. „Pionertjenesten kræver at man anvender mindst 1000 timer om året i forkyndelsen,“ forklarer hun, „men eftersom det er et vigtigt budskab, bruger jeg hvert år 2000 timer som pioner.“ I dag er Mafalda 70 år gammel. Hvilke planer har hun for fremtiden? „Blandt de kristne i det første århundrede fandtes der hårdtarbejdende husmødre der tog del i tjenesten,“ siger hun. „Jeg ønsker at være ligesom dem og fortsætte med at forkynde om Guds rige. Det er det mål jeg har i livet.“
Lige fra Alpernes sneklædte bjergtoppe i nord og helt ned til Middelhavsøen Sicilien i syd afspejler nutidens vidner for Jehova i Italien den samme nidkærhed som de kristne i det første århundrede. Hver dag året rundt anvender de tilsammen over 100.000 timer i forkyndelsen. Hvad har det resulteret i? Alene sidste år blev næsten 12.000 døbt, hvorved de blev ordinerede forkyndere, tjenere for Jehova. Der er nu over 131.000 Jehovas vidner i Italien som alle ’køber sig den belejlige tid’.