Et forsvar for religionsfriheden i Indien
DEN 11. august 1986 afsagde den indiske højesteret i New Delhi en kendelse der overraskede mange. I en tid med tiltagende nationalisme regnede kun de færreste med at man ville respektere religionsfriheden når det gjaldt et lille, i Indien næsten ukendt trossamfund. Men efter at have undersøgt sagens kendsgerninger nøje, fastslog højesteretten at man ikke kan tvinge børn af Jehovas vidner til at synge med på landets nationalsang. I denne skelsættende kendelse hed det blandt andet:
„Vi finder i denne sag at den enkeltes grundlæggende ret ’til frit at følge sin samvittighed og til frit at bekende, udøve og udbrede sin tro’ er blevet krænket, idet de tre børn er blevet bortvist fra deres skole fordi de samvittighedsfuldt har fulgt deres religiøse overbevisning og ikke har villet synge med på nationalsangen ved skolens morgensang, men dog har stået respektfuldt mens sangen blev sunget.“
Det var dommerne O. Chinnappa Reddy og M. M. Dutt ved Indiens højesteret der behandlede denne meget omtalte sag angående Jehovas vidner.
Hvordan spørgsmålet opstod
Omkring halvdelen af de 8000 Jehovas vidner der findes i Indien bor i den lille stat Kerala, der ligger i den sydligste del af dette store land. I de fleste skoler i dette område synger man nationalsangen hver dag. I den skole sagen drejede sig om var det skik og brug at alle eleverne sang nationalsangen i kor. Jehovas vidners børn stod imidlertid blot stille mens de andre elever sang. Som det hed i retskendelsen: „Ingen følte sig generet af dette. Ingen bekymrede sig om det. Ingen anså det for at være respektløst eller upatriotisk. Børnene fik lov at være i fred og at beholde deres opfattelse for sig selv.“ Sådan gik det i flere år.
Men i juli 1985 rejste et medlem af delstatens lovgivende forsamling den indvending at han opfattede det som upatriotisk hvis nogen nægtede at synge med på nationalsangen. Dette udløste en debat hvis indhold blev offentliggjort i mange af landets ledende dagblade.
Indtil da havde skolemyndighederne i Kerala stillet sig forstående over for Jehovas vidners børn. Men nu blev de usikre på grund af debatten i den lovgivende forsamling og den efterfølgende negative presseomtale. Det medførte at Jehovas vidners børn blev udelukket fra den ene skole efter den anden.
Børn kontra staten
V. J. Emmanuel, hvis tre mindreårige børn Bijoe, Binu Mol og Bindu, var blevet bortvist fra skolen, gik rettens vej. Han var ganske sikker på at han havde retten på sin side. Han vidste at det ifølge den indiske forfatnings artikel 25, stykke 1, hedder at „alle har lige ret til frit at følge deres samvittighed og til frit at bekende, udøve og udbrede deres tro“.
Endelig blev sagen behandlet ved landsretten i Kerala, der imidlertid afviste V. J. Emmanuels anke. Dette kom som et chok, fordi den indiske forfatning ikke indeholder noget krav om at man nødvendigvis skal synge med på nationalsangen for at vise den respekt. Det hedder blot at landets borgere skal „adlyde forfatningen og respektere dens idealer og institutioner, flaget og nationalsangen“. Der findes heller ikke nogen anden lov om at enhver indisk statsborger skal synge med på nationalsangen.
Sagen blev appelleret til Indiens højesteret, der underkendte den afgørelse retten i Kerala havde truffet. I højesteretskendelsen hed det: „Landsretten har ført sig selv på vildspor. Den har vendt og drejet hvert eneste ord og hver eneste tanke i nationalsangen, og er kommet til den konklusion at der ikke findes ord eller tanker i nationalsangen der kan krænke nogens religiøse følelser.“ Men som højesteretten ganske rigtigt bemærkede, „er det ikke det sagen drejer sig om“.
Sagen drejer sig ene og alene om den enkeltes ret til fortsat tilbedelsesfrihed. Jehovas vidner synger ikke med på nationalsangen i noget land. Sådanne sange er i virkeligheden hymner eller bønner der ledsages af musik, og Jehovas vidner nægter af samvittighedsgrunde at synge dem. I den forbindelse fremsatte den indiske højesteret følgende indsigtsfulde forklaring: „De nægter at deltage i sangen fordi de ifølge deres oprigtige religiøse opfattelse ikke kan deltage i nogen form for ritual, ud over at de beder til Jehova, deres Gud.“
Interessant nok garanterer den indiske forfatning „tale- og ytringsfrihed“, hvilket indbefatter frihed til at forblive tavs. Det var netop sådan Jehovas vidners børn forholdt sig i skolen når eleverne om morgenen skulle synge nationalsangen — de forholdt sig tavse. Skolemyndighederne i Kerala havde altså i realiteten forbudt tavshed. Spørgsmålet var derfor om dette forbud kunne forenes med de forfatningsgaranterede rettigheder.
Højesteretten traf følgende afgørelse i sagen: „Vi må én gang for alle slå fast at loven ikke indeholder nogen bestemmelse der tvinger nogen til at synge nationalsangen. Vi mener heller ikke at det er et udtryk for manglende respekt for nationalsangen hvis en person ikke synger med på den men blot står respektfuldt mens den synges.“
Som nævnt tidligere har alle statsborgere ifølge forfatningen pligt til at ’vise respekt for nationalsangen’. Om denne form for respekt hedder det i loven af 1971 angående krænkelse af den nationale ære: „Den der med overlæg forhindrer andre i at synge nationalsangen eller forårsager uro i en forsamling der synger nationalsangen, vil blive straffet med fængsel i op til tre år eller med bøde, eller med begge dele.“ Jehovas vidners børn havde imidlertid ikke på noget tidspunkt forhindret nogen i at synge nationalsangen. De havde heller aldrig forårsaget uro i en forsamling der sang nationalsangen.
En trussel mod den nationale enhed?
Et af de argumenter de statslige myndigheder fremførte var at afsyngelsen af nationalsangen havde grundlæggende betydning for landets enhed og integritet. Men hvor meget bidrager afsyngelsen af en nationalsang egentlig til et lands enhed eller til de enkelte borgeres integritet?
Interessant nok findes den indiske nationalsang kun på et enkelt af de mange sprog der tales i landet — hovedparten af den indiske befolkning forstår altså ikke teksten. For størstedelen af befolkningen er afsyngelsen af nationalsangen sandsynligvis blot et betydningsløst og tomt ritual. Jehovas vidner deltager ikke i sådanne ritualer. De beder kun til deres Gud, Jehova.
Det blev også fremført at hvis højesteretskendelsen blev til gunst for Jehovas Vidner, kunne den indebære en trussel mod landets sikkerhed. Men i Indien er Jehovas Vidner kun en ganske lille gruppe, der tæller omkring 8000 personer. Ville en sådan lille gruppe på nogen måde kunne true en nation hvis befolkning tæller over 800 millioner? Desuden er Jehovas vidner over hele verden kendt for deres ærlighed og lydighed mod de love som myndighederne i deres respektive lande fastsætter.
En advokat fra Nigeria har sagt: „Vidnerne betaler skat og er lovlydige borgere. Ethvert vidne der i den grad kan være tro mod sin religion at han ønsker at adlyde den med fare for at miste visse privilegier, vil bære sig lige så ærligt ad i de fleste andre situationer . . . Grunden til at han afslår at stjæle af statens penge, mens hans kolleger . . . der synger med på nationalsangen alligevel begår underslæb, er at den Bibel han retter sig efter og som forbyder ham at synge nationalsangen, også forbyder ham at stjæle.“
Den sidste sætning i den skelsættende højesteretskendelse er bemærkelsesværdig. Her står: „Vi vil gerne tilføje: Vor tradition bygger på tolerance; vor filosofi lærer tolerance; vor forfatning praktiserer tolerance; lad os ikke udvande dette.“ Vil regeringen og landets ledere efterleve denne ædle tanke? Vil højesterettens kendelse være endelig? Det kan kun tiden vise.
[Illustrationer på side 23]
De tre børn der på en respektfuld måde nægtede at deltage i en patriotisk ceremoni
De tre børns trofaste familie
Denne familie læste om retssagen, begyndte at studere Bibelen og lod sig døbe