En åben dør til San Blas-øerne
DEN tomotorers flyvemaskine kredsede over den lille landingsbane langs stranden. Piloten meddelte os at den var oversvømmet og at det derfor ikke ville være forsvarligt at forsøge at lande. Men da vi endnu en gang nærmede os landingsbanen besluttede han sig alligevel for at gå ned. Flyet rørte jorden og kørte bumpende hen ad den smalle grusbelagte landingsbane mens den sendte kaskader af vand højt op i luften. Da den endelig stoppede drog vi alle et lettelsens suk. Og vor ængstelse blev vendt til glæde da vi så at vore venner stod og ventede på os.
De var kommet fra øen Ustupu, der ligger cirka halvanden kilometer ud for kysten. Den er en af San Blas-øerne, som danner en kæde på omkring 350 småøer der strækker sig fra nordøstkysten af Panama helt til den colombianske grænse. På disse øer bor der omkring 50.000 indfødte indianere af kuna-stammen. Vi var kommet dertil for at løse en bestemt opgave.
Foretræde for sahilaerne
San Blas-øerne udgør en comarca, eller selvstændig administrativ enhed, under republikken Panama. Hver af øerne styres af sahilaer, en slags lokalråd der består af nogle af øsamfundets ældre mænd. Sahilaerne sender repræsentanter til en forsamling kaldet caciques som udøver myndighed over hele comarcaen.
Jehovas Vidner har siden 1969 forkyndt den gode nyhed om Guds rige på San Blas-øerne, og der er nu omkring 50 mennesker der overværer vore bibelske møder. (Mattæus 24:14) Imidlertid har de lokale myndigheder på nogle af øerne nægtet os tilladelse til at forkynde der. For nylig ønskede sahilaerne på Ustupu, den ø der har den næststørste befolkning i øgruppen, at få et møde med Jehovas Vidner så de kunne tage stilling til om vi skulle have officiel anerkendelse eller ikke. Det lader altså til at Jehova er ved at ’åbne døren’ for os. — 1 Korinther 16:9.
Der blev først holdt et forberedende møde med nogle embedsmænd hvor vi blev gjort opmærksomme på hvad myndighederne var mest bekymrede for. De pegede på at der allerede fandtes fire religiøse samfund på øen — katolikker, baptister, Guds Kirke og mormoner. Hver af dem har sin egen store kirkebygning, som dog ikke bliver brugt lige flittigt. Og da der er stor knaphed på jord, bliver myndighederne nødt til at være varsomme med at tillade andre religiøse grupper.
Ved hjælp af en tolk forklarede vi embedsmændene at Jehovas Vidner på grund af deres høje moralnormer har vist sig at være til gavn for samfundet i de mere end 200 lande hvor de virker. Vi forsikrede dem om at møderne indtil videre ville blive holdt i lokale Jehovas vidners hjem, og at hvis det skulle blive nødvendigt at bygge et særligt mødested, ville dette ikke komme til at ligge ubrugt hen da vore møder altid er godt besøgte.
Efter omkring en times drøftelse besluttede embedsmændene at de ville forelægge sagen ved sahilaernes næste møde senere samme uge. Vi var nødt til at vente på svaret.
Et besøg på Hundeøen
For at udnytte ventetiden besluttede vi at aflægge Achutupu, eller Hundeøen, et besøg for at forkynde den gode nyhed dér. Vores båd, La Torre del Vigia (Vagttårnet), er malet i klare røde og blå farver og forsynet med påhængsmotor. Den skiller sig markant ud fra de mange cayucoer, kanoer lavet af udhulede træstammer, som findes på øerne. Efter en 45 minutters sejltur i temmelig hård sø nåede vi Achutupu.
Achutupu viste sig at være en typisk lille tropeø med sandstrande og palmer der vuggede i vinden. Men da der boede over 2000 mennesker på øen virkede den noget overbefolket. Overalt var der klynger af de traditionelle hytter, kun adskilt af smalle, ujævne småveje. Hytterne var alle ens. Væggene, som var lavet af bambusrør fastgjort til et skelet af tynde grene, var kun omkring 1,5 meter høje og bar et højt, tykt tag af palmeblade. Indenfor var der kun ét stort rum til hele familien. Selv om der ingen vinduer var, kom der tilstrækkeligt med lys og luft ind gennem sprækkerne mellem bambusrørene.
Før vi begyndte at gå rundt og besøge hjemmene med vort bibelske budskab besluttede vi at følge den lokale skik først at aflægge landsbyens overhoveder et besøg for at få deres tilladelse. Så vi tog hen til forsamlingshuset, der var en stor bygning lige midt i byen.
Der var mørkt indenfor i forsamlingshuset, men da vore øjne havde vænnet sig til mørket kunne vi skimte at der ude i siderne stod rækker af træbænke. Overalt var der billeder af berømte sahilaere fra tidligere tider. På grund af mørket, billederne og stilheden mindede stedet om det indre af en kirke. Midt i rummet fandt vi fem mænd henslængt i hængekøjer eller siddende på bænke. De var åbenbart landsbyens overhoveder.
Bolivar, et af Jehovas vidner som var kommet med os fra Ustupu, forklarede dem på det lokale sprog hvad formålet med vort besøg var. De modtog os venligt og uden forbehold og gav os straks tilladelse til at besøge landsbyens beboere.
Fra hytte til hytte på Achutupu
Kuna-indianerne er glade, venlige mennesker. Når vi gik gennem gaderne løb børnene hen til os mens de råbte: „Mergui! Mergui!“ som betyder „fremmede“. De ville trykke os i hænderne. Der var kun få mænd hjemme. Vi fik at vide at de fleste af dem var taget til fastlandet for at passe deres små jordlodder dér.
Vi blev inviteret indenfor i hvert eneste hjem. I regelen placerede konen i huset os i nogle tunge, hjemmelavede træstole mens resten af familien samlede sig rundt om os for at lytte opmærksomt til hvad vi havde at sige. Inden vi gik tilbød hun os en drik af kakao, kaffe eller en lokal frugt. Derefter fik vi et glas vand til at skylle munden med. Ifølge den lokale skik var det tilladt at spytte vandet ud på gulvet. Vi fandt hurtigt ud af at vi kun skulle drikke en lille tår hvert sted da vi havde mange hjem at besøge.
Uden for en af hytterne stod der 50 udskårne træfigurer i forskellig størrelse på rad og række ved siden af indgangen. Bolivar forklarede os at de var sat der som beskyttelse mod onde ånder. Og da en dame kom ud til døren og fortalte os at hendes mand var syg, forstod vi hvorfor figurerne var blevet stillet op. Man giver nemlig ofte dæmonerne skylden for sygdom.
Vi blev inviteret indenfor og kom ind til manden der lå i en hængekøje. I en snor oven over den syge mand hang der i snesevis af små flitsbuer med pile der havde rød spids og som sigtede mod ham. Disse skulle skræmme de onde ånder væk. På gulvet stod der adskillige runde udhulede græskar med små figurer, tobakspiber og varme kakaobønner i. De skulle formilde ånderne. Bolivar forsøgte at trøste familien ved at fortælle dem om Guds løfte om at al sygdom vil blive fjernet, og de tog imod noget bibelsk læsestof. Som vi plejede fik vi også her den traditionelle drik og et glas vand.
Kunaernes farverige dragter
Noget der er særegent for øerne er kuna-indianernes farverige dragter. Selv om mændene i vore dage for det meste går med tøj i vestlig stil, foretrækker kvinderne stadig deres traditionelle dragt, der består af et rødt sjal, en kortærmet bluse og en knælang nederdel. Den øverste del af blusen er sædvanligvis i stærke farver. Midterdelen kaldes en mola og bliver ofte købt af turister til vægdekoration. Den er syet sammen af farverigt stof med traditionelle motiver af fugle, fisk og dyr. Nederdelen består blot af et rektangulært stykke mørkt stof i stærke mønstre som vikles rundt om kroppen og stoppes ned ved livet. De fleste kuna-kvinder har kortklippet hår, men nogle af de yngre, ugifte piger har langt hår.
Kvinderne kan tilsyneladende godt lide at gå med mange smykker. Øreringe, halskæder, armbånd og næseringe af guld er meget populære. Ofte bærer de på denne måde rundt på hele familiens rørlige formue, som kan beløbe sig til mange tusind kroner. Deres arm- og benringe er også noget helt specielt. De er lavet af små perler i orange, gule eller andre farver og kan være lige fra 5 til 15 centimeter brede. Kvinderne trækker perlerne på en lang snor, og ved at skifte mellem forskellige farver perler kan de skabe nogle flotte mønstre. Derefter binder de ringene de har lavet stramt om arme eller ben så de kan have dem på i månedsvis uden at de behøver at komme af selv når de skal bade. For at fuldende billedet får de enten malet eller tatoveret en sort, lodret streg hen over panden og næsen, ned til overlæben.
Vi var nødt til at gøre vort interessante ophold på Achutupu kort da vi skulle være tilbage på Ustupu tids nok til at nå mødet med sahilaerne. Nede på kajen stod der mange mennesker og ventede på at få noget bibelsk læsestof af os. Vi var glade for at kunne give dem alt det vi havde.
Vi fuldfører vores opgave
Da vi kom tilbage til Ustupu var forsamlingshuset fyldt med hundreder af mennesker som var ivrige efter at høre om Jehovas Vidner ville blive officielt anerkendt eller ikke. Det var vi også. Mødet gik i gang, og formanden præsenterede forsamlingen for forslaget om at give Jehovas Vidner officiel tilladelse til at virke på øen. Da han opfordrede de tilstedeværende til at give udtryk for deres mening begyndte vore hjerter at banke heftigere. Kun to var imod; flertallet var velvilligt stemt.
Til sidst stemte rådet om hvorvidt vi skulle have officiel tilladelse til at afholde møder og forkynde fra dør til dør og om beslutningen skulle noteres i rådets arkiver. På den måde blev Jehovas Vidner det første trossamfund med skriftlig tilladelse til at udøve deres virksomhed på øen. De andre havde kun mundtlige aftaler. Hvor var vi lykkelige og taknemmelige for denne sejr!
Forhåbentlig vil denne afgørelse åbne døren for at den gode nyhed om Guds rige kan blive forkyndt på alle San Blas-øerne. Vi har al mulig grund til at føle som salmisten, da han sang: „Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.“ — Salme 97:1.
[Kort på side 28]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
PANAMA
Panama City
San Blas-øerne
Panamabugten
Caraibiske Hav
COLOMBIA